Læsetid: 4 min.

Frankrig går fra revolution til reformer med en usædvanlig heldig leder i spidsen

Sidste år lykkedes det en dygtig – og heldig – præsident Macron at revolutionere Frankrig. I år bliver hans opgave måske endnu sværere: at reformere et land, der hader reformer. Det projekt, som utallige franske regeringer før Macrons aldrig er lykkedes med, ser indtil videre lovende ud for den nye præsident
Selv om den tidligere finansminister og bankmand ubetvivleligt besidder evner og dygtighed, har Macron med sit sejrsrit gennem 2017 også været heldig. Meget heldig.

Selv om den tidligere finansminister og bankmand ubetvivleligt besidder evner og dygtighed, har Macron med sit sejrsrit gennem 2017 også været heldig. Meget heldig.

Christian Liewig

6. januar 2018

Det er næppe en overdrivelse at sige, at det politiske landskab i Frankrig ved begyndelsen af 2018 er et total andet end det, man kunne skue ud over ved indgangen til 2017.

Faktisk må man sige, at der er sket en revolution. Præcis som titlen lyder på det selvportræt og programskrift, den kun 38-årige Emmanuel Macron skrev i hånden og udgav i efteråret 2016 på et tidspunkt, hvor kun få ville spå, at opkomlingen skulle blive landets næste præsident. 

I dagbladet Libération minder chefredaktør Laurent Joffrin om en anekdote om Napoleon, som, da han blev foreslået at forfremme en dygtig oberst til generalmajor, replicerede: »Jamen, har han heldet med sig?«

I lyset af denne anekdote, forklarer Joffrin, ville Emmanuel Macron være blevet øverste hærleder på nul komma fem.

I 2017 havde samtlige store franske partier retning mod afgrunden, mens en nærmest ukendt ung mand steg mod magtens tinde, og selv om den tidligere finansminister og bankmand ubetvivleligt besidder evner og dygtighed, har Macron også været heldig. Meget heldig.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Man skal aldrig svække dagpengesystemet, det er det, der er gået helt galt i det danske velfærdssamfund. Friheden og ligheden er stærkt forbundet med den enkeltes afhængighed af at skulle tjene en tilfældig arbejdsgiver og finde sig i hvad som helst.

Peter Nielsen, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen, Frede Jørgensen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Mogens Bluhme Nielsen

Det er pudsigt at Macron er ved at indføre den danske flexicurity-model mens Danmark selv er ved at aflive den. Fagforeninger og deres medlemmer kan også være reaktionære på nogle punkter - det er ikke nogen naturlov at de ikke er. Pensionsalder og jobbeskyttelse er vist på et niveau, som ligner forkælelse i forhold til andre europæiske lande. Det gør at virksomheder er tilbageholdende med at hyre når det er svært at fyre. Han er også opmærksom på problemet med social dumping, som den danske regering ignorerer.

Helt centralt er hans fokus på uddannelse og videreuddannelse. Igen går han den modsatte vej i forhold til flexicurity's moderland, Danmark, der skærer ned på uddannelsesområdet.

Populist-etiketten må siges at være gendrevet. Det er ikke for ingenting at venstrefløjskoryfærer som Habermas og herhjemme Peter Kemp er begejstrede for den nye leder af centrum-venstre i Europa.

Han er også i stand til at perspektivere økonomi i et filosofisk lys - han har ikke været assistent for Paul Ricoeur for ingenting. Prøv at lave en Jeopardy-konkurrence i viden om europæisk kultur-og idéhistorie mellem Macron og Lars Løkke - jeg er ikke i tvivl om hvem jeg ville spille på.

Problemet med mange statsledere er at de er provinsielle, både horisontalt og vertikalt. At det så skyldes delvist, at befolkningerne er det, er kun beklageligt. Dannelse har venstrefløjen aldrig taget alvorligt, skønt pædaia er vores store forbillede - de gamle grækeres kærlighed til videnskab og kunst (der supplerer romernes idealer om ret og statslære).

Henrik Plaschke

Det er beklageligt, at Tine Byrckel helt undlader at omtale de ganske væsentlige skattereformer, Macron har på programmet. De minder desværre alt for meget om den form for ”reformer”, der er god grund til at hade – franskmand eller ej. ”Reformerne” handler her som andetsteds først og fremmest om at tilgodese velhavere uden nogen som helst garanti for, at ”reformerne” vil gavne de mindrebemidlede borgere, beskæftigelsen, den nødvendige klimapolitiske omstilling osv.

Som Piketty bemærker i sin sammenligning af Trumps og Macrons skattereformer: Trump, Macron: den samme kamp (http://piketty.blog.lemonde.fr/2017/12/12/trump-macron-same-fight/).

I anledning af dagens interview med Harvardøkonomen Dani Rodrik (https://www.information.dk/moti/2018/01/manden-forudsaa-hoejrepopulismen...) kan der også henvises til Rodriks diskussion af Macrons arbejdsmarkedsreformer: https://www.socialeurope.eu/macrons-labour-gambit