Baggrund
Læsetid: 9 min.

’Når vi tager på arbejde, ved vi ikke, om vi kommer hjem til vores børn om aftenen. Sådan har det været, siden Trump kom til’

Flere hundredtusinde dokumentløse mexicanske immigranter, der lever i slumagtige bosættelser i sydvestlige Texas, er så skræmte over Trump-regeringens kompromisløse deportationspolitik, at de ikke tør vove sig uden for deres nabolag. Nogle har endda opgivet deres job af frygt for at blive stoppet af politiet
To børn klædt ud til Halloween. De bor med deres dokumentløse forældre i en gammel campingvogn i bosættelsen Muñiz i Texas’ Rio Grande Valley. Den mexicanske familie lever uden rindende vand, elektricitet og kloak.

To børn klædt ud til Halloween. De bor med deres dokumentløse forældre i en gammel campingvogn i bosættelsen Muñiz i Texas’ Rio Grande Valley. Den mexicanske familie lever uden rindende vand, elektricitet og kloak.

Udland
12. december 2017

MCALLEN, TEXAS – Siden Donald Trump blev USA’s præsident har Maria og Martín Bueno levet i en tilstand af konstant uro og ængstelse.

De bor i et lille hus med tre små amerikanskfødte børn og en datter på 22 i en af 600 interimistiske bosættelser langs Texas’ sydvestlige grænse til Mexico, hvor ca. 400.000 immigranter lever uden for de nærliggende amerikanske byers administrative grænser. Grænselandet kendes som Rio Grande Valley.

I familiens Buenos bosættelse, Colonia Indian Hills East, har 80 pct. af beboerne hverken arbejds- eller opholdstilladelse i USA. De er »illegals«, som præsident Trump og hans tilhængere kalder dem.

Efter den nylige magtovertagelse i Washington, D.C. hænger familien Buenos skæbne i en tynd tråd.

»Når vi tager afsted på arbejde om morgenen, ved vi ikke, om vi kommer hjem til vores små børn om aftenen. Sådan har det været, siden Trump kom til. Det er virkeligt hårdt,« fortæller Maria Bueno.

Forældrene har i et notariseret dokument nedskrevet, hvad der skal ske med Angelita på 12, Santiago på 10 og Luis på 4, hvis de bliver stoppet af politiet og udleveret til det føderale immigrationspoliti.

Maria Bueno med sin søn Santiago og datteren Wendy i deres hus i Colonia Indian Hills East. Maria og hendes mand, Martín, sælger papkasser til genbrug. Som dokumentløse ved de aldrig, om de kommer hjem til deres børn efter arbejde. De kan blive stoppet af politiet og blive sendt tilbage til Mexico.

Maria Bueno med sin søn Santiago og datteren Wendy i deres hus i Colonia Indian Hills East. Maria og hendes mand, Martín, sælger papkasser til genbrug. Som dokumentløse ved de aldrig, om de kommer hjem til deres børn efter arbejde. De kan blive stoppet af politiet og blive sendt tilbage til Mexico.

Risikoen er til at tage at føle på. I august vedtog delstatsparlamentet i Texas en lov, som pålægger sheriffer og politi at adspørge personer, der stoppes for en lovovertrædelse, om at fremvise dokumentation. Hvis de opholder sig ulovligt i USA, skal de straks udleveres til det føderale immigrationspoliti – la migra på spansk.

Det lokale politis forpligtelse til at udlevere dokumentløse immigranter til forbundsmyndighederne er en gråzone i amerikansk indvandringspolitik. Præsident Barack Obamas regering så bort fra delstaters og kommuners modvilje mod at gøre det. Trump-regeringen truer oprørske lokale myndigheder med at reducere pengeoverførsler fra forbundsstaten, hvis de ikke makker ret.

Den demokratiske grænsestat, Californien, afviser at samarbejde med det føderale immigrationspoliti, hvorimod Texas nu pålægger lokale ordensmyndigheder at sende dokumentløse indvandrere direkte i favnen på la migra.

