I al-Sisis Egypten læser de enten Koranen eller ’Fifty Shades of Grey’

KAIRO – George Orwells satiriske roman Animal Farm ligger øverst på en hylde i en af pavillonerne ved Kairos Internationale bogmesse, og hvis man stryger fingerspidsen hen over omslaget, får man støv på fingeren.

Ved siden af Orwell står Taha Husseins The Future of Culture in Egypt. Hussein – en af de mest indflydelsesrige egyptiske intellektuelle i det 20. århundrede – hævdede i sit værk fra 1938, at Egypten havde mere tilfælles med middelhavscivilisationen og Europa end med araberne i Mellemøsten.

Også Husseins værk samler støv fra Kairos ørkenklima.

Få meter væk står to unge egyptiske kvinder ved en bogreol. Her finder man Twilight, The Hunger Games og andre sci-fi-romaner. Kvinderne ved bogreolen er begge iført farverige tørklæder over hovedet. De fniser fjollet, da den ene hiver mobiltelefonen op af tasken og tager en selfie med Fifty Shades of Grey. Den anden af dem beholder bogen under armen.

Midt i pavillonen står en bunke af de absolut mest sælgende bøger i Egypten i øjeblikket: Ahmad Khalids Antikrist, der handler om en satanistisk loge, hvis medlemmer konspirerer om at kontrollere menneskehedens skæbne.

Chef for Alef-boghandlen på messen, Gamal Diab, mener, at tingene har forandret sig i Egypten.

»Efter revolutionen mod Mubarak i årene 2012 og 2013 solgte vi sindssygt mange politiske værker ved bogmessen. I år sælger vi rigtig mange religiøse bøger, men især gysere, science fiction og spændingsromaner om hemmelige selskaber og mystiske sammensværgelser,« forklarer Gamal Diab.

Den 26-28. marts skal Egypten til stemmeurnerne for at tage stilling til, hvem der skal være landets kommende præsident. Men skal man dømme ud fra bestsellerlisterne ved dette års store bogmesse, er egypterne tilsyneladende ikke længere interesseret i politik.

En af forklaringerne på den politiske resignation er, at al-Sisi stiller op mod al-Sisi. De kandidater, som har udfordret den tidligere feltherre, er blevet knust offentligt. I dag – nogenlunde syv år efter Mubarak trådte tilbage – handler det for mange egyptere om at holde sig langt fra politik og håbe på bedre tider.

Ved bogmessen vil de færreste tale politik. Selv for boghandlerchefen Gamal Diab bliver spørgsmålene om tilstanden i Egypten for stor en mundfuld.

»Sig mig engang, er du ude på ballade? Spørg om krimier eller poesi, så vil jeg godt svare,« kommer det spøgefuldt, men alligevel med en smule alvor fra chefen, inden han forsvinder bag disken i pavillionen og giver sig til at rode i skufferne.

Arrogante al-Sisi

Frygten for at tale politik er ikke helt ubegrundet. Mange egyptere forstår den. En af dem er skribenten og litteraturkritikeren Medhat Safwat. Ude foran pavillonen sidder han på en bænk med en bog af den franske filosof Jacques Derrida på skødet.

Dét, som fylder Medhat Safwats hverdag for tiden, er spørgsmålet om, hvorvidt arabiske intellektuelle har misforstået Derridas angreb på strukturalismens basale principper.

Men også det evige spørgsmål om Egyptens tilstand, som han ikke kan komme udenom, selv om det har skabt en del problemer for ham på det seneste.

Medhat Safwat er ikke typen, der viger tilbage med at udtrykke sig i hånlige eller spydige bemærkninger om den nuværende tilstand i landet. En kendsgerning, der forklarer, hvorfor han for nogle måneder siden fik en fyreseddel af sin arbejdsgiver, dagbladet Youm7, da han hånede al-Sisi i det, der endte med at blive hans sidste artikel for avisen.

»Al-Sisi er den største vittighed i Egypten,« siger Safwat og kigger på de forbipasserende bogelskere.

»Problemet er, at han ikke er en sjov vittighed. Hans seneste tale var jo syg. Al-Sisi er noget helt, helt særligt,« kommer det ironisk fra Safwat.

Engang brugte egyptiske autokrater som Gamal Abdel Nasser, Anwar Sadat og Hosni Mubarak sofistikerede kneb for at feje deres modstandere af banen. De delte og herskede, skabte alliancer, brugte gulerod, pisk eller pressen til at underminere deres opponenter.

Men præsident al-Sisi er af en hel anden støbning. Den præsidentielle tale, som Medhat Safwat refererer til, har sat helt nye standarder for, hvad mellemøstlige autokrater kan sige offentligt.

Ved talen 31. januar sad præsidenten som en ægte gangster i en kæmpe operasal flankeret af hundredvis af mænd i jakkesæt og uniform og truede alle dem, som agtede at udfordre hans magt over Egypten.

»Tag jer i agt!« lød det fra al-Sisi med løftet pegefinger, inden han sendte en uhyggelig advarsel til egypterne med reference til revolutionen i 2011:

»Det, der skete for syv år siden i Egypten, vil ikke gentage sig igen. Det bliver over mit lig! I lykkedes jo ikke med jeres projekt dengang, tror I selv på, at I vil lykkedes med det nu? Nej! Nej! Nej! Så kender I mig slet ikke godt nok! Jeg sværger ved Gud, folkens, I skal ikke prøve på noget, for jeg er ikke nogen politiker. Jeg er ikke nogen politiker!«

Kritikere som journalisten Medhat Safwat er ikke i tvivl om, hvad den tidligere general pønser på. Det er en åben hemmelighed. Al-Sisi ønsker – ligesom sine forgængere – af sidde på magten for evigt, undertrykke sine kritikere, hænge islamister, præsidere over en korrupt stat, der kun gavner loyale skikkelser, og ødelægge enhver chance for demokrati i Egypten.

»Al-Sisi opfører sig ikke helt som en klassisk autokrat, men snarere som en gud. Han mener, at det er blasfemisk at udfordre ham,« siger Safwat.

På det seneste er de kandidater, som har udgjort en reel trussel mod præsidentens chancer for at blive valgt, enten blevet arresteret eller intimideret offentligt. Socialisten Khalid Ali endte med at trække sig i slutningen af januar efter chikane mod hans kampagnemedarbejdere.

Mohmed Sadat, nevø til Egyptens tidligere præsident Anwar Sadat, der blev snigmyrdet i 1981, har også trukket sig fra ræset.

»Klimaet tillader ikke ægte konkurrence på nuværende tidspunkt,« sagde Sadat i en pressemeddelelse midt i januar.

Ahmed Shafik, tidligere officer i flyvevåbnet og præsidentkandidat ved valget i 2012 blev sat i husarrest og truet med anklager om korruption indtil han trak sin kandidatur tilbage.

Værst er det gået ud over den 70-årige Sami Anan, der er tidligere højtstående hærofficer i Egyptens væbnede styrker. Han forsvandt sporløst få timer efter, han annoncerede sit kandidatur.

Den eneste, der officielt stiller op mod al-Sisi, er den mystiske og ukendte Mousa Mostafa Mousa. Han er tilsyneladende en så stor fan af al-Sisi, at han har brugt al-Sisis billede som portræt på sin Facebook.

»Al-Sisi har ved flere lejligheder sagt, at man skal slå ham ihjel, hvis man ønsker at ændre på situationen. Jeg tror, at han mener det helhjertet!« siger Safwat.

Egypten er blevet en skygge af sig selv

Under al-Sisi har Egypten mere end nogensinde mistet sin position som foregangsland, der skulle lede araberne ud af mørket.

Siden begyndelsen af det 20. århundrede har egyptiske tænkere, intellektuelle, skuespillere, musikere, digtere og kunstnere formet den arabiske verdens bevidsthed, ideer og kulturelle selvforståelse.

Helt frem til revolutionen i 2011 drømte araberne bogstaveligt om at være egyptere. De så egyptiske film, hørte egyptiske sange, grinede ad de skarpe egyptiske vittigheder og rejste til Egypten, når muligheden bød sig.

Den 15. februar 2011 – tre uger efter revolutionens udbrud – bragte britiske The Guardian et euforisk indlæg om Egyptens position i den arabiske verden. Her hævdede Robert Malley – dengang direktør for International Crisis Group – at »den arabiske verden var død, men at Egypten nu ville genoplive den«.

»I dag lyder det jo totalt grotesk,« siger Medhat Safwat, som erkender, at Egypten er langt fra sin tidligere storhed.

Bare for nogle år siden kaldte araberne Kairo for ’Verdens Moder’. Bevægelser, oppositionsgrupper og rebeller søgte ly hos Egyptens herskere i Kairo. Selv under Morsis embedsperiode spillede Egypten en afgørende rolle i mæglingen mellem israelerne og palæstinenserne. I dag søger rebellerne ly i Istanbul, Riyadh, Doha og Teheran. Kairo er ingenmandsland.

I 2018 ser araberne tyrkiske sæbeoperaer, hører libanesisk og golfarabisk musik, danser i Agadir, bader i Antalya, shopper i Dubai og fremviser deres Gucci i Beirut. De, som har råd – golfaraberne – rejser til Rom, Paris, London eller New York.

I mellemtiden modtager al-Sisi penge fra De Forenede Emirater og Saudi Arabien for at undgå et totalt økonomisk kollaps.

»Det er virkelig hårdt at indrømme, men Egypten er stagneret som nation og er blevet total irrelevant. Landet er blevet en byrde snarere end et land, som skal føre araberne mod bedre tider,« konstaterer Safwat og kigger uimponeret på de forbipasserende bogentusiaster ved messen.

Ignorancen på fremmarch

Bogmessen i år er fyldt med konservative egyptere. Mænd med stor salafi-skæg og kvinder i niqab roder i dyngerne af religiøs litteratur, der fylder bogmessens pavillioner.

De køber udsmykkede koraner, sharia-værker, der handler om, hvorvidt det er tilladt eller forbudt at dyrke analsex med sin partner, islamiske bøger, der anklager Sigmund Freud for at være en zionist, der forsøgte at fordærve menneskeheden med sine psykoseksuelle faser, og pseudovidenskabelig litteratur, der hævder, at Koranen bidrog langt mere til kvantefysikken end Niels Bohr og andre videnskabsmænd.

Tendensen ærgrer både nogle af bogsælgerne og Medhat Safwat.

»Ignorancen og tilbageståenheden er på fremmarch i Egypten, og det er jo selvfølgelig belejligt for vores ledere, som bare kan gøre, hvad der passer dem,« kommer det fra skribenten.

Der findes ingen statistikker over, hvor mange der er rejst væk fra Egypten, men meget tyder på, at der sker en hjerneflugt, hvor højtuddannede egyptere rejser til Europa eller Nordamerika for at slippe for den faldende livskvalitet i hjemlandet.

Medhat Safwat håber også, at Danmark kan blive hans hjem en dag, men han er ikke sikker på, om det er muligt. I stedet går han ligesom de fleste egyptere en ukendt fremtid i møde.

»Jeg ville ønske, at jeg kunne bidrage til udviklingen af mit land, men der er ingen fremtid for folk som mig her. Nogle gange ved jeg ikke, om jeg skal grine eller græde,« siger Safwat.

Skribenten sammenligner tragikomedien i Egypten med et særligt middelalderligt styre, der regerede i Kairo i 900-tallet. Safwat fortæller en anekdote om den legendariske arabiske digter Abu at-Tayyib Mutanabbi, der ankom til Kairo fra Abbaside-kalifatets hovedstad, Bagdad, som i sin tid var den mest progressive by på kloden.

Til sin store forbløffelse opdagede Mutanabbi, at Egypten blev regeret af en brutal og ignorant tidligere slave og senere hærchef, der havde kuppet sig til magten.

Digteren fra Bagdad forsøgte ihærdigt at tilbyde sultanen sin viden om poesi og det arabiske sprog, men blev afvist og sendt tilbage til Bagdad på en hesteryg.

På vejen tilbage hånede den bitre Mutanabbi sultanen med et digt, som lige så godt kunne bruges om al-Sisi og nutidens Egypten, mener Medhat Safwat og giver sig til at citere en bid af Mutanabbis digt fra 960 e.kr.:

»Slavekommandanten er blevet en leder af det frie folk, og det frie folk er blevet gjort til slaver, der tilbeder slavekommandanten. Sikke en masse grinagtigheder man støder på i Egypten, men desværre ender grinagtighederne altid i gråd.«