Læsetid: 9 min.

I al-Sisis Egypten læser de enten Koranen eller ’Fifty Shades of Grey’

I 2011 var det meningen, at Egypten skulle føre den arabiske verden ud af mørket. I dag er landet stagneret, og egypterne udtrykker politisk resignation inden præsidentvalget, der finder sted i slutningen af marts. Information har besøgt den arabiske verdens største bogmesse i den egyptiske hovedstad
På bogmesse i Kairo er det de færreste, der vil udtale sig om det egyptiske styre. Det er på trods af, at landets præsident i stigende grad fremstår som en autoritær og enerådig leder, der slår hårdt ned på sine politiske modstandere.

På bogmesse i Kairo er det de færreste, der vil udtale sig om det egyptiske styre. Det er på trods af, at landets præsident i stigende grad fremstår som en autoritær og enerådig leder, der slår hårdt ned på sine politiske modstandere.

Khaled Elfiqi

13. februar 2018

KAIRO – George Orwells satiriske roman Animal Farm ligger øverst på en hylde i en af pavillonerne ved Kairos Internationale bogmesse, og hvis man stryger fingerspidsen hen over omslaget, får man støv på fingeren.

Ved siden af Orwell står Taha Husseins The Future of Culture in Egypt. Hussein – en af de mest indflydelsesrige egyptiske intellektuelle i det 20. århundrede – hævdede i sit værk fra 1938, at Egypten havde mere tilfælles med middelhavscivilisationen og Europa end med araberne i Mellemøsten.

Også Husseins værk samler støv fra Kairos ørkenklima.

Få meter væk står to unge egyptiske kvinder ved en bogreol. Her finder man Twilight, The Hunger Games og andre sci-fi-romaner. Kvinderne ved bogreolen er begge iført farverige tørklæder over hovedet. De fniser fjollet, da den ene hiver mobiltelefonen op af tasken og tager en selfie med Fifty Shades of Grey. Den anden af dem beholder bogen under armen.

Midt i pavillonen står en bunke af de absolut mest sælgende bøger i Egypten i øjeblikket: Ahmad Khalids Antikrist, der handler om en satanistisk loge, hvis medlemmer konspirerer om at kontrollere menneskehedens skæbne.

Chef for Alef-boghandlen på messen, Gamal Diab, mener, at tingene har forandret sig i Egypten.

»Efter revolutionen mod Mubarak i årene 2012 og 2013 solgte vi sindssygt mange politiske værker ved bogmessen. I år sælger vi rigtig mange religiøse bøger, men især gysere, science fiction og spændingsromaner om hemmelige selskaber og mystiske sammensværgelser,« forklarer Gamal Diab.

Den 26-28. marts skal Egypten til stemmeurnerne for at tage stilling til, hvem der skal være landets kommende præsident. Men skal man dømme ud fra bestsellerlisterne ved dette års store bogmesse, er egypterne tilsyneladende ikke længere interesseret i politik.

En af forklaringerne på den politiske resignation er, at al-Sisi stiller op mod al-Sisi. De kandidater, som har udfordret den tidligere feltherre, er blevet knust offentligt. I dag – nogenlunde syv år efter Mubarak trådte tilbage – handler det for mange egyptere om at holde sig langt fra politik og håbe på bedre tider.

Ved bogmessen vil de færreste tale politik. Selv for boghandlerchefen Gamal Diab bliver spørgsmålene om tilstanden i Egypten for stor en mundfuld.

»Sig mig engang, er du ude på ballade? Spørg om krimier eller poesi, så vil jeg godt svare,« kommer det spøgefuldt, men alligevel med en smule alvor fra chefen, inden han forsvinder bag disken i pavillionen og giver sig til at rode i skufferne.

Arrogante al-Sisi

Frygten for at tale politik er ikke helt ubegrundet. Mange egyptere forstår den. En af dem er skribenten og litteraturkritikeren Medhat Safwat. Ude foran pavillonen sidder han på en bænk med en bog af den franske filosof Jacques Derrida på skødet.

Dét, som fylder Medhat Safwats hverdag for tiden, er spørgsmålet om, hvorvidt arabiske intellektuelle har misforstået Derridas angreb på strukturalismens basale principper.

Men også det evige spørgsmål om Egyptens tilstand, som han ikke kan komme udenom, selv om det har skabt en del problemer for ham på det seneste.

Medhat Safwat er ikke typen, der viger tilbage med at udtrykke sig i hånlige eller spydige bemærkninger om den nuværende tilstand i landet. En kendsgerning, der forklarer, hvorfor han for nogle måneder siden fik en fyreseddel af sin arbejdsgiver, dagbladet Youm7, da han hånede al-Sisi i det, der endte med at blive hans sidste artikel for avisen.

»Al-Sisi er den største vittighed i Egypten,« siger Safwat og kigger på de forbipasserende bogelskere.

»Problemet er, at han ikke er en sjov vittighed. Hans seneste tale var jo syg. Al-Sisi er noget helt, helt særligt,« kommer det ironisk fra Safwat.

Årets bestsellerliste ved bogmessen (rangeret)

1. Kvinden fra Zamalek af Ashraf Ashmawi (krimi om fem mænd, der bryder ind hos en kvinde, red.)

2. Sker om natten i det lukkede rum af Marwa Jawhar (om en studerende, der bor i en egyptisk provins som udsættes for forfærdelig ting, fordi hun åbner en forbudt dør, red.)

3. Det usagte af Sandra Seraj (om en ulykkelig forelskelse, red.)

4. Oprindelse af Dan Brown

5. En nat i helvede af Hassan el Gendi (gyser om ånder og hjemsøgte huse, red.)

6. Jonas af Ahmed Hassan (om en dramatisk familiehemmelighed, der pludselig bliver opdaget, red.)

7. Satiriske historier af Omar Taher (en samling af sjove historier, red.)

8. Nader Foda 3 af Ahmad Younes (om et menneske hvis sjæl er bevidst i graven, red.)

Kilde: El Watan New

Engang brugte egyptiske autokrater som Gamal Abdel Nasser, Anwar Sadat og Hosni Mubarak sofistikerede kneb for at feje deres modstandere af banen. De delte og herskede, skabte alliancer, brugte gulerod, pisk eller pressen til at underminere deres opponenter.

Men præsident al-Sisi er af en hel anden støbning. Den præsidentielle tale, som Medhat Safwat refererer til, har sat helt nye standarder for, hvad mellemøstlige autokrater kan sige offentligt.

Ved talen 31. januar sad præsidenten som en ægte gangster i en kæmpe operasal flankeret af hundredvis af mænd i jakkesæt og uniform og truede alle dem, som agtede at udfordre hans magt over Egypten.

»Tag jer i agt!« lød det fra al-Sisi med løftet pegefinger, inden han sendte en uhyggelig advarsel til egypterne med reference til revolutionen i 2011:

»Det, der skete for syv år siden i Egypten, vil ikke gentage sig igen. Det bliver over mit lig! I lykkedes jo ikke med jeres projekt dengang, tror I selv på, at I vil lykkedes med det nu? Nej! Nej! Nej! Så kender I mig slet ikke godt nok! Jeg sværger ved Gud, folkens, I skal ikke prøve på noget, for jeg er ikke nogen politiker. Jeg er ikke nogen politiker!«

Kritikere som journalisten Medhat Safwat er ikke i tvivl om, hvad den tidligere general pønser på. Det er en åben hemmelighed. Al-Sisi ønsker – ligesom sine forgængere – af sidde på magten for evigt, undertrykke sine kritikere, hænge islamister, præsidere over en korrupt stat, der kun gavner loyale skikkelser, og ødelægge enhver chance for demokrati i Egypten.

»Al-Sisi opfører sig ikke helt som en klassisk autokrat, men snarere som en gud. Han mener, at det er blasfemisk at udfordre ham,« siger Safwat.

På det seneste er de kandidater, som har udgjort en reel trussel mod præsidentens chancer for at blive valgt, enten blevet arresteret eller intimideret offentligt. Socialisten Khalid Ali endte med at trække sig i slutningen af januar efter chikane mod hans kampagnemedarbejdere.

Mohmed Sadat, nevø til Egyptens tidligere præsident Anwar Sadat, der blev snigmyrdet i 1981, har også trukket sig fra ræset.

»Klimaet tillader ikke ægte konkurrence på nuværende tidspunkt,« sagde Sadat i en pressemeddelelse midt i januar.

Ahmed Shafik, tidligere officer i flyvevåbnet og præsidentkandidat ved valget i 2012 blev sat i husarrest og truet med anklager om korruption indtil han trak sin kandidatur tilbage.

Værst er det gået ud over den 70-årige Sami Anan, der er tidligere højtstående hærofficer i Egyptens væbnede styrker. Han forsvandt sporløst få timer efter, han annoncerede sit kandidatur.

Den eneste, der officielt stiller op mod al-Sisi, er den mystiske og ukendte Mousa Mostafa Mousa. Han er tilsyneladende en så stor fan af al-Sisi, at han har brugt al-Sisis billede som portræt på sin Facebook.

»Al-Sisi har ved flere lejligheder sagt, at man skal slå ham ihjel, hvis man ønsker at ændre på situationen. Jeg tror, at han mener det helhjertet!« siger Safwat.

Egypten er blevet en skygge af sig selv

Under al-Sisi har Egypten mere end nogensinde mistet sin position som foregangsland, der skulle lede araberne ud af mørket.

Siden begyndelsen af det 20. århundrede har egyptiske tænkere, intellektuelle, skuespillere, musikere, digtere og kunstnere formet den arabiske verdens bevidsthed, ideer og kulturelle selvforståelse.

Helt frem til revolutionen i 2011 drømte araberne bogstaveligt om at være egyptere. De så egyptiske film, hørte egyptiske sange, grinede ad de skarpe egyptiske vittigheder og rejste til Egypten, når muligheden bød sig.

Den 15. februar 2011 – tre uger efter revolutionens udbrud – bragte britiske The Guardian et euforisk indlæg om Egyptens position i den arabiske verden. Her hævdede Robert Malley – dengang direktør for International Crisis Group – at »den arabiske verden var død, men at Egypten nu ville genoplive den«.

»I dag lyder det jo totalt grotesk,« siger Medhat Safwat, som erkender, at Egypten er langt fra sin tidligere storhed.

Bare for nogle år siden kaldte araberne Kairo for ’Verdens Moder’. Bevægelser, oppositionsgrupper og rebeller søgte ly hos Egyptens herskere i Kairo. Selv under Morsis embedsperiode spillede Egypten en afgørende rolle i mæglingen mellem israelerne og palæstinenserne. I dag søger rebellerne ly i Istanbul, Riyadh, Doha og Teheran. Kairo er ingenmandsland.

Efterladte sandaler fra de hundredvis af ofre, der i fredags blev dræbt i Ar-Rawda-moskeen i den egyptiske by Bir al-Abed. Terrorangrebet er det mest dødelige i Egyptens nyere historie.
Læs også

I 2018 ser araberne tyrkiske sæbeoperaer, hører libanesisk og golfarabisk musik, danser i Agadir, bader i Antalya, shopper i Dubai og fremviser deres Gucci i Beirut. De, som har råd – golfaraberne – rejser til Rom, Paris, London eller New York.

I mellemtiden modtager al-Sisi penge fra De Forenede Emirater og Saudi Arabien for at undgå et totalt økonomisk kollaps.

»Det er virkelig hårdt at indrømme, men Egypten er stagneret som nation og er blevet total irrelevant. Landet er blevet en byrde snarere end et land, som skal føre araberne mod bedre tider,« konstaterer Safwat og kigger uimponeret på de forbipasserende bogentusiaster ved messen.

