Berømt klimaforsker: ’Trumps ekstremisme styrker klimakampen’

Camille Parmesan, professor i biologi ved Texas og Plymouth University, er en af verdens mest indflydelsesrige klimaforskere og berømt for sine påvisninger af, hvordan sommerfugle og andre arter på alle kontinenter påvirkes af klimaforandringer.

Hun er også en af de 18 prominente amerikanske forskere, som rykker til Frankrig på invitation fra præsident Macron for at videreføre deres forskning her efter Donalds Trumps nedskæringer på forskningsbevillinger og USA’s tilbagetrækning fra Paris-aftalen om klimaforandringer fra 2015.

– Hvorfor besluttede du dig for at forlade USA?

»Trumps negative aftryk på den amerikanske klimaforskning er langt større, end de fleste gør sig klart. Han har ikke bare beskåret vores midler, men angrebet os med al den magt, en præsident kan mønstre. På universitetsforskere preller det måske af, men for de forskere, der arbejder for de forbundsstatslige institutioner har det været et enormt slag. De har fået mundkurv på og kan ikke længere tale frit med pressen. De har fået deres rapporter redigeret om, så ord som ’klimaforandringer’ ikke længere indgår i teksten, og de har fået besked på, at klimaforskningsprojekter ikke længere kommer på dagsordenen og ikke skal regne med at få bevillinger. Det massive pres ovenfra er på vej til at nedbryde klimaforskningsmiljøet i USA. Mange klimaforskere kæmper imod, men det, vi har brug for, er, at Kongressen går ind og bruger sin forfatningsgivne magt til at holde præsidenten i skak. Klimaet burde ikke være et politiseret spørgsmål, det angår hele nationens fremtid.«

– Er du vred?

»Ingen af os troede på, at Trump ville vinde. Det kom som et ægte chok. Allerede det, at han blev nomineret til præsidentkandidat, var forfærdeligt – han var så ekstrem. Men jeg er ikke kun vred på højrefløjen og de republikanske ekstremister. Jeg er også vred på de liberale, der ikke gjorde det bedre og ikke tog ansvar. Og jeg er vred på alle de mennesker, som ikke stemte. Samme problematik som med Brexit, alt for mange stemte ikke, især blandt de unge. Det kan da godt være, at de ikke brød sig om en mainstreamkandidat som Clinton – nu fik de så Trump i stedet! Jeg var desuden ved at være træt af den bevillingsmæssige udsultning af University of Texas, så da invitationen kom fra Macron, var timingen perfekt for mig. På hans initiativ kan jeg nu fortsætte min forskning i Frankrig og få adgang til forskningsmidler fra EU.«

– Hvordan er det at tilhøre klubben af udvalgte eksilforskere?

»Ingen af os kendte hinanden, før vi mødtes inden jul i Paris. Vi var som en flok kåde teenagere, der sagde: ’Hvor fedt er det her lige!’ til hinanden. Jeg tog glad imod tilbuddet om et femårigt forskningsophold, men nogle af de andre bevarer en tilknytning til deres gamle universiteter. Jeg skal lave feltarbejde i en lille by i Pyrenæernes forbjerge med fantastiske faciliteter. Det er næsten for godt til at være sandt.«

– Hvad skal du forske i?

»Det skal handle om klimaforandringernes påvirkninger af vilde arter. Indtil videre har jeg mest arbejdet med metaanalyser om arters bevægelser, og det har været vigtigt nok, også i politisk sammenhæng, hvor der er brug for at kunne præsentere et større billede. Men jeg har fået nok af metaanalyser – dem har jeg lavet. Nu kaster jeg mig over en række forskellige projekter, der skal afdække klimaforandringernes konsekvenser for specifikke arter og økosystemers skrøbelighed, især i høje bjerge. Det er konsekvenser, jeg vil søge at dokumentere, for de er relativt uudforskede. Jeg vil også interessere mig for sygdomsbærende dyr, der kommer til Europa. Jeg har allerede færdiggjort et mindre projekt om parasitinfektionen leishmaniasis og klimaforandringer.«

– Du har også arbejdet i Storbritannien, hvordan er det forskelligt fra USA?

»Gennemsnitsborgeren i Storbritannien har langt større almenviden om mange ting og en langt mere positiv holdning til videnskab, herunder den forståelse, at politik bør basere sig på den bedst underbyggede viden. Videnskab har historisk også spillet en stor rolle for amerikansk politik, og der var førhen delt respekt for videnskaben i begge de to store partier. Den respekt har jeg set visne væk over de sidste 30 år, og jeg undrer mig hver dag over, at noget sådant har kunnet ske.«

– Hvad har forandret sig i klimaforskningen inden for de seneste år?

»Det nye er nu, at vi er begyndt at se flere og flere konkrete følger af klimaforandringer. Ingen af os troede for få siden, at vi så hurtigt ville få så bratte forandringer at se i verdenshavene. Men her ser vi nu planter og arter migrere ti gange så hurtigt, som det sker på land. Vi ser også flere og flere sygdomme, der stammer fra oceansystemerne, f.eks. udbrud af vibrio-kolera (’vibrio’ er en bakterieart, der er udbredt i varme kystområder, red.), som vi førhen regnede for en tropesygdom – nu forekommer den også i kolde farvande som Østersøen og ved Alaska.«

– Er du overrasket?

