Læsetid: 5 min.

Koalitionen har dræbt 80 civile i Irak og Syrien, som ingen lande vil tage ansvaret for

USA’s partnerlande i luftkrigen mod Islamisk Stat i Irak og Syrien har bombedræbt mindst 80 civile, som ingen offentlig vil tage ansvar for. Dermed står de pårørende i præcis den situation, som kritikere har advaret om siden luftkrigens begyndelse
Storbyen Mosul er det sted, der er blevet bombet suverænt mest under den snart tre et halvt år lange luftkrig mod Islamisk Stat. Antallet af civile tab eksploderede, da koalitionen med sine luftangreb hjalp irakiske styrker med at generobre byen. Ét enkelt angreb i al-Jadidah-kvarteret dræbte i marts 2017 mindst 105 mennesker, har amerikansk militær erkendt.

Storbyen Mosul er det sted, der er blevet bombet suverænt mest under den snart tre et halvt år lange luftkrig mod Islamisk Stat. Antallet af civile tab eksploderede, da koalitionen med sine luftangreb hjalp irakiske styrker med at generobre byen. Ét enkelt angreb i al-Jadidah-kvarteret dræbte i marts 2017 mindst 105 mennesker, har amerikansk militær erkendt.

Felipe Dana

25. januar 2018

På nær ét luftangreb har kun USA taget ansvar for civile tab, som koalitionens flybombardementer har været skyld i i krigen i Irak og Syrien mod Islamisk Stat. Koalitionen har erkendt i alt 817 civile dræbte, men af dem er navnene på 80 ofre og omstændighederne, hvorunder de blev dræbt, endnu hemmeligholdt. De øvrige koalitionspartnere vil ikke have deres angreb bragt i søgelyset.

I første omgang var de 80 dræbte af samme årsag slet ikke med i de officielle statistikker, bekræfter USA’s militære centralkommando over for Information. 

»De var ikke tidligere blevet regnet med, fordi angrebene var begået af partnernationer,« siger Kyle Raines, pressechef ved CENTCOM, amerikansk militærs centralkommando. Mørklægningen, som først blev afdækket af Foreign Policy, har omfattende konsekvenser for krigens civile ofre. 

Det gør det tæt på umuligt for de pårørende at søge retfærdighed for deres dræbte eller kræve erstatning fra de ansvarlige lande, hvis der har fundet fejlbombardementer sted. Den kritik har menneskeretsorganisationer fra krigens begyndelse rettet mod koalitionen på grund af den omfattende lukkethed om, hvilke lande der bomber hvor og hvornår. En lukkethedspolitik, som Danmark aktivt har bidraget til.

»De 80, som ikke har været offentliggjort, viser jo, at der har været ofre, som formentlig ikke har haft nogen steder at gå hen. Det er en meget alvorlig mangel på transparens,« siger Trine Christensen, generalsekretær i Amnesty International.

Antallet af civile dræbte, som USA’s partnerlande i koalitionen er skyld i, er sandsynligvis langt højere. De 80 dræbte stammer fra en opgørelse fra april 2017, hvor koalitionen kun havde identificeret 352 civile tab, hvoraf USA altså tager ansvar for fire ud af fem ofre. 

Siden har amerikansk militær ændret procedure, så det ikke længere bliver specificeret, hvor mange der er blevet dræbt af amerikanske bombardementer. Derved ville man nemlig kunne regne sig frem til, hvor mange civile de øvrige lande har dræbt.

»Da vi ændrede opgørelserne til at omfatte hele koalitionen (frem for kun USA, red.), medregnede vi tidligere sager, vi vidste, der var hold i. Men samtidig havde vi ingen planer om at udtale os om individuelle lande,« siger Kyle Raines.

Abdallah, Fadhila, Muthanna og Sumaiya Hadid blev dræbt i et luftangreb 22. april 2015. Efter i to et halvt år indrømmede koalitionen IS at stå bag bombardementet.
Læs også

Foruden USA er de øvrige lande i koalitionen Danmark, Storbritannien, Frankrig, Belgien, Holland, Canada og Australien, der tilsammen står for flere tusinde bombeangreb i Irak og Syrien.

Også Jordan, Bahrain, Tyrkiet, De Forenede Arabiske Emirater samt Saudi-Arabien deltager officielt i koalitionen, men har tilsammen kun udført omkring 150 angreb i hele perioden.

Kun Australien har erkendt at have dræbt civile i et luftangreb i et enkelt tilfælde. Det angreb fandt sted efter den periode, hvor de 80 civile er blevet dræbt.

Danmark: Det var ikke os

USA har ifølge Foreign Policy informeret alle ansvarlige lande om deres rolle i de angreb, der har dræbt civile. Tidsskriftet har desuden kontaktet samtlige partnerlande i sagen, men ingen lande vil stå frem. Samtidig har koalitionslandene blokeret for alle detaljer om de 80 dræbte, så alle navne, datoer og stedsangivelser fortsat er mørkelagt.

»For når vi taler om amerikanske tal, så bringer det andre lande i søgelyset. Det var det, vi hørte fra de andre lande i koalitionen. Derfor udtaler vi os ikke om enkelte landes bidrag. Det lader vi dem selv om,« siger Kyle Raines.

Danske F16-kampfly har smidt i alt 887 bomber i luftkrigen mod Islamisk Stat, heraf en del i tætbebyggede områder. Forsvaret har dog fortsat »ikke viden om, at danske fly skulle have forårsaget civile tab under Operation Inherent Resolve«, siger Værnsfælles Forsvarskommando i et skriftligt svar. Forsvaret har desuden på Informations foranledning spurgt de udsendte soldater, der har været sendt i krig mod Islamisk Stat side om side med amerikanske officerer:

»Vi kan bekræfte, at Værnsfælles Forsvarskommando (VFK) ikke har modtaget henvendelse fra USA om, at danske F-16 har deltaget i angreb, hvor civile er blevet dræbt.«

Abdallah på 5 år mistede livet ved koalitionens bombeangreb. Ved siden af ham sidder Sidra, hans søster, der kort før bombeangrebet døde af kræft.
Læs også

Som Information tidligere har afdækket, bad Forsvaret i begyndelsen af krigen USA om at skjule Danmarks rolle i specifikke luftangreb. Det skete for at undgå, at man »kunne tage ét specielt angreb på ét specielt område og kunne føre det direkte tilbage til et dansk fly,« forklarede oberst Søren W. Andersen.

Kort efter Danmarks første bombardement i oktober 2014 forsvandt landenavnene således fra de pressemeddelelser, som USA udsendte på vegne af koalitionen. Her kunne man læse, hvor og hvornår koalitionen havde bombet på en given dag. Ifølge Kyle Raines fra CENTCOM er USA’s rolle i de månedlige opdateringer om civile tab da også blevet maskeret for at bringe dem i overensstemmelse med den praksis, man har haft i de daglige pressemeddelelser siden 2014.

I den aktuelle sag om de 80 dræbte afviser Forsvaret dog, at man fra dansk side har stillet krav om at holde dem anonyme. Forsvaret er ikke »bekendt med detaljerne i eller processen omkring offentliggørelsen af de 80 civile tab«, skriver Værnsfælles Forsvarskommando.

»VFK har i den konkrete sag således ikke bedt USA eller koalitionen om at undlade at offentliggøre tid og sted for angrebene.«

Offentliggjort på side ni

De 80 angreb kom først til offentlighedens kendskab, efter koalitionen i bunden af en ni sider lang pressemeddelelse i slutningen april skrev:

»Det vurderes, at yderligere 80 civile tab kan tilskrives koalitionens luftangreb mod ISIS i Irak og Syrien fra august 2014 til nu (slut april 2017, red.) ikke tidligere har været offentliggjort.«

Pressemeddelelsen nævnte intet om, hvor tallene kom fra, eller hvorfor de ikke tidligere var blevet offentliggjort. Anonyme militærkilder sagde dog til Foreign Policy, at der var tale om angreb udført af USA’s allierede. Det er den mørklægning, talsmanden Kyle Raines nu bekræfter over for Information.

Beviser indsamlet i forbindelse med en ny DR2-dokumentar får koalitionen, der kæmper mod Islamisk Stat til at indrømme at have dræbt fire medlemmer af en irakisk familie. Inden da havde koalitionen ad flere omgange afvist dette. Både koalitionens indrømmelse og de historier, der nu slipper ud fra befriede byer i Irak og Syrien, underminerer koalitionens egen fortælling om en luftkrig med et rekordlavt antal civile ofre
Læs også

Demokratisk problem

I koalitionens månedlige opdateringer fremgår det normalt, både hvor og hvornår sager om såkaldte civilian casualties har fundet sted – blot ikke hvilket land, der smed bomberne. Det gælder både bekræftede dræbte og sårede, afkræftede hændelser samt verserende sager. For de 80 dræbtes vedkommende vil koalitionen dog ikke løfte sløret for nogen detaljer. Således kan det teoretisk set lige så godt være 80 angreb med hvert sit offer eller ét enkelt angreb med 80 civile ofre. Og det kan have fundet sted når som helst mellem august 2014 og april 2017.

»Den manglende transparens er afgørende for forståelsen af, hvad de enkelte landes krigsførelse har af konsekvenser. Det kan jo have stor indenrigspolitisk og demokratisk betydning,« siger Trine Christensen fra Amnesty International.

»Man gemmer sig under en overskrift, der hedder koalitionen. Hvis koalitionen har held med at få presset amerikanerne til at gøre transparensen mindre, så har vi et endnu større ansvar for at få indført et system, der gør, at folk kan komme ind og få svar og søge erstatning,« siger hun.

Serie

Europe's Hidden War

'Europe’s Hidden War’ er et cross-border-journalistisk samarbejde, der er støttet af Journalismfund.eu. Projektet er stiftet af Information-journalisten Rasmus Raun Westh, der samarbejder med den hollandske journalist Jannie Schipper.

Med i projektet er også NRC Handelsblad. Den hollandske avis har blandt andet skrevet historien om advokat Liesbeth Zegveld, der fører en sag på vegne af to bombeofre, hvis historie holdet kunne fortælle efter en researchrejse til Irak. Sagen er også blevet taget op under en høring i det hollandske parlament.

DR2-dokumentaren 'Når vores bomber rammer de forkerte' udspringer også af projektet. Filmen kan ses på dr.dk.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Graae
  • Eva Schwanenflügel
Anders Graae og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Set i lyset af de mange hundrede tusinder der er blevet dræbt, i denne, såvel som alle de andre konflikter i muslimske lande, forekommer det da fuldstændigt ligegyldigt om den vestlige koalition skulle have dræbt lidt civile. De har jo garanteret ikke gjort det med vilje - i modsætning til de forskellige regimer i disse overtrosbefængte (lorte)lande. Disse menneskers vanvittige overtro er skyld i alle disse lidelser. Få dog gang i noget udvikling, start med at reformere denne overtro kaldet islam.
Selv tak.