Læsetid: 4 min.

Årets sikkerhedskonference i München foregår i en verden ’alt for tæt på kanten’

I dag begynder den årlige sikkerhedskonference i München i en tid, som konferenceleder Wolfgang Ischinger kalder »den potentielt farligste fase efter Sovjetunionens sammenbrud«. Fokus vil bl.a. ligge på atomvåben, cybersikkerhed, kinesisk oprustning og det europæiske bidrag til et NATO på kant med Rusland
Under en militærparade i Nordkorea i april 2017 fremviste styret et ballistisk missil. Det er særligt retorikken i atomstriden mellem Nordkorea og USA, der er til debat under dette års sikkerhedskonference i München.

Under en militærparade i Nordkorea i april 2017 fremviste styret et ballistisk missil. Det er særligt retorikken i atomstriden mellem Nordkorea og USA, der er til debat under dette års sikkerhedskonference i München.

Wong Maye-E

16. februar 2018

Sikkerhedspolitisk pessimisme kaldes ofte for sikkerhedsindustriens vigtigste instrument til at gennemføre sine agendaer. I så fald er årets 54. sikkerhedskonference i München (MSC), som begynder i dag, ikke en undtagelse.

Men allerede ved sidste års MSC, der er den vigtigste konference for international sikkerhedspolitik, blev der talt i usædvanligt skingre toner om det globale trusselsniveau – bl.a. på baggrund af russisk oprustning, situationen i Mellemøsten og den geopolitiske usikkerhed efter valget af Donald Trump.

Ved et optaktsmøde i Berlin har konferenceleder Wolfgang Ischinger ifølge tyske medier i år understreget, at det samlede trusselsniveau desværre ikke er faldet, men at vi derimod »befinder os i den potentielt farligste fase siden Sovjetunionens sammenbrud. (…) Vi står ikke bare foran faren for et oprustningskapløb, vi står allerede midt i det«.

Alt for tæt på kanten

Årets MSC-rapport To the brink – and back? tegner ligeledes et dystert billede.

»For den internationale sikkerhed var 2017 bl.a. præget af tegn på fortsat erosion af den såkaldt liberale internationale orden og af en stigende uforudsigelighed i amerikansk udenrigspolitik,« lyder vurderingen fra MSC, der bl.a. citerer sikkerhedseksperten John Ikenberry fra Princeton University:

»Verdens mest magtfulde land er begyndt at sabotere den orden, som det selv har skabt.«

Generelt ser rapporten, at nationalismen er på fremmarch i mange lande, mens autoriteten bag internationale institutioner smuldrer. Samtidig står »afgørende kontrakter om våbenkontrol på spil«.

»I løbet af det sidste år er verden kommet endnu tættere – alt for tæt – på kanten af afgørende konflikter, og det internationale samfund må gøre alt, hvad det kan, for at komme væk fra denne kant.«

Konkret henvises der bl.a. til retorikken i atomstriden mellem Nordkorea og USA, til krisen mellem Saudi Arabien og Iran, til krigen i Syrien og den fortsatte kinesiske oprustning.

Et andet felt, som også vil få opmærksomhed på konferencen, er den fortsatte Ukraine-konflikt og den russiske oprustning. Hertil kommer bl.a. de tyrkiske indgreb i de syrisk-kurdiske områder, der truer med at udvikle sig til en konflikt mellem NATO-partnerne Tyrkiet og USA.

Atomvåben og cyberkrig

MSC-rapporten peger også på, at der er konflikter og flygtningestrømme som følge af klimaforandringer, der generelt rammer de fattige lande hårdest, men som vil få »indflydelse på økonomien, sikkerheden og de politiske systemer i hele verden«.

Med henvisning til de omfattende cyberangreb sidste sommer, som nu officielt mistænkes for at komme fra Rusland, vil MSC lægge særlig vægt på dette felt.

»Den store bekymring i fagverdenen (for cybersikkerhed, red.) er, at kernevåben kan manipuleres,« har konferenceleder Wolfgang Ischinger iflg. München-avisen TZ udtalt op til konferencen.

»Denne bekymring for atomanlæggenes sikkerhed sænker ligeledes barrieren for brugen af atomvåben generelt.«

I en vurdering for MSC påpeger den mangeårige amerikanske a-våbensdiplomat og forsker ved Brookings Institution, Steven Pifer, at der er en oprustningsspiral. Den er bl.a. opstået som følge af, at USA anklager Rusland for at bryde INF-kontrakten fra 1987 ved at lave tests og opstille nye raketsystemer. Det er en af bevæggrundene til at forny det amerikanske arsenal af a-våben – både som del af en afskrækkelsesstrategi og for at kunne reagere mere fleksibelt på angreb.

»Hvis USA og Rusland opgiver oprustningskontrollen med kernevåben, hvad vil det så ikke betyde for ikkespredningsaftalerne og bestræbelserne på at undgå nye atommagter?« spørger Steven Pifer retorisk.

»Hvis de to atomare supermagter ikke begrænser deres arsenaler, kan de så med troværdighed kræve, at andre lande giver afkald på atomvåben?«

Europæisk lammelse

En yderligere kampzone i München vil i løbet af de næste dage blive EU’s rolle som »strategisk global aktør« som konsekvens af en øget trussel fra Rusland og det årelange skifte i amerikansk udenrigspolitik. Her er europæerne tvunget til at gøre mere for egen sikkerhed, både i form af større investeringer, mere effektive styrker og større samtænkning, lyder det i rapporten, der ser et lille lyspunkt i det europæiske PESCO-samarbejde.

Især for den tyske værtsnation er spørgsmålet om at leve op til NATOs mål om at bruge to procent af BNP på forsvar en giftig debat. Pt. bruger Tyskland kun 1,2 procent, men hvor CDU/CSU kræver, at landet nærmer sig de to procent, insisterer SPD på ikke at følge den globale oprustningsspiral og i stedet knytte midlerne til forsvar med midler til udviklingsarbejde.

Ifølge konferenceleder Wolfgang Ischinger er der her en berettiget amerikansk kritik af den rige industrination Tyskland, der sikkerhedsmæssigt er »verden bedste til at køre på frihjul«.

»Det er under vores værdighed,« har tyskeren Ischinger udtalt, mens han generelt er stærkt kritisk over for den europæiske handlingslammelse i bl.a. Syrien-krigen.

Ved sikkerhedskonferencen vil der ud over det officielle program foregå mere end tusind uofficielle bilaterale samtaler blandt hundredvis af statsledere, udenrigs- og forsvarsministre samt repræsentanter fra sikkerhedsindustrien, thinktanks og ngo’er.

Hverken Putin eller Trump deltager. Det vil derimod hele 12 amerikanske senatorer samt forsvarsminister James Mattis og sikkerhedsrådgiver Herbert Raymond McMaster. Desuden kommer bl.a. den russiske udenrigsminister Lavrov, den ukrainske statschef Poroschenko, emiren af Qatar og den saudiske udenrigsminister samt Israels premierminister Benjamin Netanjahu.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
  • Ervin Lazar
  • Eva Schwanenflügel
Torben K L Jensen, Ervin Lazar og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis ikke Trump havde så travlt med at skaffe flere jobs indenfor våbenindustrien, og hvis ikke hjemmelige klakkører som Claus Hjorth var så ivrige efter at agere His Masters vovse, så ville situationen nok heller ikke være så anspændt. Der skal som bekendt to til tange, og når russerne opstiller mellemdistanceraketter i Kaliningrad, mon det så ikke er en reaktion på, at NATO har 300 taktiske kernevåben stationeret i Holland, England, Tyskland, Italien og Tyrkiet, og som alle peger på Rusland. Det nævne Claus Hjorth intet om når Dr interviewer ham, og studieværten afstår fra at nævne det.
Hvorfor?

Hvis ikke Trump havde så travlt med at skaffe flere jobs indenfor våbenindustrien, og hvis ikke hjemmelige klakkører som Claus Hjorth var så ivrige efter at agere His Masters vovse, så ville situationen nok heller ikke være så anspændt. Der skal som bekendt to til tange, og når russerne opstiller mellemdistanceraketter i Kaliningrad, mon det så ikke er en reaktion på, at NATO har 300 taktiske kernevåben stationeret i Holland, England, Tyskland, Italien og Tyrkiet, og som alle peger på Rusland. Det nævne Claus Hjorth intet om når Dr interviewer ham, og studieværten afstår fra at nævne det.
Hvorfor?