»Jeg er chokeret over, at vi ser klimaforandringer alle steder. Vi ser dem i alle lande og i alle have. Det er kommet bag på mange biologer. Alle de regioner, vi undersøger, er påvirket. Alle gruppe af dyr og alle grupper af planter, fra egetræer til fugle, er påvirket. Hos alle grupper sporer vi forandringer. Vi havde forventet, at i det mindste nogle regioner eller grupper ville være stabile, men det har vi slet ikke registreret. Vi ser forandringer ske i langt højere tempo, end jeg for ti år siden ville have troet muligt.«

– Hvordan er den aktuelle status for klimaforskningen?

»Videnskaben om klimaændringer og deres konsekvenser er i dag i almindelighed meget stærk og solidt underbygget. Konklusioner, der for 15-20 år siden var foreløbige, er blevet styrket og støtter sig til stadig bedre dokumentation. Tal, der før blev fremlagt som grove estimater, har fået højere troværdighed og mindre fejlmargin. Vores konklusioner bliver altså hele tiden sikrere og sikrere. Det skyldes, at al den forskning, vi har gennemført, viser sig at bekræfte næsten alle de tendenser og mønstre, vi begyndte at registrere for flere år siden. Vi er nu mere sikre på meget af det, vi kun formodede for år tilbage. Det er sådan set godt nyt for offentligheden og for politikere, fordi det giver dem et klarere mandat til at handle mere ambitiøst. Hvad vi har brug for, er, at politikken indhenter videnskaben.«

– Hvornår forventer du, de første virkelig voldsomme klimakonsekvenser kommer?

»Klimaet vil forandre sig til det drastisk værre i løbet af det næste halve århundrede. Klimaforskere, der har gennemført dekadestudier, forudser, at det virkelig begynder at gå galt i 2070-2090. Til den tid vil mine børn formentlig stadig være i live, og de og deres børn vil skulle håndtere store vanskeligheder. Jeg kan blive helt rasende over vores magtesløshed. Politikere i dag er typisk i deres halvtredsere, og de vil for længst være døde, når den tid kommer. De værste konsekvenser vil ramme deres børnebørn. Derfor irriterer det mig endnu mere, at der er så mange unge, der ikke stemmer – det er dem selv, der vil blive hårdest ramt.«

– Hvilke tanker har du her ved årsskiftet?

»2017 gav paradoksalt nok grund til nyt håb. Trumps ekstremisme skabte en større opbakning blandt befolkningerne i både Europa og USA til at handle. Verden nægtede at tillade Trump at afspore Paris-aftalen og sagde, at man i stedet ville gå endnu hurtigere frem. Trump har skabt et større sammenhold, en stærkere aktivisme. Den amerikanske tilbagetrækning fra Paris-aftalen betød f.eks. aktivering af grupper som de amerikanske borgmestre, der nu siger »lad os se at komme i gang«. Både guvernør Jerry Brown og Arnold Schwarzenegger før ham i Californien har været meget engagerede. Resten af ​​USA følger trop. Vi har desuden Michael Bloomberg, Bill Gates og de andre multimilliardærer, som siger, at så må erhvervslivet handle på egen hånd. Det har været fantastisk at se. Fantastisk er også så mange udviklingslande, der nu afviser traditionel industrialisering og vil være grønne med det samme. Vi ser nye og fremragende grupper, der danner sig på alle niveauer og på tværs af alle sektorer og går sammen om at handle. Jeg tror, ​​vi vil se projekter for kulstofreduktion og grøn energi på lokalt og statsligt niveau, der vil overtrumfe alt det bagstræberiske, som Det Hvide Hus forsøger at gøre. Jeg tror, ​​at de chok, vi får se i 2018, bliver positive.«

– Hvad med benægterne?

»Der vil altid være mennesker, som foretrækker fiktion frem for virkelighed. Vi har allerede set mange klimakatastrofer, og alligevel har de ikke formået at vække det mindretal, som lever i deres fiktive universer. Nogle mennesker vil bare tro på disse løgne, og jeg aner ærligt talt ikke, hvordan vi skal nå igennem til dem. Men orkaner som Harvey og Katrina har til gengæld fået mange flere helt almindelige mennesker til at vågne. Mennesker, der ikke benægter klimaforandringer, men som tidligere ikke følte, de berørte dem. De mennesker begynder nu at forstå, at klimaforandringer vil påvirke hele lande og regioner.«

– Nu er du sommerfugleforsker, så kan du fortælle os, om det virkelig passer, at en sommerfugl, der slår med sine vinger i en verdensdel, kan udløse en orkan i en anden?

»Metaforisk holder det, ja. Min undersøgelse fra 1996 i Nature af checkerspot-sommerfuglen var en af ​​de første til at dokumentere virkninger af klimaændringer på dyreliv. Den blev af mange økologer betragtet som det første ’klare’ bevis for klimaændringer på grund af sin geografisk meget store udstrækning. Så i den forstand kan en sommefugl godt siges at have startet en storm.«

© The Observer og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen