Læsetid: 7 min.

Tysk lov mod hate speech bliver kaldt for et angreb på ytringsfriheden

Med årsskiftet trådte en ny tysk lov i kraft mod hate speech og hetz på Facebook og Twitter. Siden da er der opstået massive protester mod den tyske justitsminister og selve loven, der beskyldes for at gradbøje ytringsfriheden og gøre koncerner som Facebook og Twitter til private censurapparater. Især Alternative für Deutschland ser sig som ofre for loven
Medlemmer af AfD har flere gange gjort sig bemærket for deres radikale ytringer. Her ses AfD’s Corinna Herold Landtag (billedet) ved en demonstration mod opførelse af en moské i byen Erfurt.

Medlemmer af AfD har flere gange gjort sig bemærket for deres radikale ytringer. Her ses AfD’s Corinna Herold Landtag (billedet) ved en demonstration mod opførelse af en moské i byen Erfurt.

Steve Bauerschmidt

19. januar 2018

»Naziluder«.

Selvom Facebook har foretaget en kraftig opgradering af sin medarbejderstab i Tyskland til cirka 1.200 ansatte, har den enkelte medarbejder i Facebooks såkaldte ’slettecentraler’ kun få sekunder til at afgøre, om den slags udtryk skal censureres eller ej, og om brugeren bag udtrykket skal spærres midlertidigt.

Det pres er steget markant fra første januar, hvor loven med forkortelsen NetzDG er trådt i kraft i Tyskland. På kort formel kræver den, at udbydere af sociale netværk er forpligtet til at slette »åbenlyst retsstridige«, hetzende, injurierende eller hadefulde indlæg inden for 24 timer eller i særlige tilfælde inden for en uge efter en klage.

Loven omfatter netværk med mere end to mio. brugere i Tyskland – i praksis Facebook, Twitter, Googles YouTube, Instagram og Snapchat – og den indbefatter muligheden for fede millionbøder til koncernerne, hvis de systematisk undlader at leve op til loven.

Storm af protester

Loven forbindes især med den afgående tyske justitsminister, Heiko Maas (SPD), der har gjort NetzDG til sit personlige prestigeprojekt. Hans logik er, at sociale netværk i stadig højere grad fungerer som platforme for samfundsdebat. Derfor bør en tilsvarende lov – i langt højere grad end f.eks. Facebooks selvforpligtende regler hidtil har sikret – også sørge for, at debatterne ikke svælger i hadefulde og hetzende indlæg, der mere eller mindre direkte opfordrer til diskriminering, had eller vold.

Efter første januar er Heiko Maas for alvor kommet i modvind. Det Tyske Journalistforbund (DJV) har kaldt NetzDG for »ren gaga«, der »gradbøjer ytringsfriheden«. Også fra det tyske IT-brancheforbund Bitcom og Reportere uden Grænser har Maas’ lov høstet protester, mens samtlige tyske oppositionspartier agter at kæmpe mod loven i dens nuværende udformning.

»Truslen er – og det ser vi allerede helt reelt – at gennemførelsen af retten til at censurere privatiseres,« har FDP’s digitalekspert Jimmy Schulz udtalt til magasinet Cicero. Her betvivler han, om de mange hundrede nye medarbejdere ved Facebook og Twitter har nogen form for juridisk uddannelse.

»Det er ekstremt problematisk, når man overlader fortolkningen af ret og uret til udenlandske koncerner. Desuden drejer debatten sig om totalt udefinerede retslige begreber som hate speech og fake news.«

Den sikre side

Hans kritik bakkes op af Robert Roßmann i Süddeutsche Zeitung, der påpeger, at der jongleres med vage retsbegreber, selvom det handler om selve ytringsfriheden.

»Det hedder sig, at virksomhederne senest 24 timer efter en klage skal slette ’åbenlyst strafbart’ indhold. Men hvad er ’åbenlyst strafbart’ indhold? Og hvorfor skal medarbejderne ved en virksomhed afgøre om noget er 'åbenlyst strafbart' og ikke domstolene?«

Fra brugersiden beklages det især, at den enkelte bruger kan spærres uden varsel og uden mulighed for appel, og at man aldrig ved, om beslutningen er baseret på en algoritme, der f.eks. spærrer gentagne opslag som spam, eller på en medarbejders aktive beslutning på grund af indholdet.