Ignorancen på fremmarch

Bogmessen i år er fyldt med konservative egyptere. Mænd med stor salafi-skæg og kvinder i niqab roder i dyngerne af religiøs litteratur, der fylder bogmessens pavillioner.

De køber udsmykkede koraner, sharia-værker, der handler om, hvorvidt det er tilladt eller forbudt at dyrke analsex med sin partner, islamiske bøger, der anklager Sigmund Freud for at være en zionist, der forsøgte at fordærve menneskeheden med sine psykoseksuelle faser, og pseudovidenskabelig litteratur, der hævder, at Koranen bidrog langt mere til kvantefysikken end Niels Bohr og andre videnskabsmænd.

Tendensen ærgrer både nogle af bogsælgerne og Medhat Safwat.

»Ignorancen og tilbageståenheden er på fremmarch i Egypten, og det er jo selvfølgelig belejligt for vores ledere, som bare kan gøre, hvad der passer dem,« kommer det fra skribenten.

Der findes ingen statistikker over, hvor mange der er rejst væk fra Egypten, men meget tyder på, at der sker en hjerneflugt, hvor højtuddannede egyptere rejser til Europa eller Nordamerika for at slippe for den faldende livskvalitet i hjemlandet.

Medhat Safwat håber også, at Danmark kan blive hans hjem en dag, men han er ikke sikker på, om det er muligt. I stedet går han ligesom de fleste egyptere en ukendt fremtid i møde.

»Jeg ville ønske, at jeg kunne bidrage til udviklingen af mit land, men der er ingen fremtid for folk som mig her. Nogle gange ved jeg ikke, om jeg skal grine eller græde,« siger Safwat.

Skribenten sammenligner tragikomedien i Egypten med et særligt middelalderligt styre, der regerede i Kairo i 900-tallet. Safwat fortæller en anekdote om den legendariske arabiske digter Abu at-Tayyib Mutanabbi, der ankom til Kairo fra Abbaside-kalifatets hovedstad, Bagdad, som i sin tid var den mest progressive by på kloden.

Til sin store forbløffelse opdagede Mutanabbi, at Egypten blev regeret af en brutal og ignorant tidligere slave og senere hærchef, der havde kuppet sig til magten.

Digteren fra Bagdad forsøgte ihærdigt at tilbyde sultanen sin viden om poesi og det arabiske sprog, men blev afvist og sendt tilbage til Bagdad på en hesteryg.

På vejen tilbage hånede den bitre Mutanabbi sultanen med et digt, som lige så godt kunne bruges om al-Sisi og nutidens Egypten, mener Medhat Safwat og giver sig til at citere en bid af Mutanabbis digt fra 960 e.kr.:

»Slavekommandanten er blevet en leder af det frie folk, og det frie folk er blevet gjort til slaver, der tilbeder slavekommandanten. Sikke en masse grinagtigheder man støder på i Egypten, men desværre ender grinagtighederne altid i gråd.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Lars Rasmussen
  • Katrine Damm
  • Niels Duus Nielsen
  • Viggo Okholm
  • Eva Schwanenflügel
David Zennaro, Lars Rasmussen, Katrine Damm, Niels Duus Nielsen, Viggo Okholm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Touhami Bennour

Egypten skulle i 2011 trække den arabiske verden ud af "mørket". Jeg troede de skulle trække dem ud af "diktaturet" og ind i "demokratiet", de var meningen med revolutionen: jeg tror forfatter sagner "sol" . En anden bemærkning: Taha Hussein om Egypten at det ligner mere Europa(i dag) og middelhavs lande, ja det er rigtig, Egypten er jo et middethavsland og fra Oldtiden og arabisk betyder bare at det taler arabisk, og det er meningen. I Danmark skal man være assimileret for at være dansk, arabere(fra Golfen) har ikke krævet det for andre og det kræver det stadig ikke. Men arabisk sprog gør alle arabisk, om det er libanæser, Iraker, Tuneser. Egyptere etc.

