Læsetid: 2 min.

Ungarn varmer op til valg og slår endnu en gang hårdt ned på rigmand

Premierminister Viktor Orbán står til at blive favorit til det ungarske parlamentsvalg, som finder sted i april 2018. Mens landet varmer op til valget, er Orbáns regering begyndt på en ny kampagne mod rigmanden George Soros
Viktor Orbán har længe været i åben strid med Soros, som han blandt andet anklager for at ville lukke hundredtusinder af migranter ind i landet.

Viktor Orbán har længe været i åben strid med Soros, som han blandt andet anklager for at ville lukke hundredtusinder af migranter ind i landet.

Maciej Moskwa

20. januar 2018

I slutningen af sidste uge offentliggjorde Ungarns præsident, János Áder, at der skal være valg i Ungarn d. 8. april 2018.

Premierminister Viktor Orbáns parti Fidesz har allerede et stort forspring i forhold til sine modstandere. Ifølge Politico viser de seneste meningsmålinger, at Fidesz placerer sig på en førsteplads med 35 procent af stemmerne. Hvis partiet vinder, vil det være tredje gang i træk.

Orbáns største rival skal findes i det højreradikale parti Jobbik, som i meningsmålingerne står til at få 17 procent af stemmerne. I december skrev Politico, at flere fra venstrefløjen var begyndt at overveje det næsten utænkelige: at samarbejde med Jobbik blot for at undgå endnu en periode med Orbán ved roret.

Gennem den seneste tid har Jobbik forsøgt at distancere sig fra partiets tidligere mere ekstreme linje med det forestående valg i for øje. I december 2017 fik partiet ifølge Ritzau og AFP en bøde på 337 millioner forint (knap otte millioner danske kroner) på grund af en politisk kampagne, som statsrevisorer mente var finansieret med ulovlige midler. Jobbiks frontmand, Gábor Vona, kaldte bøden for et »politisk angreb«.

Flere observatører mener, at premierministerens største ønske er, at få det kvalificerede flertal tilbage, som han tabte i 2015. Et kvalificeret flertal betyder, at man har to tredjedele af stemmerne og dermed kan lave forfatningsændringer. 

Eskalering i strid med George Soros

En anden person, som ikke stiller op til valget, men som fylder en del i debatten alligevel, er den amerikansk-ungarske finansmand George Soros. Viktor Orbán har længe været i åben strid med Soros, som han blandt andet anklager for at ville lukke hundredtusinder af migranter ind i landet. Soros har omvendt anklaget Orbán for at undergrave demokratiet og handle i strid med loven.

Den 87-årige milliardær er ifølge en opgørelse fra Bloomberg nummer 30 på listen over verdens rigeste mennesker – formuen har han skaffet gennem valutaspekulationer. Han har længe arbejdet på projekter, som skal udbrede demokrati i særligt Østeuropa, hvor han flere steder er blevet upopulær blandt venstreorienterede og nationalkonservative.

I onsdags offentliggjorde Fidesz-partiet en kampagne under sloganet »Stop Soros«. Planen er, at man vil slå hårdt ned på individuelle aktører og organisationer, som ifølge regeringen støtter illegal immigration. Samme dag var der forlydender om, at regeringen havde en plan om at forbyde Soros at rejse til Ungarn, lyder det fra Reuters.

EU-Kommissionen besluttede i december at føre Ungarn for EU-Domstolen, fordi landet havde vedtaget et lovforslag, som kunne føre til lukningen af Det Centraleuropæiske Universitet, som er finansieret af Soros. Europa-Kommissionen mente, at loven strider mod akademisk frihed og retten til at drive forretning i henhold til EU’s charter om grundlæggende rettigheder, skriver The Guardian.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu