Møbelkongen, der blev profet i sin hjemby

Var Ingvar Kamprad (1926-2018) blevet født 30 år tidligere, havde hans historie nok set anderledes ud. De muligheder, der åbnede sig for den unge Ingvar Kamprad i 1950’erne og 1960’erne, var nye. I de foregående år stod Den Store Depression, toldmure og Anden Verdenskrig i vejen for selv den dygtigste forretningsmand.

Skal et møbelvarehus i udkanten af en storby have succes, skal to forudsætninger være opfyldt: Massebilisme og større boliger. Netop de fænomener kendetegnede Sverige fra slutningen af 1950’erne og frem.

Kort forinden var verden en ganske anden. Der fandtes ingen pommes frites, ingen dybfrosne og vakuumpakkede varer, ingen pizzaer eller tv-programmer. Der var en eneste radiokanal i den svenske æter. Først da VM i fodbold blev spillet i Sverige i 1958, blev tv landsdækkende.

Samme år åbnede Ingvar Kamprad sit første IKEA-varehus i hjembyen Älmhult. Indtil da, fra 1943,  havde IKEA været et postordrefirma.

De følgende årtier steg levestandarden år for år. Volvo PV, SAAB’s osende to-takter og Volkswagens boble skabte trængsel på et vejnet, der ikke kunne følge med udviklingen.

Kulgrill og to biler

I 1960’erne blev boligmangel et afgørende valgtema i Sverige. Socialdemokraternes Tage Erlander lovede at bygge en million boliger på ti år. Det løfte blev faktisk holdt. Ikke blot i forstæderne, men helt ud i randkommunerne skød boliger op som paddehatte.

Gennem fjernsynet blev den amerikanske forstadsdrøm med kulgrill og to biler pr. husstand svensk. Der var behov for møbler, når en toværelses lejlighed i byen blev skiftet ud med en femværelses villa uden for. Det kunne Ingvar Kamprads IKEA levere til fornuftige priser.

Og prisen var vigtig, eftersom det øgede forbrug spændte husholdningsøkonomierne til bristepunktet. Takket være frihandelsaftaler kunne Kamprad efterhånden udbrede modellen over grænsen. Sverige var i 1960 sammen med Danmark, Norge, Storbritannien, Østrig, Schweiz og Portugal med til at grundlægge EFTA, et alternativ til det, der dengang hed EEC (i dag EU).

For den store svenske tekstilindustri blev EFTA en katastrofe. Den ene virksomhed efter den anden flyttede produktionen til lavtlønslandet Portugal.

For IKEA var frihandlen imidlertid en fordel. Ingvar Kamprad var dygtig til at skaffe billige producenter. Allerede i 1961 startede IKEA en omfattende import fra det kommunistiske Polen. DDR kom til senere.

Men da de kommunistiske styreformer i Østeuropa kollapsede i 1989-1991, var IKEA’s produktionsapparat truet. Løsningen blev etableringen af Swedwood, der gjorde det muligt for IKEA at overtage en række leverandører i øst.

Nøjsom mand

Globaliseringens virksomhedslogik, kendt som »survival of the cheapest«, har bemærkelsesværdigt nok aldrig skadet Ingvar Kamprads og IKEA’s omdømme. Undersøgelser har vist, at IKEA fortsat nyder høj tillid i Sverige. Det er hverken lykkedes politikere eller journalister at lave sprækker i fortællingen om IKEA.

Da Ingvar Kamprad tidligt udvandrede til Schweiz, hvor skatten er lav, trak han IKEA ind i en nærmest uigennemtrængelig jungle af undervirksomheder og stiftelser placeret i skattely som Luxemburg og Lichtenstein. Men hverken dette eller hans kontakter til nationalsocialistiske kræfter langt op i 1950’erne har imidlertid haft konsekvenser for hans status som svensk ikon. Modsat Jesus lykkedes det Ingvar Kamprad at blive profet i egen hjemby.

Det lykkedes ham både at opbygge et verdensomspændende forretningsimperium og forblive folkelig. Kamprad var den svenske teflonmilliardær, hvis formue kun er overgået af en lille håndfuld personer som amerikanerne Bill Gates og Warren Buffet.

I den svenske folkelighedsskabelon er der ikke noget i vejen med at tjene penge. At spendere dem på sus og dus er derimod en vederstyggelighed. Ganske vist havde Kamprad i sine yngre dage ikke bare én men hele to Porscher. Men dengang var Porche nærmest at ligne med en Volkswagen tilsat lidt lir. Og bortset fra det, var han kendt som en sparsommelig mand.

Her er Kamprad at sammenligne med USA’s investeringsguru Warren Buffet, der er blevet boende i den samme forstadsvilla, som han købte i hjemstavnen Omaha i 1957.

Dette billede af en nøjsom Kamprad blev forstærket, da hans tidligere nære medarbejder Johan Stenebo udgav den kritiske bog Sandheden om Ikea. I forsøget på at vise ’bagsiden’ af IKEA fik Stenebo bekræftet indtrykket af en særdeles dygtig forretningsmand med enestående viden om sin virksomhed og en uovertruffen hukommelse, der »lagrer diskussionerne, menneskene og udviklingen« i årevis.

Allerede som barn var Ingvar Kamprad i fuld gang med at sælge tændstikker og julekort i hjembyen. I Bertil Torekulls mere velvilligt indstillede bog, Historien om Ikea, siger Kamprad, at det var dengang hans forretningssans blev vakt.

»At sælge ting blev fra det øjeblik noget af en fiks idé. Det er ikke godt at vide, hvad der drev en knægt andet end lysten til at tjene penge, og forbløffelsen over, at man kunne købe noget billigt og sælge det dyrere,« siger Kamprad til sin biograf, Bertil Torekull.

Som 17-årig grundlagde han IKEA. Det globale varemærke er initialerne for Ingvar Kamprad Elmtaryd Agunnaryd, gården og sognet, hvor han var vokset op.

Politiske vildfarelser

Ingvar Kamprad er sindbilledet på en selfmade man, der ikke har arvet titel og foretagende, men af egen driftighed har været sin egen lykkes smed.

Det har vel haft betydning, at hans familie ikke just var blandt de fattigste i landsbyen. Det var en stor gård, han voksede op på, og den fra Tyskland indvandrede farfar skal angiveligt have været slægtning til den tyske feltmarskal Paul von Hindenburg, der på sine ældre dage hjalp Adolf Hitler til magten.

Kamprad har selv peget på dette tyske slægtsbånd som årsagen til sine politiske vildfarelser. At han ikke kom fra fattiggården illustreres også ved, at han gik på handelsgymnasiet i Göteborg og blev kadet fra militærakademiet Karlberg i Stockholm. Det var ikke en hver mands privilegium i 1940’ernes Sverige, hvor de fleste måtte nøjes med syv års skolegang.

Måske var det i den britisk orienterede by Göteborg, at Ingvar Kamprad lærte engelsk. Ifølge Johan Stenebo var Kamprad langt bedre til sproget end det »svengelske«, han brugte offentligt. Det var alene til mediebrug og for at vække sympati, mener Stenebo, der var Kamprads assistent i tre år.

Stenebo så kun én gang Kamprad ubehersket, det var til firmafest i Polen i et selskab, hvor alle havde fået for meget at drikke.

»Mit indtryk er, at Kamprad med stor snilde anvender overdrivelser, der grænser til løgne, for at skabe det billede af sig selv og IKEA, som gavner forretningen,« skriver Stenebo og fortsætter:

»Ingvar Kamprad har uden nogen tvivl været et af vor tids bedste hoveder. Han har bare været forbistret god til at skjule det.«

Strid modvind

De første 15 år, efter varehuset i Älmhult åbnede i 1958, var kendetegnet af langsom ekspansion. Det første varehus uden for Sverige blev opført i Oslo. Faktisk kom Kungens Kurva i Stockholms udkant senere. Da dette varehus åbnede i 1965, var det på en pløjemark. Gamle kong Gustav V, som pladsen blev opkaldt efter, kunne i 1946 umuligt have forestillet sig, at det sted, hvor hans Cadillac kørte galt efter et besøg på Tullgarns slot, skulle blive forvandlet til Sveriges største handelsplads med IKEA som drivkraften.

EFTA-landet Schweiz, hvor Ingvar Kamprad slog sig ned, blev det første land uden for Skandinavien med en IKEA. Herfra gik det stærkt. München 1974 – Tyskland er i dag IKEA’s største marked – og siden Australien, Canada og Japan. Ingvar Kamprad havde samlet så stor kapital, at han turde satse stort.

Da en erhvervsavis engang klagede over, at IKEA havde for store finansielle aktiver, kunne Ingvar Kamprad ikke styre sin vrede.

»Hvad fanden betyder overkapitalisering. Vi skal også kunne klare os i strid modvind,« argumenterede han.

I Bertil Torekulls bog uddyber Kamprad sin forsigtige økonomiske strategi.

»Jeg lærte mig tidligt den gamle regel, at en procents nedgang i salget giver 10 procents nedgang i profitten. Vi tjener gode penge i dag, men tænk hvis vi kom i modvind et par år. 15 procents nedgang i salget, og mere end den samlede profit vil blive udraderet,« siger Kamprad til Torekull.

I Japan kom IKEA i modvind. Japanere kalder gerne deres små boliger for kaninbure, og detailhandlen er en lukket verden. IKEA måtte slukøret forlade landet, men kom tilbage bedre forberedt i midten af 2000’erne.

På det tidspunkt var IKEA en verdensomspændende flåde, men den kom ind i et uvejr, der tidligere kunne have fået det hele til at kæntre. I det korrupte Rusland havde IKEA satset stort med varehuse og gigantiske indkøbscentre. Mislykkede aftaler med alternative el-leverandører, indgået i mangel på at kunne få aftaler med godkendte energivirksomheder, resulterede i tab på et tocifret milliardbeløb.

Ingvar Kamprad erkendte offentligt modgangen.

»Det dokumenterede rod i vores indkøbscentre er fuldstændig uacceptabelt. Jeg har været for optimistisk,« sagde han.

Modgangen i Rusland stoppede imidlertid ikke IKEA, som kom ud på den anden side med en rekordomsætning. Den ekspanderende virksomhed var blevet et selvspillende klaver, og den aldrende Ingvar Kamprad havde ikke længere nogen afgørende betydning, selv om han var længe om at slippe grebet helt.

Nazisympatisør og nytænker

Herved adskiller IKEA sig fra en anden global svensk virksomhed, H&M, hvor Erling Persson overgav roret til sønnen Stefan allerede under ekspansionsfasen i starten af 1980’erne. Siden trådte barnebarnet til i 2009.

Ingvar Kamprads tre sønner har alle arbejdet inden for enten IKEA-koncernen eller den nu afkoblede Ikano-gruppe med bank, forsikringer, byggevirksomheder og udlejning. Men de er ikke nået til tops lige som Stefan Persson i H&M.

Først da Ingvar Kamprad var langt oppe i årene blev han nødt til at løsne grebet om IKEA og give sønnerne større råderum.

Den ældste søn Peter Kamprad var Stenebos chef i slutningen af dennes karriere i IKEA, og samarbejdet knagede.

Far Kamprad kan have tvivlet på sønnernes evner. Det var ham, der havde opbygget koncernen. Ganske vist overlod Kamprad officielt roret i 1986, men alle vidste, hvem der havde det sidste ord. Det gjaldt alt helt ned til priserne på varme pølser ved udgangen.

I den forstand er Ingvar Kamprad unik. Ikke mange kan i løbet af deres egen levetid starte fra nul og ende med at stå i spidsen for en verdensomspændende koncern. Henry Ford er et andet eksempel. Ligesom Ford, der var indædt antisemit, var også Ingvar Kamprad ude og slingre på den politiske yderkant. I sine unge år var Ingvar Kamprad medlem af nazistpartiet SSS (Svensk Socialistisk Samling, tidligere kaldet Nationalsocialistiska arbetarepartiet), han rekrutterede nye medlemmer og blev overvåget af sikkerhedspolitiet på grund af sine sympatier.

Han var samtidig en nytænker og evnede at virkeliggøre sine forretningsvisioner. IKEA fortsætter med at omsætte for milliarder verden over. Det er ganske godt gået af en gut, som startede med at handle med tændstikker i det smålandske sogn Agunnaryd i starten af 1930’erne.

© Fredrik Braconier, Svenska Dagbladet og Information. Oversat af Nina Trige Andersen