Læsetid: 2 min.

Den siddende præsident kåres som vinder af omstridt valg i Honduras

Oppositionen mener, de er blevet frarøvet valgsejren af den siddende præsident, Juan Orlando Hernandez. Organisationen af Amerikanske Stater, OAS, kritiserer valget og den honduranske regering i hårde vendinger
Efter lang tid med uroligheder er den siddende præsident blevet kåret som vinder af valget i Honduras. Her er det en maskeret demonstrant foran en brændende barrikade i Tegucigalpa, Honduras den 18. december.

Efter lang tid med uroligheder er den siddende præsident blevet kåret som vinder af valget i Honduras. Her er det en maskeret demonstrant foran en brændende barrikade i Tegucigalpa, Honduras den 18. december.

Fernando Antonio

30. december 2017

Det tog knap en måned at finde vinderen af det honduranske præsidentvalg, der blev afholdt den 26. november 2017.

Først gik der mere end to uger før den honduranske valgkommission, TSE, publicerede et endeligt resultat. Dernæst blev resultatet udfordret af oppositionen, der krævede, men ikke fik, en ny fintælling og revision af samtlige akter fra alle valgsteder.

To dage før jul blev det så officielt, at den siddende præsident, Juan Orlando Hernandez, vandt valget med 42,95 procent af stemmerne imod udfordreren, Salvador Nasralla, der fik 41,42 procent.

Oppositionen anerkender ikke resultatet og hævder modsat, at Salvador Nasralla har vundet med stor margen, og derfor kræver oppositionen, at der minimum afholdes genvalg.

Hård kritik fra OAS

Fra den amerikanske samarbejdsorganisation, OAS, lyder også en hård kritik af både valgprocessen og af den siddende honduranske regering.

I to rapporter påpeger organisationens valgobservatører en række uregelmæssigheder, der betyder, at der »ikke med sikkerhed kan udpeges en vinder«.

Salvador Nasralla taler ved en demonstration imod den siddende regering. ’De (præsidentens folk, red.) har købt stemmerne af dem, der administrerer stemmeboksene,’ lyder det fra oppositionslederen
Læs også

Den honduranske regering har foreløbigt nægtet at anerkende observatørernes konklusioner eller svare på kritikken, og derfor sendte generalsekretær i OAS, Luis Almagro, onsdag et åbent brev til den honduranske repræsentation i OAS, hvor han opfordrer til samarbejde og forklarer valgobservatørernes position og uafhængighed. Han opfordrer samtidig den honduranske regering til at afholde et nyt valg.

»Hvis der har været pres på valgobservatørernes uafhængighed, er det kommet fra aktører forbundet med regeringen – og presset har været så stort, at valgobservatørerne af sikkerhedsmæssige grunde overvejede at flytte præsentationen af deres konklusioner til Washington.«

Hverdag igen

At den siddende præsident, Juan Orlando Hernandez, kunne opstille til genvalg, blev forud for valget stærkt kritiseret af oppositionen, der blandt andet består af tidligere præsident Manuel ’Mel’ Zelaya. Zelaya blev i 2009 kuppet på grund af ønsket om at afholde en folkeafstemning om muligheden for at genvælge den siddende præsident.

Selv om processen omkring og efter valget har skabt uro i Honduras, er hverdagen ved at indfinde sig, og trods fortsatte protester, deltager stadigt færre.

Flere lande i regionen har anerkendt det officielle valgresultat og lykønsket den siddende præsident Juan Orlando Hernandez – heriblandt USA, Canada, Brasilien og Peru.

Oppositionen erklærer, at den vil fortsætte med at presse for genvalg – og håber på dialog mellem OAS og den honduranske regering.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu