Læsetid: 4 min.

Catalansk forfatter: Nationalisternes fortælling løb af med dem

Standpunktet i midten er ikke nemt at indtage i Catalonien, hvor fronterne fortsat er trukket hårdt op. Forfatteren Jordi Amat insisterer dog på at forholde sig nuanceret til konflikten. Forestillingen om ét folk er et romantisk fatamorgana, siger han
Den catalanske forfatter Jordi Amat advarer imod at tale om det catalanske folks vilje som en fælles størrelse, sådan som det ofte sker i den internationale debat om selvstændighedsspørgsmålet. ’Folket er et romantisk fatamorgana,’ siger han.

Den catalanske forfatter Jordi Amat advarer imod at tale om det catalanske folks vilje som en fælles størrelse, sådan som det ofte sker i den internationale debat om selvstændighedsspørgsmålet. ’Folket er et romantisk fatamorgana,’ siger han.

LLUIS GENE

15. januar 2018

BARCELONA – Forfatteren Jordi Amat er en af de få intellektuelle i Catalonien, der ikke har valgt side for eller imod separatismen. I stedet forsøger han at skabe forståelse for den og samtidig tale den til fornuft.

I november udgav den 40-årige forfatter bogen La confabulaciò dels irresponsables – de uansvarliges plot.

Værket handler om, hvordan det kunne komme så vidt, at halvdelen af den catalanske befolkning vil vriste sig fri af Spanien, når de ved demokratiets indførelse efter diktatoren Francos død stemte mere begejstret for den spanske forfatning end nogen anden region i landet. Tesen er, at nationalisternes narrativ er løbet af med dem og har ført dem ind i et frontalsammenstød med en urokkelig centralmagt, der ikke vil opgive den spanske enhedstanke.

»Enhver nationalisme forgifter debatten, fordi den puster en patriotisk følelse op til en størrelse, som det er muligt at instrumentalisere. Dette gælder, hvad enten nationalismen går til angreb eller er i forsvarsposition.«

Amat forklarer i sin bog, hvordan den catalanske nationsdannelse er foregået op igennem hele demokratiets tid. Konflikten i efteråret 2017 var kulminationen på noget, der rækker længere tilbage end den episode, der ellers ofte bliver omtalt som begyndelsen: Da den spanske Forfatningsdomstol i 2010 underkendte den nye catalanske selvstyrestatut fra 2006.

Forfatteren begynder sin historiske gennemgang med at påvise en brist i den forfatning, der blev stykket sammen i huj og hast i 1975. Fejlen er, at regionernes grad af selvbestemmelse først bliver forfatningsprøvet, efter at befolkningen har stemt om den. Det har givet anledning til den store catalanske frustration over statutten, der blev væk.

Ikke desto mindre er fortørnelsen over statutten blevet brugt som slogan på løsrivelseskravet.

Patriotisk sprogbrug

Jordi Amats navn indikerer, at hans forfædre altid har hørt hjemme i Catalonien. Han forklarer, at selv om spørgsmålet om tilhørsforhold er spidset til, siden konflikten brød ud i efteråret, har skellet mellem ’rigtige’ cataloniere og ’indvandrere’ fra fattigere egne af Spanien været der hele tiden.

»Der findes flere former for catalansk nationalisme, og det er ikke alle udgaver af den regionale selvfølelse, benævnt catalanismen, som er nationalistisk. Der findes udgaver af catalanismen, som tenderer mere til forestillinger om national essens. Disse udgaver af den regionale selvfølelse har en mere udgrænsende definition af, hvad det vil sige at være catalonier,« forklarer Amat og fortsætter:

»Indtil for nylig var der en vis enighed om, at alle indbyggere i Catalonien var cataloniere. Det passede sammen med tanken om un sol poble, et samlet folk, som blev udtænkt allerede under Francos diktatur.«

»Sigtet var at lade en inkluderende catalanskhed fungere som socialt bindemiddel i et splittet samfund. Denne forestilling bliver der sået nogen tvivl om med løsrivelsesprocessen.«

Nu er nogle af regionens indbyggere altså mere cataloniere end andre.

»Der er endnu ikke åben konflikt om spørgsmål, der har med den nationale definition af borgerne at gøre – men det kan nå at ændre sig med den aktuelle polarisering.«

’Folket’ som fatamorgana

På samme måde mener Jordi Amat, at man skal passe på med at tale om det catalanske folks vilje som en fælles størrelse, sådan som det ofte sker i den internationale debat om selvstændighedsspørgsmålet.

»’Folket’ er et romantisk fatamorgana. I Catalonien er der dels de voksne borgere med forskellige politiske standpunkter, dels en problematisk tendens i én bestemt retning i selvstyrets institutioner.«

Ifølge en rapport fra Societat Civil Catalana, som stod bag efterårets store moddemonstrationer mod løsrivelse, har selvstyret og separatistbevægelsen i mange år brugt børneinstitutioner og uddannelsessteder som patriotfabrikker. Foreningen Societat Civil Catalana er sammen med partiet Ciutadans arnesteder for modstanden mod separatismen.

Valgkampen i december bød på billeder af små børn klædt i separatismens gule farve, som i organiseret leg dannede en gul sløjfe som symbol på, at de varetægtsfængslede separatistledere er samvittighedsfanger.

Et andet pressefoto fra sidste efterår viser børn, der bliver brugt til at standse trafikken på en hovedfærdselsåre i Catalonien som led i en separatistisk protest mod centralstaten.

Men Jordi Amat tror ikke på, at der skulle foregå en indoktrinering af Cataloniens børn og unge på institutionerne. Eller rettere: Han mener, at der foregår en nationsskabende dannelse i alle lande.

»Det er en kliché, at de catalanske skoler indoktrinerer børnene og dermed de nye generationer med et nationalistisk sigte. Det samme sker med største selvfølgelighed i Frankrig. At opdrage og uddanne er at indoktrinere. Når det er staten, der står for det, nationaliserer den. Sådan er det bare.«

»Problemet er, hvis nationaliseringen ikke er loyal over for den samme statsmodel i hele landet. Det er det, der er sket i Catalonien og i resten af Spanien. Modellen med selvstyreområder har simpelthen ikke forudset det problem.«

Sagen kort: Catalansk uafhængighed

Det catalanske selvstyre forsøgte sidste efterår med Carles Puigdemont i spidsen at rive sig løs fra Spanien, hvilket fik centralregeringen i Madrid til at opløse selvstyreregeringen og udskrive nyvalg, mens Puigdemont flygtede til Bruxelles for at undgå fængsel.

Valget endte med et spinkelt flertal til separatistpartierne, og i sidste uge blev de enige om at forsøge at genvælge Puigdemont som leder, selv om der fortsat er en arrestordre mod ham i Spanien for oprør. Puigdemont har foreslået, at han forbliver i Belgien og styrer regionen over Skype. Det afviser Madrid, at der er lovhjemmel for.

Onsdag mødes det nyvalgte parlament for første gang for at vælge en parlamentsformand. Udover Puigdemont er fire parlamentsmedlemmer fortsat i eksil i Belgien, mens tre er frihedsberøvet i Madrid.

Kilde: Reuters

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Robert Ørsted-Jensen

lyder som om at vi her har at gøre med en besindig mand - ideen er ikke kun romantisk den er dødsensfarligt semifacistisk nonsens

Ilja Wechselmann

Som med alle folkelige bevægelser i nyere tid er der ved nøje granskning tale om kalejdoskopisk samling af mange særinteresser. Det forklarer vanskeligheden ved at tage stilling for eller imod catalansk selvstændighed. Ikke meget taler for en løsning med en tredje statsdannelse på den Ibiriske halvø. Helt forskelligt fra situation i f.eks. Storbritannien. Dette gælder såvel den aktuelle Brexit-situation og proces, som de statsretlige vilkår for referendum, udmeldelse osv., som både gælder i Skotland, Nord-Irland og Wales, men ikke i England. Sjovt nok kan Spanien heller ikke melde sig ud af Catalonien endsige af Spanien. Nærmest utænkelige løsninger er krig, invasion osv. Det ville være halsløs gerning.