Interview
Læsetid: 6 min.

Kurderleder til Erdogan: ’Det er vores bjerge. Vores hjemmebane’

Søndag gjorde Tyrkiet alvor af sine trusler, da de indledte en offensiv mod Syriens kurdere ved Afrin i håb om en ’hurtig sejr’. Men tyrkerne vil få kamp til stregen lover den kurdiske leder af Det Demokratiske Unionsparti over for Information
Den Frie Syriske Hær, som er allieret med tyrkerne, på vej ind den syriske region Afrin, som kontrolleres af kurdere.

Den Frie Syriske Hær, som er allieret med tyrkerne, på vej ind den syriske region Afrin, som kontrolleres af kurdere.

Ritzau Scanpix

Udland
24. januar 2018

Kurdiske ledere ryster på hovedet over Tyrkiets selvsikre udmeldinger, efter at tyrkiske tropper har krydset grænsen til Syrien for at nedkæmpe den amerikanskstøttede kurdiske bevægelse YPG i den kurdiske enklave Afrin i det nordlige Syrien.

»Vi vil afslutte operationen på kort tid,« sagde præsident Erdogan søndag foran en massiv folkemasse i byen Bursa, Osmannerrigets tidligere hovedstad.

I et interview med Information, siger Shahoz Hesen, leder af Det Demokratiske Unionsparti (PYD) i det kurdiske selvstyre i det nordlige Syrien, at han intet har tilovers for den bombastiske retorik.

Lederen af Det Demokratiske Unionsparti – hvis væbnede gren er YPG – siger, at kurderne er parate til at udkæmpe en lang og udmattende krig, hvis det bliver nødvendigt.

»Tyrkerne vil stå over for et sandt mareridt, når de møder vores krigere. Vi går ingen steder, så de kan bare komme an,« siger Shahoz Hesen over en telefonforbindelse fra byen Qamishli i de kurdiske områder i Syrien.

De tyrkiske styrker skal sammen med tusindvis af lokale syriske krigere etablere en 30 kilometer lang sikkerhedszone langs den tyrkisk-syriske grænse og forhindre YPG i at infiltrere tyrkiske områder, oplyser talsmænd for den tyrkiske hær.

Tyrkiets fremstød ved Afrin er det seneste kapitel i den syriske borgerkrig, som bliver stadig mere kompleks. Tyrkernes militæroperation mod kurderne i Syrien betyder, at der nu er opstået en direkte interessekonflikt mellem de to NATO-allierede – USA og Tyrkiet.

USA støtter YPG i kampen mod Islamisk Stat og ønsker at hjælpe kurderne med at opbygge en grænsestyrke i det nordlige Syrien. Tyrkerne vil – tilsyneladende med Ruslands velsignelse – nedkæmpe YPG, som de betegner som terrororganisation og en forlængelse af PKK, som i mere end tre årtier har ført væbnet kamp mod den tyrkiske stat.

Hvis man dykker ned i detaljerne, bliver absurditeten i ’interessekonflikten’ kun tydeligere.

Incirlik-basen i den tyrkiske by Adana, hvor amerikanerne har kernevåben stående, bruges nu som koordineringscentral for både tyrkiske luftbombardementer af YPG-stillinger og amerikansk støtte til selvsamme YPG.

Men indtil videre har amerikanerne ikke udtrykt nogen nævneværdig modstand mod den tyrkiske operation ved Afrin. Faktisk har den amerikanske udenrigsminister, Jim Mattis, udtrykt forståelse for Tyrkiets offensiv.

»Kurderne har bevist deres effektivitet på slagmarken mod IS, men Tyrkiet har nogle legitime sikkerhedsmæssige bekymringer,« lød det fra Mattis søndag.

Uforudsigelige kampe forude

Efter fire dages kampe er det endnu ikke muligt at få et overblik over kampenes udvikling. Begge sider påstår, at de dominerer slagmarken. Informationskrigen er også brudt ud.

Over de forgangne dage har Tyrkiets præsident Erdogan flere gange hævdet, at militæroperationen ved Afrin vil være »hurtig overstået«, dog uden at specificere en tidsramme for offensiven.

Men hvis man skal tro Shahoz Hesen, har tyrkerne kastet sig ud i en håbløs mission. Den kurdisk-kontrolleret by ligger ved regionen Kurd Dagh, som bogstaveligt betyder kurdiske bjerge.

»Det er vores bjerge. Vores hjemmebane. Vi kender enhver lille sten på bjergskråningerne. Lad bare tyrkerne prøve lykken,« siger Hesen selvsikkert.

Han fremhæver, at YPG’s kamperfaring fra krigen mod Islamisk Stat har gjort kurdiske krigere til en formidabel styrke.

»Vi er forberedte. Vi har forskanset os grundigt over alt. Vi er blevet vant til krig og kan kæmpe i bjergene, lige så længe det er nødvendigt,« siger Hesen.

Den kurdiske leder forventer en lang kamp, og han tror, det vil være til kurdernes fordel. Hesen tror ikke, at det internationale samfund vil gå med til at lade kampene fortsætte alt for længe, da ingen er interesseret i, at situationen kommer ud af kontrol.

»USA, som er medlem af NATO – ligesom Tyrkiet – er tvunget til at give Erdogan sin vilje, da Tyrkiet er en af USA’s vigtigste geostrategisk allierede på kloden, men Erdogan får ikke lov til at fortsætte krigen, som han vil. Før eller siden bliver han bremset,« tror Hesen.

’Rusland er skurken’

Mandag landede den amerikanske centralkommandos hærchef, Joseph Votel, i Raqqa, den tidligere IS-højborg, som YPG var med til at generobre den 17. oktober 2017. Tidligere på dagen var Brett McGurk, den særlige amerikanske udsending for krigen mod IS på besøg i den kurdiske by Kobane.

Kurderne tolker de to amerikanske udsendinges tilstedeværelse som et positivt tegn. De mener, at USA signalerer, at Washington ikke har tænkt sig at lade sine allierede i stikken.

Shahoz Hesen mener ikke, man kan bebrejde amerikanerne for Erdogans invasion af de kurdiske områder i Syrien.

»Amerikanerne har næsten intet fodfæste i Syrien og slet ikke i Afrin. Amerikanerne står virkelig svagt. Det er russerne, som er de egentlig skurke i den situation, vi står i nu. Fra et kurdisk perspektiv har russerne mistet al troværdighed. Moskva lod tyrkerne rykke ind, fordi de ønsker at presse os,« siger den kurdiske leder.

Man mener, at det tyrkiske angreb er sket med russisk velsignelse, da Rusland kontrollerer luftrummet over Afrin og dermed må have accepteret de tyrkiske bombardementer.

Hesen mener, at russernes mål er, at bruge Erdogan som pisk til at tvinge kurderne tilbage under Assads støvle. Inden de tyrkiske tropper indledte operationen, foreslog Moskva, at kurderne frivilligt gav administrationen af Afrin tilbage til Damaskus. Et forslag som kurderne afviste promte.

»Russerne ønsker, at vi giver Afrin tilbage, men vi giver ikke Afrin tilbage. Det er ingen løsning,« siger Shahoz Hesen.

Shahoz Hesens udlægning af russernes forslag, bekræftes af flere eksperter. Rusland, som i årenes løb har haft et tåleligt forhold til Syriens kurdere, har pludselig valgt at vende dem ryggen ved at lade Erdogans styrker invadere Afrin.

Ifølge Gönül Tol, leder af Middle East Institute’s Center for Turkish Studies ved George Washington University, har Moskva flere mål for øje.

»Jeg tror, at russerne ønsker at advare kurderne imod at hygge sig med amerikanerne. Samtidig forsøger russerne at konsolidere det syriske regimes indflydelse og øge kilen mellem de to NATO-allierede Tyrkiet og USA,« siger Gönül Tol i et interview på instituttets hjemmeside.

Flere eksperter spekulerer i, om kurderne i sidste ende vil gå med til russernes forslag. Spekulationerne fik ny næring, da den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, mandag udtalte, at kurderne bør være tilstede ved den kommende Syrien-konference i Sochi 30. januar.

Men Shahoz Hesen afviser både russernes præmisser og muligheden for at underkaste sig Assad.

»Vi befinder os i en hel anden situation end før revolutionen i 2011. Vi vil forsvare Afrin til vores sidste vejrtrækning,« siger Shahoz Hesen.

Uvished om udfaldet af tyrkisk offensiv

Om kampene ved Afrin bliver så heftige, som kurderlederen lægger op til, er endnu for tidligt at sige.

Nogle analytikere påpeger, at Tyrkiets kontrol med luftrummet vil gøre dets styrke overlegne på slagmarken. Samtidig kan kurderne på sigt få problemer med våbenforsyningerne, da Afrin er en isoleret enklave, som ikke er forbundet til de resterende kurdiske områder i det nordlige Syrien.

Endelig har FN’s sikkerhedsråd endnu ikke fordømt den tyrkiske operation. En kendsgerning, som mange analytikere tolker som stiltiende støtte til Erdogans ambitioner i det nordlige Syrien.

En af de få, som udtrykker skepsis over tyrkernes styrke, er den kyndige mellemøstforsker Michael Rubin ved tænketanken American Enterprise Institute. I sin analyse for ugemagasinet The Washington Examiner skriver han, at den tyrkiske hær efter kupforsøget mod Erdogan i 2016 er blevet en skygge af sig selv.

»Styrkerne mangler erfaring, træning, og disciplin som forgængerne. En ud af fire piloter sidder fængslet. Mange tyrkiske F-16 holder stille på grund af manglen på trænede piloter. Det er uvist, om den tyrkiske hær kan kæmpe effektivt,« skriver Rubin.

I mellemtiden er YPG over årene blevet den mest effektive kampstyrke i Syrien i kraft af kampene mod al-Qaeda og Islamisk Stat. Selvom kurderne i perioder har måttet klare sig uden hverken USA, Rusland eller de syriske oppositionsgrupper, har de kæmpet bravt på slagmarken.

»Hvis de stik imod alle odds kunne operere succesfuldt mod IS, kan de sagtens vise sig at blive en formidabel modstander for tyrkerne, specielt når de nyder hjemmebanefordelen,« skriver Rubin.

I Tyrkiet er Erdogan ved at blive hyldet med titlen Gazi, erobrer, af sine partifæller fra AKP. En titel, som normalt tillægges enten den triumferende Mehmet II, sultanen som erobrede Konstantinopel og satte punktum for Det Byzantinske Imperium i 1453, eller Den Tyrkiske Republiks moderne grundlægger Mustafa Kemal Atatürk.

»Men hvad sker der, hvis de tyrkiske soldater begynder at vende hjem i ligposer?« spørger Rubin i The Washington Examiner.

Erdogans militæroperation i Syrien kan gøre ham til nationalhelt og cementere hans magtfuldkommenhed i Tyrkiet. Men operationen kan også vise sig at blive en fatal fejlkalkulering, som ender med at køre landet i sænk.

»Måske vil Erdogan ikke ende med at sætte scenen til en triumferende sejr, men til et nederlag, der vil ryste Tyrkiet i sin grundvold,« foreslår Michael Rubin. 

Det scenarium skriver kurderlederen Shahoz Hesen gerne under på.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

At Danmarks allierede, NATO-landet Tyrkiet, nu retter militære angreb mod kurderne i Afrin inde i Syrien, burde forårsage kæmpe protestdemonstrationer i Danmarks byer med krav om, at enten smides Erdogans fascist-stat ud af NATO, eller også forlader Danmark organisationen.

Intet sker; det er primært danmarks presses skyld, fordi næsten ingen danskere har nogen som helst anelse om, hvem de stridende parter er eller hvad de står for. Spørg en tilfældig dansker på gaden hvad Rojava eller YPG er: det ved 99% intet om. Det skyldes Danmarks Radios, Informations, Politikens. Berlingskes osv manglende interesse for det som kunne være det vigtigste der er sket i Mellemøsten de sidste 10 år.

Fordi sandheden er, at mensTyrkiet under Erdogan er en tiltagende totalitær Islamisk konservativ politistat som nu har genoptaget det kulturelle folkemord på landets eget kurdiske mindretal, så står det syrisk-kurdiske parti PYD og dets militære arm YPG (som med luftstøtte fra USA har været helt afgørende i nedkæmpelsen af ISIS i Syrien) for græsrods-demokrati, sekularisme, tolerance mellem etniske grupperinger og især en feminisme der gør at kvinderne har deres egen milits YPJ (YPG betyder folkets beskyttelses grupper, YPJ kvindernes beskyttelses grupper) samt at halvdelen af alle embeder-borgmestre, administratorer osv-ifølge forfatningen er besat af en kvinde.

Med andre ord det diametralt modsatte af de konservativt islamistiske værdier der gælder i Tyrkiet, Saudi Arabien, Iran eller for den sags skyld Islamisk Stat, og hvad Mellemøsten virkelig har brug for, men det ved danskerne som sagt intet om.

Henning-Buerup Jørgensen, Jesper Brandt, Anne Koed Westergaard, Hanna Grarversen, Jan Kauffmann, Torben Skov, Flemming Berger, Hans Larsen, Janus Agerbo, Per Klüver, Povl Jensen, Anders Graae, Holger Madsen, Karsten Lundsby, Bjarne Bisgaard Jensen, John Hansen, Nike Forsander Lorentsen, Peter Hansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Erdogan er dum, han skaber sig en ny fjende, som han ikke havde behøvet, nu risikere han en ny og langvarig konflikt, som vil indrage hele kurdistan, og koste ham dyrt både økonomisk og i liv.

Er det virkeligt det han mener Tyrkiet har brug for?

I sidste ende kan det her være enden på Tyrkiet som vi kender det, og begyndelsen til et nyt land, Kurdistan.

John Andersen

Hvorfor kan Erdogan ikke bare indordne sig under USA's politik i Mellemøsten lige som os andre og se bort fra Tyrkiets egne interesser?

David Zennaro

Jeg tror, Tyrkiet vil stå med et problem lige som Rusland oplevede i Afghanistan.

Niels Duus Nielsen, Karsten Lundsby og Peter Hansen anbefalede denne kommentar
John Andersen

David Zennaro
Eller Amerika. Er det ikke altid (heldigvis) et problem at invadere et andet land?

Torben Skov, Eva Schwanenflügel, Anders Graae, Karsten Lundsby, Trond Meiring og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

@John Andersen

Nu er det jo heldigvis sådan, at Amerikas politik ofte er på den alm. borgers og demokratiets side, i hvertfald som udgangspunkt.

Hvorimod f.eks. Putins, Assads og Erdogans politik ofte er på en despots og diktators side. Det er en stor forskel mht. berettigelse, men dermed ikke sagt at vejen mod målet altid er kønt, jeg er absolut ikke USA fan, og slet ikke i disse Trump tider, men jeg kan godt se nuanceret på tingene.

Niels Duus Nielsen

Efter hvad jeg har kunnet læse mig til, råder YPG over ca. 30.000 tropper, hvoraf ca. 10.000 har set kamp og derfor kan betegnes som veteraner.

Tyrkiet har omkring 500.000 mand under våben, hvilket lyder overvældende, men de tyrkiske tropper er af dårlig kvalitet, med dårlig uddannelse, dårlig moral (værnepligtige), manglende kamperfaring og mangel på officerer (mange officerer er fængslede efter Erdogans kup).

Så der er lagt i kakkelovnen til tyrkerne. At tyrkerne har luftherredømmet spiller ikke den store rolle, da fly ikke kan stille stort op mod infanteri, der skjuler sig i bjergene - som vi så i Serbien, hvor koalitionens luftstyrker ikke engang kunne ramme de serbiske kampvogne.

Man kan frygte, at tyrkerne derfor vil gå efter civilbefolkningen i byerne, da der er tale om meget mere tilgængelige mål.

Kurderne kender terrænet, de har kamperfaring, og de forsvarer deres hjemland - for dem er det en retfærdig krig. Tyrkerne er på udebane, uden erfaring, og uden den motivation, som altid følger en forsvarskamp, der opleves som retfærdig.

Så det bliver endda meget grimt for tyrkerne, med mindre russerne, amerikanerne og iranerne kan finde ud af at tale sammen og sætte Erdogan stolen for døren. Kurderne synes villige til at tage en langvarig krig, er tyrkerne?

Niels Duus Nielsen

Sidste nyt: Nu har kurderne bedt Assad om hjælp til at forsvare Syriens grænser til Tyrkiet. Det forklarer, hvorfor de normalt så kurdiskvenlige russere har trukket deres styrker ud af Afrin-provinsen: Presset fra Tyrkiet presser kurderne ind i en alliance med Assad, og svækker de amerikanske bånd til kurderne. Iranerne blander sig udenom, da de gerne ser USAs indflydelse svækket.

Enten accepterer kurderne syrisk overhøjhed og lader sig nøje med autonom status i et fremtidigt føderalt Syrien, og giver afkald på den nationale selvstændighed, som de ønsker sig, eller også må de se en langvarig krig i øjnene, som de måske, måske ikke vil kunne vinde. Og selv om de vinder, vil de stå tilbage med et smadret territorium og en befolkning på flugt, og stadig ingen aftale med Assad.

Erdogans tropper er bare den hammer, der skal få kurderne til at opgive ønsket om en selvstændig stat. Falder kurderne til patten, vil et kombineret pres fra Rusland, Iran og USA - i nævnte rækkefølge - få tyrkerne til at trække deres tropper hjem igen.

Jeg fornemmer Putins strategiske hånd bag alt dette. Meget kan man sige om Putin, men han er i samme klasse som Churchill, når det gælder om at trække i de sikkerhedspolitiske tråde.

https://www.theguardian.com/world/2018/jan/25/kurds-call-on-syrian-regim...

Niels Duus Nielsen

Spørgsmål til Information: Hvorfor skal jeg læse om denne krig, som udspiller sig netop nu i skrivende stund, i udenlandske aviser,og ikke i Information? Hvorfor skal jeg referere udenlandske journalister her i kommentarsporet, i stedet for at læse Informations egne journalisters udlægning af slagets gang?

Efter min mening er den seneste udvikling i Syrien suverænt det mest interessante og omtaleværdige, der er sket i verden i år. Hvad laver Informations mellemøsteksperter, når der endelig sker noget interessant i Mellemøsten? Hvorfor er disse begivenheder ikke på forsiden? Er Woody Allens sexliv virkelig mere interessant end liv og død i den kurdiske enklave i Syrien?

Niels
Du overser, at bliver man proxy af en udenlandsk magt, får man alle de andre udenlandske magter på nakken. Kurderne kunne have opnået et autonomt område i Syrien, men valgte USA. Du burde lytte til Tillersons tale på Stanford University, her udlægger han USA`s nye politik og dermed ser Tyrkiet, Iran, Rusland og Assad, hvad der venter dem, derfor deres holdning. Her er mit indlæg som blev fjernet, men det indeholder ironi og latterliggørelse, når man ikke tager de andre i betragtning:
Præsident Recep Erdogan er godt nok en skidt karl. Han burde lade de kurdiske styrker i fred, når nu USA har hjulpet dem med besættelsen af Manbij og USA har 5 baser i det nordlige Syrien. USA vil jo bare skabe en 30 000-stærk kurdisk styrke i det nordlige Syrien med den hensigt at bruge den som proxy. Erdogan er helt forkert på den, når han føler, at USA vil skabe et strategisk knudepunkt for sine fremtidige interventioner i Syrien og Irak og det er helt idiotisk at tro, at en sådan kurdistansk enklave udgøre en langsigtet national sikkerhedstrussel mod Tyrkiet ved at give støtte til kurdiske separatister i Tyrkiet. Iran deler Tyrkiets bekymringer over den amerikanske alliance med kurdere (der også har forbindelser med Israel) og vedrørende enhver Kurdistan i regionen. Selvom Iran har udtrykke forbehold over den tyrkiske operation (som er en krænkelse af Syriens suverænitet), så Iran har også misforstået alt.
Lavrov (han er også en skidt karl) har også misforstået alt, når han hævder, at USA balkaniserer Syrien og USA faktisk etableret alternative regeringsorganer i en del af Syrien, hvilket strider mod forpligtelserne i forbindelse med Syriens territoriale integritet, som USA har forpligtet sig til i Sikkerhedsrådets.
Det er også ulækkert at se Rusland og Iran simpelthen læne sig tilbage for at se på, at Erdogan går for at knuse USA’s hovedproxy (kurdisk milits) i det nordlige Syrien. Faktisk har de intet at tabe, hvis der opstår et opgør mellem USA og Tyrkiet, to store NATO-magter. På den anden side, hvis Tyrkiet lykkes med at knuse den kurdiske milits, så har USA ingen anden mulighed end at forlade det nordlige Syrien, hvilket også vil virke til fordel for Rusland og Iran. Trump-administrationen har succesfuldt bidt over mere end det kunne tygge ved sin ”kloge” beslutning om at beholde det amerikanske militærs tilstedeværelse i Syrien på ubestemt tid "for at imødegå Assad og Iran." Teheran ved fuldt ud, at hvis USA er tvunget til at forlade Syrien, vil Israels og Saudi Arabiens projekt mod Iran blive en vittighed i Mellemøstens basar. Vi er nød til at håbe på, at Trump skaber fred og får fredsprisen, som danske Naser Khader har spået. Det kan blive en mulighed, hvis de kurdiske planer (stiltiende støttet af USA) om at skabe et sammenhængende Kurdistan over det nordlige Syrien med adgang til Middelhavet bliver en realitet.

Niels Duus Nielsen

Jeg er stort set enig, Stig Bøg, de nuværende begivenheder er ikke orkestreret af hverken tyrkerne eller kurderne, men i dette tilfælde sandsynligvis i Moskva.

Det er ikke længere et spørgsmål om at trække nye grænser i området, baseret på naturlige grænser og etniske tilhørsforhold, til erstatning for grænser trukket i London og Paris med en lineal for mere end hundrede år siden.

Der er penge, der skal tjenes og olie, der skal udvindes i Mellemøsten, og hvis lokalbefolkningen er i vejen, sender vi militæret efter dem - eller som i dette tilfælde, lokker tyrkerne til at angribe. Der er selvfølgelig også en del international prestige på spil, men det er mest fordi prestige kan veksles til penge.

Det plejer at være USA, der anvender den slags metoder, som anvendes her, men russerne er ved at komme godt efter det.