Baggrund
Læsetid: 5 min.

Rusland vender sig mod Kina, mens Kina vender sig mod verden

Rusland vil så gerne vise EU og USA, at de vestlige sanktioner blot betyder, at man vender sig mod øst. Men forholdet til Kina er langt fra jævnbyrdigt. Mens russerne bygger strategiske – og urentable – gasrørledninger til Kina, går de nye kinesiske silkeveje uden om Rusland
Ruslands præsident, Vladimir Putin, og KInas præsident, Xi Jinping, mødtes i september til topmødet Dialogen mellem Fremvoksende Markeds- og Udviklingslande i Xiamen i Kina. 

Ruslands præsident, Vladimir Putin, og KInas præsident, Xi Jinping, mødtes i september til topmødet Dialogen mellem Fremvoksende Markeds- og Udviklingslande i Xiamen i Kina. 

Mark Schiefelbein

Udland
3. januar 2018

»Kina er vores største handelspartner og strategiske partner i ordets bredeste forstand,« forsikrede Ruslands præsident Putin to kinesiske journalister om ved sit årlige pressemøde den 14. december.

De tætte bånd til Kina er blevet noget nær et mantra for den russiske ledelse, ikke mindst siden EU og USA i 2014 indførte sanktioner mod regimet som reaktion på annekteringen af Krim og offensiven i Østukraine.

Økonomisk er russerne i gang med at bygge flere tusinde kilometer gasrørledninger på tværs af Sibirien til Kina, militært gennemfører de enorme fællesøvelser, og politisk bakker Rusland og Kina hinanden op i et fælles syn på verden som multipolær.

Budskabet i den russiske fortælling er ikke til at tage fejl af: Vi har ikke brug for Vesten, siger professor i transnationale sikkerhedsstudier Graeme Herd fra George C. Marshall European Center for Security Studies i Garmisch-Partenkirchen.

»Officielt ser Rusland sig selv som et magtcenter i en verden, hvor magten glider fra det gamle dysfunktionelle politiske Vesten mod Østen, fra fortiden til fremtiden med Rusland på den rigtige side af historien,« siger den skotske professor.

Kigger man under de flade floskler, er forholdet til Kina imidlertid ikke helt så rosenrødt. Handelsmæssigt er kineserne ved at banke russerne på deres egen gamle hjemmebane, militært har de overtaget førertrøjen i deres fælles samarbejdsorganisation, og politisk insisterer Kina på at gå sine egne veje.

»Rusland er klar over, at partnerskabet ikke er strategisk, men snarere taktisk og ad hoc. Kina forsøger at genbalancere sin økonomi, mens Rusland udskyder modernisering og økonomisk reform. Kina gør det klart, at landet vil have et uafhængigt ’stormagtsdiplomati’ over for EU og USA uanset Ruslands forhold til samme, mens Rusland har vendt sig mod Kina, vender Kina sig mod verden,« siger Graeme Herd.

Kørt ud på et sidespor

Ifølge Graeme Herd har Kina for længst overhalet Rusland som største handelspartner for de fem tidligere sovjetstater i Centralasien, Kasakhstan, Kirgisien, Usbekistan, Tadsjikistan og Turkmenistan. Dertil kommer, at Kinas silkevejsprojekt i alt væsentligt kører uden om Rusland og yderligere undergraver det økonomiske og politiske rationale ved Den Eurasiske Økonomiske Union, som Rusland har indgået med en række af sine allierede nabolande.

Mikhail Krutikhin, analytiker i det Moskva-baserede konsulentfirma RusEnergy, er enig.

»Rusland lader bare som om, at det spiller en rolle i Centralasien. Her har den kinesiske strategi for længst vundet. Det er en kinesisk indflydelseszone,« siger Krutikhin, og fremhæver Shanghai-samarbejdsorganisationen, SCO.

Da sikkerhedssamarbejdet blev stiftet i 1996, talte det kun Rusland, Kasakhstan, Kirgisien, Tadsjikistan, Usbekistan og Kina, der primært så SCO som et instrument til at stablisere den nordvestlige Xinjiang-region. I dag tæller SCO også Indien og Pakistan og bliver af Kina også set som et forum til at fremme kinesiske interesser i regionen.

I kraft af den kinesiske økonomis størrelse, mener Krutikhin, at man i dag kan tale om SCO som et rent kinesisk foretagende.

Internationalt ser Rusland sig selv indgå i et ligeværdigt strategisk partnerskab med Kina baseret på et fælles verdensbillede, siger Vjatjeslav Morozov, professor i EU og Ruslandsrelationer ved Tartu Universitet i Estland.

»Den dominerende fortælling er en om partnerskab og om, at Kina med sine ressourcer og økonomiske og militære magt kan mobiliseres, og at Rusland i et eller andet omfang kan regne med Kina i kampen for en multipolær verdensorden og mod Vestens forsøg på at genetablere en unipolær verdensorden,« siger Vjatjeslav Morozov.

Men også her fører Kina sin egen udenrigspolitik, påpeger Mikhail Krutikhin.

»Kun ved afstemninger i FN’s sikkerhedsråd tager Kina ofte Ruslands side. Og det er endda ikke i alle spørgsmål. Så det er så som så med det strategiske partnerskab,« siger Mikhail Krutikhin med henvisning til, at Rusland siden 2014 har brugt sin vetoret i FN’s sikkerhedsråd elleve gange, men kun tre gange har haft opbakning fra Kina. Det gjaldt i alle tre tilfælde resolutioner omkring Syrien, som Moskva og Beijing mente krænkede Syriens nationale suverænitet.

Fossilt appendiks

Jævnbyrdigt er forholdet mellem Rusland og Kina heller ikke.

Krutikhin understreger, at Kinas samhandel med Rusland kun udgør tre procent af den samlede kinesiske udenrigshandel. Ruslands samhandel med Kina udgør 14 procent af den russiske udenrigshandel.

Alligevel mener Krutikhin, at den russiske ledelse overdriver størrelsen og betydningen af samhandlen med Kina. Det gælder ikke mindst prestigeprojektet Sila Sibiri, Sibiriens Kraft, en 4.000 km lang gasrørledning fra Tjajadinskoe-feltet i Sibirien til Vladivostok med en afstikker til det nordøstlige Kina.

»Af (det statsejede gasselskab, red.) Gazproms egne dokumenter fremgår det, at projektet først i 2045 — det vil sige i realiteten 2050, fordi projektet er blevet forsinket — vil tjene sig selv ind. Det er ikke et kommercielt projekt, og Gazprom ville ikke gå ind i det, før præsident Putin tvang dem til det. Fordi for præsidenten er ’appearances’ – det at signalere russisk succes i global handel — vigtigere end, at et sådant projekt giver overskud,« mener Krutikhin.

Kina har simpelthen ikke brug for den russiske gas, vurderer den russiske energianalytiker.

»For Kina er Rusland som kilde til olie og gas en plan B. Hvis Kina ikke af politiske eller militært-politiske årsager kan købe flydendegjort naturgas (LNG, red.), så kan Kina altid købe det i Rusland,« lyder det fra Mikhail Krutikhin.

Modsanktioner

Ud over at se mod Kina, har Rusland som svar på de vestlige sanktioner også indført modsanktioner. Internt er det blevet retfærdiggjort som del af en nødvendig importsubstitution — at importerede varer efterhånden skal erstattes af russiske.

Den strategi er imidlertid blot med til at konservere den teknologiske og økonomiske tilbageståenhed, mener Mikhail Krutikhin.

»I stedet for at udvikle økonomien sammen med vestlige investorer foretrækker man i Rusland at udvikle den uden. Det er vejen mod tilbageståenhed,« siger den russiske analytiker.

Vjatjeslav Morozov mener, at Rusland teoretisk set kunne vende tilbage til erfaringerne fra slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne, da Rusland vendte sig mod Europa og erklærede sig som et europæisk land ved at understrege den europæiske komponent i sin identitet.

Professoren mener dog ikke, at Rusland kan komme ud af sin relative tilbageståenhed uden også at tage et fundamentalt politisk opgør med den århundredlange diskussion, om Rusland er et europæisk land eller ej.

»Det spørgsmål må man forsøge at lade stå ubesvaret, mens man tager hul på Ruslands konkrete problemer med blandt andet korruption,« mener Vjatjeslav Morozov.

Rusland som udkantsområde

Hvis Rusland skal rykke ud af Kinas skygge, mener Vjatjeslav Morozov, at Rusland må diversificere sin økonomi og frem for alt komme ud af sin afhængighed af indtægter fra udvinding af naturressourcer.

I dag befinder Rusland sig midt imellem de perifære områder af den globale økonomi og centrum af den, og det centrum indbefatter vel at mærke store dele af Sydøstasien.

»Ruslands primære funktion i den globale økonomi er ikke produktion af noget nyt, ikke produktion af højteknologiske varer. Det er at forsyne den globale økonomis kerne med råstoffer og at udøve kontrol med den del af periferien, som ligger inden for den russiske indflydelsessfære,« siger Morozov.

Den position i verden påvirker ikke bare den russiske økonomi, men også det russiske politiske system, der dybest set er et system til omfordeling af disse indtægter, mener Vjatjeslav Morozov.

Mikhail Krutikhin er enig, men han tror, det bliver svært for Rusland at stille om, når han ser på Ruslands aggressive politik og Vestens sanktioner:

»Hvis strukturen i den statslige ledelse bibeholdes, så ser jeg ikke de store økonomiske perspektiver for landet. Jeg ser selvisolation.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her