Brugte papkasser

Her i Rio Grande Valley vurderes det, at over halvdelen af de 400.000 immigranter bosat i de 600 colonias opholder sig ulovligt i USA. Kun et mindretal har dokumenter. Hertil kommer børn født i USA.

Maria og Martín Buenos situation er altså ikke enestående. Rent faktisk er den typisk for flere hundredtusinde mexicanske immigranter i det amerikanske grænseland.

Parret svømmede over Rio Grande-floden og ind i USA for godt 21 år siden. Siden har de arbejdet for en lav løn her og der, ofte udbyttet på det groveste af kyniske arbejdsgivere. Trods det har deres ældste datter fået en uddannelse. Hun arbejder som hjemmehjælper.

I mellemtiden er Maria og Martín blevet degraderet til hver dag at køre rundt i deres bil og indsamle papkasser bag butikker og supermarkeder. Pappet sælges til genbrugsvirksomheder.

»Det er farligt,« fortæller Maria. »Vi har ikke kørekort. Hvis vi bliver stoppet af politiet, er alt forbi. Jeg ville ønske, vi havde et job et sted. Det ville ikke eksponere os så meget.«

Familiens situation er yderligere kompliceret af, at datteren Wendy arbejder lovligt på lånt tid. En situation, der er typisk for børn af immigranter bragt ulovligt over grænsen. Wendys forældre efterlod hendes hos slægtninge, da hun var 3 måneder, og tog til USA for at arbejde. Maria kom først tilbage for at hente Wendy, da hun var 8 år gammel.

Slumbosættelserne i Rio Grande Valley tæller i forbundsstatens statistik som stedet med den fattigste befolkning i USA bestående især af immigranter fra Mexico og Mellemamerika. Her bor der 400.000 mennesker. Efter mange årtier mangler flere stadig vand, el, og det er få steder, myndighederne har bygget kloakanlæg.

Slumbosættelserne i Rio Grande Valley tæller i forbundsstatens statistik som stedet med den fattigste befolkning i USA bestående især af immigranter fra Mexico og Mellemamerika. Her bor der 400.000 mennesker. Efter mange årtier mangler flere stadig vand, el, og det er få steder, myndighederne har bygget kloakanlæg.

I 2015 udstedte præsident Obama et dekret, som gav alle immigrantbørn, der krydsede grænsen inden 2007, og som var under 16, lov til at søge om midlertidig arbejds- og opholdstilladelse i USA. Med et fik 800.000 dokumentløse immigrantbørn mulighed for at modtage finansiel støtte til at læse på college og arbejde lovligt.

Wendy var et af dem.

Hendes løn betyder, at forældrene kan brødføde familien og afbetale et huslån, de tog for ni år siden fra organisationen, Proyecto Azteca, der hjælper familier i bosættelserne med at finansiere og bygge deres eget hus mod at yde 550 voluntørtimer. Proyecto har indtil videre fået opført 800 boliger. Der står 4.000 på venteliste.

Uden Wendys indkomst ville familien Bueno falde ned i dyb fattigdom.

I september annoncerede præsident Trump, at Obamas dekret var forfatningsstridigt. Han hævdede, at kun kongressen kan lovgive om immigranters status i USA. Derfor skulle forordningen annuleres, om end han samtidig gav lovgiverne i Washington, D.C. en deadline i marts. På det tidspunkt vil de 800.000 miste deres opholdstilladelse og blive deporteret, med mindre kongressen enes om en lov, som beskytter Wendy og alle de andre

Indtil videre er det republikanske parti splittet i spørgsmålet. Demokraterne truer med at lukke forbundsadministrationen ned i slutningen af denne uge ved at stemme nej til en kort forlængelse af finansloven. De kræver, at Trump og republikanerne lader immigrantbørnene blive i USA.

Wendys midlertidige arbejdstilladelse udløber i december 2018.

I gamle dage

En midaldrende kvinde og social aktivist fra Proyecto Azteka er formidleren af kontakten til familien Bueno.

Lourdes Salinas kom til USA i an alder af 9 med sine forældre i 1970’erne. De var landarbejdere fra byen Rio Bravo i Mexico, som ligger kun 10 km syd for grænsen. Hver sommer arbejdede de på markerne i midtveststaten Nebraska.

»Dengang kunne vi bare tage tilbage til Mexico om vinteren. Der var ikke nogle problemer med at krydse frem og tilbage over floden,« husker Lourdes Salinas.

I dag har situationen ændret sig dramatisk. Ingen af de mexicanske immigranter, Information talte med i løbet af to dages reportage, havde turdet besøge deres slægtninge i Mexico, siden de kom ulovligt over grænsen. De frygter ikke at kunne vende tilbage til USA. Det berøver dem mulighed for at se syge familiemedlemmer eller deltage i barnedåbe og begravelser.

Selv mexicansk-amerikanske borgere og immigranter med opholdstilladelse vover sig sjældent over grænsen til Mexico. En tidligere borgmester i Roma fortalte os, at han kun i nødstilfælde kører over Rio Grande-floden og ind i Ciudad Miguel Alemán for at se sine bedsteforældre.

Byen er kun fem minutters kørsel fra Roma. Når Alfredo Guerra hver dag stiger ud af sin bil foran rådhuset, kan han se bygninger og parker i sine forældres fødeby på den anden side af floden.

»Det er for farligt at bevæge sig rundt derovre. Man kan blive overfaldet. Narkokartellerne styrer byen,« siger han.

De dokumentløse mexicanere i slumbosættelserne er fanget i en ond spiral. Hvis de efter mange år i USA vender tilbage til Mexico, har de ringe chance for at blive integreret og finde et lønsomt arbejde. Og deres levestandard vil med sikkerhed falde. På den anden side er livet nær grænsen i Texas blevet næsten uudholdeligt.

»Skolebusserne henter ikke børn i mange colonias. Og forældre tør ikke længere køre deres børn i skole af frygt for at blive standset af politiet. De er så skræmte, at de ikke kører i bil til supermarkedet. I stedet tager de til den nærliggende købmænd, hvor vareudvalget er fattigt,« fortæller den sociale aktivist Lourdes Salinas.

Nogle dokumentløse er så bange for politiet, at de forlader deres job eller undlader at søge arbejde.

Skræmte immigranter

En af dem er mexicaneren Norma De Beas, 45, der har opholdt sig i USA i 18 år og som plejede at gøre rent i private boliger. Norma er gift med en legal indvandrer fra Mexico, som har et job. Hendes datter fra et tidligere ægteskab er amerikanskfødt og går i gymnasiet.

»Jeg er holdt op med at gøre rent. Det er for farligt at køre rundt i bil. Hver gang jeg ser et billede af Trump, får jeg det dårligt. Jeg ser ikke længere tv,« fortæller Norma De Beas, der stammer fra San Fernando i Mexico.

Lønnen for rengøring hos private er bundlav. Norma kan højst tjene 20-30 dollar om dagen, hvilket svarer til 150 kr. for otte timers arbejde.

»Det bliver sværere og sværere at overleve. Forskellen mellem levestandarden her og på den side er efterhånden ikke så stor,« bemærker De Beaz.

Indvandrerne i bosættelserne medbringer ofte deres dyr fra Mexico, hvor det er almindeligt at bruge heste til transport. Nogle har ikke råd til bil. Andre frygter at blive stoppet af politiet for en trafikforseelse.

Indvandrerne i bosættelserne medbringer ofte deres dyr fra Mexico, hvor det er almindeligt at bruge heste til transport. Nogle har ikke råd til bil. Andre frygter at blive stoppet af politiet for en trafikforseelse.

Ifølge forbundsstatens statistik er Rio Grande Valley den fattigste egn i USA. Her lever flere under fattigdomsgrænsen end i nogen af USA’s storbyghettoer.

