Læsetid: 9 min.

På opfindermesse for sexlegetøj: Menneskers lyst kan hackes

Filosofien og psykologien bag sexteknologi stikker dybere end bare større vibratorer eller en kønnere oppustelig sexdukke. Opfindere og digitale kodere forsøger at finde sexlivets fremtid. Og den er mangfoldig. For hvis du tænker som en koder, kan folks sexlyst hackes
Deltagerne på opfindermessen, som foregår på Goldsmiths ved University of London, afprøver sexlegetøjet.

Deltagerne på opfindermessen, som foregår på Goldsmiths ved University of London, afprøver sexlegetøjet.

Sonja Horsman

14. december 2017

Tolv års katolsk skolegang forbereder dig på mange sære ting, men at gå ind i en kirke for at finde 50 mennesker, der tester vibratorer på hinandens næser, spænder hinanden ind i oppustelige krammemaskiner og kaster rundt med stykker af afmonteret sexlegetøj under et stort beskidt vindue med teksten »Du er ærens konge o kristus«, er ikke en af dem.

Jeg er på Goldsmiths ved University of London i den kirke, der plejede at være St James Hatcham, men som for nogle år siden blev omdannet til et samlingspunkt for kunst. Hacksmiths, den studenterdrevne teknologiforening på universitetet, afholder hackathons – opfindermesser – hvor deltagere med forskellige evner og baggrund overnatter på luftmadrasser og spiser pizza, mens de henover tre dage brainstormer og bygger maskiner. Denne gang var temaet sexteknologi.

Selvom udgangspunktet for alle disse hackathons er progressivt, så er der ikke i sig selv noget nyt i at bygge nyt og bedre sexlegetøj efter egne specifikationer. George Clooneys karakter i filmen Burn after reading skabte en sexstol for 100 dollar ved at bruge ting, han fandt i et byggemarked (dog bortset fra dildoen, »den slag ting er dyre«).

I 2002 opdagede fotografen Timothy Archibald et lille amerikansk digitalt fællesskab af selvlærte opfindere og gjorde dem til temaet i sin bog Sex Machines: Photographs and Interviews, med »den arbejdsløse teknologileder, der omdanner en simpel pastamaskine til et energisk sexapparat, en gådefuld visionær, der bygger en prototype til en sexmaskine til de overlevende kvinder i en fremtid uden mænd, og en cowboy fra Idaho, der har planer om at bruge sit apparat som en slags kristen ægteskabsrådgivning« i hovedrollerne.

Men hver og en af maskinerne – alle fremstillet af primært heteroseksuelle mænd på en uselvisk mission – består af en realistisk-udseende gummipik, der er fastgjort for enden af et husholdningsapparat, der er omdannet til en mekanisk skubbende maskine med varierende hastigheder og brutalitet. Deres opfindsomhed til trods holdt disse mænd sig ret tæt på den mest basale definition af, hvad (dårlig) sex er.

Identitet

Sammenlignet med det er det tydeligt, at ideen med sexteknologi-hackathonet går hånd i hånd med identitetspolitik og social ligeværdighed. Der findes ingen tydeligere beviser på mangfoldigheden end et sted, hvor den hvide heteroseksuelle mand er i undertal: Ved afslutningen af eventen vil kun én af opfindelserne være penisformet. Menneskeskaren her er så mangfoldig, som den kan være, hvad angår race, seksuel orientering, alder og hårfarve.

I sin velkomsttale beder arrangøren, Kevin Lewis, alle om at være opmærksomme på de pronominer, de bruger, når de omtaler andre (det gælder engelske udtryk som she, they, he, hit, zir, ze, hey, ey, peh, fae og andre kønsneutrale pronominer), og der er en rubrik på vores navneskilte, hvor vi selv kan skrive, hvad vi foretrækker.

Lewis opfordrer alle til at tænke på tre overordnede temaer, når der opfindes nye apparater: intimitet, tilgængelighed og personalisering. Han vil gerne have deltagerne til at tænke på løsninger på problemer, som det konventionelle marked mangler at anerkende som problemer: legetøj til marginaliserede grupper, til folk, som ønsker at have sex, men fysik ikke er i stand til det, samt legetøj til dem, der ønsker legetøj, som ikke findes, fordi de har en seksuel afvigelse, som ingen fabrikant hidtil er begyndt at dække.

Robotsex

En af deltagerne, Florence Schechter, der er laver videoer om videnskab på YouTube og for tiden søger midler til at åbne et vaginamuseum, fortæller mig, at hun er interesseret i at lave legetøj til kvinder med vaginisme, en lidelse, der giver ufrivillige sammentrækninger i vagina og forhindrer penetration – eller måske noget for dem med vulvodyni, et kronisk smertesyndrom, hvor de ydre kønsdele gør ondt uden grund.

»Som kvinder er vi vant til at tro, at smerte bare er noget, der sker,« siger hun. 

Fysiske problemer behøver ikke forhindre dig i at have et sexliv. En tilskudsordning i Holland giver penge til folk med handicap for at gøre dem i stand til at betale for seksuelle ydelser. I fravær af den mulighed, har vi denne her event, og hvis vi stræber efter en verden, der er mere tilgængelig for alle, så er sexteknologi et enormt overset område.

Dr. Kate Devlin er seniorforsker ved Institut for it på Goldsmiths. I sin tale står hun foran et billede af 30.000 år gamle stenfallosser og fortæller os, at hun er tidligere arkæolog og nu forsker i, hvordan samfundet interagerer med den teknologiske udvikling, og hvordan sex er en overset del af samfundet.

Hendes speciale er sexrobotter, et emne, hun også har beskæfiget sig med både på TEDx talk og skrevet en bog om. Hun blander slides af de robotter, vi alle har set i nyhederne, sammen med historien om folk, der bygger deres egne elskere. Et eksempel er Ovids Pygmalion, der forelskede sig i den statue, som han havde hugget ud til sig selv af elfenben, og som blev bragt til live af et kys.

Hun viser os sexrobotten Roxxxy TrueCompanion med dens (noget tvivlsomme) ’frigide indstilling’ og sammenligner hende med andre sexrobotter, hvor man er nødt til engagere sig i et forspil i et stykke tid, før man opnår samtykke. Hun viser os en anden robot med langt blond hår og store bryster og siger, at det mærkeligste ved hende er, at hun taler med en blid skotsk accent, der er resultatet af en markedsundersøgelse. Dens navn er Harmony, og den koster 10.000 dollar.

Tæt på kommer man til at se disse robotter som skulpturerede kunststykker, frem for de hyperseksualiserede heteroidealer, som de ligner på afstand, siger Devlin. Men i sidste ende er hun ikke vild med dem – uanset hvor meget man prøver, så vil de aldrig se menneskelige ud. De vil altid ligne det, de er: robotter.

»De vil aldrig se rigtige ud, hvis vi prøver at gøre dem menneskelige,« siger hun. »Vi er nødt til at gøre det abstrakt.«

Handicap

Hackathonet er ikke bare en event for folk, der vil bygge større og hurtigere vibratorer eller gøre en oppustelig sexdukke kønnere. Filosofien og psykologien bag sexteknologi stikker dybere end det. Efter Devlins oplæg forklarer Andy Woods, der er neurolog og koder, hvordan menneskehjernen virker.

»Hver del af hjernen er kædet sammen men alt andet i hjernen. Stierne er som en portion spaghetti,« siger han.

»Det betyder, at hvis du tænker som en koder, så er alt en sti, der kan hackes. Hvem her er kodere?«

Omkring 80 procent af tilhørerne hæver hånden.

Woods siger, at hvis du forstår hjernen, så kan du bruge en sans til at styrke en af de andre sanser, der mangler signal. På samme måde som en klaverstemmer kan vælge at arbejde i mørke for at øge høresansen, kan sanser, der er svage på grund af et handicap, erstattes med en anden sans styrke.

Han demonstrerer, hvordan man kan øge de blindes virkelighed ved at bruge bip og fløjt til at ’forme’ en lyd, der oversættes til en form i hjernen. »Hvilken form har denne lyd? Hvilken af disse former er bitter, og hvilken en er sød?«

Efter en hel dag med oplæg og diskussioner deler deltagerne sig op i hold og går i gang med at arbejde. En stand forrest i rummet er fyldt med kabler og hardware ved siden af to 3D-printere, (der, da jeg så dem, var i gang med at printe en klar pink klitoris, som var forsvundet en time senere). Der er også standard sexlegetøj, som er klar til at blive skilt ad og brugt som reservedele. Jeg samler en sqweel op – et sexlegetøj til oralsex, der blev designet for flere år siden i en konkurrence, som var arrangeret af den britiske sexlegetøjsbutik Lovehoney. Den er siden blevet en bestseller med sine ti bittesmå silikonetunger, der snurrer rundt på et motoriseret hjul.

»Den blev designet af en mand,« siger Bevis, der har ansvar for udstyret. »Altså, hvor doven kan man være.«

Hurtigt begynder gule sedler at fylde væggene op med ideer og alle fornemmelserne ved sex ud over det basale 'ind og ud': klemme, klaske, slikke, nive og så videre. Under nogle lækkende forme flyder en sø af silikone på gulvet, mens den kaotiske lyd fra hackathonet giver genlyd fra kirkens stenmure: lydeffekter fra royalty-frie kvindelige orgasmer, vibratorer, der summer på bordene, en luftmadras til en krammemaskine i menneskestørrelse, der folder sig ud. (Da en plastikrem bliver viklet om halsen på Devlin, der frivilligt har meldt sig til at prøve krammemaskinen, fortæller hun uden at bevæge sig, at hendes stopord er ’Michael Gove’.)

Den sidste eftermiddag præsenterer holdene et efter et deres arbejde for de fremmødte. Der er vindere og tabere, men ser mere ud til at være en metode til at skabe motivation, end at være øvelsens egentlige formål. En med karpaltunnelsyndrom (også kaldet sovende fingre, red.) har lavet et mekanisk ’rykke’-apparat til en penis, der ikke kun larmer, men også har lagt beslag på 3D- printeren det meste af weekenden.

Der er også en vibrator, der styres af lyden af støn, fremfor knapper (til dem, der ikke kan bruge deres hænder) og udskiftelige vibrerende silikone-hætter, der er den opfindelse, der kommer tættest på penisformen denne weekend – selvom en af dem var grøn og fyldt med skæl og kunne have tilhørt en drage og en anden havde tentakler ved roden.

Der er også en kæde af farvede lys, som styres af Twitter, så de, der føler sig ængstelige uden deres telefoner, kan vide, at deres venner tænker på dem, når farverne skifter. Og et lyserødt sjal lavet af en, der synes onani er kedeligt – det var ikke den egentlige orgasme, der var nøglen til den erfaring – men hun ønskede en hel kropsoplevelse af at være en sky, som folk kunne gå igennem (hendes inspiration var Zeus, der skiftede form for at have sex med dødelige kvinder). Det gav sikkert mere mening, hvis man var der, men ikke meget.

En anden havde lavet en app til dem, der befinder sig geografisk langt væk fra hinanden, som gør det muligt for brugerne at trykke fingrene mod skærmen, som om deres partner var på den anden side. Udforskning af intimitet hænger uundgåeligt sammen med at fremhæve ensomhed.

Menneske og maskine

Det er ikke kun sexlegetøjet, der får mig til at føle, at jeg er desperat uvidende om de problemer, der findes uden for min boble, men nærmere den penisprotese, som transseksuelle mænd kan have på under tøjet for at lave en realistisk bule, der får dem til at føle sig mere komfortable ved at fremstå som mænd.

»Det er akavet, når du har den samme penis som den, du er kåd sammen med,« siger en af holdets medlemmer, da de præsenterer SoftDongs, en hjemmeside, hvor brugeren kan få skræddersyet sin penis efter størrelse, form, længde, bredde, farve og så videre.

I en verden, hvor transseksuelle allerede har meget at tackle, hvorfor findes sådan en simpel og personlig ting, der ville gøre livet bare lidt bedre, så ikke allerede?

I Mark O’Connells bog To Be a Machine om transpersoner, der forsøger at smelte deres kroppe sammen med teknologi for at løse dødens gåde, taler han om cyborger. Da ordet blev brugt første gang i et videnskabeligt tidsskrift i 1960, var kybernetiske organismer løsningen for menneskekroppen, der ikke var egnet til at udforske rummet. Hvis astronauternes kroppe blev integreret med teknologien, kunne de fungere i fjendtlige miljøer.

Men da ideen om cyborger kom frem midt i truslen om en sovjetisk atomudslettelse, blev de hurtigt forvandlet til krigsmaskiner. Det er ikke helt urimeligt at sige, at når mennesker opfinder ny teknologi, så vil de generelt finde en måde at bruge den til at slå hinanden ihjel med eller til selv at have sex med: De kan enten ødelægge verden eller redde deres egen.

Men hvis vi tillader tabu at kvæle innovationen, lader vi den kvæle sexlivet for dem, der er skabt anderledes, og vi tillader, at det påvirker livet for de transpersoner, der går rundt med proteser, som ikke har nogen forbindelse til den, de er. Hvis virtual reality i dette komplicerede kønslandskab kan hjælpe mennesker til at indtage de kroppe, de føler, er de rigtige, så hvorfor ikke? Der er en elskværdighed og forståelse, som kan opnås, hvis tabuet bliver tilintetgjort. Det er det, som teknologi-hackathonet handler om – det er ikke kun onani.

»Vi forstår verden gennem vores kroppe,« siger Devlin. »Jeg er sexteknologioptimist. Vi har en chance for at forme, hvor det går hen.«

© The Guardian og Dagbladet Information. Oversat af Laura Dombernowsky

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu