Læsetid: 6 min.

Antallet af hjemløse i Tyskland stiger – og det rammer også middelklassen

Det ellers rige Tyskland har de seneste år oplevet et boom af hjemløse. Et stigende antal østeuropæere og flygtninge udgør en del af forklaringen, men især det pressede boligmarked har fået hjemløsheden til at ramme almindelige middelklassemennesker i akutte livsproblemer som Sonja og Simone fra Berlin
51-årige Sonja har boet i det samme herberg for hjemløse i tre år. En skilsmisse efterfulgt af en depression gjorde, at hun endte på gaden og ikke kunne komme ind på boligmarekdet i Berlin igen.

51-årige Sonja har boet i det samme herberg for hjemløse i tre år. En skilsmisse efterfulgt af en depression gjorde, at hun endte på gaden og ikke kunne komme ind på boligmarekdet i Berlin igen.

Malene Lauritsen

2. januar 2018

Selv om han stadig sover, løber pølen af tis ned under bænken, på tværs af perronen og ned på U-banens skinner. Folk går forbi, kigger væk eller skærer medlidende grimasser, før de stiger på toget i Kreuzberg. Vejen fører langs Berlins store park, Tiergarten, hvor der har boet så mange – især østeuropæiske – hjemløse i telte, at den lokale borgmester i efteråret udløste en mindre medielavine ved at beskrive situationen som »ude af kontrol« og kræve en rydning af parken.

Tre tiggere kommer gennem togvognen, før turen ender i bydelen Wilmersdorf, hvor Clemens Ostermann leder Forckenbeckstrasse, et hjem for hjemløse. Han bekræfter fornemmelsen: Hjemløsheden i Tyskland er i kraftig stigning.

Alene fra 2014 til 2016 er tallet steget fra ca. 335.000 til ca. 422.000 hjemløse. Dertil kommer ca. 436.000 anerkendte flygtninge uden eget tag over hovedet. Bare i Berlin skønnes der i dag at være ca. 40.000 hjemløse, hvoraf omkring 4.000 decideret bor på gaden.

En skilsmisse, en depression

»Hvis man sammenligner med antallet af overnatningspladser, er det tal måske for højt. Der findes ikke officielle tal fra staten, men hjemløseforbund går under alle omstændigheder ud fra en stærk stigning over de seneste år,« siger Clemens Ostermann.

»Dem på gaden er selvfølgelig de mest synlige, men langt de fleste bor faktisk midlertidigt rundt omkring hos venner eller på midlertidige overnatningssteder som her. Og det er en stadig mere heterogen gruppe, vi oplever her.«

Richard Brox omtales som Tysklands mest berømte hjemløse. Information har mødt det forhærdede og hjertelige menneske, der netop har udgivet en bog om sine 30 år på gaden, hvor han har oplevet en stigende foragt for hjemløse
Læs også

Udover alkoholikere, narkomaner og folk med dobbeltdiagnoser, bor der i Forckenbeckstrasses – hvor der er plads til 108 personer – for tiden både romafamilier og anerkendte flygtninge. Men også helt almindelige middelklassetyskere som den 51-årige Sonja og hendes veninde Simone, der tager imod Information i et beskedent køkken med laminatgulv og et højlydt skænderi i det tilstødende værelse.

»Når man siger hjemløs, tænker alle folk på narkomaner, der sover på gaden. Men der er mange som mig,« siger Sonja.

Hun har boet her i tre år, selv om stedet egentlig er underlagt den politimæssige lovgivning og ikke sociallovgivningen. Dermed er det kun tænkt som midlertidig ophold for beboerne og ikke som permanent opholdssted.

»Jeg har ansøgt om utallige lejligheder, men jeg har efterhånden opgivet det. Folk som mig får ikke en lejlighed i Berlin mere,« siger hun og samler en bunke cigaretter, hun har rullet.

På ti minutters tid skitserer Sonja sin hjerteskærende vej ud i hjemløsheden. En skilsmisse, en depression, en lejlighed, som hun ventede på, men som aldrig blev ledig. Til sidst blev hun smidt ud af sin gamle lejlighed og stod mutters alene i Berlin. Hun bryder ud i tårer.

»Har du nogen idé om, hvordan det er ikke at have noget sted at gå hen? Jeg boede tre dage på gaden, hvor jeg virkelig overvejede at kaste mig ud fra en bro.«

Til slut havnede Sonja i Forckenbeckstrasse sammen med sin hund, der er hendes et og alt.

Chanceløs med gæld

Over en pulverkaffe fortæller den 63-årige Simone K, at de aldrig har været misbrugere og kommer fra midten af det tyske samfund, som hun udtrykker det. Hun har boet næsten tre årtier i den borgerlige del af Vestberlin.

Da ægteskabet gik i opløsning, blev hun depressiv, holdt op med at åbne rudekuverter og læse e-mails, og pludselig havde hun ikke betalt husleje i tre måneder. I april blev hun sat på gaden fra den ene dag til den anden.

»Når man er registreret som skyldner, har man ikke en chance på det berlinske boligmarked. Det første, udlejerne vil se, er lønsedler og gældsbevis. Og så bliver man siddende her.«

Simone kigger rundt i køkkenet.

»Jeg skal blive erklæret personlig konkurs, men jeg er over 70, før jeg er ude af den historie. Det er håbløst. Vi er et par stykker, der er normale her, men det er svært at holde ud.«

Især i Berlin er boligmarkedet det helt store problem, bekræfter lederen Clemens Ostermann.

»Nok så mange socialarbejdere ville i den nuværende situation ikke kunne få de her mennesker tilbage på det nuværende boligmarked. Der er en stor tilflytning til Berlin, og der bliver bygget alt for lidt. Vi har en helt forfejlet boligpolitik,« mener han.

Eksplosivt boligmarked

Hvis man spørger ved de hjemløses forbundsorganisation, BAG W, får man samme billede for hele Tyskland: Ved siden af en stærk stigning i lejepriserne i de tyske storbyer, er andelen af socialt boligbyggeri kontinuerligt skrumpet. Siden den tyske genforening er bestanden sunket med ca. 60 procent til omkring 1,2 mio. sociale boliger. Resten er overvejende solgt til private investorer.

»Oven i tilflytningen til storbyerne investeres og bygges der for lidt, så der er efterhånden markant større efterspørgsel end udbud. Dermed eksploderer lejepriserne også,« forklarer Thomas Specht, der er administrator i BAG W.

»Det hænger også sammen med den faldende mængde af sociale boliger, som ellers har haft en prisdæmpende funktion på resten af boligmarkedet.«

Ved siden af boligmarkedet peger han på den stigende fattigdom.

»I bunden af Tyskland er lønningerne næsten ikke steget, og der er stadig flere, der arbejder under prekære forhold og bruger en stadig større del af deres disponible indkomst på husleje. For den enorme gruppe skal der meget lidt til, før de falder ud over kanten.«

På lykke og fromme

To grupper stikker særligt ud blandt Tysklands i alt ca. 850.000 hjemløse.

Den største gruppe er de omkring 436.000 flygtninge, som overvejende er indkvarteret i store centre eller bor ved familie og venner – typisk fra deres oprindelseslande.

»De bor sjældent på gaden,« fortæller Thomas Specht.

»Men de er selvfølgelig med til at presse efterspørgslen på boligmarkedet op.«

Den anden gruppe er østeuropæere fra især Rumænien og Bulgarien. De er typisk taget til Tyskland på lykke og fromme for at finde et job, og hvis intet lykkes for dem, ender de ofte på gaden – bl.a. fordi de i reglen ikke har krav på sociale ydelser de første fem år.

»Kun få procent af de tilvandrede østeuropæere havner i hjemløshed,« understreger Thomas Specht. »Men da der over de seneste fem år har været en nettotilvandring fra Østeuropa til Tyskland på ca. 1,7 mio. mennesker, fylder de alligevel meget i statistikkerne og i gadebilledet.«

De er samtidig en retsligt omstridt gruppe, forklarer han. Uafhængigt af nationalitet eller EU-borgerskab er de tyske kommuner nemlig forpligtet til at give hjemløse et tag over hovedet for natten, både for at beskytte dem selv og samfundet omkring dem. Men i storbyer som Frankfurt eller Hamborg bliver østeuropæerne ofte afvist fra herbergerne, f.eks. hvis hun kan fremvise et rumænsk pas med en fast hjemmeadresse, hvormed de ikke gælder som ufrivilligt hjemløse.

Grimme tal

Ifølge BAG W’s prognoser vil antallet af hjemløse i Tyskland fortsat stige kraftigt, så det ved udgangen af 2018 kan ligge på hele 1,2 mio. mennesker.

Det lyder desværre meget muligt, mener Clemens Ostermann fra Forckenbeckstrasse, der ellers er skeptisk over for de uofficielle tal.

»Man kunne sagtens lave officielle statistikker over hjemløse, som man gør det i andre europæiske lande. Der er bare ingen, der ønsker, at de tal her bliver offentliggjort. Politisk set er de ikke ligefrem kønne,« mener han.

Ude i køkkenet er Sonja og Simone rørende enige: Tyskland har et socialt problem, og det kan ikke kun aflæses på antallet af hjemløse i Tiergarten eller på u-banestationen, men især på steder som hjemløsehjemmet i Forckenbeckstrasse.

»Tyskland er jo samlet set et rigt land,« siger Sonja og ryster på hovedet.

»Men der er flere og flere tyskere, der er for fattige og for forgældede til at bo i deres egen lejlighed. Det er forfærdeligt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Estermarie Mandelquist
  • John Hansen
  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
  • Ole Frank
  • Lise Lotte Rahbek
Estermarie Mandelquist, John Hansen, David Zennaro, Eva Schwanenflügel, Ole Frank og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

AfD har ingen løsninger på Tysklands problemer, ligesom DF heller ikke har i Danmark.
At hjemløsheden breder sig med eskalerende hast, ser vi også herhjemme. Og den skyldes "nødvendighedens politik" og neoliberalismens NPM. Det offentlige er udsultet, de sociale indsatser minimeret, lønnen stagneret. Altimens hober formuerne sig op, og det fælles arvegods sælges fra og 'konkurrenceudsættes', med stigende priser og brugerbetaling til følge.
Finanskrisen er overstået, hedder det sig. Alligevel skal der åbenbart spares på de mest udsatte samfundgrupper, mens de rige skal have skattelettelser.
Miljøet, klimaet og naturen er på katastrofal deroute.
Hvis vi skal have vores respektive lande tilbage, skal vi ikke sparke nedad, men slutte os sammen.
For del-og-hersk politikken har alt for længe splittet os, og umuliggør et oprør mod grådighedens etablerede konsensus.

Estermarie Mandelquist, merete flachs, David Zennaro, Flemming Berger, Anne Eriksen, Anne Mette Jørgensen, Felix Zelda Xavier, Torben K L Jensen, Bjarne Andersen, Ole Frank, Steffen Møller, Carsten Wienholtz, Kim Houmøller, Benny Larsen, Gustav Alexander og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Hvis man tillader depression at overtage så meget, at man glemmer at betale husleje, så bliver man i dagens samfund hjemløs. Det var rigtig dumt og uansvarligt simone, og du betaler nu en høj pris for din mangel på rettidig omhu og manglende opmærksomhed på, hvilket nådesløst samfund, du befinder dig i. Som grundlæggende ikke er anderledes end livet på savannen - blot er stepperne skiftet ud med stenbroen.

Når det er sagt, burde ethvert samfund kunne hjælpe syge eller periodisk inkompetente borgere, og samtidig seriøst overveje, om det er forhold i de eksistentielle betingelser, som samfundet tilbyder, der medvirker til menneskers sammenbrud. Det synes i høj grad at være tilfældet. Men kollektivet er ved at vågne op, selvom mørket endnu er tæt.

Estermarie Mandelquist, Børge Neiiendam, Eva Schwanenflügel, Anne Eriksen, Anne Mette Jørgensen og Gustav Alexander anbefalede denne kommentar
Rune Rasmussen

@Randi Christiansen

Mennesker med depression arbejder ikke med tilladelser til, om den kommer eller ej. Det er en underlig idé om, at alt har et frit valg indbygget i sig, du der fremviser. Enhver der KAN undgå en depression vil selvfølgelig undgå den, men det er langtfra altid muligt.

Børge Neiiendam, David Zennaro, Vivi Rindom og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Rune Rasmussen, det er ikke helt rigtigt, hvad du skriver. Jeg er depressiv, og tager medicin mod det, og medicinen hjælper mig netop til ikke at lade stå til. Uden medicinen lader jeg håbløsheden får overtaget, og undlader at gøre de ting, som jeg godt ved bør gøres, men som jeg overtaler mig selv til ikke at få gjort, fordi det er meningsløst.

Det er derfor depression er så forfærdelig en sygdom: Du ved godt, at du burde "tage dig sammen" til at gå ned og få betalt huslejen, men du gør det ikke, fordi det opleves som meningsløst. Du ser for dig en fremtid på gaden som hjemløs, og alligevel lader du stå til. Det er et aktivt fravalg.

Så Randi har faktisk ret: Når jeg er depressiv vælger jeg aktivt at undlade at gå i bad. Jeg ved godt, at det betyder, at jeg kommer til at lugte af ged, men da jeg alligevel undgår andre menneskers selskab er jeg ligeglad. Jeg er mig hele tiden pinligt bevidst, at jeg kunne vælge anderledes, men depressionen gør, at jeg overbeviser mig selv om, at det er ligegyldigt, hvad jeg gør. Hvorfor jeg sidder og stirrer ind i væggen, efter eget valg.

Børge Neiiendam, Randi Christiansen, Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Rune Rasmussen

Niels Nielsen:

Jeg synes, der er forskel på det, vi skriver, selvom jeg forstår dit indlæg. Du skriver om valg, du foretager dig, efter at depressionen er indtruffet, jeg skriver om umuligheden i at træffe et valg, om hvor vidt depressionen må indtræffe i første omgang.

Børge Neiiendam, David Zennaro, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Man vælger aldrig at blive psykisk syg.
Depression er et resultat af helt uhyrlige påvirkninger, det kan også være hormonelle, som efter en fødselsdepression.
At sige det er noget man selv vælger må være udtryk for uoplysthed.
Der findes mennesker som kun kan se det frygtelige ved samfundet og deres rolle i det.
Deres eneste løsning er selvmord.
Jeg har kendt flere af dem, men har ikke kunnet give dem nok grund til at leve.
Hvordan stiger udsathed med at familien svigter?
Hvordan stiger udsathed med at samfundet svigter ?
I sidste ende er det ligegyldigt, hvis menneskene bare er produktionsmarionetter.
Det indgår ikke i BNP.

Estermarie Mandelquist, Anne Mette Jørgensen og Rune Rasmussen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Ligesom kemi påvirker bevidsthed kan man antage, at bevidsthed påvirker kemien. Er man først ramt af en dyb depression, er det da godt, at man kan tage medicin, der afhjælper problemet. Det spændende er og bliver, hvordan denne kemiske ubalance overhovedet opstod.

Min totalt uvidenskabelige teori er at bevidsthedsmæssige paradokser og uløselige modsætninger og grel uretfærdighed i samfundet påvirker det endokrine system i hvert enkelt individ (som reagerer med at være i konstant mental alarmtilstand), som så genererer stress og depression, der kan måles med positivistiske videnskabelige metoder.

Vi kan i dag reparere mennesker, men vi ved endnu ikke, hvorfor de går i stykker. Eller rettere, vi ved det godt, men vi undlader at gøre noget ved det - fordi samfundet lider af en kollektiv massedepression.

Randi Christiansen, Flemming Berger, Anne Mette Jørgensen, Eva Schwanenflügel og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Eva: "Der findes mennesker som kun kan se det frygtelige ved samfundet..." - ja, og jeg er i perioder et af disse mennesker.

Samtidig ved jeg, at det er helt forkert at se verden på den måde, for verden er et fantastisk sted. Det er modsigelsen, der bevirker handlingslammelsen. Hvis det virkelig var så frygteligt alt sammen. ville jeg jo begå selvmord. Men det gør jeg ikke - både fordi det i min depressive tilstand er for besværligt - det kræver jo, at jeg som minimum rejser mig op og går op på femte sal og hopper ud af vindue, hvilket i min melankoli forekommer mig helt uoverkommeligt og meningsløst og latterligt - men så sandelig også fordi jeg nede under de mørke tåger faktisk nærer et lille bitte håb til fremtiden.

Det er faktisk umyndiggørende at få at vide, at man ikke selv kan gøre for, at man er depressiv, når man hver eneste dag er sig pinligt bevidst, at man faktisk bare skal rejse sig op og tage sig sammen. Det sker selvfølgelig i den bedste mening, så du er hermed tilgivet, men jeg foretrækker altså at se min depression som en selvvalgt, sund reaktion på et sygt samfund. Jeg kunne også vælge at tro blindt på fremtiden, men det er jeg sgu for erfaren til.

Det er denne kamp mellem optimisme og pessimisme, som fører til handlingslammelsen - og som depressiv er man sig pinligt bevidst, at man kun er et offer for sin egen manglende evne til at håndtere tilværelsens modsætninger. Hvis man fralægger sig dette ansvar for egen utilstrækkelighed, bliver man da først for alvor depressiv, for så er der slet, slet intet håb. Og så er det slet ikke til at bære.

Randi Christiansen, Anne Mette Jørgensen, Rune Rasmussen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Niels Nielsen
Det er gode bud på en kollektiv massedepression og den afmagt, der leder til politikere ikke behøver reagere, frygt og had afløser handling på de underliggende problematikker.

Torben K L Jensen, Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Niels,
Din teori har længe været ude, dog ikke helt i det etablerede videnskabelige sammenhold.
Ligesom frigivelsen af cannabis til patienter forekommer som enden af begyndelsen på adskillige lægepraktikker, så forekommer teorien om uretfærdigheder i samfundet også at det udsættes for borgere der efterprøver behandlingen.

Randi Christiansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Selvvalgt depression kan ses i Ken Loachs film.
Om samfundets indflydelse på den enkeltes rettigheder og behov.
Niels, vi har ikke noget selvvalgt behov for depression.
Desværre.

Niels Duus Nielsen

Bemærk, Eva, jeg siger jo ikke, at det KUN er min egen skyld, blot at det heler ikke KUN er samfundets skyld. Problematikken er dialektisk, og opererer i grænselandet mellem individuel vilje (psykologi) og kollektiv tvang (sociologi). Efter min mening kan depression bedst forstås som en indre knude af ideale modsigelser, som giver sig materielt, kemisk udslag.

Og uden min melankoli ville jeg ikke være det menneske jeg er - man er jo, hvad man bliver, og det er jeg da glad for.

:-)

Randi Christiansen, Anne Mette Jørgensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Rune Rasmussen

Den her tråd får mig til at tænke på ekstramaterialet til "Requiem For A Dream"-dvd'en, hvor Hubert Selby Jr. taler om den naturlige smerte ved livet kontra den amerikanske drøm med cirka disse ord: Ved at forsøge at flygte fra den naturlige smerte i livet ryger du ud i lidelsen, som består i ikke at kunne mærke dig selv. Og det kaldes så for den amerikanske drøm.

Det "nemme liv" bliver ofte promoveret som værende noget at stræbe efter, men det "nemme liv" er lig med den amerikanske drøm i den sammenhæng. Hvis du ikke kan mærke noget, så kan du ikke mærke livet. Det er derfor, depression er så helvedes ubehagelig og samtidig en forståelig reaktion på et sygt samfund, et samfund der går imod, og underkender, en masse sensitivitet.

Ole Frank, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Niels
At være depressiv og have en depression er ikke sammenlignelig.
Og at have en så dyb depression at den fører til selvmord er noget jeg desværre har oplevet flere gange.

Niels Duus Nielsen

Det afgørende for at blive helbredt for sin depression er at man beder om og får hjælp fra andre. Den tyske filosof Franz Baader skrev i det tidlige 1800-tal om tilværelsens tre onde cirkler -
fortidens, fremtidens og nutidens - som individet ikke formår at bryde ud af ved egen hjælp. Når man grubler over fortiden, fastholder man fortiden i nutiden, og formår ikke at inddrage fremtidens muligheder i sin tankegang. Tilsvarende når man bekymrer sig om fremtiden, og ikke kan se den nødvendige forbindelse til fortiden. Og kun at forholde sig til nutiden uden at kunne se ens situation som et indbegreb af fortidens erfaringer og fremtidens håb synes for mig at se at være den specifikke form for melankoli, som er mest udbredt i vore dage.

Baader var katolik og så den udefrakommenede hjælp som en guddommelig indgriben, men for os mere sekulært indstillede mennesker kan det være en god ven eller en tilfældig bekendt.

For eksempel har denne tråd fået mig til at begynde at rydde op, med henblik på at få gjort rent her i min lille hule - takket være den hjælp, I uafvidende har givet mig ved blot at gå lidt ind på min tankegang.

Især dig, Eva, er det pludselig blevet mig meget magtpåliggende at vise, at du tager fejl, hvilket jeg bedst kan gøre ved faktisk at tage mig sammen og rydde op, i ren og skær protest mod din påstand. Så tak for det, og også tak til Rune Rasmussen for henvisningen til Selby, som gennem årene har betydet meget for mig.

Jeg er hjemløs, og det er min egen skyld, for jeg kunne bare have betalt huslejen. Om det var mig eller sygdommen, der overbeviste mig om, at det var ligegyldigt at betale husleje, er et meningsløst spørgsmål i et samfund, hvor man stilles til ansvar for sine handlinger. Og faktisk var det godt for mig at blive hjemløs, da det viste mig, at på trods af min skrøbelighed er jeg stærk nok til ikke at gå helt i hundene. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget - og det er vel netop sygdommen, at man mister dette blik for de muligheder, der ligger gemt i ulykken.

Børge Neiiendam, Randi Christiansen, Anne Mette Jørgensen, Ole Frank, Eva Schwanenflügel og Rune Rasmussen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Og Eva, du kan ikke definere dig til at have ret, jeg kan med lige så god ret påstå, at der ikke er forskel på at være depressiv og på at have en depression. Jeg har papir på, at jeg har en middelsvær depression, og jeg gætter på, at denne diagnose netop afspejler, at jeg på en skala er så depressiv, at lægen tilråder medicinering, men ikke så depressiv, at det kræver en indlæggelse på røde papirer.

:-)

Randi Christiansen, Ole Frank og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Denk ich an Deutschland in der Nacht,
Dann bin ich um den Schlaf gebracht,
Ich kann nicht mehr die Augen schließen,
Und meine heißen Tränen fließen.

Jeg synes ellers at vi får at vide at i Tyskland der går åh så godt. Tjah.

Flemming Berger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Niels Nielsen
Tak for at du deler dine erfaringer.
Jeg vil håbe, at det inspirere andre til, at se efter i deres liv, om der er noget, der kan tænde en gnist af håb til forbedring af deres liv.
Du viser os tillid ved, at dele din historie og det i sig selv er inspirerende, syntes jeg.
Så tak for det.

Randi Christiansen, Flemming Berger, Rune Rasmussen, Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Jeg har tidligere forsøgt at stoppe selvmord.
I to tilfælde er det ikke lykkedes.
I flere tilfælde er det lykkedes.
Men det er det sværeste man kan blive udsat for.

Ole Frank, Philip B. Johnsen, Rune Rasmussen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Rune Rasmussen

På et tidspunkt i mit liv begyndte jeg at tænke, om jeg var deprimeret, eller om jeg i stedet var omgivet af mennesker, der behandlede mig ad helvede til, for jeg havde bl. a. selvmordstanker, der syntes at komme ud af det blå. Da jeg så foretog nogen, set udefra, radikale valg om at bryde med visse mennesker, familie og venner, fandt jeg ud af, at det var sidstnævnte, der var tale om. Det undertrykkende, det dysfunktionelle, kan foregå meget subtilt, fordi det er for tæt på, men et brud sætter det i relief.

Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Randi Christiansen, Philip B. Johnsen og Ole Frank anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

jens peter hansen
Lars Løkke Rasmussens regering vil meget gerne kopiere Tysklands arbejdsmarkeds model til Danmark.

Working poor modellen er meget lønsom.

Husk på hvem der var beskæftigelsesminister før Troels Lund Poulsen (V) , Jørn Neergaard Larsen (V):

"Begreber som »social dumping«, »kædeansvar« og »klausuler« er kommet ind i debatten, men der er efter Dansk Arbejdsgiverforenings opfattelse tale om en helt fordrejet debat, der kun tjener det formål at skabe kunstige mure imod en sund international konkurrence."
Jørn Neergaard Larsen i 2013.

Da statsminister LLR i sin forrige nytårstale sagde til de unge, at de skal forberede sig på, at måtte skifte arbejde og skaffe sig nye kompetencer, mange gange i løbet af et meget langt arbejdsliv, så var det ‘gig economy’, der tales om, resultatet af liberalismens ekstreme deregulering og afskaffelse af så mange rettigheder, det overhoved er muligt at afskaffe, så markedskræfterne kan få helt frit løb.

