Læsetid: 12 min.

I år skal EU-landene vise, om de kan overvinde unionens indre splittelser

EU gik ind til 2017 med truslen fra populisme og opløsning, men kom uventet ud af året med en større opbakning til det europæiske projekt. I 2018 gælder det om at vise, at unionen kan levere politiske resultater. Men selv om Macron stiller sig i spidsen for et mere potent Europa, virker modsætningerne mellem øst og vest samt syd og nord stærkest
»Vi skal genopdage de europæiske ambitioner: For et mere suverænt, forenet og demokratisk Europa, fordi det er til gavn for vore folkeslag.« Sådan lød det nytårsaften fra den franske præsident Emmanuel Macron.

»Vi skal genopdage de europæiske ambitioner: For et mere suverænt, forenet og demokratisk Europa, fordi det er til gavn for vore folkeslag.« Sådan lød det nytårsaften fra den franske præsident Emmanuel Macron.

Christophe Ena

6. januar 2018

»Mine kære europæiske medborgere. 2018 er et særligt år, og jeg kommer til at få brug for jeres hjælp i år. Vi skal genopdage de europæiske ambitioner: For et mere suverænt, forenet og demokratisk Europa, fordi det er til gavn for vore folkeslag.«

Sådan lød det nytårsaften fra den franske præsident Emmanuel Macron. Med sin sejr over Marine Le Pen og med sin europæiske optimisme vil han formentlig gå ind i historiebøgerne som inkarnationen af et 2017, hvor tingene ikke udviklede sig så helt slemt for EU som frygtet ved årets indgang.

2017 blev året, hvor EU overlevede løsrivelsesivrige højrepopulister, der truede med at vinde frem i særligt Frankrig og Holland. Det var året, hvor den italienske gælds- og bankkrise kunne have udviklet sig skæbnesvangert for Europa. Og det var året, hvor EU opnåede en kraftig reduktion af nytilkomne flygtninge, som ellers har sat unionen på den anden ende. Med Brexit-forhandlingerne har de tilbageværende 27 EU-lande endda oplevet et overraskende sammenhold og momentum, og dertil en økonomisk vækst på næsten 2,5 procent.

2018 er derfor af mange udset til at være året, hvor EU-landene skal cementere fremskridtet og sikre sig, at kritikerne ikke fik ret i, at EU ikke kan levere resultater og løse borgernes problemer og dermed give ny næring til EU-skepsissen. Men selv om Macron bejler til nye europæiske ambitioner, er udsigterne ikke just lyse.

Tyskland er fortsat politisk lammet på grund af fragmenteringen af den tyske forbundsdag og indtoget af Alternative für Deutschland. Konflikten mellem Øst- og Vesteuropa om flygtningespørgsmålet ser ud til at være kommet for at blive. Og den gamle økonomiske konflikt mellem Syd- og Nordeuropa om sparepolitik, konkurrenceevne og euroens skævvridende effekter virker fastlåst.

Vigtige valg i Europa i 2018

Med den nationalistiske højredrejning i Europa er de nationale valg trådt stadig mere i fokus som en potentiel trussel mod EU. I 2018 er der bl.a. valg i Cypern, Finland, Slovenien, Letland, Luxembourg og Sverige.

Her er årets tre vigtigste europæiske valg set med EU-øjne:

  • Præsidentvalg i Tjekkiet i januar
    I 2013 blev Miloš Zeman valgt ved det første direkte præsidentvalg i Tjekkiet – hvis han gentager kunsten og den mindst lige populistiske Andrej Babiš som premierminister får dannet en stabil regering, vil EU især på flygtningeområdet får en ny hovedpine i øst.
  • Valg i Italien i marts
    Det regerende Demokratiske Parti (PD) sakker bagud i meningsmålingerne, mens komikeren Beppe Grillos Femstjernebevægelse står stærkt Italien, hvor der dog ikke er tegn på nogen klare flertal. Femstjernebevægelsen overvejer bl.a. en folkeafstemning om euroen og kan blive en markant usikkerhedsfaktor for EU trods svingende holdninger til unionen.
  • Valg i Ungarn i foråret
    Premierminister Viktor Orbáns populistiske Fidesz-parti står klart stærkest i meningsmålingerne og håber på at genvinde sit to-tredjedels flertal i parlamentet – et flertal som partiet mistede i 2015. Hvis det lykkes, kan partiet lave grundlovsændringer og dermed blive en endnu større stopklods i EU.

Macron er gået offensivt til værks med et krav om en omfattende euroreform, men det forudsætter en stabil regering i unionens største land og økonomi, Tyskland, hvor kansler Merkel ligesom Macron har bundet sin politiske skæbne op på Europa:

»Tysklands fremtid er uadskilleligt forbundet med Europas fremtid. Europas 27 lande må stærkere end nogensinde før bevæges til at holde sammen som fællesskab. Det vil være det afgørende spørgsmål de kommende år, sagde kansleren i sin nytårstale, hvor hun betonede samarbejdsområder som sikkerhed, vækst og europæiske værdier.

»Tyskland og Frankrig vil arbejde sammen om, at det lykkes, og på den måde bidrage til at gøre Europa klar til fremtiden.«

I de indledende og vaklende tyske regeringsforhandlinger mellem CDU/CSU og SPD, der begynder på søndag, vil SPD-leder Martin Schulz i endnu højere grad end kansleren satser hele butikken og kræve, at Tyskland imødekommer Macrons reformkrav.

Nicole Koenig, forskningschef ved den tysk-franske tænketank Jacques Delors Instituttet, ser her et »reformvindue på klem« i 2018, mens lederen af tænketanken European Council on Foreign Relations i Berlin, Josef Janning, er mere end skeptisk på EU-reformernes vegne i 2018.

»Der vil ikke være meget plads til højtflyvende planer som i Macrons EU-tale ved Sorbonne. Martin Schulz’ ’Europas Forenede Stater’ vil heller ikke komme tættere på i de næste 12 måneder. De centrifugale kræfter vil forblive stærke de næste år,« siger Josef Janning i en kommentar.

Vi giver et overblik over de mulige og umulige reformer, et splittet Europa står over for i 2018.

Strid 1: Brexit

Trods britisk splittelse er der relativ enighed blandt EU-27 om Brexit. Det britiske hul i EU’s flrårige budget kan derimod give hovedpine allerede i 2018.

Olivier Matthys
Blandt EU-kommentatorer er der generel enighed om, at Brexit-processen nærmere har haft en afskrækkende end en afsmittende effekt på de øvrige EU-lande, der i 2017 har stået tæt sammen i dette spørgsmål.

Ifølge planen skal rammerne for briternes exit fra unionen være forhandlet på plads i efteråret 2018. Det gælder i første omgang især den overgangsordning, som Theresa May tilstræber, men i løbet af året også rammerne for de fremtidige forhold mellem Storbritannien og EU, da selve udskillelsen foregår allerede i marts 2019. Tidspresset er med andre ord enormt og hviler især på Storbritannien – især i forhold til at opnå en reguleret adgang til toldunionen og det indre marked.

Et medførende europæisk spørgsmål, der i allerede 2018 kan føre til meget lange natlige forhandlinger i Bruxelles, bliver budgetfordelingen post-Brexit. Da det nuværende flerårige EU-budget fra 2014 udløber i 2020 vil den tyske EU-kommissær for budget, Günter Oettinger, senest i maj i år fremlægge sit udspil til en ny fem- til syvårig budgetramme for perioden fra 2021 og frem.

Her er der to uforenelige problemer.

For det første har EU store og dyre planer, som skal videreføres, forberedes eller sættes i søen i 2018. De ydre grænser skal sikres, der skal arbejdes for bedre klimabeskyttelse, forsvarsunionen skal udvides, og der barsles med en offensiv digitaliseringsstrategi – for blot at nævne nogle af de ambitiøse forehavender.