Informations korrespondent oplevede for første gang denne grufulde virkelighed under et besøg i Rio Grande Valley under præsidentvalgkampen i 2000, hvor Texas’ guvernør George W. Bush stillede op og vandt.

Dengang levede flere hundredtusinde mexicanske immigranter under miserable forhold uden elektricitet, rindende vand og kloakledninger i de godt 600 colonias. Ingen gader var asfalterede.

Guvernør Bush og lovgiverne i Texas’ hovedstad Austin havde i lang tid ignoreret disse kritisable leveforhold. Så i 1994 vedtog delstatsparlamentet en lov, der beordrede amter i Texas til at asfaltere veje og sørge for el- og vandforsyning til bosættelser bygget fra 1994 og fremefter.

»Problemet er, at langt de fleste colonias opstod før 1994. Ikke desto mindre har vi set en del forbedringer. Men der er stadig ikke kloakledninger. Folk må købe septiktanke, som mange ikke har råd til,« siger Ann William Cass fra Proyecto Azteka. Hun har udført socialt arbejde i bosættelserne siden 1981.

Cass peger især på det lave uddannelsesniveau og den begrænsede adgang til sundhedspleje i Rio Grande Valley, hvor 36 pct. af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. Kun to ud af ti børn har afgangseksamen fra high school.

300.000 mangler sygesikring. Hospitaler tager kun imod syge i akutte situationer. Behandling af kroniske eller livstruende sygdomme afvises, med mindre patienten kan betale regningen selv.

»Vi har haft to tilfælde i Proyecto Azteca, hvor medarbejdere døde. En havde livsmoderhalskræft. Hun havde ikke råd til strålebehandling. En anden havde en kræftsvulst i benet. Han kunne ikke betale for en amputering,« fortæller Cass.

Mexicanske immigranter plejede at smutte over grænsen og besøge læger, tandlæger, klinikker og blive opereret på hospitaler til en lav pris. Det gør nogle stadig, men det kan være en risikabel rejse. Vores guide, Lourdes Salinas, blev holdt tilbage i flere timer på et apotek i grænsebyen Reynosa og har svoret aldrig at vende tilbage.

I stedet starter mexicanske læger og tandlæger praksis i boliger, de lejer i USA. Her udfører de kvaksalveri uden opsyn fra amerikanske sundhedsmyndigheder.

»De rejser ind i USA om morgenen og hjem til Mexico om aftenen,« beretter Ann William Cass.

Må stå sammen og kæmpe

Trods den store modstand mod dem bliver immigranter ved med at komme over grænsen og slå sig ned i Rio Grande Valley. De bliver udbyttet af skruppelløse landbrugere, som betaler dem en pris pr. kilo frugt og grøntsager, der har høstet. De bor i udslidte campingvogne og skurvogne uden toilet og vand. Al affald bliver brændt.

Deres eneste valg er at slå sig sammen og forenet kæmpe for forbedringer i deres bosættelser, hvis velfærd hverken kommuner, amter eller delstaten helst ikke tager ansvar for.

I Colonia Muñiz – den fattigste bosættelse på hele egnen – har en ældre kvinde stået i spidsen for 25 års kamp inspireret af den berømte og forlængst afdøde fagforeningsaktivist Cesar Chavez.

Socorro Gonzales bor i en af de fattigste bosættelser, Colonia Muñiz. Siden 1990 har hun stået i spidsen for beboernes kamp for at få samme offentlige ydelser som enhver anden by i Texas. ’I USA kommer hjælpen aldrig af sig selv. Du bliver nødt til at gå sammen med andre og stille krav.’

Socorro Gonzales er en ældre kvinde, der bragte sine seks børn til USA. De har alle opholdstilladelse.

Hendes far var leder af landarbejdernes fagforening i det nordlige Mexico.

»Min far lærte mig at kæmpe for mine og andres rettigheder. Det er noget, jeg vil gøre til min død,« fortæller hun en eftermiddag, mens vi står foran hendes lille hus i udkanten af bosættelsen.

Denne stoute kvindes bestræbelser på at organisere beboerne i Colonia Muñiz har båret frugt.

»Skolebusserne henter nu børnene. Gadelygterne drives af solbatterier. Vi har asfalterede veje og el og vand. Det eneste, vi ikke har endnu, er kloakledninger. Det er den næste kamp,« siger hun med et skælmsk blik i øjnene.

Socorro (navnet betyder hjælp på spansk) Gonzales fik kræft for 11 år siden. Det tog hende otte år at komme sig. Herefter tryglede de voksne børn hende om at holde inde med engagementet. Det kunne der ikke blive tale om.

»I USA har det altid været sådan, at de fattige og undertrykte må kæmpe for deres rettigheder. Hjælp kommer aldrig af sig selv. Myndighederne dukker ikke op i dit hus og spørger, hvad du har brug for. Du bliver nødt til at gå sammen med andre og stille krav.«

Serie

USA et år efter Trumps sejr

Hvordan oplever amerikanerne en af de mest usædvanlige præsidenter i USA’s historie? USA-korrespondent Martin Burcharth og fotoredaktør Sigrid Nygaard har rejst gennem USA’s hastigst voksende delstat, Texas, for at møde nogle af Donald Trumps kernevælgere et år efter hans valgsejr. Vi møder kvægfarmere, orkanofre i Houston, en højreradikal militsleder, arbejdsløse minearbejdere. Vi besøger en megakirke, latinoer i slumkvarterer ved grænsen, desperate immigranter i en mexicansk by og endelig de texanske naboer til Trumps vel nok største prestigeprojekt: Muren til Mexico.

Seneste artikler

  • Amerikanere ved grænsen: Trumps mur er løsrevet fra virkeligheden

    16. december 2017
    Det er svært at finde indbyggere nær Texas’ 2.000 km lange grænse til Mexico, der tænder på præsidentens berømte valgslogan. Beboere, hvis jord skal eksproprieres, vil trække byggeriet i langdrag med indsigelser og dyre krav om kompensation. Værst af alt risikerer muren visse steder at forårsage oversvømmelser af byer under heftige regnskyl
  • Amerikas evangeliske kristne er Israels skytsengle

    2. december 2017
    I en megakirke i Texas inviterer præsten og hans menighed på 6.000 evangeliske kristne hvert år det lokale jødiske samfund til at komme og fejre Israel og dets ubrydelige bånd med USA. Dette efterår udartede ceremonien sig til et tv-transmitteret propagandashow rettet mod Iran og tilhængere i USA af en boykot af den jødiske stat
  • Migranterne ved grænsen mellem USA og Mexico risikerer at blive kidnappet og myrdet, men fortsætter med at komme

    25. november 2017
    Efter Trumps indsættelse faldt antallet af pågrebne emigranter på grænsen mellem Mexico og Texas voldsomt. Nu stiger forsøgene på at komme ind i USA igen. De fleste flygter fra narkokrig i Mellemamerika, men så snart de ankommer til grænsen, falder mange i kløerne på voldelige mexicanske narkokarteller
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg er selv blevet smidt ud USA tidligere i år, og den ene gang da jeg skulle op på kontoret og snakke, sad i en detentionscelle med en maler fra Honduras, han var blevet stoppet i bil på vej til arbejde og nu skulle han altså hjem.

Et andet eksempel var Miguel som havde boet i USA i 16 år, 3 børn og kone. Han havde altid betalt sin skat. Han blev også nappet af ICE, men ud af de omkring 120 mennesker jeg sad inde med er det den eneste historie der endte godt.

Min cellekammeret Vo, sad i et bureaukratisk helvede. Han kom fra Vietnam, men var som syv-årig taget til USA med sin far. USA ville lukke ham ud, men Vietnam ville ikke udstede pas eller rejsedokumenter. Så han skulle sidder der på ubestemt tid, på trods af at der var en frist på 180 dage. Han endte med at gå i sultestrejke, men lige lidt hjalp det.

Så var der Chico fra Mexico, han var kommet oppe at slås i sin skole, og skulle nu udvises. Han havde både kone og barn på under et år.

Da jeg endelig blev sendt hjem, var jeg i fangetransporten sammen med en mand fra Ghana. Jeg husker ikke hans navn. Han var taget til Mexico og gået til USA for at søge asyl. Hans ansøgning var selvfølgelig blevet afvist og han havde derefter siddet i fængsel i 1 1/2 år før ICE slap ham fri.
Da vi sad derinde i detentionscellen, 1 1/2 time før flyafgang, får han først at vide at han er på vej hjem til Ghana. Manden har ingen penge, ingen telefon, ingen computer. Jeg ligger dog mærke til at han har en grå Ralph Lauren trøje på med lynlås. Hans familie bor 12 time væk fra den lufthavn hvor han lander, og de ved ingenting. Manden ringer i gråd til sin ambassade, jeg forstår ikke hvad han siger, men han bliver ved med at gentage sig selv. Jeg tror han siger "please, hjælp mig."

Kort efter skilles vore veje og jeg ser ham aldrig igen. 18 timer senere efter en mellemlanding i New Ark bliver jeg modtaget af mine bedste venner i Kastrup Lufthavn.

Niels Duus Nielsen, Karl Aage Thomsen, Anne Eriksen, Torben Skov, Jens Thaarup Nyberg og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Illegals?
Information burde bringe en uddybende artikel om de sande årsager til den historiske indvandring til USA i kølvandet på militær og økonomisk indblanding i Mellemamerika og Caribien, fra starten til i dag.

Uddrag af USA lederes interventioner i Mellemamerika og Caribien:
Mexiko i 1846-1848 anneksionen af det halve af mexikansk territorium.
USA invadering og besættelse af Nicaragua i 1912 og 1926-1933
Cuba i 1898-1902
Mexiko i 1914 og 1916
Panama i 1903-1914
Haiti i 1915-1934
Honduras seks gange mellem 1911 og 1925.
Guatemala 1954
Nicaragua 1981-1990
Haiti 2004

Bjørn Pedersen

Hende damen hævder at kæmpe for andres rettigheder? Nok ikke amerikanske arbejderes rettigheder. De "venstre"-orienterede komikere og holdningspersoner i USA har tidligere gjort et stort nummer ud af, at uden de illegale ville den amerikanske landbrugssektor kollapse. Det de konkluderer udfra det, er at "Jamen, så må illegale immigranter jo være et ubetinget gode". Sjovt nok, konkluderer de ikke at amerikanere vælger visse industrier fra, fordi deres lønninger ikke kan betale sig i.ft. de amerikanske leveomkostninger. Men for mexicanske leveomkostninger, så kan det da være en ok løn. I stedet ydmyger de "venstre"-orienterede komikere den amerikanske arbejderklasse, og kalder dem dovne og "for fine". Eftersom venstrefløjen i USA er fuldstændig ligeglad med arbejderklassens interesser, så er det jo klart at de kun kunne vælge Trump. Han var den eneste der talte til dem, uden at de følte sig talt ned til.

Amerikanerne bør endelig deportere alle de illegale. Men jeg mener dog ikke det er dem, der bør straffes. Så konfiskér alle deres arbejdsgiveres værdier, og del dem mellem de ansatte og sæt dem på et fly hjemad. Sæt dernæst arbejdsgiveren i fængsel i et årti. Det ville sandelig være smukt. Hvis verdens lande så kunne blive enige om, at alle lande skal have ret til at danne fagforeninger og kræve lønninger der svarer til leveomkostningerne i deres lande, ville det være endnu smukkere. Det ville hverken Trump eller såkaldt "venstre"-orienterede amerikanere dog nok være med til.

Frank Rasmussen

"Hvis jeg bare overtræder loven længe nok så gælder den ikke længere for mig"-holdningen er så nået sidste holdbarheds dato med Trump.

Og er nok en væsentlig grund til valget af ham.