Læsetid: 5 min.

Celebrity-politikere er et symptom på politisk forfald

Oprah Winfrey er ikke den første berømthed, der bringes i forslag som præsidentkandidat – og hun bliver heller ikke den sidste
Oprah Winfrey er ikke den første berømthed, der bringes i forslag som præsidentkandidat – og hun bliver heller ikke den sidste

Lionel Hahn

12. januar 2018

Da Oprah Winfrey under prisceremonien for Golden Globes holdt en flammetale om kvinders selvstændiggørelse, udbrød der spekulationer blandt kommentatorer om, hvorvidt hun kan finde på at stille op til USA’s næste præsidentvalg. For medieverdenen aftegner der sig nu et drømmescenario: en præsidentvalgkamp i 2020 mellem Trump og Oprah.

Selv om Oprah Winfrey ikke har erklæret sådanne hensigter, svælger amerikanske medier i ledere, der taler henholdsvis for og imod hendes kandidatur, og i debatter om den generelle problemstilling i celebrity politics.

Men berømtheder, der går ind i politik, er hverken nyt eller specifikt amerikansk.

Før Trump er der flere eksempler på berømte personer, der skabte sig en politisk karriere, om end kun på subnationalt niveau: Showbryderen Jesse ’The Body’ Ventura var Minnesotas guvernør fra 1999-2003, og Arnold Schwarzenegger fik to perioder som guvernør i Californien (2003-2011). Tidligere præsident Ronald Reagan var kun B-skuespiller, men hans tid i Hollywood blev alligevel afsæt for en politisk løbebane, der talte to perioder som guvernør i Californien og to perioder som USA’s præsident (1981-89).

Pornostjerne

Af eksempler i andre lande kan nævnes den italienske skuespiller Gina Lollobrigida, der dog aldrig fik et politisk gennembrud. Til gengæld blev pornostjernen Ilona Staller alias Cicciolina indvalgt i det nationale parlament. Forfatteren og senere nobelpristager Mario Vargas Llosa tabte ganske vist Perus præsidentvalg i 1990, men i Filippinerne var actionfilmhelten Joseph ’Erap’ Estrada præsident fra 1998-2001, og i Liberia er en stor profil fra 1990’ernes topfodbold-scene, George Weah, netop valgt til ny præsident.

Mange berømtheder har i USA åbent flirtet med tanken om at stille op: til præsidentvalget eksempelvis facebookstifter Mark Zuckerberg og Hollywood-filmstjernen Dwayne ’The Rock’ Johnson. Til senatsvalget de amerikanske musikere Robert Ritchie (Kid Rock) og Tim McGraw.

Ved den årlige Golden Globe-prisuddeling i Hollywood i søndags vandt Oprah Winfrey en Cecil B. DeMille Award, der gives for ’fremragende bidrag til underholdningsverdenen’.
Læs også

Hvad skal vi lægge i alt dette? Er der mon tale om en variant af ’populismens fremmarch’, som har defineret politik i de senere år?

Berømtheder er ikke nødvendigvis populister. Intet tyder på, at Oprah vil stille op på en populistisk dagsorden, og Schwarzenegger var en kompetent og midtersøgende Californien-republikaner. Selv Trump begyndte ikke som populist.

Han forsøgte først at sælge sin påståede genialitet som forretningsmand – at Trump siden satsede på at være blevet til vox populi skyldtes, at den nu miskrediterede Steve Bannon fik sat skik på hans kampagne og satte som dens mål, at Det Hvide Hus skulle gives tilbage til »vores lands glemte mænd og kvinder«.

Almindeligt forhadte

Berømtheder er først og fremmest succeshistorier. Ydermere har de den fordel, at de ikke allerede er politikere. Det sidste er besnærende, fordi politikere almindeligvis er forhadte og som oftest også forbindes med fiasko snarere end med succes. Og forhadte er de ikke kun på grund af ting, de påstås at gøre – at tage imod bestikkelse og at hjælpe vennerne – men nok så meget på grund af alt det, som de ikke evner at gøre, selv om de fleste vælgere ville være temmelig uenige om, hvad det kunne være.

I takt med, at de amerikanske partier bliver mere polariserede – begge ser nu ud til at bruge alle kræfter på at indynde sig hos de mest radikaliserede dele af deres bagland (donorer og græsrødder, der stemmer ved primærvalg) – bliver hele politikkens felt i stigende grad set som ineffektivt og afkoblet fra virkeligheden.

Dette er også den dominerende fortælling i medierne, der har gjort sig selv til megafon for de mest radikale politikere, men helst ignorerer de stadig færre moderate stemmer. Journalister interesserer sig ikke for de lange timer og forhandlingsevner, som indgår i vanskelige politiske kompromiser.

De foretrækker den slags politikere, der taler i klare og enkle budskaber, og de foretrækker den slags politik, som er skilt i gensidigt fjendtlige lejre – derfor giver de mere taletid til de politikere, som er loyale over for deres egen lejr.

Alligevel holder medierne sig ikke for gode til at begræde den skrækkelige polarisering, tale etablerede politikere ned og tale interessen op for de politiske outsidere, der kan ’redde’ systemet.

Det er her, berømtheder kommer ind i billedet. Selv om adskillige berømtheder er motiverede af ønsket om at give Trump modstand, ligner de ham mere, end de ligner traditionelle politikere. De ser politik som et spørgsmål om at vinde valg, men savner som oftest den viden og de kompetencer, som er nødvendige for at gennemføre de få konkrete politikker, der fremlægges.

Fravær af alternativer

Nogle sætter deres lid til, at Trumps ’uundgåelige’ fiasko en gang for alle vil kurere amerikanerne for deres begejstring for celebrity-politik, men den forhåbning er både naiv og kortsigtet. For det første er der mange republikanere, der synes, at Trump klarer sig udmærket. For det andet: Selv om mange flere må forventes at få nok af ham, og selv om de vil være skeptiske over for andre celebrity-politikere, vil de formentlig have svært ved at få øje på bedre alternativer.

Og her er vi fremme ved den afgørende grund til, at berømtheder går ind i politik (eller overvejer det), og til, at vælgere stemmer på dem (eller overvejer det): Der mangler overbevisende, attraktive kandidater blandt de erfarne politikere.

Husk på, at Trump gik ind i primærvalgkampen i et felt på 17 kandidater, der alle søgte republikansk nominering. Kun én havde et navn, der vakte genklang – Jeb Bush. Og husk, at selv om Demokraterne havde en spidskandidat, der kunne afskrække eventuelle rivaler fra partieliten, blev hun alligevel alvorligt udfordret af outsideren Bernie Sanders – et varsel om, hvor lidet appellerende Hillary Clinton var for mange demokratiske kernevælgere.

Lige så længe det republikanske establishment føjer Trump i alle hans ønsker, og lige så længe det demokratiske establishment ikke har bedre strategier for en valgkamp end ’Trump er slem, stem på os’, vil outsidere øjne en chance for at kandidere – og vælgere vil søge efter andre muligheder.

I et politisk system, hvor penge og navnegenkendelse er nøglefaktorer for at vinde valg, står berømthederne med gode chancer for at gå hele vejen – især når feltet af professionelle politikere tæller så mange uinspirerede, ikkeinspirerende profiler.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Robert Ørsted-Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Peter Knap
  • David Zennaro
  • Bjørn Pedersen
Robert Ørsted-Jensen, Eva Schwanenflügel, Peter Knap, David Zennaro og Bjørn Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis almindelige seriøse politikere mangler et talerør, som artiklen meget troværdigt påstår, var det så ikke en opgave for Information?

Mette Poulsen, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar