Læsetid: 4 min.

Gennembrud uden nybrud i de tyske regeringsforhandlinger

Merkel og Schulz bekender sig i det foreløbige udspil til et tysk regeringsgrundlag entydigt til Europa. Men med et væld af små lappeløsninger emmer forhandlingsresultatet af manglende mod og vil nærmere blive tolket som defensiv fejhed end som et ansvarsbevidst kompromis
CDU’s Angela Merkel flankeres af CSU-formand Horst Seehofer (t.v.) og SPD’s Martin Schulz i forbindelse med forhandlingerne om et foreløbigt regeringsgrundlag.

CDU’s Angela Merkel flankeres af CSU-formand Horst Seehofer (t.v.) og SPD’s Martin Schulz i forbindelse med forhandlingerne om et foreløbigt regeringsgrundlag.

Markus Schreiber

13. januar 2018

»Nye tider.« »En ny start.« »En ny politisk stil.«

Det var ikke småting, der skulle fornyes, når SPD-ledelsen blev spurgt til deres regeringsambitioner op til denne uges indledende forhandlinger om en fortsat GroKo (Große Koalition) med Merkels CDU og dets bayerske søsterparti, CSU.

For Martin Schulz skal ikke bare overbevise partiets bagland og retfærdiggøre den akrobatiske kovending væk fra det kategoriske nej til en ny GroKo. Han skal også vise de tyske vælgere, at SPD ikke bare siger »weiter so« og fortsætter den regering, der fik et så miserabelt valg i september, at samarbejdet virker livstruende for SPD.

Mens det tog CDU/CSU, FDP og De Grønne over fire uger at nå til et sammenbrud i de såkaldte Jamaica-forhandlinger, har GroKo-partnerne blot brugt seks dage og én nats maratonforhandlinger på at skabe et udspil til den tredje nødkoalition hen over midten i Merkels regeringsperiode.

Men trods tempoet og selvtilfredsheden (Merkel: »solidt grundlag«, Schulz: »fremragende resultat«) er der flere bløde kompromiser end retningsvisende nyheder i resultatet, som blev fremlagt fredag formiddag.

De første reaktioner handlede derfor ikke så meget om indholdet, som om vælgernes formodede reaktion.

»I den foreløbige enighed mellem CDU/CSU og SPD er det ikke til at få øje på nye ideer. Frygten for et nyvalg har overskygget frygten for middelmådigheden,« lød det rammende fra Süddeutsche Zeitung, der alligevel konkluderede, at kompromiser er konstitutive for demokratiet.

»Forhandlingsresultatet er ikke et bevis på fejhed – det er mere modigt end bare fornærmet at gå sin vej.«

Museskridt

Mest påfaldende er det, hvor svært det er at få øje på socialdemokratiske fingeraftryk i forhandlingsresultatet. Modsat regeringskontrakten fra 2013, der med mindstelønnen i centrum havde et tydeligt SPD-præg, er der i denne omgang eksempelvis ikke et ord om den skattefinansierede sygeforsikring, som SPD har barslet med. Partiet får heller ikke løftet topskatten fra 42 til 45 procent som lovet.

De har fået nogle mindre sejre som lidt højere minimumspensioner, retten til at vende tilbage fra deltid til fuldtidsarbejde, samt lidt mere ligelig deling af sygeforsikring mellem arbejdstager og -giver. Men samtidig har SPD opgivet sin modstand mod en øvre grænse for flygtninge, som på krav fra CSU er sat ved 220.000 personer om året, mens familiesammenføringen for subsidiært beskyttede fortsat udskydes. Der arbejdes på en model, der maksimalt vil tillade 1.000 om måneden.

Dertil er der bl.a. lavet programmer for flere politifolk og plejekræfter. Sat på spidsen kunne man kategorisere det som mange små forbedringer for den almindelige, fremtidsængstelige tysker – som i september i stor stil stemte på Alternative für Deutschland.

Endnu mere polemisk kan man – som Die WELT’s konservative og yderst Merkel-skeptiske kommentator Robin Alexander – se forhandlingsresultatet som et »mistillidsdokument«. Partierne er kun enedes om detaljespørgsmål frem for de store linjer, mener han og henviser til, at der f.eks. ikke er et ord om NATO i udspillet.

Uanset om man ser det fra højre eller venstre, har han en pointe i, at der kun gives svar på tidens overvældende udfordringer med museskridt. Det gælder f.eks. den globale opvarmning og et stærkt miljøskadeligt landbrug. Det gælder et Tyskland med støt stigende skel mellem land og by og mellem rig og fattig. Og det gælder et Europa, der ikke mere er entydigt under USA’s store, men flagrende vinge – og som med stærkt labile naboregioner fortsat vil være presset af flygtningespørgsmålet.

Blandt forhandlingsudspillets svage svar på disse spørgsmål er lidt mindre brug af glyfosat, men intet forbud, lidt flere landlæger og lidt flere børnepenge.

Og så er der aflysningen af Tysklands klimamål for 2020 – men vi prøver at nå dem »i begyndelsen af 2020’erne«, som der står.

Heldig med lave renter

Omvendt ser bl.a. Die ZEIT’s Ludwig Greven kompromiserne som »det bedst mulige i situationen«. Hermed kan Merkel, CSU-formanden Seehofer og Schulz fortsætte »den hidtidige GroKo’s succesrige politik«, mener han med henvisning til Tysklands uhørte økonomiske optur.

Det skorter dog ikke på økonomer, der gør opmærksom på, at den forgangne regering har været uhyre heldig med de lave renter i forhold til statsgælden, med konjunkturerne i forhold til eksporten og med jobsituationen i forhold skatteindtægterne. Desuden er der et stort efterslæb på både de private og offentlige investeringer i Tyskland, som halter langt efter EU-gennemsnittet.

Spørgsmålet er derfor, om det er tilstrækkeligt med udspillets planlagte milliardinvesteringer i Tysklands infrastruktur, i socialt boligbyggeri og i »megabitsamfundet«, som den stærkt tiltrængte netudbygning og digitalisering kaldes.

Beskæmmende resultat

Skal man pege på en SPD-sejr i udspillet, er det de øgede tyske bidrag til EU og tilsagnene om »et opbrud for Europa« – både i forhold til fælles sociale minimumsstandarder og strukturreformer i eurozonen.

Kort efter frokostpausen sendte kommissionsformand Juncker da også en tilfreds hilsen i tysk retning.

Også Macron formodes at følge de tyske sonderinger. De afsluttende formuleringer om EU er dog så luftige, at champagnepropperne næppe sprang i Paris med det samme.

Og det ville også være stærkt forhastet. Den 21. januar skal udspillet til afstemning i SPD’s bagland. Hvis de delegerede giver grønt lys, vil det blive brugt som grundlag for de deciderede regeringsforhandlinger, hvor resultatet efterfølgende sendes til urafstemning blandt SPD’s medlemmer.

At der stadig er meget lang vej til en tysk regering bekræftes af den store No-GroKo-bevægelse i SPD – især i ungdomsorganisationen og på partiets venstrefløj. Kort efter resultatet kom ud fredag, kaldte det socialdemokratiske forbundsdagsmedlem Marco Bülow det for »et beskæmmende forhandlingsresultat« og opfordrede alle i partiet til at kæmpe videre mod GroKo.

På de sociale medier og i de tyske onlinemediers kommentarspor svømmede det fredag med kommentarer om, at Merkel og Schulz fortsætter, som om der slet ikke havde været et valg, hvor landets to største partier kun med nød og næppe undgik at miste deres samlede flertal.

Hvis SPD alligevel indvilger i den tredje GroKo under Merkel, er det svært at se det nuværende regeringsudspil som andet end en fortsættelse af den nuværende linje.

I så fald ender det med en meget brat opvågnen ved næste valg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kim Folke Knudsen

Jeg har tidligere i de her spalter hyldet Alternative Für Deutschland for at være det nødvendige politiske opbruds svar i Tyskland. Jeg indser stupiditeten i disse mine udtalelser og de er hermed annulleret. GROKO koalitionen har været med til at kortslutte den politiske debat i Tyskland, fordi det ikke var muligt at føre en debat om politiske synspunkter fra højre mod venstre i det store land. Forbundskansler Angela Merkel begik stadigvæk en stor fejl, da hun åbnede døren på vid gab i år 2015 og tillod 1 mio. mennesker af fremmed baggrund at rejse ind i Tyskland uden, at deres identitet og formål med at rejse ind var fastslået. Men alle mennesker fejler og valget var ikke let, da flygtningestrømmen nord på sad fast i Ungarn og Serbien og adskillige Balkan Lande. Tyskland her ikke råd til nye højrepopulistiske eksperimenter i stil med Alternative Für Deutschland. Le Pens Front Nationale, Nigel Farage UKIP, Frihedspartiet under Geert Wilders og Præsident for de nuværende forenede amerikanske Sydstater Donald Trump sporene skræmmer og peger alle i den forkerte retning. Min bekendelse: også jeg kom til fornuft efter at have lugtet til den nationalistiske kolonihave. Held og lykke med de fortsatte men svære koalitionsforhandlinger mellem CDU)CSU og SPD. Må Forbundsrepublikken Tyskland stå for den samling og mådehold, som er nødvendig i et Europa i totalt opbrud.