Læsetid: 4 min.

Frankrig går fra revolution til reformer med en usædvanlig heldig leder i spidsen

Sidste år lykkedes det en dygtig – og heldig – præsident Macron at revolutionere Frankrig. I år bliver hans opgave måske endnu sværere: at reformere et land, der hader reformer. Det projekt, som utallige franske regeringer før Macrons aldrig er lykkedes med, ser indtil videre lovende ud for den nye præsident
Selv om den tidligere finansminister og bankmand ubetvivleligt besidder evner og dygtighed, har Macron med sit sejrsrit gennem 2017 også været heldig. Meget heldig.

Selv om den tidligere finansminister og bankmand ubetvivleligt besidder evner og dygtighed, har Macron med sit sejrsrit gennem 2017 også været heldig. Meget heldig.

Christian Liewig

6. januar 2018

Det er næppe en overdrivelse at sige, at det politiske landskab i Frankrig ved begyndelsen af 2018 er et total andet end det, man kunne skue ud over ved indgangen til 2017.

Faktisk må man sige, at der er sket en revolution. Præcis som titlen lyder på det selvportræt og programskrift, den kun 38-årige Emmanuel Macron skrev i hånden og udgav i efteråret 2016 på et tidspunkt, hvor kun få ville spå, at opkomlingen skulle blive landets næste præsident. 

I dagbladet Libération minder chefredaktør Laurent Joffrin om en anekdote om Napoleon, som, da han blev foreslået at forfremme en dygtig oberst til generalmajor, replicerede: »Jamen, har han heldet med sig?«

I lyset af denne anekdote, forklarer Joffrin, ville Emmanuel Macron være blevet øverste hærleder på nul komma fem.

I 2017 havde samtlige store franske partier retning mod afgrunden, mens en nærmest ukendt ung mand steg mod magtens tinde, og selv om den tidligere finansminister og bankmand ubetvivleligt besidder evner og dygtighed, har Macron også været heldig. Meget heldig.

I første valgrunde gled den konservative favorit François Fillon i en skandale om, hvad hans hjemmegående hustru, Penelope, lavede på lønningslisten. Mens socialistpartiet var splittet efter fem år med François Hollande ved magten og som kandidat valgte den politisk uerfarne Benoît Hamon, der førte socialisterne til deres dårligste resultat siden 1969.

I anden valgrunde stod Macron så over for nationalisten Marine Le Pen, der i en direkte tv-duel brændte sammen og rodede rundt i sine noter over for en selvsikker og velforberedt Macron. Selv overbeviste FN-vælgere skiftede hest den aften.

Og til parlamentsvalget opnåede hans splinternye parti La republique en marche, LRM, absolut flertal, ikke engang halvandet år efter dets fødsel, så Macron og hans regering fik frie hænder.

Dalende popularitet

Ganske som det skete for præsident Sarkozy og endnu hurtigere for præsident Hollande, dalede Macrons og premierminister Èdouard Philippes popularitetskurver dog i efteråret, da de skulle til at føre deres politik ud i livet. Fra de 60 pct. lige efter præsidentvalget til et lavpunkt på under 40 pct.

Macron ændrede pr. dekret en meget omstridt arbejdsmarkedslov, som fagforeninger og venstrefløjen lovede død og helvede over med demonstrationer og strejker. Samtidig måtte han fyre den højt respekterede forsvarschef general de Villiers for hans åbne kritik af besparelser i de væbnede styrker.

Men igen var heldet med Macron. Luften gik af protesterne mod arbejdsmarkedsloven, fordi fagforeningner og en splittet venstrefløj ikke engang kunne blive enige om, hvornår der skulle demonstreres. Samtidig begyndte den enormt populære omstillingsminister Nicolas Hulot at fremlægge sin klimaplan, og Macron kunne tage den grønne tete, når Trump nu ikke ville, og Merkel var svækket – den tyske kansler har fortsat ikke afsluttet regeringsforhandlingerne efter valget 24. september. Macron gjorde sig bemærket på den internationale scene. Regeringen begyndte at tale om videreuddannelse af arbejdsløse, og visse boligskatter for middelklassen blev fjernet.

Netop nu begynder en række franske indikatorer atter at lyse grønt: Vækstraten begynder omsider at ligne resten af Europas, og dermed ser den franske stats finanser bedre ud. Selv arbejdsløshedskurven begynder forsigtigt at vende næsen op. Intet af dette kan skyldes Macrons politik, som knap nok er gennemført, men den nye præsident høster resultaterne af en den slagne forgænger Hollandes indsats.

Og så skete der noget, som nærmest fik meningsmålingsinstitutterne til at tabe næse og mund, for det er ikke sket før i den femte republik: Både præsidenten og premierministerens popularitet begyndte atter at stige. Julegaven til Macron og Phlippe var, at de nu atter ligger på ca. 52 pct. En tredjedel af Front National-vælgerne bifalder præsidentens indsats.

Heldet vendte tilbage

I år skal præsidenten så bevise, at han kan omsætte sit held i resultater – og mere konkret reformer. Som Macron selv udtalte i august, er »Frankrig ikke et land, der kan reformeres«, fordi »franskmænd hader reformer«.

Der er de små, men voldsomt upopulære som at sænke hastigheden på de farlige franske landeveje til 80 km/t.

Og så er der de store. Regeringen ønsker at slanke hele den franske statsadministration. Der skal være færre parlamentsmedlemmer, og eventuelt skal departementsniveauet mellem stat og kommuner helt afskaffes. Det kommer til at vække enormt røre i hele det politiske spekter i provinsen, som i forvejen er vred over, at den boligskat, de i høj grad administrerede lokalt, er blevet dem frataget.

Regeringen ønsker også at stramme op på integrations- og flygtningeområdet, så illegal indvandring begrænses, og udvisninger prompte effektueres. Det er der uenighed om selv internt i LRM.

Arbejdsmarkedet bliver atter et ømt punkt med stramninger for arbejdsløshedsunderstøttelse til gengæld for videreuddannelse. Uddannelse står i det hele taget på programmet, med reformer af blandt andet studentereksamenen, som plejer at få franskmænd på gaden.

Men oppositionen er fortsat stum, og de gamle partier er svækkede. Gaden er træt og strejkekasserne tomme efter den mislykkede kamp mod ændringen af arbejdsmarkedsloven, som allerede fik fagforeningerne på pumpen under Hollande.

Franskmændene hævdede, at de ønskede forandringer. Macron ser ud til at være den præsident, som både har dygtighed og held nok til at få en række af dem gennemført i lynfart.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Man skal aldrig svække dagpengesystemet, det er det, der er gået helt galt i det danske velfærdssamfund. Friheden og ligheden er stærkt forbundet med den enkeltes afhængighed af at skulle tjene en tilfældig arbejdsgiver og finde sig i hvad som helst.

Peter Nielsen, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen, Frede Jørgensen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Mogens Bluhme Nielsen

Det er pudsigt at Macron er ved at indføre den danske flexicurity-model mens Danmark selv er ved at aflive den. Fagforeninger og deres medlemmer kan også være reaktionære på nogle punkter - det er ikke nogen naturlov at de ikke er. Pensionsalder og jobbeskyttelse er vist på et niveau, som ligner forkælelse i forhold til andre europæiske lande. Det gør at virksomheder er tilbageholdende med at hyre når det er svært at fyre. Han er også opmærksom på problemet med social dumping, som den danske regering ignorerer.

Helt centralt er hans fokus på uddannelse og videreuddannelse. Igen går han den modsatte vej i forhold til flexicurity's moderland, Danmark, der skærer ned på uddannelsesområdet.

Populist-etiketten må siges at være gendrevet. Det er ikke for ingenting at venstrefløjskoryfærer som Habermas og herhjemme Peter Kemp er begejstrede for den nye leder af centrum-venstre i Europa.

Han er også i stand til at perspektivere økonomi i et filosofisk lys - han har ikke været assistent for Paul Ricoeur for ingenting. Prøv at lave en Jeopardy-konkurrence i viden om europæisk kultur-og idéhistorie mellem Macron og Lars Løkke - jeg er ikke i tvivl om hvem jeg ville spille på.

Problemet med mange statsledere er at de er provinsielle, både horisontalt og vertikalt. At det så skyldes delvist, at befolkningerne er det, er kun beklageligt. Dannelse har venstrefløjen aldrig taget alvorligt, skønt pædaia er vores store forbillede - de gamle grækeres kærlighed til videnskab og kunst (der supplerer romernes idealer om ret og statslære).

Henrik Plaschke

Det er beklageligt, at Tine Byrckel helt undlader at omtale de ganske væsentlige skattereformer, Macron har på programmet. De minder desværre alt for meget om den form for ”reformer”, der er god grund til at hade – franskmand eller ej. ”Reformerne” handler her som andetsteds først og fremmest om at tilgodese velhavere uden nogen som helst garanti for, at ”reformerne” vil gavne de mindrebemidlede borgere, beskæftigelsen, den nødvendige klimapolitiske omstilling osv.

Som Piketty bemærker i sin sammenligning af Trumps og Macrons skattereformer: Trump, Macron: den samme kamp (http://piketty.blog.lemonde.fr/2017/12/12/trump-macron-same-fight/).

I anledning af dagens interview med Harvardøkonomen Dani Rodrik (https://www.information.dk/moti/2018/01/manden-forudsaa-hoejrepopulismen...) kan der også henvises til Rodriks diskussion af Macrons arbejdsmarkedsreformer: https://www.socialeurope.eu/macrons-labour-gambit