Læsetid: 9 min.

I al-Sisis Egypten læser de enten Koranen eller ’Fifty Shades of Grey’

I 2011 var det meningen, at Egypten skulle føre den arabiske verden ud af mørket. I dag er landet stagneret, og egypterne udtrykker politisk resignation inden præsidentvalget, der finder sted i slutningen af marts. Information har besøgt den arabiske verdens største bogmesse i den egyptiske hovedstad
På bogmesse i Kairo er det de færreste, der vil udtale sig om det egyptiske styre. Det er på trods af, at landets præsident i stigende grad fremstår som en autoritær og enerådig leder, der slår hårdt ned på sine politiske modstandere.

På bogmesse i Kairo er det de færreste, der vil udtale sig om det egyptiske styre. Det er på trods af, at landets præsident i stigende grad fremstår som en autoritær og enerådig leder, der slår hårdt ned på sine politiske modstandere.

Khaled Elfiqi

13. februar 2018

KAIRO – George Orwells satiriske roman Animal Farm ligger øverst på en hylde i en af pavillonerne ved Kairos Internationale bogmesse, og hvis man stryger fingerspidsen hen over omslaget, får man støv på fingeren.

Ved siden af Orwell står Taha Husseins The Future of Culture in Egypt. Hussein – en af de mest indflydelsesrige egyptiske intellektuelle i det 20. århundrede – hævdede i sit værk fra 1938, at Egypten havde mere tilfælles med middelhavscivilisationen og Europa end med araberne i Mellemøsten.

Også Husseins værk samler støv fra Kairos ørkenklima.

Få meter væk står to unge egyptiske kvinder ved en bogreol. Her finder man Twilight, The Hunger Games og andre sci-fi-romaner. Kvinderne ved bogreolen er begge iført farverige tørklæder over hovedet. De fniser fjollet, da den ene hiver mobiltelefonen op af tasken og tager en selfie med Fifty Shades of Grey. Den anden af dem beholder bogen under armen.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Lars Rasmussen
  • Katrine Damm
  • Niels Duus Nielsen
  • Viggo Okholm
  • Eva Schwanenflügel
David Zennaro, Lars Rasmussen, Katrine Damm, Niels Duus Nielsen, Viggo Okholm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Touhami Bennour

Egypten skulle i 2011 trække den arabiske verden ud af "mørket". Jeg troede de skulle trække dem ud af "diktaturet" og ind i "demokratiet", de var meningen med revolutionen: jeg tror forfatter sagner "sol" . En anden bemærkning: Taha Hussein om Egypten at det ligner mere Europa(i dag) og middelhavs lande, ja det er rigtig, Egypten er jo et middethavsland og fra Oldtiden og arabisk betyder bare at det taler arabisk, og det er meningen. I Danmark skal man være assimileret for at være dansk, arabere(fra Golfen) har ikke krævet det for andre og det kræver det stadig ikke. Men arabisk sprog gør alle arabisk, om det er libanæser, Iraker, Tuneser. Egyptere etc.

Touhami Bennour

Jeg har lagt til at danskere tænker mere i værdier end i "begreber", og det er meget fjernt fra det Tyske: "begriff".

Søren Kristensen

Mørket betyder i denne sammenhæng Islam. Ægypterne skulle trække den arabiske verden ud af islamismens mørke og mod demokrati og oplysning. Men processen kræver at alle lag er ægte interesseret, ikke mindst kvinderne. Og at dømme efter fotoet vil de hellere gå med tørklæde.

Lars Rasmussen

Det kan godt være - som Medhat Safwat siger i artiklen - at al-Sisi “ikke er en sjov vittighed.” Men han bekræfter alligevel stadig reglen om, at politiske vittigheder har en dårlig vane med at ende på magten. Især i disse tider. Det må faktisk (i parentes bemærket) snart være på tide, at vi får lov til at opleve en undtagelse fra denne regel. Be-be...

Dog, alt imens narresutterne og rabulisterne sidder på magtens tinder og snakker sig selv og alle dem, de kender, et halvt øre af, så er læsning af litteratur ikke det værste, som man kan foretage sig. Thi at læse er at se på verden med en andens blik. Det er at stille spørgsmål ved tilværelsen uden nødvendigvis at få klare svar retur. Det er at forøge sin indsigt, både udadtil og indadtil. Sandelig, at læse er et stadigt forsøg på at blive sig selv:

Read for youselves, read for the sake of your inspiration, for the sweet turmoil in your lovely head. But also read against yourselves, read for questioning and impotence, for despair and erudition, read the dry, sardonic remarks of cynical philosophers like Cioran or even Carl Schmitt, read newspapers, read those who despise, dismiss, or simply ignore poetry and try to understand why they do it. Read your enemies and your friends, read those who reinforce your sense of what's evolving in poetry, and also read those whose darkness or malice or madness or greatness you can't yet understand because only in this way will you grow, outlive yourself, and become what you are.

— Adam Zagajewski, A Defense of Ardor, side 189f.

Hvis man i øvrigt føler behov for at foretage sig en eller anden form for eskapistisk overspringshandling i denne evindelige jammer, som vi kalder nutiden, så kan jeg anbefale, at man læser lidt om det gode, gamle Egypten, hvor førstemanden ikke hed al-Sisi, men Farao. Thi dengang var alting meget bedre. I hvert fald er der ikke nogen, som kan huske, at det var værre...

Min egen personlige top tre-liste over de bedste bøger om Faraos Egypten følger her (i tilfældig rækkefølge):

    Joan Grant, Den vingede Farao.

    Bolesław Prus, Pharaoh (et lille fun fact: Dette var Josef Stalins yndlingsroman).

    Mika Waltari, Sinuhe ægypteren.

God læselyst☺

Og husk nu, at det bedste forsvar imod en politisk vittighed er latteren...

Touhami Bennour

Islam igen( den forsvinder når Trump siger det) eller bliver meget rystet af et eller andet, i hvertfald ikke af ønske tænkning som her. Men det sker ikke. , måske aldrig. At forfølge Islam på den måde er ikke oplysning, det er formørkelse og ingen har brug for i Egypten. Det der Egyptere taler mest om i disse dage er president valget der kommer i marts, det mener det skal være åben og frit valg.

Touhami Bennour

Det var en tid hvor det var bedre end farao´s tid, Egypten har oplevet og med dem hele den arabiske verden, var mellem 1940 til 1970 i det sidste århundred. Jeg siger at der skete en renaissance i hele den arabiske verden. Den periode alle har oplevet og var fantastik. Egypten prodecerede film og musik dengang og den høres og snakkes om hver eneste dag. Jeg er selv product af den periode og stærkt præget af det, og hvis vi sidder her og debatterer med danskere om alt, det skyldes den Egyptisk periode. Dette kaldes den legendarisk alder. Jeg siger det var til 1970: nemlig efter krigen med Israel 1967 har gjort en stopper for den. De fleste dansker taler om noget andet og ahistorisk. De kender ikke Egypten.