Læsetid: 3 min.

Trump angriber Kina – og den liberale økonomiske verdensorden

Sidste uges ministerkonference i Verdenshandelsorganisation, WTO, var en fiasko, og Donald Trump har netop udpeget Kina som ’økonomisk aggressor’. Er vi vidner til det, der i næste generations historiebøger vil blive beskrevet som kimen til den liberale økonomiske verdensordens fald?
Den amerikanske handelspolitiske chefforhandler, Robert Lighthizer, slog i sin tale en række velkendte handelsprotektionistiske temaer an, men gik dog ikke så langt som til at true med at trække USA ud af WTO.

Den amerikanske handelspolitiske chefforhandler, Robert Lighthizer, slog i sin tale en række velkendte handelsprotektionistiske temaer an, men gik dog ikke så langt som til at true med at trække USA ud af WTO.

Natacha Pisarenko

21. december 2017

Fra alle hjørner af verden valfartede handelsdelegationer i sidste weekend til Buenos Aires til ministerkonference i Verdenshandelsorganisationen, WTO. Forventningerne til udkommet af forhandlingerne var ualmindeligt beherskede, og der var på forhånd udbredt nervøsitet med hensyn til især den amerikanske linje.

Trump-administrationen indikerede allerede i det tidlige forår en stærkt skeptisk linje over for WTO, som man anså for at være alt for blødsøden over for Kina og på lange strækninger en økonomisk ulempe for USA at være med i. Det blev siden fulgt op af en ret så håndfast obstruktion af WTO, eksempelvis gennem blokering af nye medlemmer til WTO’s vigtige Appel-organ.

Den tale, som alle vidste, at den amerikanske handelspolitiske chefforhandler, Robert Lighthizer, ville komme til Buenos Aires for at holde, var derfor imødeset med en god del angst og bæven, ikke mindst fra små nationer som Danmark, som har store fordele af det multilaterale handelssystem.

Lighthizer slog i sin tale en række velkendte handelsprotektionistiske temaer an, men gik dog ikke så langt som til at true med at trække USA ud af WTO, som nogle havde frygtet.

Så flere handelsdiplomater drog lettede hjem, da der absolut ingen konkrete resultater kom ud af konferencen. Der gik dog ikke mange dage, efter at landingsstellene på de oversøiske diplomatjetflys ramte jorden i deres respektive hovedstæder, før det forlød, at en ny skarp vending i amerikansk handelspolitik var på trapperne.

Stærk økonomisk nationalisme

Mandag kom så bekræftelsen. Trump præsenterede sin første nationale sikkerhedsstrategi med et usædvanligt stærkt fokus på økonomiske emner og med en meget skarp tone over for Kina. I strategien beskrives Kina som en »økonomisk aggressor«. Det fortolkes af en række amerikanske kommentatorer som en markant skærpelse af retorikken over for Kina. Den måde, relationen til Kina beskrives på, ligger ikke mange hårsbredder fra de skarpe formuleringer, Trump brugte om Kina i sin valgkamp.

Financial Times beskriver den nationale sikkerhedsstrategi som et meget kontant bevis på, at den økonomiske nationalisme har godt og grundigt tag i Trump-administrationen, selv om dens tre mest prominente bannerførere – chefforhandleren Robert Lighthizer, lederen af Trumps handelspolitiske råd, Peter Navarro, og Trumps chefideolog fra valgkampen, Steve Bannon – jævnligt er blevet meldt helt eller delvist udstødt og marginaliserede. Alt tyder på, at den slags forestillinger ikke er meget andet end ønsketænkning. En stærk økonomisk nationalisme vil næppe forsvinde, så længe Trump er præsident.

Det store spørgsmål er, hvordan efterspillet bliver i de kommende måneder. Allerede inden ministerkonferencen i Buenos Aires bemærkede analytikere, at WTO befinder sig i en dyb identitetskrise, en slags eksistentiel eksamen. Forløberen for WTO – den såkaldte General Agreement on Tariffs and Trade (GATT), som blev indgået i 1947 – betragtes af mange som den centrale, bærende søjle i det, der forstås som den liberale økonomiske verdensorden.

Kan WTO overleve som omdrejningspunkt for internationale handelsforhandlinger og som forum for håndtering af handelskonflikter, hvis USA aktivt underminerer systemet og bryder med flere af de bærende principper?

Skyder sig selv i foden

USA står på ingen måde alene med en kritisk holdning til den kinesiske økonomiske model. Det var ikke nogen tilfældighed, at USA, Japan og EU under WTO-mødet gik sammen om en erklæring, der beskyldte Kina for alvorlig overkapacitet i landets stålsektor og for at yde massive statssubsidier i strid med WTO-regelsættet.

Det paradoksale er, at USA skyder sig selv i foden ved at underminere det WTO-system, i hvilket USA igennem årene har rejst en lang række sager – og langt overvejende fået medhold i. Hvordan USA’s nationale sikkerhed styrkes ved at trække tæppet væk under det multilaterale handelssystem, som USA selv har været den primære drivkraft i igennem årtier, er svært at gennemskue.

Forklaringen er formentlig ikke hverken meget længere eller meget dybere, end at Trump og hans folk ønsker konfrontationen med Kina – ikke mindst af politiske årsager – og er inderligt overbeviste om, at de bedste deals er dem, man laver i en bilateral forhandling med en konkret modpart, som man kan lægge under størst muligt pres.

Internationalt set kan man forestille sig to scenarier for forløbet fremadrettet.

Et hvor den amerikanske linje fører til stigende isolation af USA i WTO – som det imidlertid lykkes at holde sammen på, fordi andre stormagter som EU, Kina og Japan insisterer på at bevare og reformere organisationen.

Langt mere dystert ser alternativet ud. Men det er desværre alt andet end vanskeligt at forestille sig et scenarie, hvor det multilaterale handelssystem imploderer og erstattes af et handelsprotektionistisk Wild West, hvor skarpe konfrontationer bliver hverdagskost, og det er den stærkes ret, der gælder.

Jakob Vestergaard er seniorforsker i international politisk økonomi ved Dansk Institut for Internationale Studier

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Toke Kåre Wagener
Espen Bøgh og Toke Kåre Wagener anbefalede denne artikel

Kommentarer

Er der en eneste nation, der går ind i et samarbejde, samhandel eller lignende aftale med et andet formål end selv at få noget ud af det? Når Danmark i internationale sammenhænge er fortaler for mere bæredygtighed i energisektoren for eksempel, så skyldes det jo kun at Danmark mener at kunne få en fordel ved en sådan omlægning af energisektoren. Det er kun de svage, der ikke går ind for de stærkestes ret. Vi bryder os ikke om det, men er det ikke sådan, det reelt hænger sammen? Vi bryder os ikke om at nogen kommer og siger det, vi alle ved, men helst ikke vil se i os selv.

Jan Weber Fritsbøger

Hans Martens, der er da noget om snakken, lige bortset fra at der faktisk er nogle som er stærke, som ikke er egoister og som ikke går ind for de stærkestes ret, den slags kaldes idealister og de findes faktisk, og der findes sandsynligvis også nationale ledere som er idealister og tænker globalt, tror de bliver kaldt socialister af en eller anden grund.
Men det er da absolut korrekt at Danmark er fortalere for bæredygtighed, på grund af de muligheder der er i det for danmark, men det skyldes jo at vores regering er dybt borgerlig, der er da mange idealister også her i DK, som går ind for miljøtiltag som ikke er en gylden mulighed for profit, de sidder bare ikke i regeringen, ej heller i landbrugstoppen.

Kære Jan Weber
Jeg er enig med dig i dine betragtninger, bortset fra at jeg er af den opfattelse at såkaldte socialister ikke på noget tidspunkt har vist sig at tænke anderledes end alle andre, eller udvise den fornødne tilbageholdenhed, når lejlighed byder sig. . Idealistersiger du, ja i ord er der mange, færre i gerning. Der er individer i den kategori - Buddha, Jesus, Gandhi... men der er langt imellem dem.