I denne »privatiserede censur« anklages både Facebook og Twitter ikke bare for at arbejde med helt uigennemsigtige principper. De formodes også at bedrive »overblocking« for at være på den sikre side – altså at blokere aktører og indhold, der ligger i en gråzone.

I en ganske kritisk artikel spekulerer ugeavisen Die Zeit i, om Facebook siden årsskiftet har slettet mere end godt er for at vise sin protest mod loven, der er både dyr og omstændelig for koncernen. Det afvises af en talskvinde fra Facebook, der angiveligt stræber efter at »opfylde loven efter bedste viden og samvittighed«, men som endnu ikke har offentliggjort nogen tal for de hidtidige spærringer og sletninger.

Stasi-metoder

Siden første januar har det ikke skortet på kuriøse tilfælde omkring den nye lov. Bl.a. forsvandt der pludselig et tweet fra 2010 fra justitsminister Heiko Maas’ Twitter-profil, hvor han havde kaldt den indvandringskritiske agent provocateur Thilo Sarrazin for »en idiot«. Maas hævder selv, at han ikke har slettet det for at have en ren sti uden hate speech bag sig i sit virtuelle liv.

Mere spektakulært gik det for AfD-politikeren Beatrix von Storch, da loven trådte i kraft. Hun blev forment adgang fra Twitter i 12 timer.

»Hvad helvede er der galt i det her land,« skrev von Storch som reaktion på, at politiet i Köln havde udsendt en nytårshilsen på en række sprog, herunder arabisk.

»Hvorfor skriver en officiel politiside fra NRW på arabisk? Mener I, at I kan mildne de barbariske, muslimske, gruppevoldtagende horder af mænd på denne måde?«

AfD-leder Alexander Gauland talte efterfølgende om en »censurlov«, der mindede ham om »stasi-metoder«, mens det fra andre AfD-politikere lød, at det ikke var en tilfældighed, at AfD først blev ramt, da de jo »tjekkes som de første«.

En lov mod AfD?

Det er uvist, om von Storchs tweet mod den arabiske nytårshilsen var en prøveballon, sendt op for at teste censuren og derefter svælge i forargelsen, som avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung antyder i artiklen »En lov mod AfD?« – et spørgsmål som der indirekte i øvrigt svares nej til.

NetzDG griber således dybt ind i den aktuelle tyske værdikamp og debatten om »løgnepressen«, der opstod med Pegida-bevægelsen i 2014, og som er fortsat op gennem AfD’s succesrige valgkamp: Debatten om, hvorvidt de etablerede tyske medier har udskammet højrefløjen og både i flygtningekrisen og valgkampen bedrevet en »venstre-grøn folkeopdragelse«, som højrefløjen gerne kalder det.

Faktum er, at AfD bruger de sociale netværk meget aktivt til både organisation og meningsudveksling, men også som direkte kommunikationskanal til deres støtter. Med 400.000 følgere på Facebook følges AfD således af næsten dobbelt så mange brugere som de markant større partier CDU og SPD.

»Her (på Facebook og Twitter, red.) kan vi uforfalsket meddele vores budskaber, og vi er ikke bundet af de klassiske medier, der delvist forfalsker vores citater eller gengiver dem i en forkert kontekst,« som Beatrix von Storch, der har 130.000 følgere på Facebook og Twitter, har formuleret det.

Fra virtuelt til virkeligt

Absurditeten i den nye lov blev i mange tyskeres øjne for alvor udstillet, da det tyske satire-magasin Titanic ironisk ville komme Beatrix von Storch til undsætning – og deres karikatur af hendes nytårstweet blev censureret.

»Med censuren mod Titanic er der sket præcist det, som vi advarede mod i lovgivningsprocessen,« mente lederen af det tyske journalistforbund, Frank Überall, der også ser en fare for censur af citater trods kildehenvisning.

»En privat virksomhed med sæde i USA bestemmer, hvorvidt presse- og meningsfriheden rækker i Tyskland. Det er et udsalg af vores grundlæggende rettigheder.«

Men der er også mere relativerende stemmer i den tyske debat. De henviser bl.a. til Twitters og især Facebooks enorme politiske magt og til den for længst braste drøm om internettets emancipatoriske potentiale som et globalt hierarkiløst net af herredømmefri diskurser.

