Læsetid: 5 min.

Dansk Energi: Grønne EU-lande må udskifte lammet kvotesystem med CO2-afgift

Efter ti år med alt for lave CO2-priser må man se i øjnene, at der ikke kan skabes EU-enighed om et kvotesystem, der sikrer grøn omstilling. Derfor må Danmark tage andre ambitiøse lande i hånden og indføre en CO2-afgift for alle sektorer, foreslår Dansk Energi
EU’s CO2-kvotesystem blev indført i 2005 for at give elselskaber og industrier incitament til omstillingen væk fra klimabelastende fossile brændsler. Men særligt Polen har modsat sig en reform af systemet. Her polske kulminearbejdere.

EU’s CO2-kvotesystem blev indført i 2005 for at give elselskaber og industrier incitament til omstillingen væk fra klimabelastende fossile brændsler. Men særligt Polen har modsat sig en reform af systemet. Her polske kulminearbejdere.

Piotr Malecki

19. januar 2018

EU’s paralyserede CO2-kvotesystem kan ikke sikre den skærpede klimaindsats, som Paris-aftalen fordrer af Europa. Vesteuropæiske lande med klimaambitioner bør i stedet gå sammen om en fast skat på CO2-udledningerne.

Den melding kommer fra Lars Aagaard, administrerende direktør i energiselskabernes interesseorganisation Dansk Energi.

»Du skal høre det som en form for desperation over, at de europæiske tiltag, der er lavet for at stramme kvotesystemet, ikke har haft nogen effekt på CO2-priserne og derfor ikke har ført til, at fossil kraftværkskapacitet bliver taget ud af markedet,« siger han.

EU’s CO2-kvotesystem blev indført i 2005 for at sætte en pris på CO2-udledning og dermed give elselskaber og industrier incitament til omstillingen væk fra klimabelastende fossile brændsler og til grøn energi. Ved at gøre mængden af tilgængelige kvoter tilpas knap – gøre kvoteloftet lavt – ville prisen for at udlede CO2 blive så høj, at det bedre kunne betale sig at investere i de grønne energiteknologier.

Et ganske kort øjeblik i 2008 var prisen oppe på 30 euro for retten til at udlede ét ton CO2, og det er typisk anset for det nødvendige minimumsniveau, hvis kvotesystemet skal stimulere omstillingen. Men siden 2011 har prisen ligget under 10 euro pr. ton, og de seneste to år har den svinget mellem fire og otte euro pr. ton.

»Hvis man spørger, om EU’s kvotemarked virker til at hjælpe den grønne omstilling frem hurtigt nok, er svaret nej,« sagde økonomisk vismand, professor i miljøøkonomi Lars Gårn Hansen, sidste år til Altinget.

Og den vurdering har været fælles ejendom meget længe. Helt tilbage i 2010 pegede EU’s daværende klimakommissær, Connie Hedegaard, på behovet for at gribe ind og stramme systemet op. Det tog EU-landene mere end tre år at blive enige om en sådan opstramning ved bl.a. at trække et større antal kvoter ud af systemet, men den vedtagne opstramning var for lille og bragte ikke kvoteprisen op.

Derfor spillede Kommissionen i 2015 ud med et nyt forslag til opstramning for perioden 2021-30 – det blev i november 2017 efter to et halvt års forhandlinger accepteret i modificeret form af EU’s Ministerråd og Europa-Parlamentets miljøudvalg, men afventer endnu rådets og parlamentets formelle vedtagelse.

Men selv denne forestående opstramning, hvor flere CO2-kvoter pilles ud af systemet, har ikke fået kvoteprisen til at stige – i går svingede den omkring otte euro pr. ton.

Ikke muligt at nå enighed

»Markedet har svaret: Man tror ikke, at tiltagene for at stramme op på kvotesystemet vil flytte noget,« siger Lars Aagaard.

Han peger samtidig på et paradoks i kvotesystemet: Jo mere der i EU udbygges med vedvarende energi og spares på energi, desto mindre bliver efterspørgslen på CO2-kvoter, og desto mere falder prisen. Det betyder, at kvotesystemet i endnu mindre grad tilskynder EU-landene med store kulforbrug – især Tyskland og Polen – til at afvikle og stille om.

»Vi skal stramme EU’s indsats i lyset af Paris-aftalen, og derfor har vi behov for en tydeligere og højere pris på CO2 og en pris, som investorerne kan regne med. Problemet er, at alle i EU skal være enige, før man kan stramme kvotesystemet, så på en måde har de mest klimavenlige lande i EU deponeret deres handlefrihed hos de kritiske lande.«

Læs også

Det er ingen hemmelighed, at det primært er hårdnakket modstand fra Polen, der hindrer enighed om en effektiv opstramning.

»Men jeg noterer mig, at det i dag i stigende omfang diskuteres at gå en anden vej. For ti år siden foregik der en ’alt eller intet’-diskussion om kvotesystemet. I dag hører jeg mere meldinger om koordineret brug af afgifter i en erkendelse af, at uagtet hvor teoretisk smukt kvotesystemet er, så lever det i et europæisk fællesskab, hvor beslutningskraften er meget ringe.«

Den engelske model

»Så hvad nu hvis en mere begrænset kreds af vesteuropæiske lande ikke lod sig bremse af, hvad nogle polakker måtte mene, men kiggede på, hvad der vil gavne deres nationale klimaambitioner. I min optik betyder det at arbejde hen mod noget, der svarer til den eksisterende engelske model,« siger Lars Aagaard.

Storbritannien har således som eneste EU-land vedtaget en national bundpris på CO2, som den aktuelle pris ikke må falde ned under. En sådan fast mindstepris på CO2 på et niveau, der stimulerer grøn omstilling, kunne have karakter af en CO2-afgift, der virker uafhængigt af et kvotesystem.

»I givet fald skulle en afgift også gælde de ikke-kvotebelagte sektorer,« siger Lars Aagaard med henvisning til landbrugs-, transport- og boligsektoren, der i dag ikke er omfattet af EU’s kvotesystem.

»Det ville ikke føre til noget særligt, at Danmark alene indførte en CO2-afgift, men hvis man forestiller sig, at England, Tyskland, Frankrig, Benelux-landene, Norge, Sverige, Finland og Danmark gjorde det sammen, så ville det virke.«

– Bør det i givet fald ikke være en fælles afgift for alle EU-lande til afløsning af kvotesystemet?

»Det vil ikke ske. Det vil bare føre til, at polakkerne indfører ingenting,« siger Lars Aagaard.

Faktisk foreslog EU-Kommissionen tilbage i 2011 en fælles CO2-afgift, der ville ramme brugen af fossile brændsler, herunder benzin og diesel, alt efter de enkelte brændslers CO2-indhold. Men forslaget faldt dengang på grund af bl.a. manglende flertal i Europa-Parlamentet.

Stigende interesse for bundpris

»Økonomer vil sikkert ryste på hovedet og sige, at et system, hvor kun en del af EU-landene indfører en CO2-afgift, er imperfekt. Den historiske lære er bare, at man ikke i EU kan skabe enighed om at stramme kvotesystemet tilstrækkeligt. Og det bør ikke spærre for, at nogle vesteuropæiske lande med ambitiøse klimamålsætninger etablerer et koordineret afgiftssystem. Et regionalt samarbejde om en minimumsbeskatning af CO2 er den næstbedste løsning, men nogle gange er det jo at foretrække,« siger Dansk Energis direktør.

I en ny rapport henviser den uafhængige organisation Carbon Market Watch til ekspertvurderinger, der siger, at CO2-prisen skal op på 65 euro pr. ton i 2020 og 85 euro pr. ton i 2030, hvis der skal sikres grønne energiinvesteringer, der bringer EU på ret kurs til at efterleve sine Paris-forpligtelser.

»De forventede fremtidige CO2-kvotepriser i EU vil imidlertid ikke blive høje nok til at stimulere omstilling til klimavenlighed. Derfor er det op til individuelle lande at indføre højere CO2-bundpriser, som kan udfase kul og fremme rene investeringer i pagt med klimamålene fra Paris,« skriver Carbon Market Watch.

Man noterer, at Holland for nylig har meddelt, at man vil følge det britiske eksempel, at Frankrigs præsident Macron har udtalt interesse for en mindstepris på 30 euro pr. ton CO2, og at de skandinaviske lande har signaleret interesse for en bundpris, hvis ikke opstramning af kvotesystemet leverer det ønskede resultat.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Hullevad
Michael Hullevad anbefalede denne artikel

Kommentarer

Man kan ikke blæse og have mel i munden.
Europa kan ikke opfylde vores ønske om velstand og samtidigt sige nej til både kul-kraft og kerne-kraft.
Tyskland prøver forgæves.
Se http://wp.me/p1RKWc-f8

Ifølge nedenstående tyder alt på at kul-kraften vinder.
På Atomic Insitghts finder man en lang artikel, der tilsyneladende viser at det var kulindustrien, der stod forrest i kampen mod kernekraft.
"De var de første folk til at fremføre vedvarende modstand mod brugen af skatteydernes penge til støtte for udviklingen af atomkraft."
Man kan mene at her har vi “Den rygende pistol”
https://atomicinsights.com/smoking-gun-antinuclear-talking-points-coined...

På netavisen The Energy Post omtales eventuel hjælp til Polen i form af kernekraft fra Ukraine.
Her læser man:
”I juni 2017 fremlagde det polske øverste revisionsorgan imidlertid en rapport, der viste, at kulsektoren havde modtaget subsidier på 15,4 mia. Euro mellem 2007 og 2015. Dette er omkring 17 000 EUR om året pr. Kulminearbejder.
Dette kan synes en rimelig pris at betale for at vinde valg.
Hr. Tusk mente det, det gjorde PiS også.
Hvad den polske samfunds ikke-kulmineringsparti mener, er ukendt.”
http://energypost.eu/the-polish-energy-problem-the-ukrainian-nuclear-sol...

Michael Frommelt

Jeg går ud fra, at man med VE mener sol og vind? Hvis det er tilfældet, vil jeg gerne påpege, at andelen af vindkraft i dansk elproduktion ligger på omkring 40 %. Ser man på forbruget, ser det anderledes ud, eftersom ved blæsevejr forekommer der overproduktion og strømmen må eksporteres, som regel til ufordelagtige priser, da man skal af med strømmen her og nu.

Et andet problem er de resterende ca. 60 % som kommer fra fossile brændstoffer og fra biobrændsler, som forurener endnu mere end fossile brændstoffer, og som udvindes på bekostning af enorme naturskader - http://www.mass.gov/eea/docs/doer/renewables/biomass/manomet-biomass-rep...

Et tredjeproblem er den omstændighed, at el dækker kun 18 % af danskernes energiforbrug. Ifølge IPCC skal CO2 udslippet som minimum halveres inden 2050. Den eneste realistiske løsning er en massiv elektrificering, specielt af opvarmning og transport, og dækning af elforbruget med rene energikilder. Den eneste rene energikilde der kan løfte opgaven er atomkraft.

Jeg går ikke ud fra, at man medregner fly- og skibstrafik i CO2 tallene - ærgerligt, da de står for en stor del af CO2 udledningen på verdensplan.