LONDON – Mens skrækscenariet for mange både i Europa og Storbritannien er, at briterne ender med at forlade EU uden en handelsaftale, er Londons finansdistrikt tilsyneladende langt mere bekymret for, om landet ender som en slags associeret medlem af EU ligesom Norge.
Norge-scenariet – hvor Storbritannien vil få adgang til det indre marked til gengæld for at leve op til unionens regler – er ellers det foretrukne scenarie blandt mange erhvervsfolk og proeuropæiske politikere, der ønsker at minimere den økonomiske pris for Brexit. Og City of London efterlyser da heller ikke »regler, der dramatisk afviger« fra EU’s eller lavere selskabsskatter, fortæller Jeremy Browne, sektorens særlige EU-repræsentant, på en morgenbriefing for en lille gruppe journalister i finansdistriktet.
»De fleste i City of London ønskede at blive i EU. De er ret risikosky og kan ikke lide forstyrrende ændringer, så man skulle tro, at de ville støtte Norge-modellen, fordi den repræsenterer kontinuitet og stabilitet, men det er der en stærk uvilje imod,« siger Browne på mødet, hvor han fremlægger en ny rapport om sektorens ønsker for de kommende forhandlinger mellem EU og UK om deres fremtidige forhold.
Modstanden mod Norge-modellen er – siger han – så stærk, at han »tror, nogle ville foretrække« ’ingen aftale’, som ellers anses for skrækscenariet af de fleste både i EU og UK.
»Jeg har ikke diskuteret det helt i de termer med folk i The City, men det har overrasket mig, hvor hardline de er i forhold til ikke at ende med ’ækvivalens’, som i bund og grund betyder en slags Norge-model. De er mere hardline, end jeg havde forestillet mig, at de ville være,« siger han og forklarer:
»Ækvivalens er den situation, hvor EU bedømmer, om et eksternt lands regler er i overensstemmelse med EU’s regler, og hvis man mener, at der er ækvivalens, så giver man adgang på den baggrund, hvilket EU dog kan opsige med 30 dages varsel. City of London mener, at den model er et ensidigt forhold snarere end et partnerskab,« forklarer Browne, der påpeger, at The City ønsker »et partnerskab, hvor vi anerkender jeres regler, og I anerkender vores, og hvis vi ikke anerkender hinandens regler, er der en fælles instans, der kan håndtere det«.
»Eller vi anerkender, at der på nogle områder kan være afvigelser, så længe det ikke truer modellen,« forklarer Browne, der som del af en EU-rundtur planlægger at besøge Danmark den 16. april for at levere dette budskab.
En ambitiøs aftale
Når City of London er modstander af Norge-modellen, er det især, fordi London ikke kun er Europas førende, men et af verdens førende finansdistrikter. At skulle følge regler udefra, som britiske politikere ikke har været med til at vedtage, er dybt problematisk for sektoren.
»EU’s økonomi er fem-seks gange større end den britiske, så der er selvfølgelig et asymmetrisk forhold i økonomisk styrke mellem de to, men Norge-modellen føles særlig mærkelig i den sektor af den britiske økonomi, hvor uligheden mellem EU27 og Storbritannien er mindst udtalt eller sågar omvendt. Det er foruroligende for City of London – Europas dominerende finanssektor – at blive underlagt regler og afgørelser truffet af lande med langt mindre finanssektorer,« forklarer Browne.
I stedet bakker sektoren op om den britiske regerings erklærede mål om at indgå en ambitiøs frihandelsaftale frem for at kopiere en eksisterende model som Norges eller den seneste frihandelsaftale med Canada. Den britiske regering kalder det for en ’Canada plus, plus, plus’-aftale, hvilket tolkes som en frihandelsaftale, men med mulighed for finansielle serviceydelser, som ikke er en del af EU's aftale med Canada.
The City’s forslag ligger tæt op ad den idé og bruger sågar et sprog, der ligner den britiske regerings.
»Vi vil gerne væk fra den tankegang, at bare fordi noget ikke er prøvet tidligere, så kan det ikke ske i fremtiden, og vi vil gerne forsøge at være kreative og se, om vi kan nå frem til et mål, der er i begge parters interesse, og som er noget andet end de eksisterende modeller. Der er langt fra medlemskab til den canadiske eller sydkoreanske model, og vi mener, at det britisk-europæiske forhold kan findes et sted inden for dette område,« siger Browne, men anerkender, at EU ikke har været videre opmuntrende i forhold til ideen om, at Storbritannien kan få særlige fordele, som andre frihandelspartnere ikke har.
Dette er et problem, fordi bl.a. Canada har påpeget, at det har ret til samme vilkår, hvis EU indgår en mere favorabel aftale med et andet land.
I december sagde EU’s chefforhandler, Michel Barnier, f.eks., at en fremtidig handelsaftale logisk set vil blive en frihandelsaftale »på linje med dem, vi har forhandlet og underskrevet med Canada, Sydkorea og Japan« – det på trods af, at han udmærket er klar over briternes ønske om en mere vidtgående aftale.
Barnier henviste imidlertid til, at premierminister Theresa Mays mange ’røde linjer’ – bl.a. at UK vil forlade det indre marked og toldunionen samt afviser EU-domstolens jurisdiktion og fri bevægelighed – betyder, at forholdet ikke kan blive lige så tæt som f.eks. Norges og Schweiz’, der begge bl.a. accepterer fri bevægelighed.
»Sådan vil det være i forhold til Storbritannien i lyset af det, de selv siger, er deres position,« sagde Barnier.
Norge minus-model?
Denne type udtalelser fra både EU og Storbritannien har fået flere iagttagere – bl.a. The Economists Brexit-redaktør, John Peet – til at konkludere, at det meget vel kan ende med en langt mindre ambitiøs aftale.
»En Norge minus-model er stadigvæk et nærliggende kompromis. Den minimerer den økonomiske skade ved at forlade EU; Storbritannien slipper for direkte jurisdiktion fra EU-domstolen; den kan være forenelig med strammere migrationskontrol; udbetalinger til EU er frivillige. Få vil være tilfredse, det er ingens førstevalg: Men sådan er kompromisets natur,« skrev han i en tweet forleden.
For City of London vil dette være noget nær det værst tænkelige scenarie, og Jeremy Browne advarer EU mod at skyde sig selv i foden. Han mener, at det er urimeligt at sammenligne Storbritannien med andre ikke-EU-lande.
»Vi får se. EU er meget bekymret over, hvad schweizerne eller nordmændene vil sige, hvis man indgår en sådan aftale med Storbritannien, men den nuværende situationen er uden fortilfælde. Storbritannien er det første land, der forlader EU. Der er omkring 175 lande i verden, der ikke er medlem af EU, men det er lidt perverst at påstå, at der ikke er forskel på de 175 lande, og at deres holdning til EU er den samme,« siger han.
»Der er en tendens i EU – på trods af at situationen er uden fortilfælde – til at sige, at vi bliver nødt til at bruge de eksisterende modeller. Men der vil ikke være noget andet eksternt land i verden, hvis interesser er lige så meget på linje med EU’s som Storbritanniens, efter at det har forladt EU.«
