’Vi fryser røven af halvdelen af året heroppe, og jeg er ikke overbevist om global opvarmning’

Gaderne i Fort McMurray er stort set mennesketomme. Der er varme i busskurene – om vinteren når temperaturen ned på minus 35 grader. Barer, supermarkeder og fastfoodkæder er stuvet sammen i åbne butikscentre med store parkeringspladser, så man skal gå så kort som muligt fra sin pickuptruck til indgangen. Facaderne på de snebeklædte kassebygninger, der omgiver parkeringspladsen, fremstår en smule forfaldne.

Det er svært at forstå, at vi her midt i Canada står oven på verdens tredjestørste oliereserve, kun overgået af Saudi-Arabien og Venezuela. Kun en halv times kørsel herfra sprutter og ryger fabrikkerne i den canadiske delstat Albertas enorme oliesandsindustri, hvor der fremstilles et af verdens mest udskældte fossile brændstoffer.

Ind på pladsen kører en glinsende sort Chevrolet pickup. På siden står der ’OilSands Strong’ med en oliedråbe flydende ned gennem det store ’O’ og et ahornblad – Canadas nationalsymbol – siddende på toppen af d’et.

For enden af Athbasca floden ligger Fort Chipewyan ved breden af Athabasca søen. Her bor Robert Grandjambe, som er en af de få der stadig fisker på traditionel vis på søen. Mange er stoppet med at spise fisk af frygt for de kemikalier der via floden ender i søen og dens fisk. Robert bruger primært fiskene til at fodre hans slædehunde, men nogle gange spiser han dem også, hvis de ser sunde og raske ud.

David Leth Williams

Jeg genkender logoet og fyren bag rattet fra Facebook. Robbie Picard er en lokal kendt oliesands-aktivist, der frivilligt administrerer en støttegruppe for oliesand på Facebook med 38.000 følgere. Her poster han i sin fritid billeder af hvide middelklassefamilier og gravide mødre, der skylder deres liv til oliesand. Andre gange opfordrer han industriens kendiskritikere fra Hollywood til at sende mere varm luft, som de kan varme sig ved i den kolde vinter.

Da han ruller vinduet ned, slipper en duft af herreparfume ud i den frostkolde luft. En spids af hårvoks dukker frem over en kort, lidt kraftig overkrop i en rødvinsfarvet læderjakke.

»Jeg mener ikke, at oliesand er dårligt for miljøet,« siger den 40-årige olieforkæmper. Han vil rigtigt gerne forklare mig, hvordan det hænger sammen, men han har ikke tid lige nu. I stedet foreslår han, at vi tager en rundtur i hans Chevrolet på et senere tidspunkt.

»Hvor lang tid har du brugt med Greenpeace? Jeg er nødt til at imødegå deres bullshit,« siger Robbie Picard, inden han kører af sted.

’Fort McMoney’

Fort McMurray ligger i hjertet af Athabasca Oil Sands. Olien udvindes fra bitumen – en tyktflydende substans i tjærelignende jord – enten ved hjælp af dumpere på størrelse med strandvejsvillaer eller ved at pumpe jorden op med damp.

Der udskilles ifølge klimaforskere op til 20 procent mere CO2 end ved andre former for olieproduktion, ligesom metoden kritiseres for at skære enorme åbne sår i landskabet og krænke de oprindelige folks rettigheder til området. Den canadiske musiker Neil Young har sammenlignet området med atomødelæggelserne i Hiroshima.

Borgerne i Fort McMurray og olien er uadskillelige, så da Leonardo DiCaprio tog på besøg til optagelserne af sin dokumentarfilm Before The Flood, tog den lokale biograf angiveligt hans seneste spillefilm af plakaten. Og siden Greenpeace fløj Jane Fonda hertil for at skabe opmærksomhed om den forurenende olieudvinding, har både skuespilleren og organisationen været lagt for had i byen.

Store pickup trucks dominerer vejene, hvilket bliver tydeligt på parkeringspladsen her foran Syncrude fabrikken.

David Leth Williams

Fort McMurray er en boom town, hvis udvikling afhænger af den globale pris for en tønde olie. Da prisen var på sit højeste i slutningen af 00’erne, lød byens øgenavnet Fort McMoney for de skyhøje lønninger og den galoperende befolkningstilvækst. Da prisen dykkede i 2014, fik det konsekvenser for byens økonomi. Dertil kom så en voldsom skovbrand i foråret for knap to år siden, hvor hele bydele måtte evakueres.

I dag bor der cirka 70.000 mennesker i Fort McMurray. Alle med en fortælling om deres by og den industri, byen er skabt af, og hos næsten alle, vi taler med, er ordlyden den samme:

»Vi forurener ikke mere andre. Kritikerne er hyklere, og hvad med Saudi-Arabien? Fort Mac er fyldt med hårdtarbejdende mennesker, og byen er åben og mangfoldig.«

Oliebaroner

Alberta kaldes også en ’petrostat’ på grund af oliens indflydelse på den konservative delstats politik og den massive opbakning til industrien i befolkningen. Ingen steder er sammenfletningen mere synlig end i Fort McMurray. Byens ishockeyklub hedder ’Fort McMurray Oil Barons’, og de dominerende oliefirmaer Suncor, Syncrude og CNRL har deres navne på byens institutioner helt ned til børneafdelingen på det lokale bibliotek.

Denne lørdag er der ’Festival of Trees – Ladies Holiday Luncheon’ i byens rekreationscenter Macdonald Island Park – et velgørenhedsarrangement og modeshow præsenteret i samarbejde med Syncrude og CNRL. Vi er inviteret med af Vanessa Chauhan, der er lokal tv-vært, børneambassadør for FN og byens Miss Universe Canada-kandidat. Sidste år endte hun i top-20 i skønhedskonkurrencen.

»Siden Donald Trump solgte Miss Universe, er det komplet forandret. De nye ejere går ikke efter den stereotype model. I dag er du nødt til at være klog og mere end blot et pænt ansigt,« fortæller den 27-årige model. Hun er kendt som byens minimalistiske stilikon, der kører Honda Civic og »aldrig køber en ny jakke, før den gamle er slidt ned«.

Vanessa Chauhan er født i nabostaten British Columbia, men flyttede til byen som 13-årig. Hendes mor har europæisk baggrund, og hendes far er fra Indien. Hun ser Fort McMurray som Canadas mikrokosmos, da de fleste beboere er søgt hertil i jagten på en bedre tilværelse.

»Mange omtaler Fort McMurray som et hul, hvor folk kun er her for at tjene penge, men beboerne er hårdtarbejdende mennesker, der ofrer sig for deres familier,« siger Vanessa Chauhan, der engang selv var sikkerhedskonsulent i olieindustrien.

Vanessa Chauhan er lokal tv-vært, børneambassadør for FN og Fort McMurrays Miss Universe Canada-kandidat.

David Leth Williams

Fort McMurray er blandt de bedste byer i Canada til at genbruge og til at donere penge til velgørenhed, men det hører man ikke om i medierne, mener skønhedsdronningen. Hvis en skuespiller som Leonardo DiCaprio vil forandre verden, bør han være mere konstruktiv.

»Hvorfor laver han ikke en film om, hvor fantastisk det ville være, hvis vi alle donerede penge til grøn energi i stedet for kun at fokusere på det negative?«

Masser af hårspray

Til ’Ladies Holiday Luncheon’ viser byens tøjforretninger deres kollektioner frem på lokale kvindekroppe. I omklædningsrummet før showet bliver der glattet hår og lagt makeup i stolene, mens musikken spiller i højttalerne.

»Her er så meget hårspray, at det brænder i næsen!« råber en kvinde og griner, da hun stikker hovedet ind i lokalet.

»Jeg ville ønske, jeg havde dine tykke øjenbryn,« siger kosmetologen, der lægger makeup på Miss Universe-kandidaten.

»Det ville min mor også. Jeg ville ønske, at jeg havde hendes blå øjne,« siger Vanessa Chauhan og smiler.