Touhami Bennour

Jeg har lagt til at danskere tænker mere i værdier end i "begreber", og det er meget fjernt fra det Tyske: "begriff".

Søren Kristensen

Mørket betyder i denne sammenhæng Islam. Ægypterne skulle trække den arabiske verden ud af islamismens mørke og mod demokrati og oplysning. Men processen kræver at alle lag er ægte interesseret, ikke mindst kvinderne. Og at dømme efter fotoet vil de hellere gå med tørklæde.

Lars Rasmussen

Det kan godt være - som Medhat Safwat siger i artiklen - at al-Sisi “ikke er en sjov vittighed.” Men han bekræfter alligevel stadig reglen om, at politiske vittigheder har en dårlig vane med at ende på magten. Især i disse tider. Det må faktisk (i parentes bemærket) snart være på tide, at vi får lov til at opleve en undtagelse fra denne regel. Be-be...

Dog, alt imens narresutterne og rabulisterne sidder på magtens tinder og snakker sig selv og alle dem, de kender, et halvt øre af, så er læsning af litteratur ikke det værste, som man kan foretage sig. Thi at læse er at se på verden med en andens blik. Det er at stille spørgsmål ved tilværelsen uden nødvendigvis at få klare svar retur. Det er at forøge sin indsigt, både udadtil og indadtil. Sandelig, at læse er et stadigt forsøg på at blive sig selv:

Read for youselves, read for the sake of your inspiration, for the sweet turmoil in your lovely head. But also read against yourselves, read for questioning and impotence, for despair and erudition, read the dry, sardonic remarks of cynical philosophers like Cioran or even Carl Schmitt, read newspapers, read those who despise, dismiss, or simply ignore poetry and try to understand why they do it. Read your enemies and your friends, read those who reinforce your sense of what's evolving in poetry, and also read those whose darkness or malice or madness or greatness you can't yet understand because only in this way will you grow, outlive yourself, and become what you are.

— Adam Zagajewski, A Defense of Ardor, side 189f.

Hvis man i øvrigt føler behov for at foretage sig en eller anden form for eskapistisk overspringshandling i denne evindelige jammer, som vi kalder nutiden, så kan jeg anbefale, at man læser lidt om det gode, gamle Egypten, hvor førstemanden ikke hed al-Sisi, men Farao. Thi dengang var alting meget bedre. I hvert fald er der ikke nogen, som kan huske, at det var værre...

Min egen personlige top tre-liste over de bedste bøger om Faraos Egypten følger her (i tilfældig rækkefølge):

    Joan Grant, Den vingede Farao.

    Bolesław Prus, Pharaoh (et lille fun fact: Dette var Josef Stalins yndlingsroman).

    Mika Waltari, Sinuhe ægypteren.

God læselyst☺

Og husk nu, at det bedste forsvar imod en politisk vittighed er latteren...

Touhami Bennour

Islam igen( den forsvinder når Trump siger det) eller bliver meget rystet af et eller andet, i hvertfald ikke af ønske tænkning som her. Men det sker ikke. , måske aldrig. At forfølge Islam på den måde er ikke oplysning, det er formørkelse og ingen har brug for i Egypten. Det der Egyptere taler mest om i disse dage er president valget der kommer i marts, det mener det skal være åben og frit valg.

Touhami Bennour

Det var en tid hvor det var bedre end farao´s tid, Egypten har oplevet og med dem hele den arabiske verden, var mellem 1940 til 1970 i det sidste århundred. Jeg siger at der skete en renaissance i hele den arabiske verden. Den periode alle har oplevet og var fantastik. Egypten prodecerede film og musik dengang og den høres og snakkes om hver eneste dag. Jeg er selv product af den periode og stærkt præget af det, og hvis vi sidder her og debatterer med danskere om alt, det skyldes den Egyptisk periode. Dette kaldes den legendarisk alder. Jeg siger det var til 1970: nemlig efter krigen med Israel 1967 har gjort en stopper for den. De fleste dansker taler om noget andet og ahistorisk. De kender ikke Egypten.