Det andet problem er, at EU-budgettet vil skrumpe betragteligt fra 2021, hvor Storbritanniens nettobidrag falder bort. Trods den britiske EU-rabat kan der ifølge beregninger fra EU-Kommissionen komme til at mangle et sted mellem 75 og 100 mia. kroner – om året. Det kan blive dyrt, ikke mindst for store nettoydere som Tyskland, hvis relative vægt i EU vil stige, når unionens næststørste økonomi er ude af spillet. Hvis det nuværende EU-28 budget skal holdes på de nuværende 1.200 mia kroner i EU-27, vil det kræve, at medlemslandene øger deres bidrag fra 1,0 til 1,2 pct. af den såkaldte bruttonationalindkomst.

Under alle omstændigheder vil budgettet ændre sig stærkere end nogensinde. Uafhængigt af spørgsmålet om solidaritet i flygtningespørgsmålet er der ifølge Frankfurter Allgemeine Zeitung allerede et mindre opgør på vej med østeuropæiske lande som Ungarn, Bulgarien og Rumænien, hvor op mod 70 procent af de offentlige investeringer foretages med EU-midler, mens de i de fleste vesteuropæiske lande ligger på få procent. Desuden kommer principper som øget konkurrence, europæisk merværdi og landenes eget nationale bidrag til at spille en afgørende rolle i forhold til tildeling af midler til store investeringer.

Strid 2: Euroen

I pagt med en række sydeuropæiske lande har Emmanuel Macron store planer for en reform af euroen. Men det ender formentlig med små kompromiser.

Maurizio Gambarini
Mens en videreudvikling af den europæiske bankunion og kampen mod skattely fortsat er på den europæiske agenda for det kommende år, vil spørgsmålet om sparepolitikken, euroen og dens skævvridende effekter konstant spøge i kulissen.

Til de reformoptimistiske stemmer hører Britta Thomsen, medlem for S af Europa-Parlamentet fra 2004-2014 og nu adjungeret professor på CBS. Hun har fulgt den iberiske halvø tæt i årtier og ser et undervurderet skel mellem det nordlige EU og Sydeuropa, hvor en række sydlige lande bakker op om Macrons visioner. Herunder en fælles finansminister, et fælles omfattende budget for eurozonen og en ombygning af stabilitetsmekanismen ESM til en decideret valutafond, der kan bruges til at skabe strukturreformer og vækstimpulser.

»Hvis euroen skal virke på sigt, skal der skabes større konvergens mellem landene. Efter de sidste 8-10 års finans-, euro- og brexitkriser er der i EU i den nuværende økonomiske fremgang faktisk muligheder for reelle reformer, drevet af en alliance af sydeuropæiske lande,« mener Britta Thomsen. Hun understreger, at ikke bare Macron, men også kommissionsformand Juncker og den tyske kansler Angela Merkel efterhånden bakker op om euroreformer »i et vist omfang«. Hermed kan den afgåede tyske finansminister Wolfgang Schäubles sparepolitik snart være fortid.

»Det opsigtsvækkende er, at lande som Frankrig, Italien, Spanien, Grækenland og Portugal trækker i samme retning på tværs af alle politiske skel fra nationalkonservative over borgerlige partier til socialister.«

Et afgørende spørgsmål er, hvordan de tyske regeringsforhandlinger mellem Merkels CDU/CSU og socialdemokratiske SPD vil udarte sig. Partileder Martin Schulz har ligefrem sat euroreformer og en tysk tilnærmelse til Macron som betingelse for regeringsdeltagelse.

Trods en regering med SPD tror Nicole Koenig, politolog og forskningsleder ved den tysk-franske tænketank Jacques Delors Institut i Berlin, ikke på nogen store reformer foreløbigt.

»En regering med SPD kan trække Tyskland mere i retning af Macron end med en Jamaica-regering, men selv SPD vil ikke gå med på Macrons maksimalforslag,« siger hun.

»Her ligger djævlen i detaljen: Hvilke kompetencer vil en euro-finansminister overhovedet have, hvilke kriterier ligger til grund for brugen af en eurozonebudget, hvilket omfang har det osv.«

Hendes skepsis overtrumfes af Josef Janning, leder af tænketanken European Council on Foreign Relations i Berlin, der absolut ikke tror på »højtflyvende planer« som Macrons i 2018. Han så handlingslammelsen ved EU-topmødet i december som symptomatisk: Her endte reformdebatter om både flygtningespørgsmålet og euroen med at løbe helt ud i sandet.

»EU er ikke i akut opløsning, men centrifugalkræfterne er p.t. stærkere end de bindende kræfter,« lød hans vurdering i december.

»Macron står ret alene med sin progressive EU-politik. I Det Europæiske Råd sidder de partier, der absolut ikke ønsker mere europæisk integration, med et flertal.«

I sin nytårsprognose tror Janning heller ikke på Tyskland i en stærk duo med Macron i 2018.

»Trods et fordelagtigt økonomisk udsyn ser den politiske klasse i Tyskland ud til at foretrække små skridt frem for store visioner, især pga. frygten for fiasko. Berlin har brug for et år med lav intensitet, så Tyskland undgår at blive presset i defensiven, mens landet prøver at opretholde et vist pres for reformer.«

Dog antyder en personlig udskiftning en sydeuropæisk trumf i kampen om euroen, når den tidligere portugisiske finansminister Mario Centeno den 13. januar indsættes som eurogruppeleder. Det er opsigtsvækkende, fordi Portugal og Centeno som ’anti-Schäuble’ ikke har holdt sig til spareforskrifterne fra EU – med en vækstrate på 2,5 procent er det lykkedes Portugal at investere frem for at prøve at spare sig ud af krisen.

Den 22. januar løber årets første møde i eurogruppen af stablen. Her vil det som så ofte før handle om Grækenland, hvor spørgsmålet om en gældssanering bliver endnu mere presserende, når den tredje græske redningspakke udløber til sommer. Centeno forholder sig positivt til en omfattende græsk gældssanering, men også det afhænger bl.a. af, hvem der bliver tysk finansminister.

Strid 3: Flygtninge

Flygtningekrisen har medført en stærk splittelse mellem Øst- og Vesteuropa. Alligevel tegner det ikke til en større reform i flygtningespørgsmålet i 2018.

AA/ABACA
Trods modstand fra Østeuropa tilstræbes en omfattende reform af kvotefordelingssystemet for flygtninge i EU i sommeren 2018. Det er dog yderst usikkert, om det vil lykkes i år, mener bl.a. ECFR-leder Josef Janning. Mens Europa slår sprækker mellem syd og nord i eurospørgsmålet, har unionen i 2017 nemlig for alvor slået dybe revner mellem øst og vest i flygtningespørgsmålet – en strid, som kommer oven i artikel 7-processen mod Polen om bruddet på retsstatslige grundprincipper.

I december sagsøgte EU-Kommissionen Ungarn, Polen og Tjekkiet ved EU-domstolen, fordi landene siden 2015 stort set har afvist at modtage kvoteflygtninge. Ved EU-topmødet i december vakte den polske EU-rådspræsident, Donald Tusk, stærk opsigt og heftig kritik ved at kalde kvoterne for et »splittende og ineffektivt instrument« – bl.a. beskyldte EU-kommissær for migration, Dimitris Avramopoulos, Tusk for at være anti-europæisk og usolidarisk.

Tusks ord blev bakket op af Visegrad-landene – bestående af Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn. De tilbød at indbetale ca. 260 mio. kroner til Libyen til en mere effektiv grænsesikring – et tilbud, der i Bruxelles blev tolket som et forsøg på at købe sig ud af ansvaret.

