Læsetid: 6 min.

Japan vil genstarte verdens største atomkraftværk

Siden Fukushima-katastrofen i 2011 står næsten alle Japans atomkraftreaktorer stille – nu har Tepco, selskabet, der drev Fukushima, til lokalbefolkningens vrede fået grønt lys til at genstarte to reaktorer på Kashiwazaki-værket, der er verdens største
I 2007 forårsagede et jordskælv en brand på atomkraftværket Kashiwazaki Kariwa, og værkets geologiske placering gør det sårbart over for fremtidige jordskælv. Alligevel vil selskabet bag værket, der er Japans største atomkraftværk, genåbne Kashiwazaki Kariwa, der har været lukket siden Fukusihima-ulykken.

I 2007 forårsagede et jordskælv en brand på atomkraftværket Kashiwazaki Kariwa, og værkets geologiske placering gør det sårbart over for fremtidige jordskælv. Alligevel vil selskabet bag værket, der er Japans største atomkraftværk, genåbne Kashiwazaki Kariwa, der har været lukket siden Fukusihima-ulykken.

Den japanske kystvagt/AP

2. januar 2018

KASHIWAZAKI – Hvis noget enkelt bygningsværk kan definere et fællesskab, må det for de 90.000 indbyggere i Kashiwazaki og nabolandsbyen Kariwa være det vildtvoksende atomkraftværk, der har domineret kystlandskabet i over 40 år.

Når alle syv generatorer er i drift, producerer Kashiwakazi-Kariwa 8,2 millioner kilowatt elektricitet – eller nok til at forsyne 16 millioner husholdninger. 4,2 kvadratkilometer fylder hele komplekset, hvilket gør det til verdens største atomkraftværk.

Men i dag står Kashiwazakis reaktorer stille. Værket i Niigata-præfekturet, omkring 225 km nordvest for Japans hovedstad, er atomkraftbranchens mest prominente offer i den omfattende nedlukning af atomkraftværksektoren, som fulgte efter den tredobbelt nedsmeltning på Fukushima Daiichi i marts 2011.

Energiselskabet, der blev inddraget i katastrofen, er blevet genstand for stor folkelig vrede for ikke at have gjort mere for at forebygge katastrofen, for sin behandling af titusindvis af evakuerede borgere og sine lemfældige forsøg på at rydde op på det havarerede værk.

Nu forsøger samme selskab, Tokyo Electric Power (Tepco) at uddrive sine dæmoner fra Fukushima med nye bestræbelser på at genstarte to reaktorer på Kashiwazami-Kariwa – et af dets i alt tre atomkraftværker. Først da, hævder man, vil det kunne lade sig gøre at indtjene tilstrækkeligt med midler til at finansiere en velordnet og fuldstændig afvikling af Fukushima Daiichi – og genvinde den offentlige tillid, som gik tabt efter nedsmeltningerne.

Genstart godkendt

I denne uge gav Japans atomkrafttilsyn så sin formelle tilladelse til, at Tepco kan genstarte Kashiwazaki-Kariwas reaktorer nummer seks og syv – samme type kogende vand-reaktorer som dem, der ramtes af nedsmeltninger ved Fukushima Daiichi.

Efter en måneds offentlige høringer konkluderede tilsynsmyndigheden, at Tepco var klar til igen at påtage sig driften af et atomkraftværk og fastslog, at de to reaktorer lever op til de strengere sikkerhedsbestemmelser, som blev indført efter katastrofen i 2011.

Umiddelbart før den beslutning inviterede Tepco The Guardian på en rundtur på, hvad man hævdede, vil blive verdens sikreste atomkraftværk.

På selve årsdagen for den tredobbelte katastrofe, der medførte så udbredte ødelæggelser på Japans nordøstkyst, ligner Kashiwazaki-Kariwa allerede et fuldt fungerende atomkraftværk. Over 1.000 Tepco-medarbejdere og 5.000-6.000 kontraktansatte står for at levere arbejdskraften på værket, hvis nye omfattende sikkerhedsopgraderinger forventes at løbe op i en samlet pris på 680 milliarder yen (cirka 37 mia. kroner).

Blandt de nye sikkerhedsforanstaltninger er en 15 meter høj beskyttelsesvold mod havvand, som ifølge Tepco kan modstå de største tsunamibølger. I tilfælde af en nedsmeltning vil specielle nye ventilationskanaler holde 99,9 procent af de frigivne radioaktive partikler ude af atmosfæren, ligesom koriumafskærmninger vil blokere for, at smeltet brændstof kan nedbryde reaktorernes primære indeslutningskasser. Derudover har man installeret såkaldt autokatalytiske rekombinatorer for at forhindre gentagelse af de brinteksplosioner, der rystede fire af Fukushima Daiichis reaktorer.

Andre dele af det omfattende kompleks er baser for flåder af hjælpekøretøjer, vandkanoner, reservekraftaggregater og et bakketops-reservoir, hvis 20.000 tons vand vil blive tilført for at afkøle reaktorerne, hvis de trækker op til en katastrofal nedsmeltning.

»Som operatør med ansvaret for Fukushima-ulykken er vi forpligtet til at lære af vores erfaringer, tage bestik af, hvad der gik galt og implementere vores nye viden her på Kashiwazaki-Kariwa, siger værkets chef, Chikashi Shitara. »Vi kigger hele tiden efter, om vi kan finde nye måder at forbedre sikkerheden på.«

»På grund af vores erfaringer med Fukushima har vi forpligtet os til ikke at begå de samme fejl igen – til at gøre sikkerhedsordningen endnu stærkere. Det er det, vi nu gerne vil forklare for offentligheden.«

Geologi bekymrer

Offentligheden er imidlertid langt fra overbevist. Sidste år tilkendegav befolkningen i Niigata-præfekturen deres modstand mod at genoptage driften på værket ved at vælge Ryuichi Yoneyama, en anti-nuklear kandidat, som guvernør. Undersøgelser viste, at 73 procent af vælgerne var imod at genstarte anlægget og kun 27 procent for.

Yoneyama har da også erklæret, at han ikke vil træffe en beslutning om genstart, planlagt til foråret 2019, før et nyoprettet udvalg har afsluttet sin rapport om årsagerne og konsekvenserne af Fukushima-katastrofen – en proces, der vil kunne tage mindst tre år.

For mange beboere gør alene værkets placering de dyre sikkerhedsforbedringer irrelevante.

»Geologisk set er dette ikke et sted for et atomkraftværk,« siger Kazuyuki Takemoto, et pensioneret lokalrådsmedlem og anti-nuklear aktivist i en menneskealder.

Takemoto henviser til den ustabilitet, som angiveligt forårsages af tilstedeværelsen af ​​underjordiske olie- og gasaflejringer i området, som bevis på, at den jord, hvorpå Tepco’s beskyttelsesvold mod havvand er opført, ikke kan påregnes at være solid i tilfælde af et stort jordskælv.

Lokale kritikere har også advaret om det kaos, der vil kunne bryde løs, hvis det bliver nødvendigt at evakuere de 420.000 mennesker, der bor inden for en 30 km radius af Kashiwazaki-Kariwa.

»Det er flere mennesker, end der boede nær Fukushima, plus vi får meget tungt snefald her, hvilket kan gøre evakuering af alle umuligt,« tilføjer Takemoto. »Situationen vil blive langt værre end i Fukushima.«

Yderligere grund til bekymring giver tilstedeværelsen af seismiske forkastningszoner omkring stedet, hvilket da også medførte mindre skader under et jordskælv i størrelsesorden 6,66. I 2007 var der to aktive forkastningszoner – defineret af de nukleare tilsynsmyndigheder som geologiske flader, der har flyttet sig inden for de sidste 400 år – lige under reaktor nr. et.

Men for Tepco er tilbagevenden til atomkraftproduktion et spørgsmål om finansiel nødvendighed: Selskabet forventer at kunne skabe sig et årligt overskud på 200 milliarder yen (11 mia. kroner) ved at genstarte de to reaktorer på Kashiwazaki-Kariwa.

Oprydning over fire årtier

Regningen for nedlukningen af Fukushima Daiichi, dekontaminering af lokalområdet og skadeserstatning til de beboere, som blev berørt af nedsmeltningen, ventes ifølge regeringsskøn af løbe op i 21,5 billioner yen. (knap 1,2 billioner kroner). Oven i dette skal lægges udgifterne, som firmaet har måttet bekoste for at importere dyre fossile brændstoffer til at fylde det vakuum, som den nukleare nedlukning efterlod.

Tidligere i år vurderede Japans Center for Økonomisk Forskning, at de samlede omkostninger ved oprydningen ved Fukushima, der forventes at strække sig over fire årtier – herunder bortskaffelse af radioaktivt affald fra fabrikkens tre beskadigede reaktorer – vil kunne løbe op mellem 50 og 70 billioner yen.

»Som Tepcos formand og vores generelle forretningsplan klart viser, er genoprettelsen af ​​reaktorerne her meget vigtig for os som virksomhed,« siger Shitara.

Meget står også på spil for Japans premierminister Shinzo Abe, der har sat en ambitiøs tilbagevenden til atomkraftproduktion øveste på sin energipolitiske dagsorden. Hans regering ønsker, at atomkraft skal levere omkring 20 procent Japans elektricitet inden 2030 – en målsætning, der vil kræve genstart af omkring 30 reaktorer.

Af landets 48 driftsklare reaktorer er kun fire på nuværende tidspunkt i drift. Flere andre har bestået strenge nye sikkerhedstest indført efter Fukushima-katastrofen, men overalt støder genstartsplanerne på stærk lokal modstand.

Som en del af genstartsprocessen blev borgergrupper fra hele Japan for nylig inviteret til at tilkendegive deres synspunkter omkring Kashiwazaki-Kariwas genstart og Tepcos evner som atomkraftoperatør.

Kiyoto Ishikawa, fra værkets pr-afdeling, insisterer på, at Tepco har lært af sine erfaringer fra Fukushima. »Før 11. marts 2011 var vi arrogante og var holdt op med at forbedre sikkerheden,« siger han. »Jordskælvet var en brat opvågnen. Vi ved nu, at forbedring af sikkerhed er en kontinuerlig proces.«

Selskabets forsikringer afvises dog af Yukiko Kondo, en Kariwa-borger. han siger, at det tab af statsstøtte, der vil ske, hvis værket skulle forblive permanent lukket, vil være et offer, der er værd at bringe, hvis det betyder, at lokalbefolkningen kan få ro i sindet.

»Tepco var skyld i ulykken i 2011, så under ingen omstændigheder vil jeg nogensinde støtte genstart af atomreaktorer her,« siger hun. »De sagde også til os, at Fukushima Daiichi var helt sikker – og se, hvad der skete.«

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

De store evakueringer var stort set unødvendige og medførte store skader og mange overflødige dødsfald.
Ansvaret for dette hviler på dem, der har gjort det til deres livsmål at dæmonisere A-kraft.

Den panikagtige lukning af velfungerende kernekraft bevirkede meget store skader.
Både miljø, økonomi og menneskeligt.

Nu, da man begynder at se realiteter, kniber det for medierne at frigøre sig fra årtiers forfalskede skrækpropaganda.
OG
Politikere skal som bekendt genvælges.

Henrik holm hansen

Hej Thorkil jeg synes du glemte at påpege at at der sad og måske stadig sidder personer i Tepco som har interesse i at fylde deres egne lommer og ikke er særlig optaget af sikkerhed velfungerende tja... det det kommer vel an på hvordan man ser på det Tjernobil tre mileøen fukusima.....og jeg er sikker på det ikke bliver den sidste

Carsten Wienholtz og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jørgen Wind-Willassen

Det er jo ikke nemt at levere en CO-2 neutral og stabil energiforsyning.
Nemmere bliver det ikke hvis politisk og miljø dogmatisme hærger.
Vindmøller er fine, men leverer strøm som vinden blæser.
I danmark er vi heldigvis begunstig af en helt unik mulighed.
Kernekraft som leverandør til grundlasten(det er godt nok Sverige der producerer),suppleret med vindkraft som et meget stort input, måske helt op til 60-70 % er ikke urealistisk og så vandkraft leveret fra Norge som regulator i forhold til forsyningssikkerheden.
Det hele sluttes så af med de danske termiske kraftværker der generelt IKKE skal producere ret meget, men blot være back up når det kniber en kold vindstille vinterdag med lav vandstand i magasinerne.
Det hele kræver blot politisk vilje.
Især er El-pris udfordringen stor. El- prisen var nærmest NUL, til tider NEGATIV i juledagene.
Kig selv efter på Nordpoolspot.com
Man tror det næppe, men realiteten er at el foræres væk i perioder, samtidig med at vindmølleejerne får en betaling langt over en gennemsnitlig markedspris.
Dette problem med eloverløb vil kun vokse og kræver politisk vilje.
Teknikken er på plads, bortset fra lidt flere vindmøller på havet og lidt flere højspændingsforbindelser- måske og så et enkelt kernekraftværk, som vi nok skal lade svenskerne opføre.
Så den CO-2 frie elproduktion ligger ganske tæt på, hvis vi ønsker det og ikke forfalder til en religiøs snak om kernekraftværker og solceller.
De sidste kan alle, efter en mørk jul efterhånden forstå, skal opstilles i nordafrika og IKKE i Danmark.
Til sidst mangler kun at afgiften på strøm sættes yderligere ned, så skal markedsmekanismen nok klare resten, altså flytte energileverancen fra fossil energi over til El, produceret næsten uden CO-2 udslip.

Kim Folke Knudsen

Ja det lykkes så at genopbygge og genåbne Kernekraftværker i Fukushima og andre dele af Japan. Ulykken i år 2013 efterlod ikke området som en ubeboelig atomørken radioaktivt bestrålet for tusinder af år fremover. Tjernobyl her er et eksempel på en lokal atomørken. Byen Pripjat er siden 1986 forladt og evigt bestrålet. Ingen levende organismer kan opholde sig i hele området uden at blive udsat for massiv radioaktiv bestråling. Årtusindets Radioaktive Pompeij bliver måske en turistattraktion om hundrede år. Men næste gang en ulykke hænder hvad så ? I nabolandet Nord Korea har regimet travlt med at affyre nye missiler, som viser regimets styrke og angst for at blive løbet over ende af USA. Et missil der i krigstid rettes mod et Atomkraftværk, så har du måske katastrofen. Vedvarende energi er baseret på naturens ressourcer. Den efterlader ikke et forureningsprodukt radioaktivt materiale. Ødelægges en vindmøllepark, så kan den genopføres. Ødelægges et Kernekraftværk, så kan ødelæggelsen blive varig og meget omfattende for hele lokalområdet.

Halfdan Muurholm, Carsten Wienholtz og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Britta Hansen

Dæmonisering af A-kraft.

A-kraft dæmoniserer sig selv! Helt bortset fra kæmpe-ulykker som i Tschernobyl og Fukushima med massive ødelæggelser til følge, så er der ingen, der ved, hvad der skal gøres af atomaffaldet. I Tyskland har man nu søgt i 30 år efter egnede begravelsessteder, det ene, der var blevet valgt (Asse) er gennemvædet og tønder med radioaktivt affald flyder rundt og ruster.

Så længe disse graverende og langvarige problemer ikke er løst, er det magtarrogance at sætte A-kraftværker i gang. I Japan og andetsteds i verden!

Halfdan Muurholm, Carsten Wienholtz og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Britta B. Hansen
Når du skriver at ingen ved hvad man skal gøre med affaldet, ja så viser det at du har brug for en opdatering.
Prøv at læse på http://wp.me/p1RKWc-11J
Der vil du se at fx Sverige har en for længst godkendt ordring.

Kim Folke Knudsen
Du skriver:
”Et missil der i krigstid rettes mod et Atomkraftværk, så har du måske katastrofen.”
For at få mere end ammestuesnak fra Greenpeace, behøves et hulens stort missil for at trænge ind gennem den to meter tykke reaktorindeslutning.
Desuden må det huskes at der skal sigtes virkeligt godt for at ramme andet end køletårne elle administrationsbygninger.
Udtrykket Atomørken er for øvrigt helt misvisende.

Jørgen Wind-Willassen
Desværre må jeg korrigere lidt.
Anlæggene for kulkraft og specielt kernekraft slides unødvendigt hvis der skal skrues op og ned afhængigt af vindgudernes luner.
Men ikke nok med det: Hvis man skruer ned og op for kernekraft inviterer man en ulykke som ved Tjernobyl hvor Xenon-forgiftning formentligt var den egentlige årsag.