»Alle er lokale kvinder. Ingen fly in, fly out!« lyder det i mikrofonen fra gallaværten, der nogle minutter senere præsenterer modellerne på scenen.

’Fly in, fly out’ eller ’FIFO’s’ er Fort McMurrays skyggebeboere. De mennesker, der kun arbejder en periode i olieindustrien uden at bidrage til lokalsamfundet. Da olieprisen faldt, blev der færre ’FIFO’s’. Nogle beboere fortæller, at de er glade for, at det store boom er væk, da Fort McMurray i dag er blevet en rolig familieby. Nogle politikere som byrådsmedlem Keith McGrath, ser det anderledes:

»Vi håber alle, at boomet kommer tilbage. Huspriserne er høje, og folk har dyre lån,« siger han.

CNRL Horizon minen ca. 20 km nordvest for Fort McKay.

David Leth Williams

Keith McGrath er skeptisk over for præmissen om menneskeskabte klimaforandringer, og at klimaet har brug for, at vi skærer ned på de fossile brændstoffer.

»Moder natur er sit eget bæst. Om det er en flodbølge, en vulkan, eller en skovbrand, som den vi oplevede. Jeg er ikke ekspert, men vi fryser røven af halvdelen af året heroppe, og jeg er ikke overbevist om global opvarmning.«

Jane Fonda

I Albertas hovedstad Edmonton, små fem timers kørsel syd for Fort McMurray, er Mike Hudema fra Greenpeace anderledes overbevist om sammenhængen. Et klistermærke på hans kasket kommer med en opfordring: »Reject Kinder Morgan« – et canadisk rørledningsprojekt.

Greenpeace er ikke ude på at få lukket industrien i morgen, men kæmper i første omgang for at stoppe udvidelserne.

»Canada lever ikke op til forpligtelserne fra klimaaftalen i Paris på grund af tjæresandet, og vi har også forpligtelser om forsoning med de indfødte,« fortæller den 41-årige klimaaktivist bag sit trimmede fuldskæg.

Canadas indfødte har en traktatmæssig ret til områder, hvor de kan gå på jagt og leve i kontakt med deres traditionelle kultur. Men siden oliefirmaer begyndte at grave efter Albertas olie i midten af 1960’erne, er de muligheder blevet indskrænket for indfødte i reservater, som er nabo til industrien, på grund af forurening og et voldsomt indhug i naturen.

»Sidste år tog vi Jane Fonda med derop, da hun ville bringe fokus på de indfødte, der er modstandere af nye rørledninger. Vi følte ikke, at de blev hørt,« fortæller Mike Hudema.

På et tv-klip på YouTube kan man se den tidligere aerobicstjerne iført solbriller fortælle en reporter på en parkeringsplads, hvad hun så, da hun fløj over oliesandsminerne i helikopter.

»Det er stort! Det er som om, nogen har taget min hud og skrællet den af min krop og strakt den udover et kæmpe område. Jeg fik smerter i kroppen af at se det,« siger hun. I samme klip er Robbie Picard troppet op for at konfrontere Jane Fonda. Han bryder ind for at sige, at hun ikke taler på vegne af indfødte, der tjener penge på olien.

Der er også en oprevet kvinde, der er fulgt efter skuespilleren.

»Fik du set de genskabte naturområder?« spørger kvinden Jane Fonda.

»Jeg håber, at din historie om Fort McMurray bliver positiv og ikke en tilsvining!« siger hun i tv-klippet, inden Jane Fonda tager hendes hånd og forsikrer hende om, at hun er ikke kommet for at angribe hende.

Turen satte ifølge Mike Hudema gang i hadkampagner.

»Jeg fik utallige dødstrusler på Facebook og Twitter. Hver gang nogen kritiserer industrien, bliver de udsat for personangreb, misogyni og racisme. Men det er en følsom tid, og folk er i defensiven deroppe.«

Mike Hudema mener ikke, at beboerne bør føle sig personligt angrebet i en diskussion om klimaforandringer. Ifølge Greenpeace-aktivisten bærer oliefirmaerne en del af ansvaret for, at diskussionen præges af had.

»Der findes en række frontgrupper på nettet med tydelige bånd til industrien, som gør det svært at have en sober samtale. Jeg får altid en bedre oplevelse, hvis jeg står ansigt til ansigt og taler med folk i Fort McMurray,« fortæller Mike Hudema.

Da jeg nævner, at vi skal mødes med Robbie Picard, trækker han på skuldrene med et smil. Det var ikke lige ham, han hentydede til.

’Etisk olie’

På Robbie Picards facebookside ’Oil Sands Strong’ er der flere billeder af Mike Hudema.

»Er det ikke morsomt, at talsmanden for Greenpeace i Edmonton er JET SETTER og VERDENSREJSENDE,« står der på et tilfældigt opslag.

Olieaktivisten smider dagligt memes på Facebook, men han får ikke penge for at drive siden eller have støtteklistermærker på siden af sin bil, fortæller han. Engang kørte han lastbil for et oliefirma, men i dag bestyrer han en natklub i Fort McMurray. Det er blevet tid til den rundtur, vi aftalte. Da jeg sætter mig på passagersædet, er han kampklar.

»Mike Hudema bliver betalt for at svine oliesand til. Han har ikke et rigtigt job. Han vil lukke os ned,« siger han, mens Kool & The Gang flyder fra højttalerne.

– Men det siger han, at Greenpeace ikke vil?

»Okay, tidligere ville han lukke os ned. Men jeg angriber hykleriet. Jeg sammenligner med glæde mit CO2-aftryk med Hudema og Jane Fondas når som helst,« siger Robbie Picard og fortæller, at han var den første i byen, der tog kampen op imod miljøorganisationerne.

»Oil Sands Strong er blevet en del af min sjæl, og vi er blevet langt bedre til PR end tidligere,« siger Robbie Picard, da vi kører op til forstaden Beacon Hill for at se resterne af hans hus, som gik op i flammer under skovbranden.

Brændte træstammer står som et minde om den store skovbrand, der raserede området i 2016.

David Leth Williams

»Jeg vil skide på, hvorfor Jane Fonda var her. Jeg havde lige mistet mit hjem og ejer ikke millionvillaer som hende, og så kommer hun og peger fingre ad os,« siger Robbie Picard og understreger, at han ikke mener, at industrien forurener mere end andre former for olieproduktion.

Jeg gør opmærksom på, at en del forskere er uenige med ham, men deres studier tror han ikke på, siger han i et toneleje, der er blevet mere hektisk, siden vi kørte af sted.

»Nu har du fået mig helt oppe at køre,« siger han og fægter med armene, da samtalen igen drejer ind på Greenpeace.

»Jeg savner det gamle Greenpeace, der havde nosser og kæmpede imod hvalfangst. Jeg er selv dyreaktivist. Jeg er ikke imod grøn energi, men vi producerer smuk, etisk olie og sender millioner til resten af Canada. Kritisér dog Saudi-Arabiens olie i stedet.«

’Jeg er ikke red neck’

I 2010 udgav den konservative talkshowvært Ezra Levant bestselleren Ethical Oil: The Case for Canada’s Oil Sands, hvori han argumenterer for, hvorfor den canadiske olie er etisk mere forsvarlig at benytte sig af end brændstoffer fra Mellemøsten. Argumentet har vundet genklang i Fort McMurray.

I juli 2016 smed Robbie Picard et billede på Facebook af to unge kvinder, der kysser, med teksten: »I Canada betragtes lesbiske som hotte. Hvis du er lesbisk i Saudi-Arabien, bliver du slået ihjel!« Billedet mødte kritik for at være sexistisk og fik aktivistgruppen Canada Action, som Robbie Picard var tilknyttet, til at lægge afstand til ham.

Efter at have fanget en kanin i en fælde, har Robert Grandjambe flået dyret i køkkenet. Indvoldende bliver pakket ind i skindet, og det kan bruges som lokkemad til at fange større dyr som f.eks. ræve, ulve eller los. Robert Grandjambe holder pelsjæger traditionerne i hævd, men han lever ikke af det, som mange i området gjorde i gamle dage.

