Interview
Læsetid: 3 min.

Venstrefløjens protestparti Podemos er klemt i den catalanske konflikt

De vil gerne se sig selv som brobyggere, men Podemos er i stedet blevet straffet af vælgerne i Catalonien og resten af Spanien, for ikke klart at vælge side for eller imod separatisterne. Alle presses til at indtage en af de polariserede positioner i debatten, siger Podemos-sympatisøren David Pequeño
De vil gerne se sig selv som brobyggere, men Podemos er i stedet blevet straffet af vælgerne i Catalonien og resten af Spanien, for ikke klart at vælge side for eller imod separatisterne. Alle presses til at indtage en af de polariserede positioner i debatten, siger Podemos-sympatisøren David Pequeño

Alejandro Garcia

Udland
29. januar 2018

BARCELONA – Catalonien er splittet ned igennem midten, og det samme er regionsparlamentet. Det spanske venstrefløjs-protestparti Podemos har forsøgt det umulige ved at nægte at vælge side i en konflikt, der drejer sig om en helt anden akse end partiets eget hjertebarn: den sociale retfærdighed, fortæller Podemos-vælgeren David Pequeño, der var valgkontrollør for partiet ved det catalanske regionsvalg lige før jul.

»Nationalismens opdeling i gode og dårlige cataloniere påvirker sameksistensen i Catalonien. Alle presses til at indtage en af de polariserede positioner i debatten. Begge parter nægter at erkende gamle og nye fejl, og de undgår at finde sammen om det, de har til fælles med hinanden,« siger David Pequeño, der til daglig leder en humanitær ikke-politisk organisation.

Som Podemos-sympatisør var han grænsegænger i et valglokale præget af koldfronten mellem separatismens gule blok og dens orange, røde og blå modstandere.

»Nu for tiden gælder alle kneb for at besejre modstanderen. Begge sider indgyder deres egne mod med feltråb og slagord, som man forventes at gentage. I modsat fald betvivles ens loyalitet af ens allierede, og man bliver stemplet som forræder.«

Deadline nærmer sig

Efter valget har de tre catalanske separatistpartier valgt den selv-eksilerede Carles Puigdemont som deres eneste regionale præsidentkandidat.

Det kræver, at han vender hjem fra sit eksil i Belgien til en tillidsafstemning i parlamentet tirsdag. Men i Spanien risikerer han at blive anholdt for sin rolle i efterårets forfatningsstridige uafhængighedsafstemning.

Søndag morgen sagde en talsmand fra hans parti, at Puigdemont vil deltage i debatten i parlamentet, hvis forfatningsdomstolen tillader det, skriver The Guardian.

En parlamentariker fra et af de andre separatistpartier antyder, at man vil finde en anden end Puigdemont, hvis han ikke kan indsættes:

»Det vigtigste er, at vi får en regering; hvis vi bliver nødt til at ofre præsident Puigdemont, så gør vi det,« siger Joan Tardà fra Esquerra Republicana de Catalunya til The Guardian.

Deadline for at præsentere en præsidentkandidat til det catalanske parlament er den 31. januar, og lykkes det ikke for separatisterne at pege på et bud til en kommende præsident og selvstyreleder, udskrives automatisk nyvalg.

Podemos har gjort enhver parlamentarisk modstand mod separatismen umulig ved at nægte at samarbejde med det antiseparatistiske Ciutadans. Derfor sidder separatisterne igen på magten, mens Podemos ligner overløbere fra den forfatningstro blok, som de under valget den 21. december blev regnet med i. Men egentlig er de bare tro mod deres egen overbevisning, som David Pequeño ser det.

De nye partiers rivalisering

Både Podemos og Ciutadans (Ciudadanos på spansk) er opstået i forbindelse med den økonomiske krise, som slog hårdt i Spanien.

De to nye partier er fælles om at ville bekæmpe den omfattende korruption i hele landet og lover henholdsvis ’genfødsel’ og en ny ’renhed’. Det primært antinationalistiske Ciutadans var i sin oprindelse socialdemokratisk, men har siden erklæret sig for socialliberalt.

Podemos indtager venstrefløjssynspunkter af både socialdemokratisk og mere yderligtgående karakter, siger David Pequeño.

Men partiets forsøg på ikke at vælge side i Catalonien har sendt tilslutningen i bund både ved regionsvalget og i opinionsundersøgelser landet over.

Som David Pequeño ser det, er der sket et skred i den catalanske nationalisme.

»Der er ikke kun én form for catalansk nationalisme. Der er én strømning, som definerer cataloniere som de indbyggere, der uafhængigt af herkomst tilslutter sig den catalanske nation og tager dens kultur, sprog og traditioner til sig. Og en anden strømning, som opfatter alle indbyggere i Catalonien som cataloniere.«

»Den inkluderende udgave af nationalismen har tabt terræn til diskursen i medierne, hvor forestillingen om rigtige cataloniere og forkerte cataloniere har vundet frem. Forkert er enhver, der ikke er enig i, at rigtige cataloniere er nationalister og partout skal gå ind for en catalansk republik.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Miguel Tuells

Podemos opstod fra en protestbevaegelse men er ikke laengere et protestparti, det er blevet til en gammeldags kommunistparti. Folk har set det og vender ryggen. Folk ser at de nu intet siger om Venezuela, hvorfra store dele af deres financer mistaenkes for at stamme. Og sidst ser man at de er uklare i det nationale spoergsmaal.