Baggrund
Læsetid: 9 min.

Trump er euforisk over aktiefesten, men hvor længe holder boblen?

De amerikanske aktiekurser har aldrig været så høje som nu, og opturen er også ved at være rekordlang. Det tweeter præsidenten om hvert andet øjeblik. Fagfolk diskuterer, hvor meget af det, der er hans fortjeneste. Og hvornår festen er forbi, og om en ny krise står for døren
De amerikanske aktiekurser har aldrig været så høje som nu, og opturen er også ved at være rekordlang. Det tweeter præsidenten om hvert andet øjeblik. Fagfolk diskuterer, hvor meget af det, der er hans fortjeneste. Og hvornår festen er forbi, og om en ny krise står for døren

John Angelillo

Udland
9. januar 2018

»Aktiemarkedet har skabt fantastiske goder for vort land i form af ikke blot rekordsættende aktiepriser, men aktuelle og fremtidige jobs, jobs, jobs. Syv BILLIONER dollar i værdi skabt siden vor store valgsejr!«

Den amerikanske præsident synes besat af aktiekursernes himmelflugt. Siden sin indsættelse for knap et år siden har Donald Trump mindst 65 gange tweetet om Dow Jones-indekset eller aktieprisens vedvarende stigning og gentagne rekorder.

Ovenstående udbrud er fra i søndags. Fredag tweetede præsidenten om Dow Jones’ hurtigste spring med 1.000 point nogensinde: »Det handler alt sammen om Make America Great Again-dagsordenen!«

Og torsdag var budskabet, at Fake News Media ignorerede aktiekursernes seneste rekord. »Men folket ved besked,« tweetede Trump.

Blandt fagfolk såvel som på sociale medier diskuteres det, om præsidenten har ret i, at hans valgsejr og efterfølgende indsats er årsag til de himmelstræbende kursstigninger. Samt om det kan blive ved, eller om det snarere varsler en boble, der snart vil briste. Samt hvad det indebærer, hvis eller når det sker?

Et faktum er, at aktiekurserne har nået det højeste niveau nogensinde. Aldrig før har investorer været villige til at betale så høj en pris for en ejerandel i amerikanske virksomheder i forventningen om, at virksomhederne kan betale sine ejere et godt udbytte, og/eller at kursstigningerne vil fortsætte, så aktierne på et tidspunkt kan videresælges med gevinst.

Dow Jones-indekset for de 30 største aktieselskaber i USA har netop passeret 25.000 point, hvilket markerer en kursstigning på 20 procent i Donald Trumps regeringstid. Det er en voldsom vækstrate, men selve væksten er et historisk langtidsfænomen.

Kurven tog et markant, men kortvarigt dyk, da dot.com-boblen brast efter år 2000, og en endnu mere dramatisk nedtur med finanskrisens start i 2008. Men siden Barack Obamas valgsejr i slutningen af 2008 og frem til hans fratræden for et år siden sprang Dow Jones 125 procent op. Siden er der så lagt 20 procent til i Trumps embedsperiode.

Trumps bidrag

Aktiekurserne afspejler investorernes forventning om fortsat vækst i den overordnede økonomi, der blev slået tilbage af finanskrisen, men i 2017 på ny udviste vækstrater på 3,6 procent for det globale BNP og 2,3 procent for det amerikanske.

Før præsidentvalget i november 2016 spåede mange, at en – dengang nærmest utænkelig – valgsejr til Trump ville få markederne til at gå i panik på grund af manglende tillid til ejendomsmatadoren og realitystjernens evne til at føre troværdig økonomisk politik. Der er stadig kun gået ét år, men foreløbig må det konstateres, at aktiekurserne ikke alene har fortsat stigningen, men altså også med en højere vækstrate end under Obama.

Finanssektorens analytikere har flere forklaringer.

Nils Pratley, finansredaktør på The Guardian, peger på, at investorernes frygt for den amerikanske centralbank, US Federal Reserve, er dæmpet. Erfaringen siden finanskrisen er, at Centralbanken ikke overrumpler med markante rentestigninger, der ville gøre det dyrt at tage lån til aktieopkøb og andre investeringer. Centralbanken agerer forsigtigt og har ikke ændret på, at det stadig er meget billigt at låne penge.

Dertil kommer selve Trump-effekten. Trods tvivl om præsidentens rationalitet har hans vedvarende retorik om America First, erhvervslivet i centrum og deregulering af hæmmende lovgivning skabt tillid til forbedrede vilkår for amerikanske virksomheder. Og skønt den endnu ikke har fået virkning, har præsidentens præstation med at få vedtaget en skattereform virket stimulerende på aktiekurserne: En reform, der tilgodeser erhvervslivet med lavere selskabsskatter og samtidig tilgodeser personer med høje indkomster og incitament til at investere, får uvægerligt værdien af aktier til at stige.

Så Trump har sin andel af æren eller ansvaret for, at opturen på børserne er blevet uventet langvarig – holder den til sommer, vil det angiveligt være den længste uafbrudte optur i de amerikanske markeders historie – og præsidenten kan samtidig notere, at selve vækstraterne for aktiekurserne har været højere under ham end længe set.

Men holder det?

Markedets psykologi

Det er ikke svært at finde investeringsrådgivere og markedsanalytikere, der fastholder den positive psykologi og argumenterer for, at der vil være vækst på aktiemarkedet længe endnu.

»Når vi ser ind i 2018, vurderer vi, at bekymringen for en boble for amerikanske aktier er overvurderet,« siger Kenneth Taubes, investeringschef for USA hos den store kapitalforvalter Amundi, til finansmediet Investment Europa.

Han påpeger, at den mulige vedtagelse af Trumps næste projekt – en stor infrastrukturpakke – samt fortsatte fusioner i erhvervslivet vil understøtte væksten.

»Vi forventer, at den kombinerede virkning af en amerikansk økonomi i fremgang, en stærkere global økonomi og lavere skatter vil understøtte væksten i indtjening pr. aktie,« siger Kenneth Taubes.

Andre mener, at aktierne i dag allerede er på et urealistisk højt niveau.

Flere henviser til den store økonom og nobelpristager Milton Friedman, der for 20 år siden advarede om, at når indtjeningen på aktier stiger mere, end selve økonomien vokser, så er det alene et spørgsmål om tid, før festen stopper.

Forholdet mellem vækstrater for en virksomheds aktiekurs og dens indtjening benævnes P/E – price relative to earnings – og har for virksomhederne under aktieindekset Standard & Poor’s 500 været 17 som gennemsnit for de seneste 80 år. Nu er den over 24, ifølge Howard Silverblatt, markedsanalytiker hos S&P. Et klart udtryk for, at aktierne er overvurderede.

Rob Arnott, chef for kapitalforvalteren Research Affiliates, er en af dem, der mener, det ikke holder.

»Virksomhederne og aktionærerne har taget en stedse større del af kagen på bekostning af de ansatte. Det kan ikke blive ved. Arbejdskraftens andel vil vokse i takt med, at lønninger og andre faktorer normaliseres,« siger han til finansmagasinet Fortune.

Mere dramatisk udtrykkes det af den britiske kapitalforvalter Neil Woodford, bl.a. kendt for at have forudsagt dot.com-boblen.

»Ti år efter den globale finanskrise er vi vidner til følgerne af det største pengepolitiske eksperiment i historien. Investorerne har glemt alt om risici, og det viser sig nu som oppustede priser på værdipapirer og værdisætninger. Der blinker så mange røde flag, at jeg ikke længere kan tælle dem,« sagde han forleden til The Guardian.

En anden med indsigt i markedet, aktiestrateg hos Bank of America Merril Lynch, Savita Subramanian, påpeger, at mange investorer og spekulanter fortsat har en tro på, at der er mere gevinst at hente i kursstigninger, og derfor vil de et stykke tid endnu blive ved med at købe og presse priserne op.

»Hvis det ikke er overstået, vil du ikke være den, der går glip af noget,« siger hun til Fortune.

Granthams opsmeltning

Samme pointe udfolder Jeremy Grantham i et 13 sider langt notat med titlen ’Gør dig klar til en mulig, snarlig opsmeltning’.

Grantham er stifter af kapitalforvalterfirmaet GMO og berømt for at have forudset både dot.com-boblen og den amerikanske ejendomskrise i 2007. Han taler om ’opsmeltning’ før nedsmeltning på aktiemarkedet, fordi han forudser, at de allerede »exceptionelt høje« aktiekurser vil blive drevet endnu højere op, før det ender med en boble, der brister.

Der er ifølge den erfarne analytiker »endnu langtfra tilstrækkelige tegn på den eufori, der får dette til at se ud som en boble i sin sidste fase.«

Kursstigningerne har været langvarige, men samtidig langsomme, påpeger Jeremy Grantham, og markedet er stadig der, hvor de rekordhøje aktiekurser først lige er på vej til at gribe investorer og spekulanter og kaste dem ud i maniske opkøb for at få del i festen.

Grantham taler om, at markedsaktørerne er nået frem til ’base camp’, hvor de nu gør sig klar til det afgørende angreb på toppen.

Så Donald Trump og verden kan muligvis se frem mod en periode med endnu hidsigere aktiekursstigninger – Grantham vurderer sandsynligheden for en sådan midlertidig ’opsmeltning’ inden for 6-24 måneder til over 50 procent. Og hvis den kommer, er der over 90 procents chance for, at den udløser en efterfølgende nedsmeltning, der kan udslette halvdelen af aktiemarkedets værdi.

»Eftersom vi lever i en hyperpolitisk æra, bør jeg nævne, at hvis mine bedste gæt viser sig at holde, så vil en snarlig opsmeltning gavne den siddende regering på mellemlang sigt, ligesom den efterfølgende og meget sandsynlige nedsmeltning vil skade den virkelig alvorligt.«

Det hele forudsat, at der ikke forinden dukker uventede geopolitiske konflikter eller andre ubehagelige overraskelser op og trækket tæppet væk under sidste fase af festen.

Ti faresignaler i 2018, der kan vælte opturen

De anerkendte investeringsrådgivere i selskabet Eurasia Group har ved årsskiftet udsendt en analyse af ti faktorer i global politik og økonomi, som kan bringe uføre i den verdensøkonomi, som lige nu oplever konjunkturopsving og rekordhøje kurser på aktiemarkederne.

»Lad os være ærlige: 2018 føles ikke godt,« siger Ian Bremmer, direktør for Eurasia Group, og Cliff Kupchan, bestyrelsesformand sammesteds, i rapporten Top Risks 2018.

Her er de ti faresignaler, de peger på:

1. Kina elsker et vakuum

Alt mens USA lider under et dysfunktionelt præsidentskab, har Kina udviklet verdens mest effektive handels- og investeringsstrategi med brug af bl.a. teknologiselskaber til at fremme den kinesiske stats interesser. Den offensive kinesiske adfærd og øgede globale indflydelse kan udløse en skærpet konflikt om bl.a. handel mellem Kina og Donald Trumps USA.

2. Geopolitiske ulykker

Fejltrin eller forkerte vurderinger kan udløse geopolitiske konflikter en række steder på kloden, konflikter der kan bringe stormagter på farlig kollisionskurs og dermed også ramme økonomien. Mest oplagte risici er det atomvåbenbevæbnede Nordkorea; Syrien, hvor USA stadig kan støde sammen med Rusland eller Iran; den stadig køligere USA-Rusland-relation samt faren for store cyberangreb.

3. Kold krig om it

Især USA og Kina vil komme i en stedse hårdere kamp om markeder for ny informationsteknologi, kunstig intelligens, robotter m.m. i Afrika, Indien, Brasilien og Europa. De giganter, der vinder, vil få enorm magt og indflydelse over bl.a. dele af infrastruktur og kommunikationsnetværk.

4. Krise i Mexico

Forud for præsidentvalget i juli er der svigtende vækst og stigende mistillid til et korrupt styre, der f.eks. ikke kan bringe narkokriminaliteten under kontrol. Hvis genforhandling af NAFTA-aftalen med USA ender dårligt for Mexico, kan en større krise ramme den store mellemamerikanske økonomi.

5. Kløften mellem USA og Iran

Donald Trump er opsat på at undergrave styret i Teheran og kan forventes at søge nye sanktioner indført samt forstærke samarbejdet med Saudi-Arabien, der ligger i proxy-krig med Iran i Yemen. Iran vil i givet fald slå tilbage og måske udløse forværret krise i Mellemøsten.

6. Populismens fremmarch

De institutioner, der understøtter stabilitet – regeringer, partier, domstole, medier, finansielle institutioner – lider under svindende tillid i store dele af offentligheden. Denne populisme med særlig styrke i USA og Europa risikerer i 2018 at sprede sig til udviklingslande og bane vej for opstande eller autoritære regimer.

7. Protektionismen marcherer

Delvis som et resultat af mistilliden til de hjemlige myndigheder er der en stigende politisk tendens til at vende blikket indad og beskytte sig ved at bygge mure – fysiske eller i form af regler der skaber barrierer for bl.a. handel. Begge dele kan undergrave økonomien.

8. Storbritanniens nedtur

Med Brexit-afstemningen står Storbritannien med risikoen for både politisk destabilisering og svækkelse af økonomien. Falder Theresa May, kan erstatningen enten blive en konservativ hardliner eller en venstreorienteret Jeremy Corbyn –­ begge dele kan gøre Brexit-forhandlingerne endnu sværere.

9. Uro i det sydlige Asien

Religiøse og etniske modsætninger synes at flamme op i flere sydøstasiatiske lande. Det sker i form af modvilje mod stadig mere dominerende kinesere i nogle lande, strid mellem muslimer og kristne, forfølgelse af mindretal som i Myanmar samt hindunationalisme i Indien rettet mod de lavere kaster og mod muslimer.

