Baggrund
Læsetid: 9 min.

I Xi Jinpings skoler skal børn have den rette ideologiske dannelse

At sende sit barn på privatskole i stedet for statsskole er uansvarligt og usolidarisk, og det vil blive straffet. For at få flere børn i de offentlige skoler strammer Kinas Kommunistiske Parti grebet om alternative undervisningstilbud. Det handler om at give alle børn en ordentlig uddannelse, men også om sikre den nationale samhørighed og partiets gennemslagskraft på alle niveauer af det kinesiske samfund
I Kina er det strafbart at blive hjemmeundervist og gå i privatskole. Alligevel har Sun Ming (tv.) valgt at sende sin søn, Sun Zixuan (midten), i en privat Rudolf Steiner Skole udenfor Beijing.

I Kina er det strafbart at blive hjemmeundervist og gå i privatskole. Alligevel har Sun Ming (tv.) valgt at sende sin søn, Sun Zixuan (midten), i en privat Rudolf Steiner Skole udenfor Beijing.

Yan Cong

Udland
15. januar 2018

BEIJING – I et højhus i det østlige Beijing har Guo Minhui indrettet hele sin stue med tykke skumgummimåtter og et lavt tebord. Her sidder man på gulvet, så der er plads til at sætte sig i præcis den stilling, man har lyst til.

Guo Minhui arbejder som erhvervspsykolog, afholder kurser i mindfulness hjemme i stuen, og så er han begyndt at undervise sin søn derhjemme i stedet for at sende ham i statsskolens 7. klasse.

»Han kommer snart i puberteten. Det er en vigtig tid for etableringen af hans identitet. Han har brug for et frirum til at finde ud af, hvem han er, og det kan vi bedst give ham herhjemme,« siger Guo Minhui, der især er kritisk over for det store pres, der er på eleverne op til den test, der skal give dem adgang til Beijings bedste gymnasier.

Tendensen til at vende det formelle skolesystem ryggen er i de seneste år taget til blandt kinesiske middelklasseforældre. De finder i stedet sammen med andre forældre for at danne alternative skoler, hvis de ikke bare som Guo Minhui underviser deres børn derhjemme.

De er motiveret af forskellige ting. Det kan være ønsket om at give deres børn bedre faglige forudsætninger for at klare sig i den hårde konkurrence i det kinesiske samfund. Ønsket om at styrke deres børns viden om klassisk kinesisk kultur. Eller et ønske om at give deres børn større frihed til at finde deres egen vej i livet og slippe for det kinesiske uddannelsessystems fokus på udenadslære og tests.

Fælles for dem er, at de gør op med det almene skolesystem og den socialistiske tanke om, at alle skal have samme muligheder, og at samfundet står over individet. Mens staten presser på for at få alle i de offentlige skoler, hvor de får den rette ideologiske uddannelse, føler flere forældre i dag, at det er okay selv at vælge, hvilke værdier deres børn skal lære, siger professor Stig Thøgersen, forsker i det kinesiske uddannelsessystem ved Aarhus Universitet.

Yan Cong

»Blandt de forældre, der rent økonomisk har mulighed for at træffe andre valg for deres børn, er der en stigende tendens til at finde uddannelsestilbud, der passer dem. Det kan være internationale privatskoler, små friskoler med fokus på klassisk kinesisk eller andre alternativer.«

Principielt er det i strid med loven at trække sit barn ud af skolen, og Guo Minhui ønsker derfor at optræde under pseudonym. 

Ikke alle privatskoler er formelt registreret, og der findes ingen opgørelse over antallet af børn, der undervises hjemme eller i friskoler. Men der findes tal på antallet af privatskoler og det stiger. I 2016 havde Kina officielt 171.000 privatskoler med 48,25 millioner studerende. Det var en stigning på 2,54 millioner elever fra året før, skriver den kinesiske avis China Daily.

Konsulentfirmaet McKinsey vurderede i 2015, at antallet af private mellemskoler på tre år var vokset fra syv til ti procent af det samlede uddannelsesudbud i Kina. Tendensen er især udbredt i Kinas største byer.

Skolepligt

Spørgsmålet om uddannelse for alle er en grundsten i Kinas Kommunistiske Partis uddannelsespolitik. Men især i landområderne har det været en udfordring at finansiere både lærere og skolebygninger til de lokale børn, fortæller Stig Thøgersen.

»Til at begynde med var uddannelse for alle kun en hensigtserklæring. Man kunne ikke tvinge forældre til at sende deres barn i skole, for man havde simpelthen ikke skolepladser nok til alle børn.«

Manglen på gode offentlige uddannelsestilbud betød, at efterspørgslen efter private alternativer blev større i løbet af 1990’erne. Overalt i Kina skød private kæder op og tiltrak investorer, der så en mulighed for at tjene penge på kinesiske forældres drømme om god uddannelse til deres børn.

På samme måde har hjemmeundervisning i en årrække befundet sig i en juridisk gråzone. Mens Kinas lov om obligatorisk undervisning fra 1986 foreskriver, at børn både har ret og pligt til ni års skolegang fra seksårsalderen, så har det hidtil ikke været tydeligt, hvem der skal sørge for at håndhæve loven og hvordan.

Ifølge kinesisk statistik går 6,6 procent af kinesiske børn i skolealderen ikke i skole. Det er regeringens mål, at det tal skal ned under fem procent inden 2020.

»Skolepligten og den høje dækningsgrad er først blevet et realistisk mål inden for de seneste år på grund af de faldende årgange i 1980’erne,« siger Stig Thøgersen.

Siden 2005 har Kina øget investeringerne til det kinesiske uddannelsessystem fra 2,5 procent af bruttonationalproduktet (BNP) til godt 4 procent af BNP, men der er fortsat stor forskel på kvaliteten af uddannelsestilbudet i de største byer og i Kinas landområder.  

Kinas Undervisningsministerium varslede i september sidste år, at der skal strammes op på forældreansvaret for at sikre, at børn og unge i den skolepligtige alder kommer i skole og gennemfører de obligatoriske ni års skolegang. Sker det ikke, er det op til det lokale undervisningsdepartement at »give kritik«. Hvis det ikke hjælper, og barnet fortsat ikke vender tilbage til skole, bliver det en straffesag:

»Hvis omstændighederne er alvorlige eller udgør en kriminel handling, skal det juridiske ansvar undersøges i henhold til loven.«

I 2016 slog Kinas regering ned på den uregulerede uddannelsesindustri og strammede kontrollen med privatskoler, der trods høje skolegebyrer angiveligt ikke formåede at tilbyde en skolegang, der lever op til statens standarder.

Forældre, der ønsker, at deres børn skal lære noget andet end det, skolen kan tilbyde – for eksempel klassisk kinesisk kultur – må de nøjes med at udnytte børnenes fritid, lød det fra Lü Yugang, der er chef for det kinesiske undervisningsministeriums kontor for grunduddannelser i forbindelse med offentliggørelsen af undervisningsministeriets varsel:

»Hvis de ikke synes, det er nok, må de tage til andre organisationer og studere i fritiden. Det kan kun være et supplement til skoleundervisning og ikke erstatte vores formelle skoleundervisning.«

Pioner

Da Hu Wen, der også optræder under pseudonym, for 16 år siden skulle finde en skole til sine børn i Shenzhen, var muligheden for at finde en privatskole i storbyen ikke tilfredsstillende. Han ønskede at give sine børn nogle helt andre omgivelser at vokse op i, og derfor flyttede han sammen med sin kone fra det pulserende vækstcentrum til Dali i den sydvestlige Yunnan-provins, der er kendt for sit evige forår, backpackerturisme og et mere afslappet liv i grønne omgivelser.

Grebet af den stemning, der følger med, når man ikke skal passe et almindeligt lønarbejde 40 timer om ugen, var det naturligt for ham at undervise sine børn hjemme, hvor han og hans kone passede en lille butik.

»Jeg kan ikke huske, hvorfor vi valgte at undervise hjemme. Men det er der mange andre, der gør her. Det føltes som det mest naturlige,« fortæller den 40-årige Hu Wen over telefonen.

»Der er mange holdninger til os, der hjemmeunderviser. Vi bliver kritiseret for ikke at lade vores børn blive en del af samfundet, men jeg mener, det er op til os forældre at vurdere, om vores børn er glade.«

Yan Cong

Det har kunnet fungere i en årrække, men med undervisningsministeriets fokus på implementering af den gældende kinesiske lovgivning om skolepligt er forældre, der trækker deres børn ud af det formelle uddannelsessystem, kommet i søgelyset.

I november lagde regeringen i bydistriktet Lajing i Yunnan-provinsen sag an mod forældrene til fem børn, der var droppet ud af skolen i marts. Få uger senere offentliggjorde provinsregeringen i Yunnan en notits, hvor det blev understreget, at provinsen ville inddrage de lokale skolers frafaldsprocenter i forbindelse med den årlige evaluering af embedsmænd.

Den stramning hænger sammen med et øget fokus på uddannelsessystemet som et instrument til at sikre den nationale samhørighed og partiets gennemslagskraft på alle niveauer af det kinesiske samfund, siger Stig Thøgersen.

»Uddannelse har igennem partiets historie spillet en vigtig rolle i arbejdet for at skabe national sammenhængskraft og opbakning til partilinjen. Den politisering af uddannelsessystemet er fortsat under Xi Jinping, der har øget kontrollen og understreget behovet for ideologisk uddannelse.«

Især i børnehavealderen er der en tendens til at vælge alternativer. Det gælder blandt andre Steinerbørnehaver, der ofte er indrettet i små lejligheder i private boligkomplekser. Men når forældre vælger den offentlige børnehave fra, kan det være svært for børnene senere er vænne sig til undervisningsformen i den offentlige skole. Det er en stor bekymring blandt forældrene til børn i Steinerbørnehaverne, fortæller Wang Minghe, der leder en Steinerbørnehave i Beijing, men heller ikke ønsker sit navn i avisen.

»Det kan være svært at skulle gå fra en børnehave som vores til en almindelig skole. Derfor vælger nogle forældre at flytte for at komme tættere på en Steinerskole i Beijing. Der er også nogle, der flytter helt væk fra Beijing,« siger Wang Minghe, der dog understreger, at hun også kender eksempler på børn, der klarer sig rigtig godt i en almindelig skole.

Alt forandrer sig

Sun Ming er en af dem, der har valgt at flytte væk fra Beijing for at finde en Steinerskole til sin søn. Han har slået sig ned med sin familie i en lille landsby godt 30 kilometer fra Beijing.

Da hans søn var mindre, gik han i en Steinerbørnehave i Beijing, men da han skulle til at begynde i skole, besluttede de at flytte ud af byen, hvor der ligger en lille skole, der underviser skolens omkring 20 elever efter Rudolf Steiners principper.

De bor tilpas tæt på byen til, at hans kone hver dag kan tage på arbejde i Beijing, mens han selv sælger alt fra shampoo til køkkengrej efter et Tupperware-lignende princip.

De fleste af skolens forældre bor som han i landsbyen, mens andre pendler hertil fra andre dele af det nordlige Beijing. Om nogle år skal han flytte til en større Steinerskole i området Weilaicheng, hvor der går omkring 200 børn. Der har været tale om, at skolen skal rives ned, men det tror Sun Ming ikke kommer til at ske.

Yan Cong

»Både skolens forældre og landsbyens indbyggere er imod, fordi skolen har skabt en masse vækst,« siger Sun Ming, der ikke er bekymret for fremtiden. Alting forandrer sig jo hele tiden, siger han.

»Vi kan kun gøre det, der føles rigtigt at gøre lige nu. I fremtiden vil robotter måske overtage de fleste jobfunktioner. Hvad nytter det så, at vi kun her lært at terpe ting i skolen? Det vigtigste må være at undgå at ødelægge vores kreativitet,« siger han, mens hans otteårige søn jagter en usynlig fjende med en pistol rundt om bordet. Sun Ming griner:

»Det vigtigste er familien, og at vi er glade og kan gøre det, vi vil.«

Konen var imod

I højhuset i Beijing havde Guo Minhui egentligt tænkt sig slet ikke at sende sin søn i skole, da han skulle begynde i 1. klasse. Men hans kone var nervøs for, om de selv kunne lære ham alt det, han skulle kunne, og om det ville få konsekvenser for hans sociale kompetencer at gå alene derhjemme med sin far i stedet for at møde jævnaldrende.

»Min kone var bange for, at vi ville lukke alle døre for ham. Det har jeg aldrig selv været bekymret for. For mig er det vigtigste at give vores søn de bedste muligheder for at blive et helt menneske. Det er jeg i tvivl om, om skolen kan.«

I første omgang har Guo Minhuis søn kun orlov fra skolen. På den måde har han stadig muligheden for at kunne søge om at komme i gymnasiet og senere på universitetet i Kina. Men med det øgede politiske fokus på at sikre, at flere elever lever op til skolepligten og går på en offentlig skole, er det usikkert, hvor længe de har den mulighed.

»Lige nu kan det lade sig gøre, men vi ved ikke, om skolen på et tidspunkt vil stramme reglerne. Det må vi tage til den tid og så måske flytte ham over i en anden skole, hvor de ikke er så strikse.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørn Andersen

Er vi ikke godt i gang med det samme ? Såkaldte reformer som er alt andet . Skolereform fremdriftsreform , læringsmål helt ned i børnehaven ulovlig CPR registrering af børns trivselssvar , deklassering af humanistiske idealer og næsten total digital overvågning . . Ingen kan være i tvivl om , at i konkurrencestaten er borgerne til for statens skyld og absolut ikke omvendt.

kjeld jensen, Torben Bruhn Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Dennis Tomsen

Både og. I konkurrencestaten skal borgerne slås indbyrdes for at få lov til bare at være til for statens skyld. Alle dem son enten ikke kan eller vil slås er et spildprodukt.

Katrine Damm, Niels Duus Nielsen, kjeld jensen og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar