Læsetid: 2 min.

Catalanske separatister tæt på enighed om afløser for Puigdemont

Endelig ser det ud til, at de catalanske separatister kan nå til enighed om at pege på en anden kandidat end Carles Puigdemont som kommende selvstyrepræsident for Catalonien
10. februar 2018

Torsdag blev de tre catalanske separatistpartier, der tilsammen har flertallet i det catalanske parlament, tilsyneladende enige om at pege på en anden præsidentkandidat end den tidligere selvstyrepræsident, Carles Puigdemont. Puigdemont opholder sig fortsat i eksil i Belgien af frygt for de spanske myndigheder.

Siden valget til det catalanske selvstyreparlament den 21. december sidste år, har det ikke været muligt at danne regering, fordi separatisterne har fastholdt, at Carles Puigdemont er regionens legitime leder og derfor eneste kandidat til embedet som præsident for selvstyret.

Puigdemont er sigtet af den spanske, offentlige anklager for overtrædelse af landets forfatning, fordi han som præsident for Cataloniens selvstyre gennemførte en folkeafstemning om catalansk selvstændighed og efterfølgende erklærede processen mod catalansk løsrivelse for skudt i gang. Han kan ikke rejse ind i Spanien uden at blive arresteret, og han kan derfor heller ikke blive indsat som præsident for det catalanske selvstyre.

Den erkendelse lader til at brede sig blandt medlemmerne af de tre separatistpartier, det republikanske ERC, CUP på den yderste venstrefløj og i Puigdemonts eget parti, Junt per Catalunya, der nu skulle være parate til at pege på en anden kandidat som selvstyrepræsident. Den nye kandidat, der er i spil, er Puigdemonts tidligere særlige rådgiver, Elsa Artadi.

Honorær præsident

Separatisterne vil imidlertid ikke opgive Puigdemont som den catalanske sags førstemand, og planlægger derfor, at han skal stå i spidsen for et ’republikkens rådgivende udvalg’, der fra Bruxelles i Belgien skal fungere som en slags eksilrepræsentation for den catalanske selvstændighedsbevægelse.

I den forbindelse ønsker separatisterne at tildele Puigdemont titlen som ’honorær præsident’.

Separatisterne, som ønsker et selvstændigt Catalonien, vandt flertallet af sæderne i det catalanske parlament ved valget den 21. december sidste år, og de kræver, at den tidligere selvstyrepræsident Carles Puigdemont genindsættes som præsident for det nye regionale parlament.
Læs også

Ifølge kilder tæt på den spanske regering er premierminister Mariano Rajoy ligeglad med, at de catalanske separatister ønsker at give Puigdemont titler og kalde ham »symbolsk« eller »honorær præsident«, når bare han ikke har noget med den politiske og økonomiske administration af Catalonien at gøre.

»Så længe der ikke følger nogen administrative eller økonomiske ansvarsområder med, kan de pynte ham med alle de honorære titler, de ønsker,« citerer dagbladet El País kilder i Rajoy-regeringen for at sige.

Magten til selvstyret

På et pressemøde fredag gentog den spanske regerings politiske ordfører, Íñigo Méndez de Vigo, at Carles Puigdemont som sådan kan gøre, hvad han vil – når bare han ikke blandes ind i catalansk politik. Men at separatisternes insisteren på at give ham plads er ødelæggende for den catalanske sag.

»Alt det er bare skuespil uden et juridisk grundlag, som ødelægger de catalanske institutioners troværdighed. Puigdemont er ikke i eksil, men har frivilligt valgt at flygte fra loven.«

Så snart separatisterne endegyldigt har valgt en ny kandidat til posten som selvstyrepræsident, vil det catalanske parlament blive kaldt sammen. Derefter vil en ny catalansk regering kunne konstituere sig, og det catalanske parlament vil efterfølgende få alle beføjelser tilbage på egne hænder.

Catalonien har været under administration fra Madrid siden oktober, hvor det spanske parlament valgte at opløse det catalanske selvstyre og udskrive valg som følge af den daværende catalanske regerings forsøg på at erklære catalansk løsrivelse fra Spanien.

Lykkes det ikke at pege på en kadidat, vil der efter to måneder blive udskrevet nyvalg i Catalonien.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Problemet er ikke om Waterloo-galningen Puigdemont bliver indsat som Praesident, alle har klart at det bliver umuligt paa lovlig vis. Nu handler det om at lave én eller anden folklorisk udnaevning som "legitim praesident" for at den konstante provokation og agitprop kan rulle videre. Ved sidem af dette vil der paa lovlig vis indsaettes en officiel Praesident, og saa er den blodige strid om det skal vaere Elsa Artadi som reelt vil goere hvad Kong Gulerod Puigdemont I befaler eller Sergi Sabriá, som ville styres fra Extremera-faengslede Junqueras.

Carles Puigdemont har underskrevet et berømt dokument på vegne af Cataloniens parlament og det vist på tide at dokumentet bliver eksekveret