Læsetid: 6 min.

Til kvindemarch mod Trump på andet år: ’Hvordan gør det her nogen forskel?’

Trump satte sidste år ny gnist til den amerikanske kvindebevægelse, men engagementet for oprør synes dalende. Bevægelsen har svært ved at tage skridtet videre end slagord, lyder det fra deltagerne
En betjent ser ud over de forsamlede til søndagens protest i Philadelphia. Demonstrationen er en opfølgning på kvindemarchen efter indsættelsen af Trump sidste år.

En betjent ser ud over de forsamlede til søndagens protest i Philadelphia. Demonstrationen er en opfølgning på kvindemarchen efter indsættelsen af Trump sidste år.

David Maialetti

27. januar 2018

PHILADELPHIA – »Han er ulækker, ignorant og mental ustabil. Jeg kan ikke tåle at se hans taler. Jeg har altid følt, at præsidenten havde mere end sig selv på agendaen, en højere målsætning. Men det tror jeg ikke, Trump har. Intet af hvad han gør, handler om at hjælpe nogen. Jeg er målløs!«

72-årige Laurel Hesley fra Minnesota har aldrig følt så meget vrede mod en præsident, som hun gør mod Donald Trump, fortæller hun og spilder to-go-kaffe ned af sin røde parkacoat, når tillægsordene virkelig tager fart.

Ligesom efter Trumps officielle indsættelse sidste år er hun gået på gaden for at udtrykke sin afsky i søndagens Women’s March.

»Vi står imod. Vi holder ved. Vi rejser os,« lyder organisationens slogan, stiftet for at kæmpe for kvinders rettigheder i en tid, hvor landets præsident sætter nye standarder for offentlig nedværdigelse af det kvindelige køn. Men gaderne er kun halvt fyldt op.

Blot et par tusinder er kommet ud til dagens demonstration – et styrtdyk i forhold til sidste års 50.000 deltagere i Philadelphia. Samme tendens gør sig gældende i andre byer. I New York er årets deltagerantal halveret fra sidste års 400.000.

Blandt havet af skilte med kreative sætningskonstruktioner og karikaturtegninger er der lavvande i demonstranternes energiniveau, og skuffelsen over mangel på fremskridt siden sidste års protester er udbredt.

17-årige Adina Gewirtzman (tv.) fra Ambler i Pennsylvania og 16-årige Katie Maguire fra Fort Washington i samme amerikanske stat læner sig mod hinanden, mens demonstranter i tusindvis samles i statens hovedby, Philadelphia.

David Maialetti

Laurel Hesley er en erfaren protestgænger. Tilbage i 1960’erne og 70’erne deltog hun flittigt i de landsdækkende demonstrationer mod Vietnamkrigen og så med egne øjne, hvordan en folkelig protest kan medvirke til et politisk kursskifte.

Den amerikanske præsident i dag er efter hendes mening langt værre end Vietnamkrigstidens, og hun genkendte med begejstring energien fra gamle dage under den første Women’s March sidste år, hvor hun var overbevist om, at Trump ville blive væltet i løbet af sine første 12 måneder ved magten.

Men som hun går af sted til lyden af Spice Girls og Destiny’s Childs »Independent Women« fra arrangørernes skrattende højtalere, falmer Laurel Hesleys håb.

»Der var en fantastisk energi sidste år. Slagsangene blev ved og ved, men nu er det, som om energien er væk. Det her føles mere som en festival end en demonstration.«

Tomhed

Den amerikanske kvindebevægelse har et problem, mener Holly Smith, professor i filosofi ved Peirce College i Philadelphia.

Hun ser sig selv som feminist og nød at deltage i sidste års Women’s March. Men siden har hun trukket sig fra den offentlige debat – på gaden såvel som online. »Women’s March får os kvinder til at føle solidaritet, og at vi ikke er alene. Men den indskrænker også den allerede trængte diversitet. Vi giver os selv en opfattelse af, at der er en masse af os, at vi styrer det her. Vi ser det som et krigsråb, et oprør. Se hvor mange mennesker vi er, og hvor mange stemmer vi kan få på vores side. Men det er stadig ikke produktiv diskurs.«

Det samme kan man sige om hele den folkelige debat, mener hun.

»Vi taler om ekkokamre – på gaden til demonstrationer såvel som på sociale medier, hvor vi fjerner folk vi ikke er enige med som venner,« siger Holly Smith.

En håndfuld kvinder i pussyhats, Women’s Marchs lyserøde signaturhatte, sætter gang i de velkendte slagord fra årets utallige protester,

»Hey ho, Donald Trump has got to go«, »No hate, no fear, immigrants are welcome here«, »Tell me what democracy looks like. This is what democracy looks like«.

Men folkemængden kan kun holde råbene kørende i to-tre gentagelser, før lydbilledet igen er domineret af en spredt mumlen.

Efter tyve minutters langsom march går talerne på. Minoritetskvinder deler nedværdigende episoder, de har oplevet i offentligheden. Sorte arbejderkvinder taler om kampen for retfærdighed. Efter dem enlige mødre, homo- og transseksuelle. Men på pladsen foran scenen er langt størstedelen af tilhørerne hvide, selv om byen har en overvægt af sorte indbyggere. Inden talerne er ovre, har mange søgt tilflugt på byens cafeer.

Mænd og kvinder i tusindvis går ned ad den kendte gade i Philadelphia, Ben Franklin Parkway, i protest mod præsident Donald Trump.

Ricky Fitchett

Den 46-årige skolelærer Amanda Booth fra Philadelphia tog til dagens march med et ønske om »at være en del af en bevægelse og vise, at der er enorme mængder af mennesker, der har en holdning og ikke er enig i, hvad regeringen foretager sig«.

Også hun deltog i sidste års demonstration og håbede på, at det kunne lykkes at udvikle folkets engagement til produktive initiativer. Men hun savner en egentlig bevægelse.

»Jeg føler sådan en tomhed. Spild af tid. Jeg havde forventet meget mere energi og opfordring til handling. Hvordan gør det her nogen forskel?« spørger hun.

En del af forklaringen skal findes i manglen på demonstrationskultur i hendes egen generations ungdom, mener hun:

»Der var så meget oprør over Vietnamkrigen, at modreaktionen blev en træthed blandt folk på min alder, der i stedet voksede op uden protest i blodet. Nu er der en ung generation, som træder ind, men de mangler traditionen for at demonstrere og tage del i folkelige debatter. Trump provokerer folk og får dem op af stolen, men jeg er ikke sikker på, vi ved, hvad vi skal gøre med vreden.«

Mangel på etisk forståelse

Ifølge professor Holly Smith er dét netop essensen. Hun underviser i etik, og har i et årti set med bekymring på den amerikanske ungdoms manglende evne til at debattere og have empati for mennesker med andre holdninger end dem selv:

»Hver gang jeg starter en ny etik-klasse, skal jeg overbevise eleverne om, at etik er vigtigt. De fleste tager det for givet, at alle ved, hvad der er rigtigt og forkert, og at vi ikke behøver diskutere det rationelt og systematisk.«

»Det medvirker til fraktioner i samfundet og bobler, der kulturelt er efterladt til deres egen racisme og fordomme, hvilket også er hovedårsagen til, at Trump blev valgt,« tror Holly Smith.

Med Trump ved magten vågner folk op og opdager, at der er noget at have en mening om. Men de har ikke lært at diskutere.

»Produktiv diskurs kræver et system af metode og grænser. Det kræver et niveau af respekt for hinanden, og det er efter min mening, hvad vi mangler allermest. Ikke kun på Trump-tilhængernes side, men også hos den anden part.«

»Vi respekterer ikke hinanden og hører ikke, hvad den modsatte part siger. Det fører – ligesom #MeToo-bevægelsen efter min mening har tendens til – til dæmonisering frem for dialog,« siger Holly Smith.

Politisk engagement

Tilbage på pladsen har en dame medbragt en nøgen Trump-voodoo-dukke i en klapvogn til fri afbenyttelse for de forbipasserende, der ivrigt stikker nåle i dens ansigt og krop.

På scenen er Madeleine Dee gået på med en opfordring til kvinder om at stille op til politik. Hun fortæller om sin egen vej fra advokat til universitetslærer og videre til et sæde i Repræsentanternes Hus i staten Pennsylvania.

»En almindelig kvinde som mig kan finde styrken til at banke på en masse døre, og jeg ved, du kan gøre det samme. Repræsentanternes Hus i Pennsylvania har kun 19 procent kvinder, og det er bare forkert.«

To demonstranter bruger billedsproget fra tv-serien ’The Handmaid’s Tale’ – baseret på en roman af Margaret Atwood – til at protestere mod kvindesynet, der kommer fra den nye præsident.

Ricky Fitchett

Valget af Trump og fravalget af Clinton har medført en historisk stigning i antallet af kvinder, der stiller op til valg i Repræsentanternes Hus, fra det forrige højeste tal i 2012 på 278 til i dette års 374 kandidater.

Men Holly Smith minder om, at politik kun er en karrieremulighed for en brøkdel af landets befolkning og primært den højtuddannede og mere privilegerede klasse. Tilbage står majoriteten med mangel på evne til at deltage i en konstruktiv debat og isolerer sig i stigende grad i grupper med folk, der deler deres holdninger.

Et job i politik er heller ikke løsningen for Amanda, understreger skolelæreren og begiver sig mod cafeerne.

»Ved Trumps indsættelse sidste år var der et enormt oprør. Der var et vindue til en total revolution. Jeg havde håbet, valget af Trump ville have ført til en revolution stærk nok til at ændre på systemet. Vi har brug for et tredje parti.«

Men dagens march har været et tydeligt bevis på, at der ikke er nogen revolution på vej, siger Amanda Booth.

Women’s March lakker mod enden landet over, og Trump tweeter et tillykke til nationens kvinder med det smukke vejr og opfordrer alle til at skynde sig ud i det og fejre det seneste års »hidtil usete økonomiske succes« og den »laveste kvindelige arbejdsløshed i 18 år«.

Ved cafebordet kommer Amanda i tvivl om, hvilken effekt Trump egentlig har på hendes dagligdag:

»Trump har måske ikke reelt gennemført mange lovændringer, men han skider på mine rettigheder for offentligt skue.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Poul Erik Riis
  • Eva Schwanenflügel
Poul Erik Riis og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen M. Mollerup

Svaret er aldrig. At ændre systemet kræver en lang og sej indsats inden for det politiske system - eller en revolution som den franske.

Eva Schwanenflügel

Et tredje parti kunne muligvis ændre ting og sager.
Men vejen er lang.
Det er brandærgerligt, at Womens March og andre protestbevægelser lader til at have mistet gløden.

Lotte Ransted

Det begynder snart at blive for meget. Verden består stadig og det gør den nok også efter at Trump har forladt præsidentembedet.

De liberale plejer ellers at være så glade for demokratiet og at alle kan blive præsident. Nu viser det sig så hvor lidt tolerante de selv er. De er blevet et skingert spejlbillede af Trump og de fatter det ikke engang selv.

Jeg bliver aldrig fan a Trump men dommedagsscenarierne kan modstanderne vidst godt pakke væk igen.

En kvindenarch mod Trump klinger lidt hult når man ved at +50% af kvinder stemte på ham.