Læsetid: 4 min.

’Dværgenes oprør’ kan vælte Schulz – og Merkel

Oprøret ulmer i et stærkt splittet SPD, hvor flere delstatsforbund og partiets ungdomsorganisation kæmper imod en ny regeringskoalition med Merkels CDU/CSU op til weekendens afstemning. No-GroKo-bevægelsens leder, Kevin Kühnert, kræver en skånselsløs partidebat, taler åbent om socialdemokratiets tillidskrise og risikerer gerne et nyvalg
SPD’s Kevin Kühnert leder No-Groko-bevægelsen, der kræver et socialdemokratisk paradigmeskifte og afviser en ny ’GroKo’ mellem SPD og CDU/CSU.

SPD’s Kevin Kühnert leder No-Groko-bevægelsen, der kræver et socialdemokratisk paradigmeskifte og afviser en ny ’GroKo’ mellem SPD og CDU/CSU.

Michael Kappeler

16. januar 2018

Op til søndagens ekstraordinære partidag i SPD har partileder Martin Schulz begivet sig ud på en skæbnesvanger Tysklands-turné. Denne gang med det mål at overbevise det socialdemokratiske bagland om at indgå i endnu en regeringskoalition med Merkels CDU/CSU.

Med sig har Schulz sidste uges resultater fra sonderingerne mellem SPD og CDU/CSU, som et flertal af tyskerne tolkede som en sejr for CDU/CSU. Netop det resultat skal ca. 600 SPD-delegerede på søndag vende tommelfingeren op eller ned til som grundlag for de deciderede regeringsforhandlinger, som alle SPD-medlemmer i sidste ende skal stemme om.

Udfaldet er åbent, og Schulz’ mission bliver ikke lettere af, at den 28-årige Kevin Kühnert – formand for SPD’s ungdomsorganisation, ’Jusos’ – parallelt foretager en intensiv kampagne under navnet No-GroKo, altså nej til en ny ’GroKo’ eller ’stor koalition’ under Merkel.

I weekenden fik Kühnerts fløj en sejr, da Sachsen-Anhalt som det andet SPD-delstatsforbund efter Thüringen stemte knebent nej til en ny GroKo. I Bayern var SPD-stemningen før sonderingerne imod en ny GroKo, mens det ligger på vippen i en lang række øvrige delstater. Kevin Kühnert var derfor fuld af selvtillid, da han mandag optrådte foran den internationale presse i Berlin.

»Desværre er vores mistanke blevet bekræftet. Mange centrale SPD-mål er slet ikke taget med i resultatet af sonderingerne,« konstaterede Kühnert og henviste til SPD’s valgløfter om en skattefinansieret sygeforsikring og en markant ændring af den skæve formuefordeling i Tyskland.

»Trods et ret defensivt SPD-krav om en topskat på 45 procent er det ikke engang lykkedes at få et kompromis igennem.«

Socialdemokraterne måtte også sluge en bitter piller i forhold til asylpolitik, hvor CDU og især CSU gennemtrumfede en fast øvre grænse og en stærk begrænsning for familiesammenføringer, »selv om CDU/CSU i deres valgkamp har krævet mere respekt for familier og permanent kræver bedre integration«, som Kühnert formulerede det.

Oprør fra venstre

Efter sonderingerne har flere højtstående socialdemokrater krævet en forbedring af formuleringerne før afstemningen søndag. Det afvises blankt af CDU/CSU. Over for BILD Zeitung har CSU’s gruppeformand i Forbundsdagen, den tidligere trafikminister Alexander Dobrindt, ligefrem krævet, at »Martin Schulz må vise, at SPD kan være en pålidelig koalitionspartner og få styr på dværgenes oprør«.

Martin Schulz fik torsdag SPD’s opbakning til at indlede forhandlinger med Merkel.
Læs også

Trods forargelse i SPD-ledelsen kan hverken ordvalget eller holdningen provokere Kevin Kühnert. Han ser nærmere det pauvre resultat som udtryk for et strukturelt problem i SPD.

»I 10-15 år har vi skubbet det afgørende spørgsmål fra os: Hvilken rolle skal SPD spille i Tysklands politiske landskab? Den debat er ved at koge over i partiet, men den er langt sværere at tage som junior-regeringspartner under Merkel.«

Således er SPD efter at have indgået i to store koalitioner de seneste 12 år næsten halveret og har kun opbakning fra cirka 20 procent af vælgerne.

»Det handler bl.a. om, at folk ikke længere ser os som en repræsentant for de svage i samfundet,« sagde Kevin Kühnert mandag og beklagede, at partiet ikke kan finde ud af at åbne realistiske koalitionsmuligheder mod venstre og tage offensivt fat på centrale politiske områder som pensionssystemet eller klimabeskyttelse.

»SPD har brug for en stærk fornyelsesproces, både strukturelt og indholdsmæssigt,« mente Kühnert og kaldte den skånselsløse og åbne strid i partiet for »nødvendig«.

»Det er svære tider for SDP. Men gode tider til at diskutere venstreorienteret politik i Tyskland.«

Troværdighedstjeneste

Efter de kuldsejlede Jamaica-forhandlinger vil en afvisning fra SPD formentlig føre til nyvalg, da Merkel og flere spidser i CDU og CSU afviser en mindretalsregering. Det kan medføre både Schulz’ og Merkels fald – og betragtelig uro i Europa. Den logik afviser Kevin Kühnert, at SPD skal tage ansvar for.

»En mindretalsregering passer måske ikke med Merkels politiske stil, men tysk politik kan ikke orientere sig efter hendes præferencer. Den ærligste løsning for SPD ville være at forhandle med CDU/CSU om grundlaget for en mindretalsregering«.

Ansvarsforflygtigelse er det dermed ikke, mener han. For det første sidder de øvrige partier med præcis samme ansvar, og for det andet har SPD siddet i regering i 16 ud af de sidste 20 år – to gange nødtvungent under Merkel.

En yderligere kattepine for SPD-ledelsen er, at den på SPD’s partidag i december kun fik lov til at indgå de første sonderinger, fordi den lovede ikke at lægge sig fast på resultatet på forhånd. Nu stræber ledelsen alligevel målrettet efter regeringsansvar og ministerposter.

»Her er klart tale om et tillidsproblem i partiet over for ledelsen,« mener No-GroKo-lederen og hævder, at det ikke handler om et personligt opgør med Schulz – også selvom han og den øvrige SPD-ledelse på valgaftenen i september definitivt lovede, at SPD går i opposition.

»I et vildt tempo er her sket en U-vending, der stiller spørgsmål ved troværdigheden. Vi holder blot fast i partiledelsens enstemmige beslutning fra valgaftenen. Dermed gør vi partiets troværdighed en stor tjeneste,« siger Kevin Kühnert.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Steffen Gliese
  • Michael Hullevad
  • Torben K L Jensen
ingemaje lange, Steffen Gliese, Michael Hullevad og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu