Der er forsvundet 4.000 mia. ton is på Grønland i løbet af 15 år. Bare ikke ifølge Trump

Forud for sin State of the Union-tale natten til onsdag, dansk tid, har USA’s præsident Donald Trump udtalt sig om selve planetens tilstand i et interview hos den britiske tv-station ITV, hvor klimaændringerne og Paris-aftalen berøres.

Inden for få minutter præsterer præsidenten – i samtalen med tv-vært Piers Morgan – at afvise klimaændringerne og bekræfte sin villighed til at forblive i klimaaftalen fra Paris under vilkår, der er gunstigere for USA.

På værtens spørgsmål, om han tror på klimaændringerne, svarer Trump:

»Der sker en afkøling, og der sker en opvarmning. Hør her, engang blev det ikke kaldt klimaændringer, det blev kaldt global opvarmning, ikke sandt? Det fungerede ikke særlig godt, for det blev for koldt overalt.«

»Iskapperne ville smelte, de ville være væk på nuværende tidspunkt, men nu sætter de rekorder. De er på rekordniveau,« sagde præsidenten.

»Jeg skal fortælle dig, hvad jeg tror på. Jeg tror på ren luft, jeg tror på krystalklart, smukt vand, og jeg tror på blot at have god renlighed overalt.«

Helt forkert

Det er ikke til at afgøre, om Donald Trump med sin omtale af »iskapper« tænker på den flydende havis omkring Nordpolen og i havet omkring Antarktis, eller han sigter til landisen, dvs. indlandsisen på Grønland og isen på det antarktiske fastland. Uanset hvad, er der ikke belæg for udsagnene.

Om havisen i Arktis skriver US National Snow and Ice Data Center i sin seneste analyse, at »den arktiske havis’ udbredelse i december 2017 i gennemsnit var 11,75 mio. kvadratkilometer – det næstlaveste i satellitmålingernes historie fra 1979-2017«.

Og om havisen omkring Antarktis hedder det:

»På den sydlige halvkugle havde havisen i december en gennemsnitlig udbredelse på 9,34 mio. kvadratkilometer, og det var det fjerde laveste i satellitmålingernes historie.«

NSIDC tilføjer, at »vinteren 2016 og 2017 viste rekordlav udstrækning af havisen og temperaturer over gennemsnittet«.

Hvis Donald Trump ikke sigter til ismasserne til havs, men i stedet til den grønlandske indlandsis og isen på Antarktis, så er hans udsagn stadig i strid med fakta.

Følg klimaudviklingen uge for uge med vores klimanyhedsbrev

Data fra hjemmesiden PolarPortal, der administreres af DMI, GEUS og DTU Space og registrerer de seneste ændringer i Arktis, viser, at Grønland har mistet en ismasse svarende til i størrelsesordenen 4.000 milliarder ton over de seneste 15 år. Det svarer til, at der forsvinder 234 kubikkilometer årligt i gennemsnit.

NASA angiver et lignende samlet massetab fra indlandsisen på grund af afsmeltning og estimerer det aktuelle tab til 286 mia. ton pr. år.

For Antarktis er der siden 2002 sket et vedvarende tab af is på sammenlagt næsten 2.000 milliarder ton og med et aktuelt tab på 127 mia. ton om året, oplyser NASA.

»Begge de store iskapper på Grønland og Antarktis taber hundreder milliarder ton is om året,« bekræfter NSIDC-forskeren Ted Scambos over for nyhedsbureauet AP.

Varmere, ikke koldere

Når det gælder selve den globale temperaturudvikling, holder det heller ikke, at »der sker en afkøling, og der sker en opvarmning«, som præsidenten siger.

FN’s World Meteorological Organization (WMO) udsendte den 18. januar en aktuel opgørelse, der konkluderer følgende:

»Som et klart tegn på fortsat langsigtet klimaforandring forårsaget af stigende drivhusgas-koncentrationer i atmosfæren er det bekræftet, at 2015, 2016 og 2017 var de varmeste år i målingernes historie.«

2016 er det hidtil varmeste år på grund af den ekstra, naturligt tilbagevendende El Nino-effekt, som nu er ophørt. Men de to seneste år – 2016 og 2017 – »er praktisk taget ikke til at skelne fra hinanden, eftersom forskellen er mindre end en hundrededel af en grad, hvilket er mindre end den statistiske usikkerhed«, understreger WMO.

FN-organet tilføjer, at »17 af de 18 varmeste år i målingernes historie alle er registreret i dette århundrede, og opvarmningen de seneste tre år har været exceptionel«.

Samme konklusioner drager det amerikanske National Oceanic and Atmospheric Administration (NOAA) og European Weather Centre. Begge noterer, at hvis man ikke regner El Nino-effekten i rekordåret 2016 med, så ville 2017 være det hidtil varmeste år.

Så altså ingen afkølingstendenser, kun fortsat opvarmning.

Kun kort pause fra Paris-aftalen?

Trumps aktuelle udsagn om klimaet er i tråd med, hvad han i årevis har sagt med jævne mellemrum. Så sent som i december, da snestorm og kulde ramte den amerikanske østkyst, tweetede præsidenten: »Måske vi kunne have brug for lidt af den gode gamle globale opvarmning, som vort land – men ikke andre lande – skulle betale billioner af dollar for at skabe beskyttelse imod.«

Twitter-udbruddet sigtede til Paris-aftalen. Om den sagde Donald Trump i det aktuelle ITV-interview:

»Hvis nogen sagde, at vi skulle gå tilbage til Paris-aftalen, så måtte det nødvendigvis være en fuldstændig anden aftale, eftersom vi fik en rædselsfuld aftale.«

»Som sædvanlig udnyttede de USA. Vi endte i en forfærdelig aftale. Ville jeg træde ind i den igen? Ja, jeg ville indtræde igen. Som du ved, kan jeg godt lide Emmanuel (Macron, red.). Jeg vil meget gerne gøre det, men det er nødt til at være en god aftale for USA«.

Meldingen er – bl.a. af studieværten Piers Morgan – blevet omtalt som et nyt signal fra Trump. Det er imidlertid helt i tråd med, hvad præsidenten har sagt, siden han i juni sidste år bebudede USA’s udtræden i en tale foran Det Hvide Hus.

Her sagde Trump, at USA vil trække sig fra Paris-aftalen, »men indlede forhandlinger om at indtræde igen, enten i Paris-aftalen eller i et nyt arrangement på vilkår, der er fair over for USA.«

Det blev imidlertid straks understreget fra både FN’s Klimasekretariat og fra EU, at Paris-aftalen ikke er til genforhandling. Hvis USA vil forblive i Paris-aftalen, er det således på de gældende vilkår – og det vil Trump ikke.

Mere interessant er det imidlertid, at et land ifølge Paris-aftalens artikel 28 først kan trække sig ud tre år efter den dato, hvor aftalen trådte i kraft for det pågældende land. Og i praksis kan denne udtræden først ske et år efter, at meddelelsen herom er modtaget hos FN’s klimasekretariat.

Det betyder, at USA først kan sige ’vi træder ud’ den 4. november 2019 og først i praksis kan være ude den 4. november 2020.

Det er, tilfældigvis, dagen efter det næste præsidentvalg i USA. Så hvis ellers Trump holder tiden ud som præsident og ikke bliver genvalgt i 2020, kan USA knap nå at træde ud af Paris-aftalen, før en ny præsident vil kunne meddele, at man ønsker at træde ind igen.