Læsetid: 9 min.

Spanien har forfinet en model, der forhindrer migranter i at krydse grænsen

Den første aftale, Spanien indgik med Marokko om at stoppe flygtningestrømmen, gjorde ingen forskel. Men så ændrede Spanien tilgang i midten af 00’erne, og nu forsøger resten af EU at gøre dem kunsten efter. Den vigtigste lære er, at en aftale aldrig bare er en aftale
Andy Serge på 26 år forsøgte flere gange at krydse hegnet mellem Marokko og Spanien for at komme til EU. »Den første gang, jeg forsøgte at krydse hegnet, blev jeg bidt i skulderen af en hund. Den anden gang blev jeg bidt i benet,« fortæller han.

Andy Serge på 26 år forsøgte flere gange at krydse hegnet mellem Marokko og Spanien for at komme til EU. »Den første gang, jeg forsøgte at krydse hegnet, blev jeg bidt i skulderen af en hund. Den anden gang blev jeg bidt i benet,« fortæller han.

Santi Palacios

19. december 2017

CEUTA – Der findes to grænsehegn mellem Marokko og den spanske enklave Ceuta på det afrikanske kontinent. Det er livsfarligt at krydse dem. De er flere meter høje og dækket af pigtråd, og bliver man fanget imellem hegnene, bliver man sendt tilbage til Marokko. Derfor vælger mange at hoppe fra det ene hegn til det anden, også selv om pigtråden flår huden af armene, forklarer to unge afrikanere på stranden i Ceuta.

Ligesom flere unge mænd, Information taler med, er det lykkedes dem at krydse hegnet. Andre er sejlet hertil. Alle er de kommet for at søge lykken og for at forsørge deres familier derhjemme. Drengene har mange drømme. To vil søge et gennembrud som fodboldspillere. En tredje vil bare have job i Belgien, mens en fjerde vil uddanne sig til advokat. De fleste har boet illegalt i Marokko i flere år, før de kom til Spanien, og det er ikke unormalt at bruge fem til ti forsøg på at krydse grænsen, før det lykkes.

»Hver gang det går galt, bliver man sat på en bus og kørt ind i landet, men man bliver ikke smidt ud af Marokko,« fortæller Junior Franck Brugna på 26 år.

Han viser os rundt på den spanske side af hegnet. Mens vi går, bliver vi skygget af flere civilklædte mænd. Da vi kigger op, ser vi en schæferhund ligge på taget af et skur og følge os med hovedet.

»Den første gang, jeg forsøgte at krydse hegnet, blev jeg bidt i skulderen af en hund. Den anden gang blev jeg bidt i benet,« fortæller Junior Franck Brugna.

»Alle de mænd, der sidder dér på bænken, er marokkansk undercoverpoliti, så det er bedst, hvis vi ikke laver interviewet her.«

Vi er taget til grænselandet mellem Spanien og Marokko for at undersøge lidt af et mysterium. Dele af Spanien ligger på det afrikanske kontinent, men alligevel har Italien og Grækenland på den anden side af Middelhavet modtaget langt flere flygtninge og migranter de seneste ti år.

Ser man på Eurostats statistikker, har bemærkelsesværdigt få personer søgt asyl i Spanien. Selv om der er ankommet flere end normalt i 2016 og 2017, er der ifølge FN kun tale om omkring 21.000 i år. Italien har i samme periode modtaget 116.000 personer.

Men det er ikke tilfældigt. Skiftende spanske regeringer har gennem de seneste ti år forfinet en model, som nu også EU og Danmark forsøger at kopiere. Den spanske model får godt nok flygtninge og migranter til at forcere pigtrådshegn og sejle over Middelhavet i livsfarlige gummibåde. Men den har i store træk forhindret migranter og flygtninge i at nå grænsen.

En aftale er ikke bare en aftale

I begyndelsen af årtusindet var historien en anden. Alene i 2006 kom der næsten 40.000 flygtninge og migranter til Spanien, oplyser den spanske kystvagt La Guardia Civil.

Derfor foreslog tidligere udenrigsminister Miguel Angel Moratinos, at den spanske regering ændrede strategi. Regeringen vidste, at de fleste personer tog af sted fra Marokko, Mauretanien eller Senegal, og så ankom de enten til Spaniens sydkyst eller til De Kanariske Øer. Et bredere samarbejde med netop de lande skulle ikke bare modgå migration, men også omfatte handel og økonomisk udvikling, fortæller Jean Pierre Cassarino, der er professor ved Det Europæiske Universitet i Firenze.

Samme strategi er Danmark for alvor begyndt at anvende det seneste år. I finanslovsforslaget for 2018 fremgår det, at regeringen ønsker at knytte udviklingsmidler og udvisning af afviste asylansøgere sammen. EU underskrev ligeledes i november en erklæring med Den Afrikanske Union, der blandt andet indeholder et løfte om at give flere arbejdstilladelser i EU, samt et løfte om at investere 44 milliarder euro i at skabe jobmuligheder for afrikanske unge i deres hjemlande. Til gengæld håber EU så, at man hurtigere kan tilbagesende illegale migranter.

Jean Pierre Cassarino kender alt til den form for aftaler. Han har i en offentlig database registreret alle de bilaterale migrationsaftaler, som EU-landene har indgået med andre lande. Spanien har således bilaterale aftaler med 14 afrikanske lande. Men det er vigtigt at forstå, at aftalerne i sig selv ikke ændrer noget.

»Du kan ikke overbevise et afrikansk land om at samarbejde regelmæssigt ved bare at indgå en aftale. Vi har en tendens til at tro i Europa, at når aftalen er underskrevet og indgået og endda ratificeret, vil den også blive gennemført. Men det sker ikke nødvendigvis,« siger Jean Pierre Cassarino.

Grænsevagter på grænsen

I Ceuta finder vi aldrig ud af, om Junior Franck Brugna har ret i, at der sidder marokkanske undercoverbetjente på den spanske side af grænsen. Til gengæld er vi ikke i tvivl om, at vi bliver fulgt af politi og militær, da vi bevæger os rundt på den marokkanske side. De sikrer sig, at vi ikke filmer eller tager billeder af grænsehegnet.

Grænsevagterne støtter sig blandt andet til en lov fra 2015, der dikterer, at migranter, som bliver fanget mellem det marokkanske og det spanske grænsehegn, skal sendes tilbage til Marokko, præcis som drengene i Ceuta beskriver for os. Det gælder også, selv om de bliver fanget af spanske grænsevagter.

Loven er på grænsen af FN’s Flygtningekonvention, og Europarådets kommissær for menneskerettigheder har forgæves bedt Spanien om at revurdere den. Dertil er den spanske grænsevagt flere gange blevet anklaget for at banke migranter, som har forsøgt at krydse grænsen. Flere ngo’er har kritiseret det absurde i, at asylansøgere skal forcere spansk grænsepoliti, før de kan søge beskyttelse i Spanien.

Motivet afsløres sjældent

I den sydspanske kystby Cadiz spørger vi den spanske regeringsrepræsentant Agustin Munoz, præcis hvor store beløb Spaniens strategi kræver for at lykkes. Spanien er meget glad for det arbejde, Marokko gør ved grænsen, forklarer han, men det er ikke noget, Spanien betaler Marokko for at opretholde.

»Der er direkte aktiviteter, for eksempel kan marokkanske betjente få træning af de spanske myndigheder. Men der er ikke et specifikt beløb, som Spanien betaler, der er knyttet til migration,« siger han.

Dog investerer Spanien store summer i Marokko, forklarer Carmen González Enríquez, der er senioranalytiker i den spanske tænketank, Elcano Royal Institute.

»Spaniens investeringer er ikke betinget af Marokkos ageren i forhold til migration. I stedet er der et tæt netværk af relationer mellem landene. Det er så kompliceret et netværk, at hvis du flytter en brik, så vil hele systemet bevæge sig og blive svækket. Men der er ikke et enkelt problem eller et eneste forhold mellem Spanien og Marokko, som er betinget af den marokkanske kontrol med den irregulære migration.«

Det er ingen naturlov, at Marokko bruger så mange ressourcer på grænsekontrol, som tilfældet er i dag. Faktisk havde landets første bilaterale aftale med Spanien for 35 år siden ingen effekt, før Spanien ændrede sin strategi i midten af 00’erne. Det viser Spaniens egne migrationstal. Her kan man se, at primært marokkanere forsøgte at krydse grænsen illegalt. Det skete over én million gange i 2002.

»Marokko er kun interesseret i at udføre grænsekontrollen, fordi Spanien beder om det,« understreger Carmen González Enríquez.

De afgørende brikker

Der er to faktorer, som er afgørende, hvis et land vil forhindre migranter og flygtninge i at nå sin grænse. Den ene er grænsekontrol, og den anden er, hvorvidt det er muligt at sende migranter hurtigt tilbage til deres hjemland, hvis de får afslag på asyl. Begge dele har Spanien opnået via sit samarbejde med Marokko, hvorfor migranter herfra sendes hurtigt retur, når de opdages.

Aftalerne handler sjældent om decideret grænsekontrol eller om hjemsendelse af illegale indvandrere, hvilket ellers er de to områder, som Spanien, og de fleste andre EU-lande er mest interesserede i, forklarer professor Jean Pierre Cassarino.

»Aftalerne er oftest bare sat op som en facade. De vil aldrig afsløre motivationen eller gevinsterne for landene. Her skal man lede andre steder. I handelsaftaler for eksempel. Eller man skal se på, om der pludselig bliver gennemført store spanske investeringer i landene. Men det er ikke altid lige nemt at opdage.«

I midten af 00’erne ankom der mange tusinde mennesker til De Kanariske Øer. De ankom fra Senegal og Mauretanien, men efterhånden fik Spanien lavet aftaler med begge lande. Der står ikke noget om grænsebeskyttelse i aftalerne, forklarer Jean Pierre Cassarino. Til gengæld har begge lande fået hjælp til at opbygge deres grænsevagt.

»Hvis du spørger marokkanerne, vil de sikkert sige, at de har en interesse i at bekæmpe menneskesmugling, men det er selvfølgelig ikke sandt. Det giver mening for dem at have en alliance med en stærk magt som Spanien, der både hjælper dem med handel og med at udvikle deres politistyrke. For den kan de også bruge til at kontrollere deres egen befolkning.«

Ifølge Cassarino betragter mange afrikanske lande migration som en ventil, hvor de kan udsluse unge mænd, som ellers bare ville gå og være arbejdsløse. De vinder derfor ikke meget ved at indgå aftaler om øget grænsekontrol eller hjemsendelse af migranter. Spaniens Miguel Angel Moratinos forstod, at landene løbende skulle tilgodeses, så de ikke holdt op med at samarbejde ved eksempelvis at trække processer i langdrag eller ved slet ikke at svare på mails og diverse anmodninger om at undersøge, hvorvidt en bestemt migrant var fra netop deres land.

Løbende kompensation tager desuden højde for, at de afrikanske lande mister den indtægt, som ellers ville være kommet fra en udvist migrant, der ikke længere kan sende penge hjem fra Europa.

Overvågning i marokkansk farvand

På den europæiske side af Gibraltarstrædet fra Ceuta møder vi løjtnant Pedro Jemar fra den spanske kystvagt La Guardia Civil på militærbasen i den lille spanske kystby Algeciras. På trods af den massive kontrol er antallet af ankomne migranter og flygtninge steget med mere end 100 procent i 2017, forklarer løjtnanten.

Udviklingen skyldes primært, at der ankommer flere med båd fra Marokko til den spanske kyst. Det sker, på trods af at Spanien bruger avancerede radar og infrarøde systemer til at overvåge det spanske og marokkanske farvand.

»Vores hovedmål er at bruge overvågningssystemet til at opdage migranternes både i marokkansk farvand og samarbejde med de marokkanske myndigheder om at få dem sendt tilbage til Marokko. Marokkanerne samler migranterne op i deres patruljebåde og tager dem med tilbage. Det er målet,« siger løjtnant Pedro Jemar og tilføjer efter lidt tid, at det selvfølgelig skyldes, at Spanien ønsker at redde liv.

Men det er afgørende for Spanien, at migranterne bliver reddet af de marokkanske myndigheder. Hvis de bliver reddet af de spanske, skal de sejles til Spanien.

Når man ser de mange røde og blå pletter på kystvagtens overvågningsskærm, der dækker både det spanske og marokkanske farvand, ser det ud, som om at det er meget svært at slippe ubemærket igennem det marokkanske farvand. Men det sker ofte, forklarer Ewa Moncure, der er talsperson for det europæiske grænseagentur Frontex.

»Bådene kan være så små, at de ikke kan ses med vores overvågningssystemer. Det er især svært at spore de små gummibåde, som mange bruger,« forklarer hun.

Det er derfor vigtigt for Spanien, at grænsekontrollen i nabolandene også forhindrer flygtninge og migranter i at tage fra kysten. Væksten i antal ankomne skyldes dog ikke, at Marokko har svækket sin grænsekontrol, vurderer løjtnant Pedro Jemar. Marokkanerne har nemlig haft en tilsvarende vækst i antallet, de samler op. Faktisk kan ingen af de kilder, som Information taler med i Spanien og Marokko, forklare udviklingen, og de ved ikke, om den fortsætter.

Men Frontex kan konstatere, at der er åbnet nye smuglerruter i Marokko. 

»Normalt tager folk af sted fra Marokkos østkyst – øst for Gilbraltar. Men i år har vi også set ankomster fra vestkysten, vest for Gilbraltar. Det betyder, at der er menneskesmugleraktivitet i et område, hvor vi ikke har set det før,« siger Ewa Moncure fra Frontex.

Selv et mysterium af en effektiv model som den spanske kan tilsyneladende slå sprækker.

Serie

Kan vi betale os fra nye flygtningekriser?

Mens EU-landene fortsat har svært ved at enes om en omfordelingsordning for flygtninge, er der stor opbakning til at holde flygtninge og migranter fra at søge asyl ved EU’s grænser. En af metoderne er aftaler med såkaldt tredjepartslande, der kan holde flygtninge og migranter væk. I denne serie ser vi på, hvordan det er lykkedes Spanien at forfine denne strategi. Og hvordan det er gået med EU's aftale med Tyrkiet, der bliver fremhævet som en model for nye aftaler.

Serien er blevet til med støtte fra Europanævnet.

Seneste artikler

  • Jagten på EU’s 22 milliarder kroner til flygtninge i Tyrkiet

    22. december 2017
    EU varslede tæt kontrol med de godt 22 milliarder kroner, som blev lovet til flygtninge i Tyrkiet, mod at landet holder asylansøgere væk fra Europa. Men to år efter flygtningeaftalen er det så godt som umuligt at spore, om pengene er nået frem
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Jørgen Wassmann
Niels Duus Nielsen og Jørgen Wassmann anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kim Folke Knudsen

Det at opbygge en sikker og kontrollerbar ydre grænse mellem EU og naboregionerne. Det handler ikke kun om pigtråd og afspærringer. Det handler om at opbygge de handelsaftaler og samarbejde, som tilskynder nabolandene til at samarbejde med EU og ikke det modsatte. Grænserne i Afrika er den næste udfordring. Hvordan tilskynde landene i Afrika til at kontrollere deres egne grænser, og dermed dæmme op for, at unge mennesker flygter fra landene, fremfor at blive og dermed være med til at opbygge de lande, som de er født og opvokset i.

Lene Rasmussen, Niels Duus Nielsen, Michael Hullevad og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jørgen Wind-Willassen

Nu nærmer det sig måske en forståelse, selv hos Informationen, at det er Dansk
folkeparti der har fat i en pointe - dem der forsøger at snige sig ind i Europa er oftest unge mandlige lykkeriddere - og de skal ud hurtigst mulig.
De skal hjem og opbygge deres eget land, arbejde hedder det. Men det har de jo kvinderne til- desværre.
Hjem og bekæmpe korruptionen.
De skal IKKE rende rundt Europa og sælge narko eller platte sig gennem tilværelsen.
Krigsflygtninge derimod skal hjælpes, og gerne i nærområderne, med massiv hjælp, så de kan vende hjem på et tidspunkt og genopbygge det ødelagte.
Lad os se realiteterne i øjnene i disse MeeTo tider - vi hjælper kvinderne bedst i de afrikanske lande ved at sende de unge mænd retur.
Selvfølgelig skal vi også købe hvad der produceres og investere i de afrikanske lande, på samme vis som vi har gjort i Kina og andre asiatiske lande.
Hvorfor skulle det være anderledes med Afrikanske lande?
Og nej- tænk ikke på rester fra kolonitiden.

Jan Kauffmann, Hans Aagaard, Per Torbensen og Gert Hansen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Har EU, deres økonomer og vælgere tabt sutten?
Bæredygtig fremtid kommer ikke ved brandslukning, men alene ved opbygning og begynder tidligst, når vores faktaresistente økonomer og politikere, forholder sig til fakta.

“Når jeg ser på, hvordan nogle borgere opildner til holdninger mod flygtninge, eller hvor nedsættende der tales om jøder, spørger jeg mig selv:

Hvor godt forankret er den menneskelige værdighed i folks hoveder!”
Citat Josef Schuster, formanden for det Jødiske Centralråd i Tyskland.

Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

De sniger sig ikke ind, mange af dem graver tunneller!
Lykkeriddere, ptjø, det er mildt sagt, de kommer for at stjæle vores arbejde, penge og kvinder.
De rende ikke rundt Europa, mange kører bimmer, ornli syg bimmer manner..!

Philip B. Johnsen

Behandlingen af 'vores' klima/krigsflygtninge, bør lede tankerne til, vi i har måske alt for hurtigt har glemt vor egen nære historie.

Fra Informations artiklen Da (andre) uønskede flygtninge var i Danmark januar 1945 af
Georg Metz, om de civile tyske flygtninge der kom til Danmark fra det synderbombede Tyskland.

"Flygtningene blev efter anbragt i dertil indrettede statsflygtningelejre såsom den største: Kløvermarken på Amager, hvor bevæbnede vagter, projektører og pigtråd holdt 70.000 civile tyskere i skak."

Det var ikke tilladt danskere at tage kontakt med disse mennesker bag uigennemtrængelige hegn med mange enslydende skilte:

'Ethvert Samkvem med tyske Flygtninge er forbudt. Det er forbudt at stå stille eller færdes frem og tilbage langs Flygtningelejrens Indhegning eller i dennes umiddelbare Nærhed'.

"Overtrædelse medfører Strafansvar. Politiet"

Muligvis er det sundt, at opfriske dansk politik, der sendte mange tyske jøder i gaskamrene, byt blot jøder om med muslimer i den kommende tekst i 2015.

Fra link:
"Embedsmændenes syn på jødiske flygtninge i 1930erne
Lone Rünitz, projektforsker (Dansk flygtningepolitik 1933-45) Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier.

"Dansk flygtningepolitik i 1930erne var ikke lagt an på at afhjælpe et humanitært problem. Det var en politik, som indtil 1938 tog sigte på at undgå, at et større antal tyske jøder tog permanent ophold i Danmark, og fra sommeren 1938, at forhindre at de kom ind i landet.

Herom var der bred politisk konsensus.

Politikerne ønskede at undgå, at der også her skulle opstå et "jødespørgsmål", der ville vække den latente antisemitisme til live, som man som en selvfølge syntes, at gå ud fra fandtes i det danske samfund.

Dette til trods for, at man bekræftede hinanden i, at Danmark ikke havde problemer med sine jøder."
Link: http://docplayer.dk/8403681-Embedsmaendenes-syn-paa-joediske-flygtninge-...

Det resulterede i mange endte deres dage i koncentrationslejre.

Hvilket muligvis leder tankerne til en anden af tidligere tiders magthavere, der udtalte følgende.

"Men i sidste ende er det et lands fører, som bestemmer politikken, og det er altid let at få folket med sig, hvad enten det nu er i et demokrati, et fascistisk diktatur, et parlament eller et kommunistisk diktatur. (...)også med stemmeret kan folket bringes til at følge førerens befaling. Det er ganske let.

Man behøver ikke at gøre andet, end at fortælle folket, at det bliver angrebet, og at udstille pacifisternes mangel på patriotisme og hævde, at de bringer landet i fare.

Disse metoder fungerer i ethvert land."

Hermann Göring, den 18. april 1946
Kilde: Gustave Mark Gilberts Nürnberger Tagebuch.

Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel og Hans Nielsen anbefalede denne kommentar

@Philip
Det er så vigtigt at blive ved med at perspektivere tidens politiske strømninger. Eller demagogi.
Ikke mindst for at understrege, hvad der kan ligge for enden af (jernbane)sporet.
"Man behøver ikke at gøre andet, end at fortælle folket, at det bliver angrebet, og at udstille pacifisternes mangel på patriotisme og hævde, at de bringer landet i fare. "
Görings psykopati har desværre et eller andet underholdende element. Jeg bliver aldrig træt af at studere ham.

Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Jagtar P.S. Pudai
Hvis ikke Europa stopper det psykopatiske menneskesyn liberalismen represanter, den forbrugsdrevet økonomisk vækst på olie, gas og kul, ser det ikke godt ud.

Med 250 millioner nye klimaflygtninge estimeret af UN/FN de kommende få årtier, resultatet af ingen handling på udfordringerne fra EU efter ethundrede år med advarsler, startende med Svante Arrhenius, betyder med 100 procent sikkerhed og statsgaranti, at EU er afviklet, før det bliver muligt at få stemt om, at nedlægge EU.

Efter dette sammenbrud, er der mulighed for et ansvarligt alternativ, men naturligvis er en ekstrem fortsættelse af forfølgelserne, EU står for i dag, en meget sansynlig udvikling.

Jacob Mathiasen

Med 90 mio ekstra mennesker per år - særligt i lande med få ressourcer og muligheder vil dette problem eksploderer. Det her er ikke noget man kan vækste sig ud af - hverken med u-landshjælp eller andet.

Der er kun een ting at gøre: Balance i befolkningstallene - og helst en stor nedgang. Det kommer, naturligvis, ikke til at ske.

Og derfor må man beskytte sig mod de horder, som uværgeligt vil søge bedre græsgange.

Det er umenneskeligt, det er vederstyggeligt, men det er resultatet af mange års ligegyldighed overfor det reelle problem og en evnesvag tro på at jorden er uendelig stor og ressourcerne ligeså.

steve gordon, James Smith, Henrik Leffers og Jan Kauffmann anbefalede denne kommentar

Denne aftale sætter endnu engang det gamle fascistiske Franco-land i et rigtigt dårligt lys hvad angår menneskerettigheder og retfærdighed.

For nu er Marocco absolut ikke en seriøs stat, som man bør indgå nogen som helst aftaler med. I hvert fald ikke uden samtidig at forlange, at Marocco frigiver Vestsahara, som Marocco har holdt besat i mere end 40 År.

Vestsahara var en spansk koloni, som langt fra blev behandlet på en rimelig måde af det fascistiske Franco-Spanien. Men da Spanien, af det internationale samfund, blev tvunget til at forlade Vestsahara i 1975, rykkede Marocco ind og besatte det. Og siden har Marocco holdt landet i et militært jerngreb, og fra taget befolkningen alle rettigheder. - Herunder også rettighederne til fiskeri, som egentlig var det, befolkningen levede af.

Denne ret til fiskeri har Marocco "udlejet" til EU-landet Spanien mod omfattende betaling, der i hvert fald ikke kommer Vestsaharas befolkning til gode.

Og trods at både FN og Haag-domstolen har støttet befolkningens krav om et selvstændigt Vestsahara, har det været ulovligt besat af Marokko siden 1975. Og det ulovlige i Marokkos besættelse har FNs Sikkerhedsråd, FNs Generalforsamling, og den Internationale Domstol, gentagende gange stadsfæstet i rapporter og i mere end 100 resolutioner.

Altså sætter det gamle fascistiske Franco-land sig endnu engang i et rigtigt dårligt lys hvad angår menneskerettigheder og retfærdighed. Og de andre EU-lande, samt deres politikere og i øvrigt også journalister, ser benovet på

Hans Nielsen, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

"unge mandlige lykkeriddere" skriver Jørgen Wind-Willassen - hvis det er et problem, må man jo hjælpe de unge mennesker med at søge lykken i deres hjemland, for ellers kommer de jo bare herop alligevel. At benævne disse mennesker som "lykkeriddere" løser jo ikke deres problemer, da man ikke formelt kan definere sig ud af et reelt problem.

"Ifølge Cassarino betragter mange afrikanske lande migration som en ventil, hvor de kan udsluse unge mænd, som ellers bare ville gå og være arbejdsløse."

Her har vi nok sagens kerne. Der ER ingen muligheder i de unge lykkeridderes hjemlande, hvorfor de selvfølgelig søger andre steder hen.

jan henrik wegener

Så kan man spørge hvad mening der i grunden i sin tid var i de tit hårde kampe under bølgen af såkaldt afkolonialisering. Selvstændighed. Og så ellers komme væk for næsten enhver pris.

Niels Duus Nielsen

Godt spørgsmål, wegner, hvad var formålet med at afskaffe absolutisme og indføre demokrati, når folk alligevel stemmer på svindlere og bedragere?

Måske er kamp det normale, og fred, fordragelighed og ordnede forhold er undtagelsen, som straks forvitrer, når man tror kampen er vundet og begynder at slappe af?

Ikke kamp som individuel konkurrence, som i "konkurrencestat", men kamp som fælles bestræbelse på at forbedre fælles forhold, som i kollektiv arbejdskamp og permanent frihedskamp rettet mod kolonisering?

@Niels
Det er vel et spørgsmål om ærestab i takt med industrialiseringens fremkomst. Hvem som helst stiller op for hvad som helst for magtens skyld. Stigende teknologisk effektivisering sammen med kapitalisme kan udhule alle former for etik.
"Ikke kamp som individuel konkurrence, som i "konkurrencestat", men kamp som fælles bestræbelse på at forbedre fælles forhold, som i kollektiv arbejdskamp og permanent frihedskamp rettet mod kolonisering?"
Minder mig om det gamle udsagn: "Den, der sover i demokratiet, vågner op i tyranniet"

Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

@Niels Nielsen
Grunden til de manglende muligheder i landene der flygtes fra, ser for mig mest ud til at skyldes lovløshed, analfabetisme, korruption og religiøst vanvid.

Niels Duus Nielsen

Okay, James Smith, og hvad er så skyld i denne lovløshed, analfabetisme, korruption og dette religiøse vanvid? Skæbnen?

Philip B. Johnsen

James Smith
Afrika neokolonialismen er et gigantisk problem.
På guldkysten oplever man kapring af skibe, der sejler med benzin og petrolium, de forædlede råolie produkter, er i den højeste kurs, benzin og petrolium er en mangelvare i denne del af Afrika, på trods af de enorme lokale råolie forekomster, så stjålet benzin og petrolium, kan derfor let sælges lokalt.
Afrika neokolonialismen består ved, at forædling af råolien sket andre steder og generere derfor ikke arbejde og skatteindtægter lokalt, landene er udsat for kombinationen af klassisk liberalisme, kapitalisme og neo-kolonialisme.

Nævnes kan også tekstilindustrien, der er flyttet til Asien.
Ingen vil betale bare en tilnærmelsesvis retfærdig pris for deres tøj, i vores del af verden, så produktionen flyttes til lande med børnearbejde slaveløn nogle få kroner om dagen, for fjortentimers arbejde om dagen og syv dage om ugen 365 dage om året, under sundhedsfarlige arbejdsvilkår uden udluftning og ofte pga. tunge maskiner i sikkerheds uforsvarlige bygninger, hvis økonomisk liberalisme afløses af beskyttende regler mod børnearbejde, så flytter produktionen igen.

Der mangler tillid og der mangler regler, der sikre, at skatteindtægterne lokalt fra produktion til eksport, har til formål, at etablere grundlaget for, at lokalsamfundet får sygehuse, skoler og leveforhold der ikke kræver befolkningen får mange børn, regler og tillid er helt nødvendigt, for at sikre finansiering til en bæredygtig omstilling i hele verden.

Økonomisk forbrugsdrevet vækst på olie, gas og kul kombineret med økonomisk liberalisering, kapitalisme og neokolonialisme skaber b.la. stigende ulighed, klimaforandringer, krig og der af afledte krigs/klima flygtninge.

neokolonialisme:
“Herigennem er den økonomiske afhængighed, som kolonierne håbede deres politiske uafhængighed ville ophæve, fortsat og forstærket. Udtrykket har først og fremmest været anvendt om afrikanske landes forhold til de rige lande. Se også afhængighedsteori, afkolonisering, kolonialisme.”

Link: http://denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Samfund/International_...