Tæt tjekkisk præsidentvalg tegner to veje for Østeuropa

Tjekkiets præsident bor i en smuk borg højt hævet over Prag, Pražský hrad. Når tjekkerne i dag og i morgen skal bestemme, hvem borgens næste beboer skal være, har de hele otte kandidater at vælge imellem i første valgrunde.

Den ene af de to førende kandidater er den siddende præsident, den 73-årige Miloš Zeman, der for fem år siden blev Tjekkiets første direkte valgte præsident. Siden da har han sammenlignet EU med Warszawapagten, kaldt flygtningestrømmen i 2015 for en »organiseret invasion« og kategoriseret integrationen af muslimer som »umulig«.

Zemans største udfordrer er hans diametrale modsætning, den 68-årige partiløse Jiří Drahoš. Som kemiprofessor har Drahoš været leder af Det Tjekkiske Videnskabernes Akademi, men han har ingen politisk erfaring.

»Vi har brug for en præsident, der ikke kun taler til folks angst, men også til deres mod,« har Jiří Drahoš sagt i sin valgkamp. Han mener, at Tjekkiet har potentialet til at »stå i centrum af et dannet og kreativt Europa«.

Det er et klokkeklart valg mellem to modpoler, siger Peter Bugge, lektor i tjekkisk politik på Aarhus Universitet.

»Zeman er stærkt polariserende og nærmest programmatisk politisk ukorrekt, ja til tider direkte uforskammet – i sin egen udlægning taler han det politiske parnas og eliterne midt imod.«

»Drahoš er en klassisk professortype: kultiveret og med en afdæmpet retorik,« siger Peter Bugge.

Drahoš støttes af socialdemokrater, liberale og konservative og højtuddannede unge. Zemans kernevælgere er overvejende lavtuddannede, de er over 60 år, bor uden for de større byer og har stemt på de antiliberale antisystempartier, der vandt frem ved parlamentsvalget i oktober.

Et valg om Østeuropas styrke

Præsidentvalget bliver således også et valg om, hvilken vej Tjekkiet skal følge i EU. Forbliver Zeman på posten, vil det være en styrkelse af den illiberale linje i Visegrad-gruppen.

Ud over Tjekkiet tæller Visegrad-gruppen Polen, Ungarn og Slovakiet, og de fire lande har det seneste år optrådt med stigende selvtillid i EU. Kort efter nytår besøgte Polens nye premierminister Mateusz Morawiecki som det første sin ungarske kollega Viktor Orbán, der på et fælles pressemøde talte om de østeuropæiske visioner for Europas fremtid.

Gruppen blev grundlagt i 1991 for at samarbejde om optagelse i NATO og EU, hvilket lykkedes omkring årtusindskiftet og ved østudvidelsen af EU i 2004. Siden har Visegrad-samarbejdet bestået som et interessefællesskab, der har haft som formål at øge regionens gennemslagskraft i EU.

Man kan dog ikke sige, at Visegrad-gruppen taler med én samlet stemme, da landenes interesser stritter i vidt forskellige retninger. Men hvis der er én ting, der samler de fire lande, er det modstanden mod EU’s flygtningepolitik.

Oprindeligt var præsident Zeman en forholdsvist liberal socialdemokrat, siger Milan Nič, seniorforsker og tjekkisk Visegrad-ekspert ved tænketanken Tysk Selskab for Udenrigsforskning (DGAP).

»Men i de seneste år har han ikke skyet nogen midler for at tage point med en fremmedfjendsk populisme, og med sin aggressive retorik optræder han gerne hånd i hånd med SPD-partiet,« siger han med henvisning til det højreradikale parti ’Frihed og direkte demokrati’, der blandt andet ønsker at forbyde islam og få Tjekkiet helt ud af EU.

Uhellig alliance

Hvis Zeman genvælges, er det en strømpil for tjekkisk politik, som oplevede en voldsom omvæltning ved parlamentsvalget i oktober. Her blev de etablerede partier og den politiske midte nærmest udraderet, og ingen i det stærkt fragmenterede parlament vil danne koalition med valgets store vinder: den korruptionsanklagede milliardær Andrej Babiš fra ANO-bevægelsen.

Selv om den tjekkiske præsident overvejende har en repræsentativ rolle, har han en afgørende stemme i regeringsdannelsen. Her ser Milan Nič en »uhellig alliance« mellem præsident Zeman og  Babiš, der ellers havde mistet sin parlamentariske immunitet, men genvandt den med valget. Da Babiš næppe får det fornødne tillidsvotum fra det tjekkiske parlament, håber han således på, at Zeman som præsident kan hjælpe ham i sædet som premierminister – formentlig i en mindretalsregering.

At Tjekkiet nu er trådt ind i Ungarns og Polens højrenationale og illiberale fodspor, er dog en tilsnigelse, mener Milan Nič.

»Andrej Babiš har vist sig at være uforudsigelig og skrupelløs, men han er ikke politiker og ikke ideolog. Han er pragmatiker og søger ikke den store konfrontation med Bruxelles. Han allierer sig nærmere med Østrigs nye højrenationalistiske regering i kampen mod en tysk-fransk drevet europæisk integration. Og han vil også holde fast i den tjekkiske tandem med Slovakiet,« siger Milan Nič med henvisning til det Visegrad-land, der stikker mest ud i gruppen.

Som det eneste euro-land i Visegrad-gruppen står Slovakiet for en eksplicit proeuropæisk linje. I sommeren 2017 udtalte premierminister Roberto Fico endda, at fundamentet for hans politik er »at være tæt på kernen i EU, tæt på Frankrig og Tyskland«.

Intet flertal

Selv hvis den brovtende Zeman skulle vinde valget i Tjekkiet, ser Peter Bugge fra Aarhus Universitet stadig en markant forskel på Tjekkiet og Slovakiet på den ene side og Polen og Ungarn på den anden.

»I Ungarn har vi allerede de facto et etparti- og enmandsstyre, hvor medierne og den lovgivende, udøvende og dømmende magt er smeltet sammen under Orbáns kontrol i Fidesz-partiet,« siger Peter Bugge.

Polen arbejder sig med det regerende PiS-parti under Jarosław Kaczyński hen mod ungarske tilstande, men der er i Peter Bugges øjne en større polsk modstand, både fordi EU truer med repressalier, og fordi det polske civilsamfund trods alt står stærkere end det ungarske. Her er en anden afgørende forskel til Tjekkiet.

»Mens Orbán og Fidesz i 2010 fik så stort flertal, at de på egen hånd kunne ændre forfatningen efter behov, vil Babiš i Tjekkiet næppe kunne finde et kvalificeret flertal, så han kan ændre forfatningen og konsolidere sin magt ad den vej,« siger Peter Bugge.

Russiske venner

Den ungarske politolog Dániel Bartha, der leder tænketanken Centre for Euro-Atlantic Integration and Democracy (CEID) i Budapest, ser Visegrad-gruppen som et værdifuldt samarbejde, men også som en »meget skrøbelig front«.

»De har svært ved at udstikke egne retningslinjer, fordi de har så forskellige udenrigspolitiske interesser og store sociale og økonomiske forskelle.«

Et eksempel er Tjekkiets parløb med Slovakiet, selv om tjekkerne har den stærkeste EU-modstand i hele unionen.

Et andet eksempel er vidt forskellige energipolitiske afhængigheder.

Et tredje eksempel er forholdet til Rusland. Mens Polen holder fast i sanktioner mod Rusland, har Orbán og Ungarn en mere Rusland-venlig politik, der i forsøget på at skabe gode forretninger både tester EU’s og amerikanernes diplomatiske grænser.

De nationalistisk-autoritære toner fra Rusland går fint i spænd med den nationalistiske tidsånd i Visegrad-landene, og russerne er dygtige til at gøre sig venner med alle, der forsøger at svække EU, siger Peter Bugge.

»I hvert fald er Ruslands politiske indflydelse i Visegrad langt større, end handelsrelationerne burde tillade.«

Rørende enige

Det, der forener de fire lande, er, at de er industriprægede økonomier, der har oplevet en stærk vækst siden årtusindskiftet – tre-fem procent om året. De fire lande er stærkt afhængige af handelen med EU og især Tyskland.

»Selv populisterne kan ikke benægte disse handelsforbindelser,« mener Milan Nič fra DGAP.

»Men her er den tjekkiske og slovakiske bekymring størst for et EU i to hastigheder eller en opsplitning mellem øst og vest. Polens og Ungarns regeringer præsenterer sig gerne som modvægt til kernen af EU, og de drømmer også åbent om at opbygge helt andre, stærke relationer mod øst, ikke mindst til Kina.«

Den anden fællesnævner for landene er en stærk modvilje mod muslimsk indvandring og en totalafvisning af at modtage kvoteflygtninge, hvilket har fået Europa-Kommissionen til at slæbe både Ungarn, Polen og Tjekkiet for EU-Domstolen.

Årsagerne er mange og dybe og rækker ifølge Peter Bugge fra erfaringer med kommunistisk nationalisme over homogene befolkninger med historisk tvivlsomme erfaringer med etniske blandinger til bekymringer om sikkerhed og velstand.

»På tværs af forskellen er Visegrad-landene rørende enige om at afvise flygtninge – trods en pænere retorik gælder det også Jiří Drahoš,« siger han med henvisning til den tjekkiske udfordrer til præsidentposten.

»Det vil helt sikkert forblive en konflikt i EU.«

Spæd afspænding

I denne uge har der dog været spæde tegn på afspænding mellem Visegrad-gruppen og EU – formentlig som følge af EU’s ’retsstatsproces’ mod Polen. Det blev antydet, da Polen tirsdag udskiftede tre ministre, som har været de mest aggressive figurer i striden med EU.

»Det handler til dels om et internt magtspil og et proeuropæisk PR-stunt, der ikke substantielt ændrer på flygtningekonflikten eller det polske kup mod justitsapparatet,« mener den ungarske politolog Dániel Bartha.

»Men det er også en symbolsk vigtig gestus for en afspænding.«

I den forgangne uge var Ungarns præsident Viktor Orbán tilmed tvetydig i sin støtte til Polen i forhold til det veto imod retsstatsprocessen, som han har lovet, fortæller Peter Bugge.

»Det viser, at realisten Orbán har tænkt sig at gå mere stille med dørene, mens fanatikeren Kaczyński fortsat tramper højlydt,« siger han.

Han ser derimod ingen tegn på opløsningstendenser i Visegrad-gruppen – heller ikke selv om den nok aldrig kommer til at tale med én røst over et bredt spektrum af politiske emner.

»De står sammen på de punkter, hvor de er enige. I fællesskab har fire lande nu engang mere slagkraft,« siger han og understreger, at det ikke ændrer sig med udfaldet af præsidentvalget i Tjekkiet.

»Her er spørgsmålet, om der er tilstrækkeligt mange tjekker, der ikke kan snuppe Zeman, og som samtidig orker at gå hen og stemme på Drahoš i anden runde. Men uanset udfaldet bliver Tjekkiet med sin nuværende parlamentariske situation hverken som Polen eller Ungarn.«