David Leth Williams

»Jeg var alligevel på vej til at starte min egen gruppe. Jeg er selv homoseksuel, og alle de social-retfærdighedskrigere på internettet burde gå mere op i, at vi ikke skal importere olie fra et regime, der slår homoseksuelle ihjel,« fortæller Robbie Picard, mens vi parkerer for at købe en kop kaffe. Han er i cowboystøvler, da hans hund har bidt hans andre sko i stykker.

»Ja, jeg er ikke en eller anden red neck,« siger han og ryster på hovedet over, at jeg skriver dén information på min blok. Tilbage i bilen tager Robbie Picard sin telefon frem og scroller ned over Mike Hudemas facebookvæg.

»Jeg har aldrig mødt Mike Hudema, men jeg ved, at han trods alt har solpaneler på sit hus. Det må jeg give ham. Men han rejser stadig rundt i verden med fly og brænder olie af.«

Olie- eller tjæresand?

Hyklerikortet er en boomerang, som beboerne i Fort McMurray sender tilbage i hovedet på industriens kritikere. En af dem, der har fløjet Greenpeace og berømtheder som Jane Fonda rundt over området, er Paul Spring, chefpilot hos Phoenix Heli Flight. Leonardo DiCaprio er en »misinformeret hykler, der praler med sit privatfly«, mener han, ledelsen hos Greenpeace er »korrumperet af penge«, og Fort McMurray er blevet en »boksebold for amerikanerne« for at fjerne fokus fra problemer i deres egen baghave.

»Californisk olie forurener mere end vores. Der er i hvert fald ikke konsensus blandt klimaforskerne. Det afhænger af, hvem der har betalt for rapporten, og hvilken forskning du tror på,« mener Paul Spring, der tvivler på Hollywood-stjernernes motiver.

»Det er et varmt emne, som får dem i pressen. Husk på, at det er selvoptagede mennesker.«

Helikopterpiloten roser mig for at sige olie- og ikke tjæresand, da »vi producerer olie og ikke tjære«. Diskussionen om Albertas olie er også en retorisk kampplads. Tjære lyder beskidt, mens olie er en ressource, så i midten af 1990’erne begyndte Albertas regering at markedsføre industrien som oliesand. »Kun liberale idioter siger tjæresand,« som en beboer skriver til mig på Facebook.

En benzintank nord for Fort McKay. Benzintanken ligger på Fort McKay stammens jord, og derfor kan de tanke skattefri benzin ved at fremvise deres ID-kort.

David Leth Williams

Lægen John O’Connor er en af få mennesker i Fort McMurray, der anerkender kritikken af olieindustrien. Han skabte overskrifter, da han i 2006 gjorde opmærksom på sjældne kræftsygdomme blandt indfødte i reservatet Fort Chipewyan, 300 kilometer nord for Fort McMurray, hvor mange af beboerne går på jagt.

Undersøgelser har vist, at dyrelivet i området har taget skade af forurening fra oliefirmaernes enorme bassiner med kemikalier, der i årevis er sivet ud i Athabasca-floden, som løber forbi reservatet.

’Ubegribelig propaganda’

I samarbejde med forskere begyndte John O’Connor at forbinde trådene fra de indfødtes helbred til industriens forurening. Regeringens sundhedsdepartement svarede igen ved at beskyldte lægen for at slå unødig alarm og anklagede ham blandt andet for dobbeltfakturering og ikke at have orden i sine papirer. Anklager, han efter flere år blev renset for. Ifølge lægen er der stadig ikke gjort alverden for at mindske forureningen.

»Propagandaen heroppe er ubegribelig. Fra industrien og den lokale regering. Tjæresandet er et enormt kompleks, og her er meget at tabe,« fortæller han, da vi mødes på Starbucks over for det lokale hospital, hvor han arbejder.

Genskabelse af naturområder – såkaldt reclamation – er en af del af oliefirmaernes selvfortælling. Foran indgangen til Syncrudes fabrikker hænger et skilt med to bisoner i et idyllisk grønt område ved en sø. Industriens genskabelser har fået kritik af biologer, der ikke mener, at det er muligt at gendanne den komplekse natur. John O’Connor er heller ikke imponeret.

»Det naturområde, som de har gendannet, har der aldrig været gravet til miner i. Det var et vådområde, som de har genskabt som højland. Når går jeg ind i diskussionen på facebookgrupper som Oil Sands Strong, og når jeg nævner de ting, plejer samtalen at stoppe.«

John O’Connor forstår godt, at mange beboere i byen har paraderne oppe. Folk har svært ved at se negativt på en industri, der har været god for dem, mener han.

»Når jeg taler med folk under fire øjne, accepterer de ofte kritikken. Til sidst ender samtalen med, at de siger: ’Hvad kan jeg gøre? Jeg har familie i det østlige Canada, vi er her kun i ti år, og så tager vi væk’,« fortæller lægen. Netop som vi taler, kommer en kvinde forbi og hilser på John O’Connor. Hun arbejder som sygeplejerske hos Syncrude.

»Vent, til jeg en dag går på pension. Så skal jeg nok sige min mening,« siger hun og smiler.

Den positive historie?

Ingen af de mine- og fabriksarbejdere, vi har talt med, har lyst til at blive interviewet. Ofte på grund af fortrolighedsaftaler. Da jeg skriver til pressechefen hos Syncrude, svarer han, at deres ansatte opfordres til ikke udtale sig på vegne af virksomheden og tilføjer, at mange har haft dårlige erfaringer med medier, som har fremstillet deres arbejdsplads i et negativt lys.

Men det lykkes at få fat i en anden tidligere lastbilchauffør, Cece Fitzpatrick, der har kørt for Syncrude. Hun bor i indfødtereservatet Fort McKay, 45 minutters kørsel fra Fort McMurray, og kun få minutter fra oliefabrikkerne.

»Jeg sagde op, fordi jeg ikke kunne holde ud at se på, hvordan vi smed brændstof og forurenede grøfter,« fortæller hun. 61-årige Cece Fitzpatrick har tidligere stillet op til valget som høvding i Fort McKay, men tabte til den nuværende høvding, der er positivt stemt over for industrien. De indfødte var fattige, før oliens indtog, siger oliesandets støtter. Cece Fitzpatrick mener, at de indfødte er gjort til »økonomiske gidsler«, og forureningen af naturen er en for høj pris at betale.

Jane Fonda var på besøg i hendes hjem i forbindelse med skuespillerens tur til oliesandet.

»Folk kalder hende en hykler, fordi hun fløj herop. Havde de tænkt sig, at hun skulle gå eller cykle? I det mindste er hun åbenmundet om, hvor hun står, og hun taler for forandring,« siger Cece Fitzpatrick.

Robbie Picard kæmper for at skabe et livligt Fort McMurray. Og her er oliesandet – som han insisterer på at kalde det – afgørende, mener han.

David Leth Williams

Tilbage i Fort McMurray har Robbie Picard opfordret os til at komme forbi hans natklub Sociables.

I aften har han hyret en af »de mest populære DJ’s i det vestlige Canada. Natklubben ligger på et beskedent butiksstræde ved siden af en kinesisk takeawayrestaurant. Stedet er stadig »work in progress«, fortæller Robbie Picard, som drømmer om at skabe en »europæisk stemning«, hvor folk danser vildt til elektronisk musik i stedet for at stå og hænge. En flok hærdebredde fyre med tribal-tatoveringer spiller pool i den ene ende af lokalet, mens de resterende gæster sidder i de brune båse og drikker øl.

Olieaktivisten er interesseret i at vide, hvem vi ellers har interviewet. Da jeg fortæller, at vi har talt med lægen John O’Connor, ryster han på hovedet.

»Ham er jeg ikke vild med. Han skabte en masse ballade i sin tid,« siger han og fortæller, at han er ved at forberede et godt svar til en artikel, jeg har sendt ham om industriens forurening.

»Jeg er nervøs for, hvordan jeres historie kommer til at se ud,« siger Robbie Picard og understreger, at han holder fast i sin overbevisning om, at »oliesand ikke er dårligt for verden«.

Se hele Leonardo DiCaprios film her: