Kompromissøgende Trump prøver at redde sit skind

BOSTON – Vendingen er bemærkelsesværdig. Sidste sommer skældte præsident Donald Trump Senatets flertalsleder Mitch McConnell huden fuld i en række tweets. I det ovale kontor var han oppe i det røde felt over Paul Ryan, den republikanske formand for Repræsentanternes Hus, for hvem det var mislykkedes at finde opbakning til et forslag om at skrotte Barack Obamas sundhedsreform.

Seks måneder senere er det en dans på roser mellem præsidenten og de republikanske partiledere. Det er der en plausibel forklaring på: Begge sider har desperat brug for hinanden for at overleve 2018.

De republikanske politikere vil bevise over for deres vælgere, at de kan lovgive. Trump, der ideologisk set er en tom skal, er glad for at hjælpe, hvis de til gengæld lover at forsvare ham, familien og Trump Organization mod særanklager Robert Muellers, FBI’s og mediernes anslag.

Det første tegn på en forsoning kom i august, da Trumps højrenationalistiske chefstrateg blev fyret af præsidentens nyligt indsatte stabschef, eksgeneral John Kelly. Partiledelsen i Kongressen gned sig i hænderne.

Den seneste antydning af den nye kabale i Washington, D.C. kom tirsdag, da partieliten kunne drage endnu et lettelsens suk. Bannon blev afsat fra sine to medieplatforme – Breitbart News og Sirius Satellite Radio – efter hans knusende kritik af Donald Trump Jr., Ivanka Trump og Jared Kushner i en opsigtsvækkende tell all-bog af New York-journalisten Michael Wolff.

Konsekvensen af Bannons afgang kan meget vel blive, at hans velkendte plan om at rekruttere en kolonne af højrenationalistiske Trump-kandidater til at udfordre republikanske kongresmedlemmer og senatorer i primærvalgene denne sommer og efterår går i vasken eller i det mindste løber ud i sandet.

Det ville være besynderligt, hvis populistiske demokrater som senator Bernie Sanders, Elizabeth Warren (på genvalg i Massachusetts) og Sherrod Brown (på genvalg i Ohio) forspildte en chance for at genvinde nogle af Trumps hvide arbejderklassevælgeres gunst, nu da Trump har mistet Bannon – ideologisk bannerfører for en økonomisk nationalisme – og indynder sig hos de erhvervsvenlige republikanske partiledere.

Sårbar situation

Præsidenten befinder sig i en ekstrem sårbar situation. I Wolffs bog beskriver nærtstående kilder ham som aldeles uinteresseret i substansen af de mange emner, han skal tage stilling til hver dag. Flere af dem tegner et billede af et ustyrligt barn, hvis temperament skummer over, hvis han ikke får sin vilje.

Mest foruroligende bekymrer kilderne sig over Trumps »mentale stabilitet«. Han skulle være tilbøjelig til at fortælle de samme historier om og om igen og inden for et gradvist kortere tidsrum.

Det er forklaringen på, at Det Hvide Hus helt uden for normen tirsdag lod tv-kameraer forevige 50 minutters drøftelser mellem Trump og repræsentanter for de to partier om et muligt kompromis om 800.000 immigrantbørns skæbne. Det amerikanske folk skulle se præsidenten ved sine fulde fem lede et møde.

Det fungerede. Den eneste hage var, at Trump ikke virkede orienteret om emnerne og syntes mere end villig til at komme alle demokraternes krav i møde. Stik imod sit valgløfte lovede han at »gå til kamp« for en omfattende indvandrerreform, der efter alt at dømme skal bringe 12 millioner papirløse immigranter i USA ind i varmen. Han nævnte kun en passant bygningen af en mur.

Erfaringen tilsiger, at Trump kun er villig til at sælge ud af sine aktiver, når han geråder i voldsomme vanskeligheder. Sådan forholdt det sig, da han stirrede bankerot i øjnene i begyndelsen af 1990’erne.

Ifølge Wolffs bog skorter det ikke på faldgruber. Datteren Ivanka og svigersønnen Kushner beskrives som rådgivere, der er ude på dybt vand og fuldt optaget af at beskytte sig mod Muellers undersøgelse af deres mulige meddelagtighed i Trumps forsøg på at lægge hindringer i vejen for rettens gang.

Det for Trump-dynastiet mest faretruende aspekt ved særanklagerens undersøgelser er utvivlsomt Muellers angivelige interesse i, hvorvidt Trumps mulige forbindelser til Kreml kan forklares med et finansielt afhængighedsforhold. Både Trump Organization og Kushner-familiens ejendomskoncern skal stå i gæld op til over begge ører til russiske statsbanker og derfor oligarker.

Mandag forlød det i amerikansk presse, at Mueller under et møde i december med juridiske rådgivere fra Det Hvide Hus anmodede om at forhøre præsidenten himself. Advokaterne vil gøre alt for at styre, hvad Trump bliver spurgt om, og hvad han svarer, men Trump er utilregnelig. At sige ja til et forhør vil sende ham ud i et minebelagt terræn. Spørgsmålet er, om han har et valg.

Bill Clinton snublede, da han blev forhørt af særanklager Kenneth Starr i 1998 og løj under éd om sit forhold til praktikanten Monica Lewinsky. Det førte til en rigsretsproces.

Op i et hjørne

Trump og hans rådgivere ved naturligvis, at han er trængt op i et hjørne. Præsidentens sikreste udvej er at søge støtte fra republikanere. Det er derfor, han så glædeligt underskrev en skattereform, der stik modsat sit valgløfte sænkede indkomstskatten på de højeste indtægter.

Det er derfor, han tirsdag foran tv-kameraerne bedyrede, at han vil skrive under på hvilken som helst lov, Kongressen sender til hans skrivebord. Det er derfor, han på samme møde erklærede, at det ville være en god idé at genindføre en gammel parlamentarisk regel – øremærkede lovforslag – der yder bevillinger til prestigeprojekter i den enkelte lovgivers valgkreds mod dennes opbakning til et lovforslag, eksempelvis finansloven.

Øremærket lovgivning blev midlertidigt afskaffet i 2011. Reglen blev fordømt som officiel bestikkelse af lovgivere og kilde til politisk korruption. Trump blev valgt på at »dræne sumpen« i Washington, så når han foreslår at genoplive øremærket lovgivning, svarer det til at give afkald på endnu et valgløfte.

Villigheden til at kaste valgløfter og endda beslutninger overbord for at redde hans skind er ikke begrænset til Kongressen. Mandag annoncerede indenrigsminister Ryan Zinke, at forbundsstaten vil give olieselskaber boretilladelser offshore i Atlanterhavet og Stillehavet. Der rejste sig straks et ramaskrig i Californien og Florida – også fra republikanske politikere.

Tirsdag kastede Trump og Zinke håndklædet i ringen. Efter voldsomme indvendinger fra Floridas republikanske guvernør Rick Scott spares Floridas østkyst for olieboretårne. Forklaringen på denne 360-gradersvending er enkel: Trump håber at overtale guvernør Scott til at stille op mod demokratiske senator Bill Nelson.

Guvernøren er den eneste, der har en rimelig chance for at slå Nelson. Trump har brug for at udvide det republikanske flertal i Senatet i tilfælde af en rigsretssag.

Den seneste nyhed er Trumps beslutning om at aflægge visit i »globalisternes« hellige tempel, Davos i Schweiz, senere i denne måned. Det ville aldrig være sket, hvis Bannon stadig sad i Det Hvide Hus.

Præsidentens charmeoffensiv er allerede blevet præmieret. Flere ledende republikanere har pludselig besluttet sig til at kritisere særanklager Mueller (der er republikaner) og FBI. Selv den tidligere britiske efterretningsagent Christopher Steele, manden bag det berømte Trump-dossier, har to republikanske senatorer opfordret til, bliver tiltalt for at have begået menéd over for FBI.

Trumps strategi er rævesnu. Spørgsmålet er, hvorvidt det amerikanske folk gennemskuer den. Svaret foreligger i 2018.