Tysklands ’gældsur’ er for første gang begyndt at gå baglæns

I 22 år har Tysklands berømte »gældsur« demonstrativt hængt over indgangen til De Tyske Skatteyderes Forbund (BdSt). I hele sin levetid har uret uafladeligt tikket opad i takt med den offentlige tyske gæld på både forbunds-, delstats- og kommunalt niveau. De seneste syv år har det ligefrem ligget over to billioner euro, svarende til godt 175.000 kroner per tysker.

Men i løbet af 2017 er kurven knækket, så uret nu for første gang går baglæns – fra 2018 endda med ca. 585 kroner i sekundet eller ca. 50 mio. kroner om dagen. Det skyldes ikke mindst de 16 tyske delstater, der – med undtagelse af Bremen, Saarland og Rheinland-Pfalz – nu afbetaler gammel gæld frem for at optage ny.

På forbundsniveau har den tyske stat i 2017 opnået et saftigt overskud på ca. 83 mia. kroner. Dette beløb er opstået trods sommerens dom ved den tyske forfatningsdomstol, hvor staten blev dømt til at tilbagebetale ca. 52,5 mia. kroner til Tysklands store energikoncerner efter en forfatningsstridig skat på brændselsstave til atomkraftværker. Som magasinet Spiegel beregnede i oktober, opstår det tyske overskud også på trods af udgifter på op mod 50 mia. kroner i 2017 til anbringelse og forsyning af flygtninge.

Årsagerne til overskuddet er mangfoldige. I forgrunden står de solide konjunkturer, den lave tyske arbejdsløshed og støt stigende skatteindtægter. Afgørende er her også den stærke tyske eksport, som bl.a. drives af en for Tyskland relativt svag euro. Alene på baggrund af de historisk lave renter vurderes Tyskland på forbundsniveau desuden årligt at ’spare’ et trecifret milliardbeløb på renterne af billiongælden.

Da disse faktorer ikke kan styres politisk, udlægges det ved BdSt som en klar sejr og sund fornuft, at overskuddet delvist bruges til at nedbringe den offentlige gæld.

»Nedbringelse af gæld er en investering i fremtiden, som skaber større finansielt råderum. Det gælder i særdeleshed, når renterne atter stiger, hvilket de offentlige budgetter må være rustet til,« lød det kort før jul fra BdSt’s præsident Reiner Holznagel.

Radiokanalen Deutschlandfunks økonomiske kommentator advarede samstemmende mod at slække de økonomiske tøjler og øge udgifterne som følge af de stigende skatteindtægter »som om der ikke var en risiko for, at konjunkturerne og renterne atter kunne vende«.

Bl.a. fra det økonomiske forskningsinstitut IWH lød der derimod en opfordring til at bruge den gunstige situation til at give skattelettelser og samtidig holde statens udgifter nede for at undgå en økonomisk overophedning.

I lyset af de seneste års overskud på statsbudgetterne var der allerede før og under den tyske valgkamp en strid mellem regeringspartierne CDU/CSU og SPD, om hvorvidt det uventet store overskud skulle bruges på gældsafskrivning og skattelettelser eller på offentlige investeringer inden for områder som infrastruktur, digitalisering og uddannelse. I den diskussion stod bl.a. den økonomiske vismand Peter Bofinger og chefen for det økonomiske DIW-institut, Marcel Fratzscher, på socialdemokraternes side med et krav om højere investeringer i infrastruktur og uddannelse.

Børn kan ikke lege på bjerge af gæld, har Die Zeits økonomiske ekspert Mark Schieritz kommenteret denne debat. Men de kan heller ikke lege i ødelagte sportshaller, tilføjede han: »En faldefærdig infrastruktur er for de kommende generationer en mindst lige så stor byrde som en forgældet stat.«

Set med europæiske øjne står denne debat i lyset af det enorme og omstridte tyske handelsoverskud over for de øvrige eurolande – en skævvridning som ved siden af den svage euro bl.a. også skyldes de lave offentlige investeringer i Tyskland, som ellers kunne være med til at øge den samlede efterspørgsel i hele eurozonen. Omvendt vil Tyskland med den nuværende nedbringelse af sin gæld  endelig opfylde en af reglerne for euroen omkring 2020: at et land højest må have en offentlig gæld på 60 pct. af BNP.