Indtil videre har trusler og sagsanlæg gjort et beskedent indtryk på Visegrad-landene, der optræder med hidtil uset selvtillid. Den nye polske premierminister Mateusz Morawieckis første udenlandsrejse gik til Ungarn i onsdags, hvor han og premierminister Viktor Orbán krævede »de store debatters år i EU« og »en passende vægt« for de østeuropæiske stemmer.

Denne selvtillid kan ændre sig, når forhandlingerne om det næste flerårige EU-budget begynder i løbet af 2018. Her har et nettomodtagerland som Polen meget at tabe. Om EU vil udnytte den mulighed, er usikkert, mener Nicole Koenig fra Jaques Delors Instituttet i Berlin. Traktatteknisk er det muligt at knytte støttemidler til den effektive solidaritet i flygtningespørgsmålet, men det et »politisk betændt« og afvises i Østeuropa, da de flerårige budgetrammer kræver enstemmighed i EU-rådet, er det ikke videre sandsynligt, påpeger Koenig.

»Vi kan godt komme til at opleve en form for ’fleksibel solidaritet’, hvor nogle lande må bøde økonomisk for at tage færre flygtninge, men Visegrad-landene afviser generelt disse forslag. De bruger hyppigt det argument, at flygtninge i praksis ikke vil omfordeles, men hellere vil til f.eks. Tyskland. Her er muligheder for økonomiske kompromiser, men fordelingen af flygtninge vil forblive skæv,« siger hun og gør opmærksom på, at flygtningeemnet og højrepopulismen kan blive en stor udfordring for EU ved det italienske valg i marts.

Der er relativ europæisk enighed om den ydre migration – altså grænsesikring samt pagter og aftaler med transitlande og oprindelseslande – som ifølge EU-Kommissionen har fået antallet af illegale migranter på de vigtigste migrantruter til at falde med 63 procent i 2017 sammenlignet med 2016. Indadtil forbliver flygtningespørgsmålet derimod stærkt omstridt i 2018, mener Nicole Koenig, ikke mindst i forhold til kvoterne, som lande som Italien, Grækenland og Tyskland ser som en essentiel del af en reform.

»Jeg tror ikke, vi vil se de store bevægelser på dette område i 2018.«

Strid 4: Forsvar

Med forsvarssamarbejdet har 25 EU-lande oplevet en spæd succes i 2017. Den videre vej er meget lang.

Christian Liewig
Som eneste lyspunkt på topmødet i december stod det fælles europæiske forsvarssamarbejde PESCO, hvor kun Malta og Danmark står uden for. Det drejer sig om 17 enkeltstående samarbejdsprojekter om bl.a. logistik og cyberkriminalitet. Josef Janning fra ECFR tøver ikke med at kalde det en symbolsk sejr, der dog viser en vej for et udbygget forsvarsområde i EU.

I 2018 vil dette spæde EU-samarbejde ifølge Nicole Koenig fra Jacques Delors Instituttet blive forhandlet i meget små etaper, ikke mindst i en tysk-fransk tilnærmelse, der også vil omhandle Macrons forslag om et ’europæisk interventionsinitiativ’ med fælles indsatstrupper. I Macrons Sorbonne-tale i september var forsvarssamarbejdet ligefrem omdrejningspunktet for en »gengrundlæggelse af et suverænt Europa«, hvormed Frankrig – som efter Brexit vil være den eneste atommagt og militære stormagt i EU – har åbnet for en hidtil ukendt grad af militært samarbejde i Europa.

I både Frankrig og Tyskland er der ifølge Jacques Delors Instituttet stigende opbakning til forsvarssamarbejdet og en EU-hær. Samtidig konkluderer en frisk rapport fra German Marshall Fund, at de europæiske ’atlantikere’ nok undervurderer ændringerne i USA’s udenrigspolitik, men at ’postatlantikerne’ undervurderer den europæiske og især den tyske forsvarsmæssige afhængighed af USA radikalt. Der er altså lang vej til europæisk autonomi på området.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu