Læsetid: 7 min.

Martin Schulz og SPD-ledelsen står med ryggen mod muren

Søndag stemmer SPD’s bagland måske nej til en ny regering med Merkel. Det vil kaste Tyskland og dermed Europa ud i en turbulent tid, mener politolog Albrecht von Lucke. Formentlig vil socialdemokraterne af frygt for et katastrofalt nyvalg indgå i en ny stor koalition, siger han
SPD's formand Martin Schulz har ryggen mod muren. Ifølge politologen Albrecht von Lucke hersker der i partiets bagland stærk mistillid til ledelsen.

SPD's formand Martin Schulz har ryggen mod muren. Ifølge politologen Albrecht von Lucke hersker der i partiets bagland stærk mistillid til ledelsen.

Sean Gallup

20. januar 2018

BERLIN – I fire måneder har Tyskland ikke kunnet stable en regering på benene. Søndag kan forsøget komme et afgørende skridt tættere på – eller vælte helt. På socialdemokraternes partidag i Bonn skal cirka 600 delegerede afgøre, om Martin Schulz og SPD-ledelsen må gå i deciderede regeringsforhandlinger med Merkel og CDU/CSU om en tredje storkoalition over midten siden 2005. Alternativet er at insistere på en CDU/CSU-mindretalsregering – og risikere nyvalg.

»Ak ja. Tiden går hurtigt – ikke mindst i tysk politik,« siger politologen Albrecht von Lucke med et suk, da Information spørger ham til situationen i Berlin.

»Men der er grænser for, hvor kort hukommelsen er – også for socialdemokrater.«

Albrecht von Luckes hjerte banker til venstre, det lægger han ikke skjul på. Men som politisk kommentator og som redaktør ved tidsskriftet Blätter, blad for tysk og international politik, lægger han ikke fingrene imellem i sin kritik af venstrefløjen, SPD og Martin Schulz, som i Luckes øjne har gjort partiets »brutale dilemma endnu mere udsigtsløst«.

»Jeg kan ikke komme på et større strategisk svigt i moderne tysk partihistorie,« siger han og gennemgår hovedrystende det forgangne år.

»I den store ’Schulz-hype’ lovede Martin Schulz det blå ned fra himlen. I valgkampen svigtede han både kvantitativt og kvalitativt, og efter at have høstet partihistoriens ringeste valg i september udløste han på valgaftenen en hul eufori med sit definitive løfte om, at SPD ikke står til rådighed for en regering med Merkel.«

Efter valget havde Martin Schulz otte uger til at forberede sig på, hvad SPD skulle gøre den dag, hvor Jamaica-forhandlingerne mellem CDU/CSU, De Grønne og FDP evt. ville gå i vasken. Da det skete, virkede Schulz helt uforberedt, mener Lucke.

»Han sagde: Vi fortsætter vores linje. Først med forbundspræsidentens formaninger om, at alle muligheder skal forhandles, forstod Schulz, at SPD nu sad med sorteper, og at det dermed handlede om hans egen og SPD-ledelsens overlevelse. Pludselig vendte han 180 grader og skulle nu have vendt stemningen i hele partiet, som han selv havde pisket unødigt højt op.«

Stærk mistillid

Netop den øvelse skal Martin Schulz fuldende i morgen. Men i partiets bagland hersker der stærk mistillid til både ledelsen og til en ny Große Koalition, GroKo, som mange socialdemokrater ser som en af de vigtigste grunde til SPD’s konstante nedtur, fordi partiet som juniorpartner under den midtsøgende Merkel har mistet sin profil som socialt orienteret parti.

Oprøret fra NoGroKo-bevægelsen kommer især fra partiets venstrefløj og den røde ungdomsorganisation Jusos. Her forsøger partiet ikke engang at skjule sin voldsomme splittelse, mener Albrecht von Lucke og henviser til, at SPD’s gruppeformand Andrea Nahles har beskyldt Jusos-formand og NoGroKo-leder Kevin Kühnert for at løbe rundt med falske tal og udsagn, mens NoGroKo omvendt angriber ledelsen for i deres magtsyge at puste deres forhandlingsmuligheder op.

En anden strid i den forgangne uge har handlet om de såkaldte sonderinger – de foreløbige forhandlinger mellem SPD og CDU/CSU, som de delegerede nu skal stemme om som grundlag for deciderede regeringsforhandlinger. SPD fik en række indrømmelser på bl.a. Europa-området og det socialpolitiske område, mens centrale løfter som en skattefinansieret sygeforsikring (’borgerforsikring’), pensionsreform, familiesammenføring og højere topskatter blev overtrumfet af CDU/CSU.

»SPD har faktisk fået en række afgørende punkter igennem som f.eks. den ligelige deling af sygeforsikring mellem arbejdsgiver og -tager. Men det nytter ikke meget, når Schulz giver løfter som en borgerforsikring eller Europas forenede stater i år 2025. Han lægger barren urealistisk højt, hvormed alle kompromisser tolkes som nederlag,« mener Albrecht von Lucke.

»Og selvfølgelig kommer der ikke pludselig forbedringer af forhandlingsresultatet, som nogle socialdemokrater håber. Især ikke med CSU, som er under stærkt pres fra AfD på højreflanken op til landsdagsvalget i Bayern senere i år.«

Ren og skær frygt

Hvordan partiets 600 delegerede vil modtage forhandlingsresultatet er endnu uvist. I SPD-delstatsforbundene fra Thüringen, Sachsen-Anhalt og Berlin har der ved interne, men ikke bindende afstemninger været en overvægt imod en ny GroKo. Den formentlig afgørende delstat er dog Nordrhein-Westfalen, der sender 144 delegerede. Efter lange forhandlinger endte man i sidste weekend her med ikke at foretage en afstemning.

»Personligt håber jeg, at baglandet siger ja til en ny GroKo med hovedet, selv om maven måske siger noget andet,« siger Albrecht von Lucke. Han kigger ud i sludvejret i det berlinske mørke, der afspejler SPD’s situation: I friske meningsmålinger er de røget helt ned på 18 procent af vælgernes opbakning.

»Et nyvalg kan meget vel blive begyndelsen på slutningen for SPD. De bliver måske ikke engang Tysklands næststørste parti igen. Ved afstemningen i Bonn vil det udslagsgivende derfor nok blive ren og skær frygt. Frygt for et nyvalg.«

SPD’s vej til en ny regering

  • 24. september: SPD får med 20,5 pct. historiens ringeste resultat og går allerede på valgaftenen »definitivt« i opposition.
  • 20. november: Merkels såkaldte Jamaica-forhandlinger med FDP og De Grønne kuldsejler. Efter formaninger fra Forbundspræsident Steinmeier optager SPD en første dialog med Merkel og CDU/CSU.
  • 7. december: På SPD’s partidag får ledelsen trods stærk modstand lov til at indgå sonderinger med CDU/CSU, for så vidt slutresultatet (koalition, mindretalsregering, nyvalg) forbliver åbent.
  • 7. til 12. januar: SPD og CDU/CSU foretager »sonderinger« om et regeringssamarbejde, som nedfældes i et 28 sider langt dokument. Flertallet af tyskerne ser CDU/CSU som forhandlingsvindere.

At et nyvalg skulle medføre mytteri mod Merkel i CDU, ser Lucke derimod ikke for sig. Heller ikke selv om 47 procent af tyskerne p.t. mener, at det er tid til en ny kansler. Modsat Schulz, som er tvunget til straks at træde tilbage ved et SPD-nej, ser Lucke ligefrem en styrkelse af den svækkede kansler.

»Der er ingen oplagte afløsere i CDU, der kan køres i stilling på så kort tid,« siger han og gennemgår i en rasende fart figurer som den for unge Jens Spahn, den for ukendte ministerpræsident Annegret Kramp-Karrenbauer, den for usympatiske indenrigsminister Thomas de Maizière eller forsvarsminister Ursula von der Leye, der har været involveret i for mange interne stridigheder.

»CDU kan meget vel vinde betragtelige vælgermasser især fra et SPD, der skal bygge sig selv helt op forfra, men også fra FDP, der ikke har vist den store vilje til at regere. Og måske også fra de store masser af protestvælgere i AfD. I hele bredden vil mange sige: Før ikke bare Tyskland, men hele Europa sidder i en uregerlig situation, går jeg mere eller mindre nødtvungent tilbage til det helt sikre kort: Merkel.«

Sløve bankfunktionærer

Det store spørgsmål forbliver, om det på lang sigt ikke er værre for SPD atter at være en del af den GroKo, som i otte ud af de sidste 12 år har bidraget kraftigt til at halvere partiet – og om det overhovedet kan lykkes at reformere partiet, mens de sidder i regering.

»Hvis der ikke sker en stærk fornyelse af partiet, så kan de prise sig lykkelige for 15 procent om fire år,« svarer Albrecht von Lucke.

»SPD har ikke et valg mellem pest og kolera, men mellem en absolut katastrofe – nemlig nyvalg – og en meget svær situation, hvor de trods alt vinder fire år til at skabe en ny profil. Jeg medgiver, at det især indholdsmæssigt ikke er nemt, mens de sidder i den daglige trummerum under Merkel. Men selvfølgelig skal SPD have en mere social profil. Ikke bare økonomisk, som Kevin Kühnert (fra Jusos, red.) ønsker det, men også en social-økologiske profil,« siger Lucke og ærgrer sig over, at partiet med opgivelsen af Tysklands klimamål for 2010 dropper en stor del af deres vælgersegment.

»Som i andre europæiske lande må de tyske socialdemokrater også se på deres flygtningepolitik. Mange vælgere – især i klassiske SPD-områder som Ruhr-distriktet – ønsker en markant mere restriktiv flygtningepolitik.«

Ved siden af det indholdsmæssige ser Albrecht von Lucke på personalesiden også en SPD-ledelse, der indeholder alt for få politiske ildsjæle og alt for mange »finansmænd med en udstråling så sløv som en bankfunktionærs«, som han beskriver det.

»Selv som regeringsparti kan SPD åbne mere op i partistrukturerne og rekruttere nye folk. De kan få de unge talenter mere frem på scenen. I det perspektiv er fire år et godt stykke tid – hvor CDU/CSU vil gå et synligt skridt mod højre og efterlade mere plads på midten.«

Europa som argument

Midt i SPD’s dilemma bør partiet ikke glemme splittelsen på den tyske venstrefløj, som Albrecht von Lucke – trods aktuelle forslag om et nyt samlingsparti – ikke ser nogen ende på. Både fordi den har været splittet mellem SPD og Die Linke som et »anti-SPD-parti« siden Gerhard Schröders Agenda 2010-reformer. Og fordi venstrefløjen inklusive De Grønne kun sidder med ca. 38 procent af sæderne i forbundsdagen.

»Det historiske i den nuværende situation er, at både venstre- og højrefløjen er blokeret i kraft af AfD til højre og Die Linke til venstre, som begge ikke er regeringsduelige. Det er især en forbandelse for SPD, men partiet skal ikke bilde sig ind, at AfD og den samlede højrefløj vil skrumpe foreløbigt,« mener han.

I sidste ende er SPD-ledelsens bedste argument for et pragmatisk ja, at de trods dilemmaerne faktisk kan bevæge ufatteligt meget her og nu.

»Det er sandhedens time for Martin Schulz, men også for Europa. Og det er måske hans bedste argument. For partiet kan både tilslibe den tyske socialpolitik og imødekomme Macrons reformforslag. Macron har eksplicit rakt hånden ud efter SPD,« siger Albrecht von Lucke.

»Det bliver Schulz’ centrale argument ved partidagen. Det er en historisk mulighed og dermed også et historisk ansvar for SPD. Hvis det derimod kommer til nyvalg, vil Merkel med rette bruge det mod SPD: At de i den nuværende, dramatiske og måske livstruende situation for EU ikke tager dette ansvar.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Hullevad
Michael Hullevad anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

SPD skal selvfølgelig sige nej - det eneste de kan tabe er deres sjæl og berettigelse.
At målingerne siger et fald i tilslutningen til SPD er for mig at se et gevaldigt vink med en vognstang om ikke at indgå i en ny GroKo. En trussel så at sige.

Flemming Berger, Mogens Holme og Michael Hullevad anbefalede denne kommentar

@ Torben K L Jensen,

Jeg kan såmænd give dig ret omkring SPD´s evt. deltagelse i regeringen, da det lille lokalparti, CSU, og skal tilgodeses.

Men de meningsmålinger jeg har set ind til nu, de stiller Forbundsrepublikken i præcis samme situation efter et nyvalgt. Og så må man jo spørge sig, om ikke SPD tager et ansvar overfor forbundsrepublikken, hvis de går ind i regeringen nu, frem for senere. For med den tillid - eller manglende tillid befolkningen har til SPD efter Gerhard Schröder, er CDU altså største parti, og i disse år vil CDU altså ikke regere uden CSU.

Kim Folke Knudsen

Socialdemokraterne står med hovedpinen. Der er ikke råd til eksperimenter i vores store naboland Tyskland med afgørende indflydelse på Europas fremtid. Jeg kunne ønske mig en lidt mere ydmyg tilgang til forhandlingerne fra den tyske Forbundskansler Angela Merkels side, men hun er udfordret af et kritisk og ængsteligt bagland, som mærker pusten i nakken fra AFD. Uligheden i Tyskland er voksende. Pensionister risikerer en alderdom uden tilstrækkelig pension. HARZ 4 modtagerne lever på nåde og på et arbejdsmarked med lavtlønsjob, som ikke dækker til de daglige fornødenheder. Da flygtningestrømmen kom til Tyskland i år 2015, var det benzin på et bål som var tændt i forvejen. Men det er jo ikke flygtningenes skyld og ansvar, at tyske borgere i forvejen lever i fattigdom. Der skal en løsning på de store problemer med, at pensionen ikke rækker til en anstændig alderdom. Harz 4 modtagerne skal inviteres ind på et arbejdsmarked med en enorm eksport og dermed bringes ud af deres fattigdom. Ligesom her hjemme er der i Tyskland behov for at sikre en alsidig beboersammensætning i de tyske storbyer, hvor huslejer og ejerboligpriser er på himmelflugt. Billige og alternative boliger skal bygges og finansieres. Tyskland har behov for stabilitet, så landet kan være med til at fastholde den fransk tyske pagt om at leve i fred og fordragelighed med hinanden. Denne akse er grundlaget og rygraden i udbygningen af det europæiske samarbejde i årene fremover. Jeg skal her undskylde mine tidligere ukloge sympatitilkendegivelser overfor AFD overfor Informations læsere. Partiet er ikke modent til et regeringsansvar. ForbundsrepublikkenTyskland og dets nabolande har ikke råd til, at Tyskland fremstår med en ledelse der minder om Viktor Orbans Ungarn eller USA´s Præsident Donald Trump.
Trods min skepsis overfor Forbundskansler Angela Merkels tilgang til flere sager herunder erkendelsen af ovenstående fattigdomsudfordringer i landet, så tager jeg hende helt til nåde, for hun er en garant for, at Tyskland ikke udvikler en farlig og egocentrisk form for nationalisme. Den store koalition GROKO ser ud til at være et nødvendighedens must, og Koalitionen er jo fri til at inddrage andre partier i den politiske proces i Forbundsdagen herunder FDP, og De Grønne.

Ole Christoffersen

Stor koalisation styrker yderfløjene. Det vil formentlig betyde yderligere svækkelse af SPD at gå ind i en ny stor koalition, med mindre fingeraftrykkene bliver meget klare. Måske skulle man i Tyskland lære at leve med mindretalsregeringer? Et andet alternativ kunne være at acceptere, at partier som AfD og Die Linke bliver inviteret indenfor, så de ikke kan fortsætte som rene protestpartier. Tyskerne gør fornuftig regeringsdannelse vanskelig for dem selv. Situationen vil ikke være lettere efter et nyvalg.