Risiko defineres ofte som sandsynlighed * konsekvens. Ifølge eksperterne skulle sandsynligheden være ganske ringe mht. atomulykker, men konsekvenserne kunne blive ganske store. Nogle af de radioaktive spaltningsprodukter har en meget lang halveringstid, og i nogle kraftværker oparbejdes jo også plutonium, hvis halveringstid er hele 24000 år.

Kernekraft indebærer ikke alene deponering af farligt affald, men også transport og håndtering, hvor ikke kun brugt brændsel er en risikofyldt affære, men hvor selve kraftværet også henstår radioaktivt og mere eller mindre skal forsegles i en hundrede års tid inden det for alvor kan nedbrydes

Netop at anlægge sådanne kraftværker i områder hvor der er risiko for jordskælv forstår man jo godt japanernes modstand mod. Fukushima var jo netop et eksempel hvor et jordskælv udløste en tsunami der igen bevirkede, at man mistede strømforsyningen til reaktorenes kølesystemer, hvorefter ´nedsmeltning af reaktorkernerne blev en realitet. Kun en heroisk indsats af værkets ansatte forhindrede, at ulykken på Fukushima fik konsekvenser for hele Tokyo området. Situationen havde potentiale til, at kunne have udviklet sig til noget langt værre for Japans befolkning og Japans økonomi.

Sagen med kernekraftreaktorer er, at de kan løbe løbsk, og så nås et point of no return. Grundet omstændighederne omkring spaltningsprodukter, sikkerhedsproblematikkerne omkring kraftværkerne, fremstillingen af plutonium og kobling til militærindustri er det dels spørgsmålet om man overhovedet kan tale om en ren og sikker form for energiproduktion.

Og rent faktisk har der været radioaktive emmissioner omkring nogle af de amerikanske kraftværker.

Men jeg troede egentlig at debatten om kernekraft var et overstået kapitel i den danske debat.

At lægge kernekraftværker i områder hvor de geologiske forhold kan medvirke til jordskælv oa. kan jo virke lidt vanvittigt. Og det skal da ikke gøres alene af hensyn til et energiselskabs investeringer og økonomi.

Jan Boisen
Du skriver: ”Ifølge eksperterne skulle sandsynligheden være ganske ringe.”
Jeg medgiver at det er svært at vurdere sandsynlighed og risiko.
Alligevel har jeg prøvet på http://wp.me/p1RKWc-11L
Men det er nødvendigt at spørge: Hvilken risiko? – For hvad?
Ingen ville i sin vildeste fantasi bygge en farlig reaktor som ved Tjernobyl.
Og vi lejer ikke med reaktorer som man gjorde i Rusland. For detaljer se http://wp.me/p1RKWc-KH
Kun professionelle rædselsprofeter drømmer om en tsunami som ved Fukushima kunne ramme en atomreaktor i Europa.

Der har været A-kraft i 50 år og den eneste relevante ulykke bliver således Three Mile Island hvor der blev betalt erstatninger for tabt arbejdsfortjeneste.
Men der var ingen personskader.

Du taler om lang halveringstid.
Her vil jeg drage en analogi:
Hvis du vinder en formue i lotto, så kan du leve kort tid i overdådig luksus. Eller bruge pengene fornuftigt for resten af livet.
Tilsvarende kan et materiale være højradioaktivt eller have en lang halveringstid.
MEN IKKE BEGGE DELE.
Det meget omtalte plutonium er næsten ufarligt for andre end Greenpeace og eftersnakkere.
Hvis du vil vide mere, så læs Myten om Plutonium på http://wp.me/p1RKWc-1VN

Du skriver: ” Kun en heroisk indsats af værkets ansatte forhindrede, at ulykken på Fukushima fik konsekvenser for hele Tokyo området.”
Også det er vist en af de mange skrøner, der er opfundet af nogle der ser det som deres livsmål at dæmonisere kernekraft.

Thorkil Søe: Om højradioaktive henfaldsprodukter kun har en halveringstid på 100 år rækker vel også alt rigeligt når vi skal håndtere dem.

Jeg har set udsendelser fra et kernekraftværk, som selv noget så ordinært som renovering af en dampturbine gør, at man kommer i kontakt med radioaktiv kontaminering

Frankrig har jo f.eks. satset meget på kernekraft, hvilket også i nyere tid har afstedkommet protestdemonstrationer i Tyskland, da radiative affaldsstoffer er transporteret til Tyskland med henblik på deponering bl.a. via jernbane. Fissionsprocesser giver nu en gang radioaktive henfaldsprodukter, det endskønt jeg naturligvis også har læst, at nyere reaktortyper skaber færre højradioaktive henfaldsprodukter

Der er en risiko ved A- kraft og ulykken med Tjernobylværket viste jo, at det kunne få konsekvenser langt fra kraftværket med tanke på, at man måtte slagte rener i Lapland

Et kernekraftværk producerer brugt brændsel, men der sker yderligere en kontaminering af kølesystemet, turbiner oa. Jeg ved ikke hvor længe man vil afskrive sådan et kraftværk over, men jeg går ud fra, at man efterlader en mægtig bæ til næste generation, som skal håndtere og bortskaffe sådan et kraftværk. I første omgang vil det mest fornuftige forsegle det og lade det henlægge en hundrede års tid efter, at det er udtjent.

Noget helt andet er, at man i sagens natur må have et mægtigt sikkerheds-apparat omkring sådan et kraftværk, hvilket kan være en udfordring for et demokratisk samfund. Dels fordi man håndterer radioaktive og farlige elementer, men også fordi selve kontrollen med et sådant kraftværk evident er væsentlig

Plutonium kan jo bruges dels som nyt reaktorbrændsel, men det kan jo også oparbejdes til forholds vis ren Pu-239, hvilket der kan være en militær interesse i - ud over, at man skal have kontrol med mængden og hvad der evt. sker med den. Det er måske ikke højradioaktivt, men det skulle være temmelig giftigt.

Selv om sandsynligheden for et uheld kan siges, at være ringe så forekom ulykken på Fukushima jo ikke desto mindre og Japan rammes jo med en vis hyppighed af jordskælv. Et eller andet sted kan risikoberegninger jo også ses i lyset af, at der var noget man ikke havde indkalkuleret .

Jeg så en udsendelse på Netflix om kraftværket "New Haven" i USA, og ifølge udsendelsen så havde der her fundet udslip af radioaktivt spildvand sted; og det skal ses i forhold til, at der nok vanskeligt kan sættes en grænseværdi for sundhedsskadelige virkninger fra radioaktive strålekilder.

Men det gør selvfølgelig mindre for os hvis værket ligger i Nord Sverige. Novellen "Det prikker under fødderne kan anbefales" :-)

Jan Boisen
Det fremmer ikke debattens kvalitet at du kaster nye bolde i luften uden at se det jeg henviser til i forbindelse med det foregående.

Der kommer sådan fire ton højradioaktivt affald årligt fra en kernekraftværk.
Det vil modsvare en besparelse på 200 millioner ton CO2
Hvad foretrækker du?

Jeg foretrækker at sige god nat.

Thorkil Søe: Der jo en stor artikel om en Vindmøllepark på Dokker banken i dagens avis, så valget kan ikke stilles op som et valg mellem CO2 eller kernekraft.

De fire ton højradioaktivt materiale kunne jo potentielt gøre meget skade hvis de kom ud i miljøet, hvilket jo heldigvis ikke er tilfældet

Vi har jo muligheden for, at vælge andre energikilder end kernekraft, også selv om jeg køber argumentet om, at kernekraft ikke bidrager til CO2 emissionen.

Vindmøllepark på "Doggerbanken" hvis jeg må lave lidt forsinket stavekontrol på mit foregående indlæg.

Den grønne omstilling er i gang, og i første omgang tror jeg, at mange mennesker i den sammenhæng fravælger atomkraft grundet risici og problemer med atomaffald.

I den grønne omstilling kan vi satse på mange forskellige former for udnyttelse af vedvarende energi. Spørgsmålet er selvfølgelig hvor langt det rækker og om det går hurtigt nok, hvilket også falder tilbage på et spørgsmål om økonomi. Men det er i gang og "sort" energi vil formentlig blive stadig mere urentabel. Men vi har måske også lidt travlt - hvis de værste klimakatastrofer skal undgås.

Fremtiden hedder solenergi, hvis ellers der er nogen til at udvinde den.
Og nej, de værste klimakatastrofer kan ikke undgås.