Analyse
Læsetid: 9 min.

Hvis der er én ting, Trump tror på dybt i sit hjerte, er det, at USA er blevet snydt og bedraget

Som altid når det gælder Donald Trump og handelspolitikken, er der to narrativer i spil: et, der er rart at falde i søvn til, og et, der virkelig ikke er for sarte sjæle
I begyndelsen af november 2017 var præsident Donald Trump på officielt besøg i Kina. Siden lød det fra Trump-administrationen, at den såkaldte ’omfattende økonomiske dialog’ med Kina var stødt på grund – og at man ikke havde planer om at genoptage den.

I begyndelsen af november 2017 var præsident Donald Trump på officielt besøg i Kina. Siden lød det fra Trump-administrationen, at den såkaldte ’omfattende økonomiske dialog’ med Kina var stødt på grund – og at man ikke havde planer om at genoptage den.

Wassilis Aswestopoulos/Nur Photo

Udland
23. januar 2018

Et af de mest markante træk ved Trumps valgkampagne var, at den var fuld af en retorik, som var ikke bare handelsprotektionistisk, men nærmest hadsk i sin handelsfjendtlighed.

Igen og igen brølede Trump, at USA’s handelsaftale med Mexico og Canada, NAFTA, var »den dårligste aftale nogensinde«; at Kina havde stjålet i titusindvis af amerikanske job med sine valutamanipulationer; og at verdenshandelsorganisationen WTO var intet mindre end en »katastrofe« for amerikansk økonomi.

Trumps budskab var krystalklart: USA skal have bedre deals i de handelsaftaler, landet indgår i, ellers vil Trump ikke tøve med at trække USA ud af dem.

Da det forrige efterår stod klart, at Trump havde vundet præsidentvalget, var kommentatorer og analytikere hurtige til at mane til besindighed. Præsident Trump vil vise sig at være en helt anden, langt mere moderat og præsidentiel figur, end den Trump, vi lærte at kende under valgkampen, messede de beroligende. Handelsprotektionisme ville forblive en retorisk stil – at amerikansk handelspolitik skulle kunne tage en protektionistisk drejning, var ikke sandsynligt. Der var jo trods alt tale om en republikansk præsident med republikansk flertal i begge kongressens kamre, og frihandel havde jo i mindst et par årtier været fast komponent på Det Republikanske Partis top-3 over essentiel økonomisk politik, sammen med skattelettelser og deregulering.

Men hvis man kan bruge den nære fortid som pejling på den nære fremtid, så er der grund til at formode, at det internationale samfund gør klogt i at berede sig på en aggressiv amerikansk handelspolitik i de kommende måneder.

I en DIIS-rapport udgivet kort før nytår konstaterer vi, at Trump har levet op til langt de fleste af de handelspolitiske løfter, han kom med under valgkampen.

I denne uge forventes Trump at give en af sine relativt sjældne internationale optrædener ved World Economic Forum i Davos. Få dage efter – den 30. januar – skal han holde han sin første tale til det amerikanske folk om nationens tilstand. Talen bliver samtidig en markering af hans første år som præsident.

Mange ting går godt. Kurserne på de amerikanske aktiemarkeder er steget med 35 procent siden præsidentvalget, og arbejdsløsheden er lav. Lav er til gengæld også Trumps popularitet, og Republikanerne står dårligt i meningsmålingerne.

Når man dertil lægger, at de amerikanske handelsunderskud kort før nytår nåede deres højeste niveau i mere end seks år, så er der lagt i kakkelovnen til drama på det handelspolitiske område.

To narrativer

Mange mener, at amerikansk handelspolitik under Trump reelt ikke er synderligt anderledes, end den var under Obama.

Det siges, at en stærk koalition internt i Trumps administration – anført af finansminister Steven Mnuchin og Gary Cohn, chefen for det nationale økonomiske råd – effektivt neutraliserer de ideer, som handelshøgene bringer til torvs.

Robert Lighthizer, USA handelspolitiske chefforhandler, Wilbur Ross, den amerikanske erhvervsminister, og Peter Navarro, chefen for det handelspolitiske råd, er ganske vist fuldt på linje med Trump i den handelsprotektionistiske tænkning, men inden solen går ned, har de tabt slaget til de stærke, moderate kræfter.

Sådan har det været det første år, og sådan vil det blive ved med at være i de kommende år, lyder det.

Det er et godt narrativ at falde i søvn til. Men det er ikke alle, der ser tingene helt så lyserødt. Mange iagttagere tæt på det handelspolitiske spil i USA er alvorligt bekymrede.

I det mere pessimistiske narrativ om Trumps handelsprotektionisme lægger man vægt på, at hvis der er én ting, som Trump tror på dybt i sit hjerte, så er det, at USA er blevet snydt og bedraget i de store internationale handelsaftaler og af WTO.

Der var da heller ikke gået mange nanosekunder, fra han havde sat sig til bords i Det Ovale Kontor, til han havde trukket USA ud af den store handelsaftale med Japan, Australien og en række andre stillehavslande (TPP) og sendt handels- og investeringsaftalen med EU (TTIP) til dybfrost.

Netop fordi fjendtligheden over for det internationale handelssystem stikker så dybt i Trump, forudsiger skeptikerne, at 2018 bliver året, hvor handelshøgene uomtvisteligt vil vise, at de ikke spiller andenviolin for ’globalisterne’, som de har så lidt til overs for. Vi vil se aggressive handelsrestriktioner over for Kina, ligesom Trump-administrationens mere eller mindre subtile forsøg på at underminere WTO vil fortsætte og accelerere.

Sådan lyder det fra skeptikerne.

Anstrengt forhold

Trumps centrale løfter fra valgkampen var at trække USA ud af TPP; at udnævne handelshøge til de centrale handelsposter; at genforhandle NAFTA (og skrotte den, hvis Mexico og Canada ikke makker ret); at udskamme Kina som valutamanipulator og lancere skarpe modtræk; samt at bruge enhver tænkelig præsidentiel beføjelse i kampen mod andre landes handelsoverskud.

DIIS-rapporten dokumenterer, at med undtagelse af et enkelt tilfælde, var alle løfterne helt eller delvist indfriet inden det først års udløb. Undtagelsen var erklæringen om, at Kina skulle udråbes til at være et valutamanipulerende land.

Da en større officiel rapport i foråret dokumenterede, at Kina aktivt intervenerede for at forhindre den kinesiske valuta i at falde for meget, blev det vanskeligt – selv for en freestyler som Trump – at hævde, at Kina holder valutaen nede i et stærkt manipulativt forsøg på kunstigt at fremme eksporten.

I flere tilfælde har der været tale om ganske alvorlige, amerikanske stød til det internationale handelssystem. Og det amerikanske forhold til WTO er da også på rekordtid blevet ualmindeligt anstrengt. Det skyldes blandt andet, at Trump-administrationen blokerer for udnævnelsen af nye dommere til den appelinstans, der takler de handelskonflikter, som indbringes for WTO.

Det lyder som en bizar teknikalitet, men i realiteten er der tale om en form for knockout. Som EU’s handelskommissær Cecilia Malmström har udtrykt det:

»Trump-administrationen er i gang med at dræbe WTO indefra.«

Det er ikke meget mere end en måned siden, at USA for første gang i mere end 30 år benyttede sig af muligheden for at indlede en såkaldt antidumpingsag mod Kina, uden at der forudgående var kommet en anmodning fra amerikanske virksomheder. Chad Bown, handelspolitisk ekspert ved det anerkendte Peterson Institute, var ikke sen til at udlægge teksten: Trump-administrationen sendte et »aggressivt signal« om, at man er parat til at gå langt for at indføre toldbeskyttelse mod import fra især Kina.

Kort efter kom yderligere to markante udmeldinger. Først forlød det pludselig fra Trump-administrationen, at den såkaldte »omfattende økonomiske dialog« med Kina var stødt på grund – og at man ikke havde planer om at genoptage den. Og kort efter, da Trump præsenterede sin nationale sikkerhedsstrategi, blev Kina udråbt som »økonomisk aggressor« i en tone, som ifølge flere kommentatorer vakte mindelser om Den Kolde Krig.

Bomben

’Handelspolitikkens atombombe’ kalder eksperter toldsatser, der indføres i fredstid, men i den nationale sikkerheds navn.

Og ved overgangen til 2018 blev det pludselig svært at forestille sig, at de to såkaldte sektion 232-undersøgelser af amerikansk import af stål og aluminium, som i forrige uge landede på Trumps skrivebord, ikke kommer til at føre til barske sanktioner mod Kina.

Det særlige ved denne type undersøgelse er, at den kan give Trump bemyndigelse til at indføre en hvilken som helst handelsrestriktion, han måtte ønske, hvis importen af stål eller aluminium skønnes at true USA’s »nationale sikkerhed«. Og her har Trump-administrationen gjort klart, at man lægger sig tæt op ad den oprindelig lovtekst fra 1962, der erklærer, at USA’s præsident kan indføre told på enhver import, som skønnes at føre til væsentlige tab af job.

Nu hvor rapporterne omsider ligger på præsidentens bord – efter at de har været undervejs i ni måneder – har Trump 90 dage til at beslutte sig for, hvilke handelspolitiske tiltag de måtte give anledning til.

Mange frygter, at amerikanske toldsatser på al import af stål, vil føre til gengældelse ikke bare fra Kina, men også fra EU. Kommissær Malmström har da også tidligere på året advaret amerikanerne om ikke at tage fejl af, at gengældelsen ville komme prompte.

Handelseksperternes bekymring for 2018 fik for få dage siden fornyet næring, da det internationale nyhedsbureau Politico kunne berette, at tre embedsmænd fra Det Hvide Hus anonymt havde afsløret, at Trump-administrationen skulle være i færd med at forberede, hvad der blev beskrevet som et aggressivt »trade crackdown«.

Handelsunderskud på højt niveau

Om vi bliver klogere på kursen for Trump-administrationens handelspolitik i 2018, når han ankommer til Davos – sekunderet af blandt andre Robert Lighthizer og Wilbur Ross – er usikkert. Men en klar indikation må forventes senest, når han holder sin State of the Union-tale den 30. januar.

Som altid når det gælder Trump og handelspolitikken, er der to narrativer i spil. Et, der beroliger, og et, der alarmerer.

Den optimistisk forudsigelse er, at Trump lader sig overbevise om, at aggressive handelspolitiske tiltag vil kunne ramme den amerikanske økonomi hårdt på det værst tænkelige tidspunkt.

Hvis internationale investorer bliver bekymrede for kursen i USA, kan det gå voldsomt ud over de amerikanske aktiemarkeder, og det vil kunne føre til en alvorlig opbremsning i den økonomiske vækst, to vigtige indikatorer for Trump.

Den melodi vil moderaterne slå an.

Handelshøgene vil til gengæld spille på et andet sæt af indikatorer, som angiveligt ligger Trump endnu mere på sinde. For det første er der meningsmålingerne. For det andet er der de tal, som i Trumps verden mere end noget andet fortæller, hvordan USA klarer sig i den internationale handel: nemlig de bilaterale handelsbalancer.

For få dage siden viste nye tal, at de amerikanske handelsunderskud over for Kina og en lang række andre lande kort før nytår nåede deres højeste niveau siden begyndelsen af 2012. Og er der en ting, som definerer Trumps økonomiske tænkning, så er det den måde, han har koblet ambitionen om at gøre Amerika storslået igen til en nedbringelse af de amerikanske handelsunderskud, land for land.

Det er så det modsatte, der sker. Og alt tyder på, at det kun vil blive værre i de kommende år. Som en amerikansk økonom udtrykte det: »Trump er ved at gøre Amerikas underskud storslået igen.«

Negativ spiral

Trump er ikke en mand, der er begejstret for at lide nederlag, og da mindst af alt for at indrømme dem. På den baggrund virker det sandsynligt, at Trump vil gå langt for at blive set af de amerikanske vælgere som en præsident, der sætter handling bag ordene – og sætter barske handelspolitiske tiltag i værk. Ikke mindst over for Kina.

Det er nærliggende for Trump at ræsonnere, at den bedste chance, han har for at vende opinionen til sin egen fordel – og dermed undgå at tabe det republikanske flertal i Repræsentanternes Hus til midtvejsvalget – er at kaste sig ud i en handelskrig med Kina.

Netop det med at undgå at miste det republikanske flertal må forventes at være en topprioritet for Trump, ikke mindst fordi alternativet vil være et demokratisk flertal, der forventes at ville afsøge alle muligheder for at indlede en rigsretssag imod ham.

Set fra et hvilket som helst internationalt synspunkt er udsigten til en handelskrig mellem USA og Kina, der er affødt af en potentielt stadig mere trængt og desperat amerikansk præsident, ikke for sarte sjæle. I værste fald kan det føre til en negativ spiral, hvor en eskalerende krig på handelsrestriktioner fører til finansiel ustabilitet og økonomisk recession, hvorved den folkelige modstand mod økonomisk globalisering øges yderligere.

Og sådan risikerer det at fortsætte, indtil vi når derhen, hvor det at analysere på parallellerne til 1930’erne – både økonomisk og politisk – vil virke alt andet end søgt.

Jakob Vestergaard er seniorforsker i international politisk økonomi ved Dansk Institut for Internationale Studier

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Jakob Vestergaard

Der er vist al mulig grund til at frygte det værste - hvis man ellers går ind for frihandel.

Under præsidentvalgsdebatterne bebrejdede Hillary Clinton Trump, at denne havde anvendt kinesisk stål ved et højhusbyggeri i Las Vegas. Trump svarede iskoldt igen ved at spørge Clinton, hvorfor hun ikke havde forhindret ham i det - det ville have været fint med ham med et importforbud på kinesisk stål; men selvfølgelig købte han ind billigst muligt.

Det er stort set til at græde over, at langstrakte og komplekse forhandlinger som TTIP & TPP med et pennestrøg kan blive til aske. Der er så meget modstand blandt både kapitalejere og ansatte i de industrier, der vil blive konkurrenceudsatte, at der er al mulig grund til at tvivle på, at USA nogensinde vil genoptage disse forhandlinger.

Shit

Eva Schwanenflügel

Torben Lindegaard,
Men mht TTIP i EU var der jo enorm modstand her, bla fordi amerikanske virksomheder ville kunne sagsøge enkelte stater for at forhindre deres provenue.
Så det er da ikke kun USA, der er imod aftalen?

Kim Strøh, Thomas Tanghus, Jakob Trägårdh, Karsten Lundsby, Torben Bruhn Andersen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Jan Henrik Wegener

Men gør "vi" det, ubetinget? Er frihandel nu set som et så indiskutabelt og entydigt gode, ud over blandt "superliberalister"?
Blandt andre har der da ellers ikke manglet kritik hverken af frihandel eller såkaldt "globalisering"(hvad det så ellers er). Den amerikanske administration er også mere NATO-forbeholden. Det deler den vel med mange i Europa og andre udenfor USA.

Torben Lindegaard

@Eva Schwanenflügel

Der var masser af modstand mod TTIP også her i Kongeriget.

Jeg var selv i tvivl om, hvorvidt Lars Løkke ville kunne få en ratifikation igennem Folketinget - Dansk Folkeparti var allerede imod inden TTIP var færdigforhandlet, så det ville afhænge af Socialdemokraterne.

Det finder vi aldrig ud af -
Trump gjorde en lang historie kort ved at trække stikket midt i forhandlingerne !!

Thomas Tanghus, Karsten Lundsby og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Husk lige - Bernie Sanders var også modstander.

Thomas Tanghus, Anders Graae og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jørn Andersen

Det man siger , er man selv. Svindler og bedrager.

Tyv tror hver mand stjæler.

Torben Lindegaard

@Jakob Vestergaard

https://www.nbcnews.com/politics/politics-news/trump-slaps-hefty-tariffs...

https://www.cnbc.com/2018/01/22/trump-gets-recommendations-to-fight-stee...

https://www.forbes.com/sites/johnbrinkley/2017/11/27/trump-quietly-tryin...

Nu er det begyndt.

Straftold på 30% på solpaneler rettet mod især Kina.
Straftold på 20% - 50% på vaskemaskiner rettet mod især Sydkorea og Mexico.

Trump har længe været i færd med at ødelægge WTO indefra - bl. a. ved at blokere for udnævnelser til de 2 fora for afgørelse af tvister mellem landene, The Dispute Settlement Body og The Appellate Body

Erhvervsminister Wilbur Ross afleverede i sidste uge den nødvendige indstilling – den såkaldte § 232 rapport – til Trump, så USA kan pålægge straftold på stål og aluminium, hvilket især vil være rettet mod Kina.

På BBC World her til aften rapporterede stationens Washington korrespondent om indholdet i Trump’s kommende tale på Davos mødet – det bliver en næsestyver til den liberale verdensorden.

Jeg ville ønske, at en eller anden med ordet i sin magt kunne forklare os alle sammen, at den liberale, regelbaserede verdensorden med internationalt samarbejde er så meget mere end økonomi – det er også de små lande beskyttelse mod at blive tromlet totalt.

Med Trup oplever vi genopstandelsen af disse psykotiske falske anklager og mistænkeliggørelser mod andre lande, i hans hysteriske retorik for at samle amerikanerne bag sig.

Virkeligheden er imidlertid en helt anden, - ligesom det politiske verdensbillede er forandret uden Amerika er fulgt med, men i stedet klynger sig til den indre nationalisme og isolationen som ståsted, men også som fremtidsperspektiv i den sædvanlige ånds ord; "Amerika First"!

Man har nemlig "glemt(skidt på)", at behandle sine venner og allierede ordentligt, - og det kommer der som bekendt ikke noget godt kærlighedsforhold ud af!

Senest så vi det ved afstemningen i FN om Jerusalem, - næsten alle venner og allierede undlod at stemme til Amerikas fordel!

Vedrørende Amerika og EU's forhandlinger om TTIP, hvor Amerika ville have særbetingelser for deres virksomheder, - betingelser der reelt ville sætte sig på den politisk demokratiske dagsorden for hele EU og medlemslandene, med en kommerciel domstol udenom vore demokratiske love og politiske tiltag for at sikre befolkningens sikkerhed og sundhed via nye love, ikke ville være gennemførlige uden retslige tiltag, hvis eneste formål var at sikre de amerikanske virksomheder overskud, som staten skulle erstatte dem for tabet af!

Når det kommer til fair handel og aftaler, - og ikke mindst retfærdighed, sådan som Trump taler for, så er det falsk tale af værste skuffe.

I årtier efter årtier har mange amerikanske virksomheder opereret i Europa, med deres virksomheder og produkter, - men desværre har de ikke bidraget meget via skattebetaling af deres overskud, til de enkelte lande, for mærkelig nok kræver liberalismen overskud af virksomhederne,
- men trods årtiers virke i hele Europa, er det endnu ikke lykkedes at skabe overskud til ejerne og aktionærerne, og alligevel bliver virksomhederne ved med at operere i Europas lande??

Det er ifølge enhver økonomisk lærebog en dårlig forretning når der ikke kan skabes overskud, og lærebøgerne herom er da også enige i - at disse dele af en virksomhed skal lukkes ned, og man skal finde andre områder for virksomhederne at tjene penge, så der igen kommer overskud til ejerne og aktionærerne, - men det sker bare ikke!?

I den forbindelse har mange igennem tiden talt om "transfer pricing", som en model for hvorfor disse virksomheder ikke betaler skat i de enkelte lande, - siden de alligevel bliver i landene og sælger deres produkter.

Lad os f.eks. antage det er sådan meget foregår, og i det lys bliver Trumps anklager helt vanvittige, for med den model er det nemlig lige det modsatte der sker, når overskuddet føres ud af landene via "transfer pricing" via et andet skattefrit land, hvor mellemregningen udskrives.

Den form for økonomisk unddragelse af skattebetaling i Europæiske lande, kan ikke engang sammenlignes med tidligere tiders Vikinger og deres plyndringstogter overalt i Europa, for i det lys er Vikingerne kun at sammenligne med små spejderdrenge i korte bukser.

Så anklagerne fra Trump og Amerikas side er falske, for hvis noget er blevet snydt og bedraget er det mange Europæiske lande, og det er Amerika der er bedrageren.

Vist fik Europa Marshall hjælp efter 2. VK, - men den er betalt med både renter og renters rente igennem alle disse tiår som denne udsugning af de Europæiske lande har stået på, og som Amerikanske virksomheder har bedrevet.

- Så kære D. Trump hold dine falske anklager for dig selv!

PS:
Vi kunne sagtens selv betale for vores militære indkøb i Amerika, hvis disse virksomheder betalte den skat de skulle i vore lande, og de samtidig viste at de ville medvirke til forsvaret af Europa.

I stedet ligger vi på knæ og takker falsk for en militærhjælp fra Amerika vi ikke behøvede takke for, som vi selv kunne betale for, uden at føle os bundet politiske heraf, og føre en mere selvstændig politik i den anledning.