Læsetid: 3 min.

Polen forbereder sig på historisk EU-proces efter omstridt retsreform

Efter den stærkt kritiserede justitsreform forventer Polens PiS-regering nu, at EU-historiens første ’retsstatsproces’ påbegyndes mod landet. Både den polske opposition og EU-organer mener, at demokratiske grundprincipper som magtens tredeling, domstolenes uafhængighed og frie medier står for fald i Polen
Demonstranter er gået på gaden i Gdansk i protest mod ændringer af Polens retsvæsen.

Demonstranter er gået på gaden i Gdansk i protest mod ændringer af Polens retsvæsen.

Michael Fludra

16. december 2017

Efter mere end tre timers ophedet debat med tilråb om »dyktatura« endte det polske underhus Sejm i den forgangne uge med at blåstemple en yderst omstridt reform af det polske retssystem.

Beslutningen i underhuset, hvor det regerende PiS-parti under Jaroslaw Kaczyński sidder på et smalt flertal, tegner nu til at blive dråben, der får EU-bægeret til at flyde over og udløse en hidtil uset eskalation mellem EU og et medlemsland i form af en såkaldt Artikel 7-proces – også betegnet som en ’retsstatsproces’.

»Så vidt jeg ved, er beslutningen allerede taget,« udtalte Polens nye premierminister Mateusz Morawiecki ved det just forgangne EU-topmøde ifølge Der Spiegel.

At en retsstatsproces allerede er under forberedelse, hævder også avisen Süddeutsche Zeitung fredag. Fra EU-Kommissionens side bekræftes det, at emnet står på dagsordenen for et kommissionsmøde på onsdag, men ikke, at der allerede skulle være truffet en beslutning om gennemførelsen.

Retsstaten truet

Årsagen til den dramatiske udvikling ligger i en strid om det polske justitssystem, som PiS-regeringen ønsker at reformere, angiveligt for at skabe et mere effektivt retsapparat befriet for historisk betinget nepotisme.

Den udlægning giver den polske opposition ikke meget for, men ser i stedet en stærk politisering af landets domstole, som PiS-regeringen ønsker at styre. Efter retsreformen blev stemt igennem i det polske underhus, var der således dystre røster fra bl.a. oppositionspartiet Borgerplatformen.

»Dagens afstemning og dagens debat i Sejm gør det til en mørk dag for polsk demokrati,« lød det fra Borgerplatformens leder Grzegorz Schetyna.

»PiS-partiet har med sit flertal brudt tredelingen af magten og den juridiske uafhængighed i landet.«

Kampen om domstolenes uafhængighed havde ellers nået sit hidtidige højdepunkt i juli måned. Dengang ønskede Kaczyńskis regeringsparti PiS at gennemføre tre love, der ville give regeringen mandat til at udnævne både højesteretsdommere og dommere ved lavere instanser samt til at sammensætte afgørende dele af Det Nationale Retsråd KRS, der udpeger dommere og skal sikre domstolenes uafhængighed.

Af Kaczyński blev Andrzej Rzepliński som forfatningsdommer blevet kaldt ’samfundsskadelig’, fordi han angiveligt optrådte mere som politiker end som dommer. Det afviste Rzepliński blankt med, at det ikke handler om personer eller politik, men om juridiske principper.
Læs også

Flankeret af store demonstrationer med titusindvis af deltagere især i Warszawa nedlagde den polske præsident Andrzej Duda dengang veto mod to ud af de tre omstridte forslag til en justitsreform. Det er den ændrede version af disse to lovforslag, som nu er stemt igennem underhuset.

Selv om lovteksten er mindre radikal end i første udkast, vil PiS med sit flertal i parlamentet blive en dominerende kraft i udpegningen af dommere, mener både den polske opposition, Det Nationale Retsråd og landets største dommerforbund Iustiatia.

Omstridt er det bl.a., at dommeres pensionsalder sænkes fra 70 til 65. Ifølge Iustitia vil det ramme næsten fire ud af ti dommere, hvormed PiS i Iustitias øjne kan foretage et generationsskifte med partiets yndlingskandidater.

Fra retsrådet KRS’ side har talsmanden Waldemar Zurek ifølge Deutsche Welle udtalt, at reformerne vil »såre borgerne, fordi en politisering af domstole medfører, at ingen borger kan være sikker på, at en dom om en given sag ikke står under en politikers indflydelse«.

Ungarsk veto

Selv efter revisionen af de to lovforslag ser den såkaldte Venedig-kommission – Europarådets rådgivende institution for spørgsmål om retsstatslighed og menneskerettigheder – kun en »meget begrænset forbedring« af de oprindelige reformplaner. Dermed holdes fast i formuleringen om, at reformerne udgør en »entydig fare for et tungtvejende brud med retsstatsligheden« i Polen.

Samstemmende beklagede Europarådets kommissær for menneskerettigheder, Nils Muiznieks, »en yderligere underminering af den polske justits uafhængighed« efter afstemningen i det polske underhus.

Som indenrigspolitisk budskab faldt premierminister Mateusz Morawieckis formodning om en forestående ’retsstatsproces’ midt i EU-topmødets fastlåste debat om en fælles europæisk flygtningepolitik – og blot en uge efter at EU-Kommissionen indledte en retssag mod Polen, Tjekkiet og Ungarn, der helt afviser at modtage kvoteflygtninge ud fra EU’s anvisninger.

En Artikel 7-proces mod Polen kan i sidste ende føre til, at landet mister sin stemmeret i det europæiske ministerråd. Netop her kan Polens tætte partnerskab med Ungarn blive afgørende. Denne beslutning kræver nemlig en enstemmighed i EU-rådet, og Ungarns regeringsleder Viktor Orban har allerede meldt ud, at Ungarn i så fald vil nedlægge veto mod beslutningen.

Alligevel er processen i sig selv en ørefigen til Polen som EU-land, da det kræver fire femtedeles flertal blandt medlemslandene overhovedet at indlede denne proces, påpeger det tyske magasin Der Spiegel.

»Hvis kommissionen virkelig foreslår et sådant skridt, må den være sikker på at have de tilsvarende stemmer fra EU-landene bag sig.«

Om det skræmmer den polske regering, eller om det er en del af en kalkuleret konfrontation med EU, er et omdiskuteret spørgsmål. Under topmødet kritiserede Polens ny premierminister Mateusz Morawiecki ifølge Die Zeit netop processen mod retsreformen som et overgreb mod Polens suverænitet.

»I et fællesskab af suveræne stater, må staterne have ret til at reformere deres retsvæsen,« sagde han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer