Røde aktivister har reddet Labour fra sig selv

Jeremy Corbyn har momentum. Bogstavelig talt. Efter parlamentsvalget i sommer har hans kritikere i partiet rettet ind, Labour fører nu i meningsmålingerne, og partiet er målt på medlemmer Vesteuropas største.

Ikke nok med det, han har også Momentum. Bevægelsen, der opstod ud af formandsvalgkampen i 2015, da Corbyn imod alle odds vandt. To år senere er Momentum vokset til en bevægelse med 31.000 medlemmer fordelt på 170 lokalgrupper og med 15 fuldtidsansatte.

Nye rekrutter bliver ved med at melde sig; inspireret af Jeremy Corbyns løfte om »en ny slags politik«.

Ifølge en af organisationens centrale personligheder, den tidligere studenterleder Michael Chessum, var det denne hær af aktivister, der i sommer var med til at sikre Labour et valg, der overgik alle forventninger og meningsmålinger.

»Vi havde kampagnedage, hvor hundredvis af folk mødte op, så Labour bankede på døre, som det ikke har gjort i årtier,« siger Chessum om valget, der kostede De Konservative dets flertal i parlamentet og øgede Labours vælgerandel med 9,6 procent – den største fremgang ved et valg siden 1945.

»Vi kunne ikke have gjort det uden Momentum,« tilføjer Chessum, der er forhenværende medlem af Momentums styringsgruppe.

Kontroversiel gruppe

Momentum er ikke desto mindre kontroversiel inden for Labour. Nogle kritikere i partiet har beskrevet den som »en virus fra den yderste venstrefløj« og et »parti i partiet«.

Andre kritiserer gruppen for at forsøge at afsætte nuværende parlamentarikere og erstatte dem med mere radikale Momentum-folk. Andre igen mener, at mange af gruppens medlemmer slet ikke hører til i Labour, men derimod tilhører mere yderligtgående fraktioner på venstrefløjen.

Hvad end den er, har bevægelsen under begge formandsvalgkampe i Labour vist, hvor effektivt den kan mobilisere sine tropper omkring Corbyn, og ingen nærer længere nogle illusioner om, hvor magtfuld denne folkehær, der udgør Corbyns magtbase, er.

»Dens magt kommer af ret basale ting såsom over 30.000 medlemmer, som betyder, at organisationen har penge og derfor et kontor. Og de har alle data fra formandsvalgkampene, hvilket vil sige en kvart million emailadresser, som de lokale grupper har adgang til,« forklarer Michael Chessum om den viden, der betyder, at bevægelsen kan bruge sine kræfter optimalt for at nå sine mål.

Indtil for nylig var det mål klart: At holde Jeremy Corbyn på formandsposten i Labour og dermed sikre, at partiet forbliver mere venstreorienteret end det er under Ed Miliband og især New Labour-formændene Tony Blair og Gordon Brown.

Hvad den venstreorienterede politik præcis omfatter, er der dog ingen klare retningslinjer for, forklarer Chessum over en kop kaffe på en trendy cafe i det sydlige London.

»Momentum har ingen politik. Der er blot en erklæring med gruppens mål, vision og værdier,« siger den unge mand med henvisning til ønsker som at »omfordele rigdom og magt fra de få til de mange«, »sætte mennesker og planet over profit og snævre erhvervsinteresser«, »bygge et samfund uden diskrimination« og »investere i job og infrastruktur af høj kvalitet«.

Han fortæller, at en af debatterne i Momentum handler om bevægelsens rolle i forhold til at stille partiets ledelse til regnskab.

»Den klassiske debat er: Skal Momentum presse Corbyn fra venstre, fordi der er så mange, der presser ham fra højre; det parlamentariske parti osv. Men det er ikke et officielt mål,« siger han og tilføjer, at der trods løftet om at lytte til græsrødderne ikke eksisterer en formel kanal mellem bevægelsens medlemmer, lokalgrupperne, deres debatter og ideer, og Corbyns hold.

»Formelt nej. Formelt er lederens kontor og Momentum separate. Reelt er der en masse personale, som plejede at arbejde for Momentum, og som nu arbejder for lederens kontor. Så der er en dynamik mellem de to,« fortæller Chessum, der selv arbejder for A Different Europe, en tværpolitisk organisation på venstrefløjen, der ønsker at »blive i Europa for at ændre Europa«.

Nej til nedskæringskonsensus

Selv om Momentum ikke officielt identificerer sig med nogen bestemt politik, så synes særligt Corbyns modstand imod nedskæringspolitikken i kølvandet på finanskrisen at være ét af de punkter, der har givet ham opbakning.

»Hvad gjorde Corbyn mulig? Jeg kan huske det øjeblik, hvor han blev mulig i 2015. Det var da den fungerende leder, (efter at Ed Miliband var trådt tilbage, red.) Harriet Harman, pålagde parlamentarikerne at stemme for regeringens bistandsloft. Det var midt i formandsvalgkampen, og for Labours medlemmer var det utænkeligt. Vi havde fået nok af denne nedskæringskonsensus fra vores eget parti,« forklarer han.

Selv om Momentum ikke aktivt støtter fravalg af siddende parlamentarikere, der ikke er på linje med Corbyn, så mener Chessum, at det er helt nødvendigt, at der sker en udskiftning i det parlamentariske Labour-parti, så de mange nye medlemmer »repræsenteres af nogle, der rent faktisk deler deres synspunkter«.

Corbyns nye politik

Udover at have rykket Labour til venstre mener Chessum også, at mange blev tiltrukket af Corbyns løfte om »en ny politik, en venligere, blidere politik«.

»Corbyn sagde: Jeg gider ikke alle de verbale slagsmål. I stedet vil jeg repræsentere et ægte alternativ på en rolig og høflig måde. Det faldt virkelig i god jord. Dette fokus på indhold over stil stod i modsætning til hele det politiske forløb i de seneste 20 år, som alt sammen handlede om personlighed, spin. Han var næsten anti-slick,« tilføjer Michael Chessum, der dog også mener, at partiet ramte den rigtige tone, da valget i sommer blev udskrevet.

»Når du skal appellere til den brede befolkning, er der brug for lidt anti-elitær retorik. Det var det, der ændrede sig i begyndelsen af valgkampen. Corbyn kom med en masse populistisk retorik om, at ’eliten har svigtet dig’. Han satte navn på fjenden,« forklarer Chessum om det, han mener, er en af årsagerne til Labours succes.

En anden var – påpeger han – valgprogrammet med sit slogan om at være »for de mange, ikke de få«.

»For første gang i et årti var valgprogrammet dét, folk stemte om: Nationaliseringen af jernbanen, flere penge til sundhedssystemet, afskaffelse af brugerbetalingen på universiteterne, at låne store beløb til at investere, markant udvidelse af antallet af sociale boliger –  denne økonomiske og sociale radikalisme var meget populær,« siger han og vender tilbage til, at det virkelig gjorde en forskel, at tusindvis af aktivister aktivt deltog i at sprede budskabet, selv om det som udgangspunkt så sort ud for partiet.

»Nogle gange er det nødvendigt på venstrefløjen at tro på noget, inden du ved, om det er sandt. Jeg vidste ikke, at radikalisme var valgbar. Når jeg har diskuteret med dem på partiets midte, har de altid sagt, at radikalisme ikke sælger stemmer; at man bliver nødt til at holde sig tæt på midten, og jeg ville altid sige: ’Se på meningsmålingerne, folk er enige i vores politik, hvorfor siger vi den ikke bare på en virkelig tydelig måde?’ Jeg troede ikke nødvendigvis på, at det ville virke, men vi gjorde det, og det virkede,« siger Chessum.

»Jeg vil ikke lyde som en ideolog eller en fanatiker, men på en måde virkede det, vi hele tiden har sagt om at have radikale politikker, der giver mening, artikulere dem klart og tydeligt og navngive fjenden: eliten, bankerne, de superrige.«

Ny struktur

Genvalget af Jeremy Corbyn til formandsposten i september 2016 fjernede ikke utilfredsheden på partiets midte og højrefløj, men det stod klart for alle, at Corbyn ikke kunne afsættes. Nu gik snakken på, at Corbyn selv måtte indse, at han skadede partiet og derfor måtte træde tilbage – sandsynligvis efter et knusende valgnederlag.

Den ændrede tankegang førte også til en ændring af mål og strategi for Momentum, fortæller Michael Chessum, der selv sad i bevægelsens styringsgruppe på det tidspunkt.

Målet blev nu at sikre Corbyn det bedst mulige valg. Og det førte til tanker om en omstrukturering af den brede, folkelige bevægelse, hvor der var plads til alle fra den gamle Labour-venstrefløj til trotskister og kommunister, fortæller den 28-årige Chessum.

Indtil da var Momentum en bevægelse med repræsentative, »demokratiske strukturer, som gjorde det muligt for folk at bevæge sig op fra det lokale niveau«.

Det var den vej, Michael Chessum selv tog.

Men det var også en bevægelse, der blev kritiseret for at være mere interesseret i at protestere og demonstrere – og slås indbyrdes – end at tage ansvar og gå efter magten i landet.

Det var dét fokus, der ændrede sig internt i Momentum, hvor formand Jon Lansman i en lækket email forud for afstemningen i januar 2017 om ændringerne af organisationens strukturer skrev: »Vi må lægge denne lammelse, der i månedsvis har plaget alle vores nationale strukturer, bag os og fokusere på vores mest presserende opgave – at vinde parlamentsvalget, der kan komme inden for få måneder.«

Ændringerne blev stemt igennem ved en kontroversiel lynafstemning i styringsgruppen, der dermed nedlagde sig selv – en proces Michael Chessum modsatte sig, hvorfor han undlod at stemme.

»Momentum har forandret sig, siden jeg sad i styringsgruppen,« siger han og forklarer, at omorganiseringen bl.a. var et opgør med elementer på den yderste venstrefløj, som ikke nødvendigvis var medlem af Labour, og som den øverste ledelse mente udnyttede organisationens struktur til at overtage bevægelsen.

»De, der var imod ændringerne, mente, at det eksisterende system var demokratisk og gav græsrødderne mulighed for at komme til orde, hvorimod de, der ønskede forandring, mente, at det gamle system gav den organiserede yderste venstrefløj mulighed for at dominere organisationen med deres stridigheder. Begge dele havde elementer af sandhed i sig,« erkender Chessum i dag.

Ændringerne har både haft ulemper og fordele, siger han.

»Mange af de lokale aktivister mødes stadig, de kalder sig stadigvæk Momentum, de bruger stadigvæk organisationens data, men de er afkoblet fra organisationens kerne,« mener han, men erkender omvendt, at det nye Momentum var uundværligt i valgkampen.

»Momentum har ændret sig fra at være en lidt rodet, demokratisk, social bevægelse til at blive en disciplineret og meget effektiv, men ikke nødvendigvis særlig demokratisk organisation. Hvad Momentum gjorde meget effektivt, var at mobilisere omkring valget, og det arbejde, de udførte under valget, var utvivlsomt med til at sikre resultatet,« erkender han.

Reddet fra sig selv

Som et resultat er stemningen i partiet såvel som i landet en anden her seks måneder efter valget. Både politiske iagttagere og kritikerne internt i Labour-partiet anerkender nu, at Corbyns Labour meget vel kan vinde næste valg.

Michael Chessum mener, at Jeremy Corbyn har bevist, at venstrefløjen ikke behøver at gå på kompromis med sine principper for at komme til magten.

»Det, Corbyn gør, er et unik eksperiment i at redde socialdemokratiet fra sig selv. For kompromiset med neoliberalismen, som fandt sted især i det britiske Labour-parti og rykket mod højre især på den økonomiske politik har demonstrativt fejlet i forhold til almindelige mennesker økonomisk. Og folk vil ikke længere stemme for det,« siger Chessum.

»Hvad Corbyn har gjort, er at koble hele venstrefløjen – disse hundredetusinder af mennesker, som ikke ønskede at være medlem af et midtsøgende Labour – til dette projekt, og derved trækker han partiet til venstre og redder det fra sig selv ved at gøre det valgbart igen – i modsætning til den accepterede tro på, at midterpolitik er den eneste vej frem, hvilket demonstrativt ikke er sandt,« siger han med henvisning til det seneste valg og Corbyns påstand på det seneste årsmøde om, at midten i britisk politik har flyttet sig til venstre.

Men Chessum erkender, at kampen internt i partiet, stadig ikke er færdigkæmpet.

»Den midtsøgende del af Labour-partiet ønskede ikke at blive reddet fra sig selv, men så opstod der en mulighed, og folk strømmede ind og greb muligheden for at ændre partiet.«

»Det er klart, at dem, der har skabt sig selv en karriere med teorien om den politiske midte, ikke vil give op, men i sidste ende vil de blive nødt til det,« spår han.