De to sidste revolutioner ændrede ikke noget. I Kievs frost venter aktivisterne på den næste

Strashok Mykhailo folder hænderne, puster ned i dem og gnider dem hårdt mod hinanden. Den 78-årige mand står foran et af de 60 telte, som står demonstrativt placeret foran parlamentsbygningen Verkhovna Rada midt i Ukraines hovedstad Kiev. Politikerne kan ikke overse dem.

Øverst i teltet er der hul til en skorsten, som blæser damp op i luften, der blander sig med den tåge, der har sænket sig over byen. Mænd i militærtøj slentrer forbi ham. Nogle af dem er maskerede, så kun øjnene kommer til syne.

»Vi er her for at vise politikerne, at vi stadig har brug for forandringer,« siger Mykhailo, der er pensionist og tidligere ingeniør, og som de seneste tre uger har brugt sine dage og nætter i teltlejren. I 2004 var han aktiv under den orange revolution og igen i 2013-2014 under Maidan-oprøret.

»Vi har tre krav: Vi vil have en antikorruptionsreform og …«

Han bliver afbrudt af en selvudnævnt vagt iført militærtøj og neonfarvet sikkerhedsvest, som trækker ham i ærmet og beder ham tie stille. Mykhailo vrister armen fri, ryster på hovedet og går et par hundrede meter væk, så han lige akkurat står uden for indgangen til lejren.

»Det er ikke alle, der er helt enige om, hvad vi laver her,« griner han og kigger sig over skulderen.

Ligesom mange andre ukrainere er han nedslået, fordi landets to revolutioner inden for de sidste 13 år ikke har været nok til for alvor at sætte skub i politiske forandringer. Derfor demonstrerer flere stadig i gaderne. Men korruptionen, som er landet største fjende, står i vejen. Og mange er uenige om, hvad de egentlig kæmper for.

I 2004 fik demonstranterne smidt siddende premierminister og præsidentkandidat Viktor Janukovitj på porten efter anklager om valgfusk under det, der senere blev kendt som den orange revolution. Den samme Janukovitj blev dog valgt til præsidentposten seks år senere.

Mykhailo tænker tilbage på revolutionen som en utopisk drøm, der ikke for alvor bragte forandringer med sig. Maidan-protesterne i 2013 var derimod anderledes. Protesterne begyndte, efter Janukovitj valgte at trække sig ud af en handelsaftale med EU for i stedet at takke ja til et økonomisk tilbud fra den russiske præsident Vladimir Putin.

Den 21. november 2013 samledes flere hundrede tusind mennesker på Maidan-pladsen, hvor mange af dem standhaftigt blev de følgende måneder. Det, der af flere blev beskrevet som en festivalstemning, ændrede dog hurtigt karakter og blev voldeligt.

I januar 2014 blev demonstranter skudt og slået ihjel. Tusinder blev sårede. »Og nu har vi krig,« siger Mykhailo med henvisning til Ruslands annektering af Krim og konflikten i Østukraine.

»De fleste i regeringen er ikke til at stole på, de tænker kun på deres egen profit. Det er svært at skabe forandringer. Men efter Maidan er der sket en mentalitetsændring, flere er vågnet op og har set realiteterne i øjnene.«

Korruptionens lange skygge

I oktober mødte tusindvis af demonstranter op på den ellers tomme plads foran parlamentet. Ukrainsk politi anslog tallet til 6.000, demonstranterne mente selv, at der var 10.000.

Der blev bredt store teltduge ud, som blev banket fast i jorden, mens demonstranterne råbte deres krav, så ingen var i tvivl om, hvorfor de var der: De ville have en antikorruptionsreform, de ville ophæve politikernes immunitet i forhold til retsforfølgelse og have en mere fair valglov.

Bag råbene stod en række organisationer, som siden revolutionen på Maidan har forsøgt at ændre det ukrainske samfund, blandt andet ved at gå i dialog med politikerne om reformer. Men også en række privatpersoner, som havde fået nok af landets politiske stilstand, troppede op.

Gennem de seneste måneder har en række protester bølget gennem Kiev. Oprettelsen af teltlejren, som før er set som et yndet demonstrationsværktøj i den østeuropæiske verden, var den største af sin slags siden 2014. Og selv om politiet forsøgte at stoppe dem, måtte politiet hurtigt give op.

Den væsentligste årsag til, at der ikke er sket større forandringer i det ukrainske samfund, skal findes i landets massive grad af korruption. Det mener Sophie Pinkham, som har skrevet indgående om Ukraines revolutioner.

Hun er ph.d.-studerende på Columbia University i New York og udgav sidste år bogen Black Square – Adventures in Post-Soviet World, som er blevet til på baggrund af længere ophold i Ukraine siden 2004. Hun mener, at de nye græsrodsbevægelser har svært ved for alvor at fange an, fordi korruptionen og det oligarkiske system er så dybt funderet i samfundet, at det er svært at ændre de grundlæggende strukturer.

Ifølge den seneste rapport fra den amerikanske ngo Freedom House er Ukraine kun delvist frit, først og fremmest på grund af den massive grad af korruption.

Ukraine har da også førstepladsen som det mest korrupte land i Europa, og eksperter antyder, at knap 45 procent af landets økonomi er sort.

»De nye politikere, som kom ind efter Maidan, er ikke et hak bedre end de gamle. Derfor er de fleste ukrainere trætte af det politiske system. De vil se forandringer,« siger Pinkham.

Den store udfordring er at kanalisere den utilfredshed ind i et samlet projekt. I Black Square skriver Pinkham, hvordan flere under Maidan-oprøret var enige om, at de blev beskudt, og at volden eskalerede.

Men få var i stand til at forklare, hvorfor de var på pladsen. Hun ser den samme splittelse i befolkningen nu, hvor de fleste er utilfredse, men få er enige om, hvad de skal gøre ved det.

Mens Mykhailo trasker rundt på den anden side af teltlejren for ikke at blive forstyrret, fortsætter han med at beskrive de tre principper, som demonstranterne råbte højt i oktober.

Selvom demonstrationen startede som et fælles projekt, har mange af de oprindelige aktivister forladt lejren.

Tilbage på teltpladsen midt i Kiev sidder nu primært tilhængere af højreradikale partier eller medlemmer af bestemte politiske partier.

Ændringer på vej

I en høj glasbygning cirka en kilometer fra parlamentsbygningen holder en af hovedaktørerne bag oktober-demonstrationen til: paraplyorganisationen Reanimation Package of Reforms (RPR), som arbejder for at få gennemført reformer.

Artem Myrgorodskyi er en af grundlæggerne af RPR, som har 80 organisationer under sig og den største af sin slags i Ukraine. RPR har også tilknyttet en række eksperter, som går i dialog med politikere og udformer skabeloner til reformer. Dets primære fokus har hidtil været på antikorruption, men der arbejdes også med bl.a. sundhedssystemet og pressefrihed.

Den 38-årige tidligere marketingskonsulent sætter sig ned foran et whiteboard, hvor et par noter i tre forskellige farver stadig står tilbage fra sidste møde.

Da organisationen tog form i asken fra Maidan i 2014, var det hele nemt, fortæller han. Politikerne var lydhøre. Det var moderne at invitere aktivister ind i parlamentet, fordi der var en udbredt frygt for, hvad der ville ske, hvis ikke man rakte hånden frem. »Det var historien om succes,« siger han. Organisationen voksede fra at omfatte et par enkelte små organisationer, så 10, senere 25 og nu 80.

Men hurtigt fandt mange ud af, at organisationens platform kunne bruges til at promovere egne interesser.

I lokalet ved siden af Myrgorodskyis kontor sidder et panel bestående af syv deltagere og diskuterer, hvorvidt Ukraine må have sovjet-symboler i gaderne eller ej. Kun to gæster er mødt op for at overvære debatten.

»Der plejer at være lidt flere,« siger Myrgorodskyi, men tilføjer, at det over det seneste stykke tid er blevet sværere at mobilisere folk.

Selv om tingene ikke går så hurtigt, som han kunne ønske, ser han alligevel små ændringer i samfundet. Siden 2014 er seks medlemmer fra RPR blevet valgt ind i parlamentet. Der er blevet oprettet korruptionsenheder, selv om ingen af dem har haft held til at fælde domme endnu, og det er blevet muligt for offentligheden at se, hvad regeringen bruger offentlige midler på. Derudover har RPR aktivt været med til at føre lovændringer igennem, siger Myrgorodskyi.

Ifølge Transparency Internationals korruptionsindeks lå Ukraine i 2013 på en 144. plads (ud af 176 lande). Ved den seneste opgørelse i 2016 var de rykket 12 pladser frem på listen, men delte pladsen med både Rusland, Kazakhstan, Nepal og Iran.

I den ellers relativt optimistiske fremskrivning skal dog nævnes, at regeringen for nylig er begyndt at slå hårdt ned på en række organisationer, som arbejder med at bekæmpe korruption.

Under Maidan byttede Myrogodskyi jakkesættet ud med arbejdstøjet. Han kørte sårede demonstranter til private hjem, hvor de blev behandlet i smug, så de ikke blev fanget af politiet. I årene efter revolutionen var det en drøm for ham at fortsætte det arbejde, de havde indledt, men han indrømmer, at det er »rigtig hårdt arbejde«.

Derfor har han planer om at stoppe på sin post til næste år »for at søge nye udfordringer«. Men han håber, at han om et par år kan blive valgt ind i parlamentet og forsøge at ændre det hele indefra.

Forskellige interesser

Fra skrivebordet i New York ser Sophie Pinkham dystert på Ukraines fremtid, hvis ikke civilsamfundet for alvor lykkedes med at rodfæste sig og få politikerne til at ændre kultur. Enten begynder befolkningen at fokusere mere på deres eget liv og accepterer dermed, at de lever i et gennemkorrupt land, eller også kan der komme en ny revolution.

»Selvom Ukraine langt fra har brug for flere revolutioner, er det ikke utænkeligt at en ny kan opstå. Der er mange stærke kræfter på spil i det ukrainske samfund, som ville være i stand til at mobilisere bestemte grupper, fordi de selv ønsker at tage magten. Derfor er en ny revolution drevet af specifikke politiske kræfter ikke udelukket.«

Første gang hun flyttede til Ukraine, var i efterdønningerne fra den orange revolution. Dengang var man skuffet over den nye politiske ledelse i landet.

Mange oplevede det som en overfladisk stoleleg, hvor politikerne byttede pladser, men hvor den samme type altid endte med at få magten: den korrupte politiker med egne økonomiske interesser som topprioritet. Pinkham ser samme skuffelse i befolkningen nu, selv om Maidan på mange måder var anderledes.

»Under den orange revolution var mange af demonstranterne betalt af politiske partier, derfor var der en mindre grad af spontan opstand i befolkningen, som man så under Maidan. Maidan var større, varede længere og blev voldelig. Folk i Ukraine ser Maidan som noget, der i langt højere grad ændrede noget end den orange revolution.«

Alligevel har synet på landets politikere ikke ændret sig. Mange ukrainere er blevet desillusionerede, mens andre har enorme personlige problemer på grund af den økonomiske situation.

»Selv om de deltog i Maidan og drev præsidenten ud, er der ikke sket det, de håbede på. Man forstår godt, hvis de tænker, at de ikke kan bruge en helt masse energi på at blive ved med at protestere, fordi det på et individuelt plan kan virke som et irrationelt valg.«

Sakaashvili og demonstranterne

Midt på pladsen foran parlamentet er et gammelt militærkøretøj blevet omdannet til et køkken, hvor et hold fra lejren serverer mad tre gange om dagen. Klokken nærmer sig 12.00, og en kø snor sig ned langs vejen. 28-årige Mykola Adamchyk henter en portion fisk og lidt brød og bevæger sig tilbage til sit telt, hvor han har ristet kartofler på en pande over en lille ovn, som er sat op for at holde novemberkulden på afstand.

Han har sovet i teltlejren i tre uger. Normalt underviser han i ukrainsk sprog og litteratur på en folkeskole, men nu okkuperer han pladsen for at illustrere, at han vil have et nyt politisk system. Gerne med den tidligere georgiske præsident og guvernør for Odessa, Mikheil Saakashvili, i spidsen.

»Porosjenko gav os en masse løfter i 2014, som han ikke har holdt.«

Han bliver stille og griner lidt.

»Hvad er politik egentlig i det her land? Mange blev dræbt under Maidan, men ingen er blevet holdt ansvarlige for det.«

Saakashvili er en kontroversiel figur i det politiske landskab med svingende popularitet. Han var præsident i Georgien fra 2004 til 2013, hvor han gennemførte en række reformer for at bekæmpe korruption. Han endte dog selv med at få en række korruptionsanklager på halsen.

I 2015 blev han af Ukraines nuværende præsident Petro Porosjenko inviteret til at blive guvernør i Odessa i Ukraine. Det var meningen, at den uddannede jurist fra Columbia University, og åbenmundede kritiker af Putin, skulle bekæmpe korruptionen, som det blev lovet efter 2014.

Men det ellers så lykkelige ægteskab varede kort. Allerede i november det efterfølgende år trådte han tilbage, fordi han ikke mente, Porosjenko gav ham lov til at gennemføre de nødvendige tiltag. Det indledte en bitter strid, som endte med, at Saakashvili fik frataget sit ukrainske statsborgerskab og blev de facto statsløs, fordi Georgien havde gjort det samme, da han forlod sit hjemland.

Men han er blevet i Ukraine, og fredag i sidste uge blev han anholdt og anklaget for at have modtaget penge fra en oligark tæt på Janukovitj, som nu befinder sig i Rusland. Og at han skulle have brugt pengene på demonstrationer for at vælte præsidenten. Det benægter Saakashvili.

Han er langt fra populær i alles øjne. Myrogodskyi fortæller, at selvom RPR startede demonstrationen foran parlamentsbygningen, har de nu trukket sig væk igen, »fordi det er blevet for partipolitisk«. Det er hans opfattelse, at Saakashvili har overtaget pladsen, og at han betaler nogle af demonstranterne for at være der. 

Et par aktivister fra RPR er dog stadig at finde blandt teltene, men ifølge Myrgorodskyi tilhører de den radikale fløj i organisationen, som kun ønsker at vælte præsidenten og ikke er interesseret i at give forandringerne den tid, han mener, er nødvendig.

I teltlejren et par uger inden Saakashvilis anholdelse vil Adamchyk ikke svare på, hvordan han får råd til at blive væk fra sit arbejde i tre uger, eller hvor de får mad fra. Men han garanterer til gengæld, at Saakashvili plejer at holde taler på pladsen om søndagen. Faktisk bør han snart gå på.

Ude på pladsen begynder en livetransmitteret tale af Saakashvili, som er kastet op på en storskærm på en scene opsat til lejligheden. Omkring 200 mennesker er stimlet sammen i regnvejret for at høre ham. De fleste er over 50 år. De står flettet ind i blafrende flag, enten det blå og gule ukrainske flag eller det røde og sorte, som symboliserer den nationalistiske fløj.

En af dem, som står med en fane i hænderne, er 62-årige Tetana Polovynkia. Hun er kommet til samtlige demonstrationer i Kiev over de sidste måneder, fordi hun mener, præsidenten må gå af. Hun har ikke en efterfølger i tankerne.

»Men vi har brug for et opgør med de strukturer og den korruption, som gennemsyrer og ødelægger vores samfund,« siger hun, før hun atter retter blikket mod scenen.