Fremtiden liberalismens politikere vil udstyre konkurencestaten med, er underbetalte arbejdere der er selvstændige og uden faglig organisering, der som daglejere og sælger deres arbejdskraft på internet portaler.

Læs om liberalismens fremtidige arbejdsmarked til de unge:
“London’s ’gig economy’ has grown by more than 70% since 2010.”
Link: https://www.theguardian.com/money/2016/dec/09/londons-gig-economy-grown-...

“The ‘gig economy’ is coming. What will it mean for work?”
Link: https://www.theguardian.com/commentisfree/2015/jul/26/will-we-get-by-gig...

“The millions of freelancers, contractors, temps and on-demand workers in the American workforce all have one thing in common: They’re all part of the ever-expanding gig economy.”
Link: https://www.businessnewsdaily.com/10359-gig-economy-trends.html

Børge Neiiendam, Eva Schwanenflügel, Bjarne Andersen, Kim Houmøller og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Kan vi nu ikke komme væk fra diagnoser.
Om folk er hjemløse pga, af det ene eller det andet er jo hamrende ligegyldigt.
Jeg er selv diagnosticeret med kronisk PTSD og svær depression, men tager ikke medicin.. kke pga af bivirkninger, som heldigvis blev accepteret af en tysk læge, så rend mig mig med alle de de diagnoser.
Hjemløshed handler ikke ikke om diagnoser, ,men om mennesker, der af den ene eller af den anden grund er havnet på livets losseplads.

Det handler alene om menneskesyn og vores måde at tage os af de udsatte på.
Stop det diagnose og tabel system og forstå, at der er mennekser der ikke magter et samfund fuld af systemer, hvor folk der har der på deres tørre putter folk i skuffer.
Stop det og behandle mennesker som det de er, mennesker med alle de farverige og mangfoldige vi er. Vi er grimme, unge, gamle, kærlige. harmfulde, vrede, appetitlige, lækre o.s,v. Fat det dog.
Knus til alle Jer med og uden diagnoser. Knus også til Jer der stadig tror på et ligeligt samfund med plads til alle. Knus trods alle til Jer der mener at ulighed og pisk gør godt. Måske I en dag vågner op.
Godt Nytår!

Børge Neiiendam, David Zennaro, June Pedersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Vivi Rindom, Randi Christiansen, Ole Frank, Niels Duus Nielsen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Tak til alle for at dele deres tanker om depression, eller nedtrykthed som det vel hed i gamle dage - altså før maude gik og lagde sig.

'Manglende livsevne' har - ligsom for alle andre væksters vedkommende - at gøre med opvækstvilkår i kombination med arv. Men kun hvis man er retarderet, er man ansvarsfri. Som niels siger, så blev han klar over, at der er en nedre grænse for, hvad han frivilligt tillader i sit liv. Og således tager han ansvar.

Men jeg ved også, at depression kan være meget lammende. Muligvis så lammende at det er en slags langsomt selvmord, man har opgivet at hive sig op ved hårene. Og de, der ikke dør, vågner måske op til livet alligevel. Man skal bare vide, at hvis man taber sutten, er det ikke sikkert, der er nogen til at samle den op.

Kim Folke Knudsen

Fik Jeg nogensinde et svar fra Hr. Ole Frank på følgende spørgsmål:. Vil Hr. Ole Frank på vegne af Danmark tilslutte sig, at Danmark i år 2018 modtager 69.300 Asylansøgere og mulige asylansøgere fra Verdens urocentre Mellemøsten og Afrika ?. Hvis Hr. Ole Frank ønsker en forklaring på mit spørgsmål, så står jeg til rådighed. Jeg imødeser med interesse Hr. Ole Franks besvarelse af mit spørgsmål.

Randi Christiansen

"Vi kan i dag reparere mennesker, men vi ved endnu ikke, hvorfor de går i stykker." En essentiel overvejelse, men niels fortsætter : "Eller rettere, vi ved det godt, men vi undlader at gøre noget ved det" ... og fortsætter utvetydigt : " - fordi samfundet lider af en kollektiv massedepression."

Vigtige pointer, essentielle at forholde sig til i den eksistentielle udfordring, som depression er.