10. Afrikas sikkerhed

Uro og konflikt i ustabile lande som Mali, Sydsudan og Somalia må forventes at påvirke og måske sprede sig til nabolande som Elfenbenskysten, Nigeria, Kenya og Etiopien. Islamistiske grupper som Al Shabaab og Al-Qaeda er langtfra nedkæmpet og kan skabe uro og fordre endnu flere offentlige ressourcer brugt på sikkerhed og militær.

Og så en joker ...

Den amerikanske regering kan havne i en alvorlig krise med vidtgående nationale og internationale konsekvenser som følge af tab af flertallet i Repræsentanternes Hus, Muellers undersøgelse af Russiagate eller uforudsigelige handliger fra præsidentens side.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Egentlig en ganske spøjs artikel ovenpå den forleden spørgende artikel "Hvad er USA's kongetal"?

Det "rigtige" svar var selvfølgelig - "antallet af nye arbejdspladser" indenfor en bestemt tidshorisont - måned, kvartal eller andet.

Som jeg kommenterede, og pegede på de bagvedliggende faktorer som lavlønsjob, nødvendigheden af 2 arbejdspladser for familierne osv..

På baggrund af nuværende artikel er jeg kommet i tvivl om hvorvidt kongetallet i Amerika nu også er den rigtige betegnelse, - for det lader mere og mere til kongetallet i virkeligheden er DOW jones aktiekursindekset; "Syv BILLIONER dollar i værdi skabt siden vor store valgsejr"(!), som præsident Trump slår om sig med.

Imidlertid er de Syv BILLIONER blot den stigning i aktiekurserne som aktiekursen og den tro der eksisterer på børsen herom, men ikke nødvendigvis, eller måske slet ikke noget udtryk for nogen produktionsstigning eller slagsomsætning, - men mest begrundet i den sænkning af skatterne, primært for virksomhederne.

- Så vi ikke det samme dengang Reagan sænkede skatterne?

Når det så er sagt er det måske også værd at reflektere over om det er antallet af nye arbejdspladser i Amerika, der er "kongetallet", og som lyder så forførende for menigmand, "de rige har skabt nye arbejdspladser", - ganske vist lavtlønsarbejdspladser, og denne gang atter en tak nedad for manges velstand i Amerika.

Mon ikke indholdet i Kongestallet som det står i dag er falsk med en falsk glorie for de riges indsats for arbejdsmarkedet i virkeligheden dækker mere over en indsats for deres egen rigdoms forøgelse i Amerika, og som giver sig udtryk i kursværdi stigningerne på børsen, så det rigtige kongetal i stedet er "DOW jones indekset", - det er vist ikke mange arbejdere det kommer til gode i deres arbejdsliv eller velstand på helt samme måde.

Torben Arendal, Eva Schwanenflügel, John S. Hansen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Poul Erik Riis

Det hører også med, at dollaren er faldet ca. 10% over for kroner og euro i det sidste år, så set fra en europæisk investors perspektiv er stigningen ikke så stor.

Kim Folke Knudsen

Donald Trump er ikke alene om denne aktiefest. Den europæiske Centralbank har sat standarden med at ødelægge almindelige menneskers muligheder for at spare op. Renten var en gang 8% på almindelige indlån. Nu er renten 0% eller i de værste tilfælde minus renter på indlån. Til gengæld gøres der alt, hvad der er tænkeligt muligt for at forvandle forbrugerne til shop amok for lånte penge. Gælden i Danmark og i mange udviklede lande pr. borger vokser og flere borgere havner i et bundløst gældshelvede, for banken glemmer ikke saldoen på udestående tilgodehavender. De borgere der har en opsparing tvinges til at investere denne " aktivt " i aktier: Godt så længe aktierne er billige men risikabelt når aktierne er dyrt prissat. De fattige amerikanere får intet ud af aktiefesten. De har ikke kapitalen. De risikerer at sætte sig i for dyr boliggæld, og de job,som tilbydes er lavtlønsjob, hvor lønnen ikke rækker til at leve for. De importerede forbrugsvarer stiger som følge af den faldende dollarskurs, men det gør lønnen ikke. Amerikanske studerende er nogen af de mest forgældede personer i USA. En af de store banker i USA tilbød for et stykke tid siden de forgældede unge studerende, som er stavnsbundne kunder i banken, at de kunne få gældssanering af deres himmelhøje studiegæld. Der var lige en betingelse. De studerende skulle anskaffe sig et mobilhome og lade det belåne af den selv samme bank, så kunne gældsspiralen køre videre. Som følge her af er prisen på mobilhome eller campingvogne i USA eksploderet. Den unge generation har i stigende grad problemer med overhovedet at have råd til at købe en ejerbolig i de større byer. Det var så indholdet af Donald Trumps aktiefest. Måske skulle udtrykket AMERICA FIRST udskiftes med det mere tidssvarende ME DONALD TRUMP FIRST.