På lederplads har Frankfurter Allgemeine Zeitung (FAZ) kommenteret, at loven og de nuværende procedurer ved de sociale netværk ikke er perfekte, men at en sådan lov i en ændret ordlyd alligevel er nødvendig – bl.a. fordi anonyme personer kan skabe succesfulde virale budskaber uden ansvar, og fordi især negative og aggressive budskaber vinder gehør i de digitale ekkokamre.

»Det ville i hvert fald være en illusion at tro, at netdiskursen regulerer sig af sig selv. De sociale medier synes nærmere at fremme polarisering og forsimpling end nuanceret argumentation,« skriver FAZ, der ikke ser loven som censur, men som en regulering, der tvinger koncernerne til at tage deres egne regler alvorligt.

Samtidig stilles spørgsmålet, om hadet i de sociale netværk truer med at gå fra det virtuelle rum til det virkelige liv – en sammenhæng som borgmester Andreas Hollstein fra den vesttyske by Altena selv drog, efter han i november oplevede et livsfarligt knivoverfald fra en højreradikal, der ikke var enig i hans flygtningepolitik.

Privatiseret offentligt rum

FDP-politikeren Jimmy Schulz, der er en af de argeste modstandere af NetzDG, svarer med et modspørgsmål, da han bliver spurgt til sine foretrukne løsninger.

»Er firmaer som Facebook eller Twitter rent private foretagendet, eller handler det også om en slags offentlig infrastruktur, som de bare stiller deres platforme til rådighed for? Det er samfundsdebat, som vi slet ikke har ført til ende endnu.«

Som de fleste andre tyske kritikere tager han fat i den manglende transparens i de digitale koncerner. Den understreges af, hvor svært det er at få adgang til f.eks. Facebooks »slettecentraler« og til data omkring deres procedurer – om end disse ifølge NetzDG i fremtiden skal offentliggøres årligt.

Derfor vakte det også opsigt, da den tidligere Facebookmedarbejder i Berlin, Burcu Gültekin Punsmann, i et åbent brev i Süddeutsche Zeitungs Magazin kort efter nytår ikke bare beskrev, hvilke visuelle og verbale kvaler man slæber sig igennem, når man er ansat som ’sletter’. Med vurdering af hundredvis af klager om dagen ender den komplekse analytiske proces med at foregå i ren affekt.

Det indledende eksempel med udtrykket ’naziluder’ er i øvrigt blevet brugt om AfD’s gruppeformand, Alice Weidel. Brugen blev frikendt ved landsretten i Hamborg, da udtrykket faldt i en satirisk sammenhæng som replik på et udsagn fra Weidel. Om man må citere det på Facebook eller Twitter er derimod tvivlsomt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mette Poulsen
  • Michael Hullevad
Mette Poulsen og Michael Hullevad anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ytringsfriheden er sikker nok. De kan fremsige deres uhyrligheder uden at blive offentligt anklaget.
Den giver ikke ret til at deres eller andres meningstilkendegivelser skal viderebringes af medier efter eget valg.

Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Hvorfor kommer jeg mon til at tænke på Winston Smith og Sandhedsministeriet, når jeg oplever, at det netop er i selveste Tyskland man ønsker et Tankepoliti; her bare udliciteret til Suckerberg?

Var det ikke lettere at boycutte lortet, eller er der mon nogle som faktisk ønsker at regulere holdninger og meninger?

Wir schaffen das!

Mette Poulsen

Problemet er ikke, at man ikke må sige, hvad man vil på fb, twitter, etc - det er private firmaer, som selv kan sætte en politik op, som man som bruger enten kan vælge at efterleve eller blive smidt af.
Problemet ligger i, at regeringen styrer disse private foretagener politisk ved at lægge en censurisk lovgivning ned over disse private firmaer. Defacto censur, som er et skråplan.

stefan kjær jensen

Mette Poulsen, derudover ligger problemet i, at skiftende magthavere kan ændre på, hvad der omfattes af censur. Den ene dag må man ikke sige en ting, den anden dag må man ikke sig noget andet. Folk glemmer at censuren kan ramme dem selv, når og hvis folkestemningen skifter. Det er nu bedre at blive harm over andres tale, end alle får sat mundkurv på for alles bedste.

Mette Poulsen

@ Stefan, enig.
“When you tear out a man's tongue, you are not proving him a liar, you're only telling the world that you fear what he might say.” fra Game of Thrones (den populærkulturelle udgave :-D)