Læsetid: 4 min.

Sådan har Michael Wolff researchet sin bog om Donald Trump

Michael Wolffs ’Fire and Fury: Inside the Trump White House’ bygger angiveligt på 200 interview med Trump, medlemmer af præsidentens stab og andre centrale figurer i og omkring hans administration
Magasinet The New Republic betegner Michael Wolff som den ’muligvis mest bitchede medieping, der ytrer sig på skrift i dag’.

Magasinet The New Republic betegner Michael Wolff som den ’muligvis mest bitchede medieping, der ytrer sig på skrift i dag’.

Andy Kropa

5. januar 2018

Den kontroversielle mediekritiker og klummeskribent Michael Wolff har skrevet, hvad der må anses for at være den første insiderberetning om, hvad der foregår bag kulisserne i Det Hvide Hus under Donald Trump. En rystende og nærgående skildring af en temperamentsfuld, men uerfaren præsident, der omgiver sig selv med stridende fraktioner af rådgivere og embedsmænd.

»Mit mål var ikke at skrive som en outsider, der kiggede ind, men at finde ud af, hvad insiderne virkelig tænkte og følte,« fortalte forfatteren Michael Wolff til the Guardian, da vi interviewede ham i november.

Kilder bekræfter, at Wolff var til stede på flere kritiske tidspunkter, herunder den morgen i maj, da Trump uden varsel og uden forudgående orientering af sin inderkreds meddelte FBI-direktør James Comey, at han var fyret.

Forfatteren, der har kendt Donald Trump siden sin tid som reporter for New York Magazine, begyndte sin tid som flue på væggen i Det Hvide Hus umiddelbart efter Trumps indsættelse i januar 2017. Hvad han fandt, var et ret åbent miljø, hvor de fleste figurer var forholdsvis tilgængelige og kunne udtale sig frit, erfarer Guardian.

Skønt Michael Wolffs adgang aldrig blev officielt godkendt, blev han alligevel budt indenfor efter at have offentliggjort et interview med Trump i Hollywood Reporter syv måneder tidligere. Kilder siger, at Trump kunne lide hans artikel, der fik et forsideopslag.

»Cool cover,« skal Trump have sagt på det tidspunkt.

Wolff satte sig for at skrive bogen som en fortælling om sig selv som en fortrolig tilstedeværende, der fører ganske åbenhjertige samtaler med de fleste af spillerne i en unik periode inden for amerikansk regeringsførelse.

»Mens de fleste andre (journalister, red.) havde travlt med at afklare med sig selv, om de skulle være disse mennesker fjendtligt stemt, var jeg ikke selv særlig fjendtlig. På den måde fik jeg dem til at åbne sig relativt meget over for mig,« fortalte Michael Wolff til the Guardian.

Kilde-goodwill

Pointen var, fortsatte han, at »jeg dukkede op hos dem uden at signalere, at jeg havde en dagsorden. Jeg var der af ren nysgerrighed, og jeg nåede langt ved at udnytte den goodwill, jeg havde fået hos disse mennesker.«

»USA befinder sig midt i den mest intense politiske storm siden Watergate, og mit mål med at rapportere om det og skrive denne bog var at se livet i Det Hvide Hus gennem de mennesker, der er tættest på orkanens øje,« sagde Wolff og tilføjede: »Måske ikke siden Tudor-dynastiet har paladsintriger været så giftige og farlige og ’kongen’ så ustabil og med et så stærkt behov for øjeblikkelig tilfredsstillelse.«

Kritik af Michael Wolff

Endnu før den er udkommet, bliver der fra flere sider stillet spørgsmål ved passager af Michael Wolffs bog. Nogle påstande giver ikke logisk mening, lyder kritikken i bl.a. Washington Post. Andre steder bliver rygter gengivet som fakta uden kildeangivelse. Ej heller fremgår det, hvordan Wolff kan gengive lange ordrette samtaler mellem eksempelvis Steve Bannon og en kollega, hvis han ikke selv var til stede.

»Wolf ser ud til at være nået frem til en forbløffende mængde utrolige konklusioner, som hundredvis af ihærdige journalister fra de store aviser ikke har kunnet nå frem til. Uanset om dette beror på, at han haft en så privilegeret adgang – Wolf hævder selv, at han havde ’noget i retning af en halvfast plads i en sofa i West Wing’ – eller på, at hans filter er så meget mere afslappet end andres, er det nødvendigt at evaluere hver enkelt af hans påstande for sig og ikke sluge alle de slibrige ting, han hævder om Det Hvide Hus, som et sandhedens evangelium,« skriver Washington Post i en kritisk analyse af de uddrag, der hidtil er blevet offentliggjort.

Wolff baserer angiveligt sin bog på flere end 200 interview med Trump, nogle af hans nærmeste medarbejdere og folk i og omkring administrationen. Han oplevede på tæt hold adfærden hos nøglefigurer som valgkampagnechef Steve Bannon, før han mistede sit job som chefstrateg. Han havde også adgang til præsidentens datter og svigersøn, Jared og Ivanka Trump, der efter Donald Trumps overraskende valgsejr fik attraktive, om end ubetalte positioner som højtstående hjælpere i Det Hvide Hus.

Wolff så angiveligt, hvordan tidligere stabschef Reince Priebus blev udmanøvreret, og var vidne til dagliglivet i Det Hvide Hus, herunder omgangen med folk som Kellyanne Conway, rådgiver for præsidenten, Trumps økonomiske chefrådgiver, Gary Cohn, hans politiske chefrådgiver Stephen Miller, chefassistent Dina Powell og kommunikationsdirektør Hope Hicks.

»Disse og andre rådgivere – og selvfølgelig Trump selv – gerådede i daglige sammenstød, så ubehagelige og kaotiske som noget tidligere set i West Wing,« hedder det i pressemeddelelsen fra udgiveren.

Wolff er bestsellerforfatter og kendt New York-medieklummist med et ry blandt sine kolleger som en provokerende, men også selvforherligende kommentator i mediebranchen.

Bitchet og empatisk

Magasinet The New Republic betegner ham som den »muligvis mest bitchede medieping, der ytrer sig på skrift i dag«, mens New York Times har sagt, at han er »langt mindre omhyggelig – og nogle gange mere ondskabsfuld – end andre journalister«.

Han har skrevet mest for The Guardian, New York Magazine og Vanity Fair og udgivet bøger om tv-mediets genvundne magt, internettet og mediemogulen Rupert Murdoch.

Den fyrede chefstrateg for Det Hvide Hus, Steve Bannon, er overbevist om, at Donald Trump og hans kampagnehold har en dårlig sag i Russiagate – det handler om ’hvidvask af penge’, hævder han
Læs også

Wolff fik offentliggjort store prominente interviews med Donald Trump i juni 2016 og med Steve Bannon i november 2017 – begge i Hollywood Reporter. Hans tekster var på disse tidspunkter båret af stor empati med interviewpersonerne.

En Washington-kilde med kendskab til Wolffs adgang til Det Hvide Hus bekræfter, at forfatteren oprindeligt fik tilladelse til at bruge nogle timer på at researche til sin bog. »Men så havde han fået foden indenfor,« siger han og antyder, at Wolff herefter kunne strejfe mere eller mindre frit om og opleve alt, hvad der foregik, på en ikke-styret måde.

»Han har et ganske udmærket forhold til præsidenten og til Steve Bannon. Eller det havde han i al fald tidligere,« siger kilden.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu