Feature
Læsetid: 9 min.

Europas største fagforening gennemfører 28-timersarbejdsuge for småbørnsforældre og pårørende til plejekrævende

Efter hundredvis af 24-timersstrejker ser Tysklands største fagforening IG Metall ud til at få succes med deres ’revolutionerende krav’ om 28-timersarbejdsuge i op til to år, så medarbejdere bedre kan passe børn eller pleje pårørende. Blandt økonomer og eksperter er der overvejende opbakning om projektet, som arbejdsgiverne ellers har afvist som den tyske industris nært forestående undergang
Et af de vigtige projekter for Europas største fagforening, IG Metall, er at få flere kvinder ud af ’deltidsfælden’ og ind i fuldtidsarbejde med mulighed for midlertidig deltid. I de konservative tyske familie- og arbejdsmønstre ligger kvindernes erhvervsarbejdstid stadig hele ni timer under mændenes om ugen – en uheldig europæisk bundplacering, som den tyske industri har stor interesse i at vende for at udløse flere arbejdende hænder.

Et af de vigtige projekter for Europas største fagforening, IG Metall, er at få flere kvinder ud af ’deltidsfælden’ og ind i fuldtidsarbejde med mulighed for midlertidig deltid. I de konservative tyske familie- og arbejdsmønstre ligger kvindernes erhvervsarbejdstid stadig hele ni timer under mændenes om ugen – en uheldig europæisk bundplacering, som den tyske industri har stor interesse i at vende for at udløse flere arbejdende hænder.

Daniel Reinhardt

Udland
10. februar 2018

Den rød-hvide afspærringstape på kryds og tværs af indgangene efterlader ingen tvivl: i dag er der adgang forbudt på bilfabrikken Mercedes-Benz Werk Berlin. Mens de højteknologiske robotter står stille og genererer milliontab inde i produktionshallerne, står Mercedes-medarbejdere og fagforeningsfolk fra Tysklands – og dermed Europa – største fagforening IG Metall vagt i den hvinende vintervind, hvor lugten af wienerpølser hvirvler sammen med Tina Turners stemme fra højttalerne i strejketeltet.

Inde i teltet deler fagforeningen, der repræsenterer knap fire millioner tyske arbejdere i elektronik- og metalbranchen, strejkepenge ud i gammeldags kontanter. Disse rammer er til gengæld det eneste, der er old school ved de tyske 24-timersstrejker, som omkring en halv million medarbejdere fra ca. 280 udvalgte virksomheder har deltaget i siden sidste onsdag.

Deres mål er nemlig ikke bare lønforhøjelse. Grunden til, at det er blevet den hårdeste arbejdskonflikt i Tyskland i mange år, er derimod, at arbejdstagerne har krævet en reduktion af deres arbejdstid til 28 timer i op til to år, hvis de f.eks. skal pleje familiemedlemmer eller har små børn at passe – vel at mærke med kompensation for løntabet og med ret til at vende tilbage til fuld tid.

Gensidig fleksibilitet

Et af de vigtige projekter for IG Metall er at få flere kvinder ud af ’deltidsfælden’ og ind i fuldtidsarbejde med mulighed for midlertidig deltid. I de konservative tyske familie- og arbejdsmønstre ligger kvindernes erhvervsarbejdstid stadig hele ni timer under mændenes om ugen – en uheldig europæisk bundplacering, som den tyske industri har stor interesse i at vende for at udløse flere arbejdende hænder.

Men selv i en udpræget mandebranche som bilindustrien er der stor opbakning til 28-timerskravet fra de medarbejdere, som Information snakker med ved Mercedes-Benz Werk Berlin. En af dem er Patric Succo, der arbejder i treholdsskift som maskinfører ved monteringen af dieselmotorer, og som selv har to børn på et og to år.

»Det er jo de helt prægende år for børn, hvor man opbygger de nære forhold til dem. Vores fædre eller bedstefædre arbejdede konstant og var aldrig hjemme,« siger han.

Bag ham hænger en fagforeningsplakat med sloganet »Arbejdstider, der passer til livet«.

»Og helt ærligt: Jeg har aldrig mødt de fædre, der ikke i bakspejlet har fortrudt, at de har brugt så lidt tid med deres familie.«

Patric Succo understreger, at den fleksibilitet også er vigtig »i den anden ende af livet«.

»I mange kollegers familier er der også en forælder, der skal plejes. Tyskerne bliver ældre, og der mangler allerede plejehjemspladser i Tyskland, og det er vildt dyrt, selvom staten giver tilskud. Måske er løsningen ikke bare at arbejde mere og mere. Jeg er glad for at være her, men vi arbejder meget fleksibelt, også i weekenden. Den fleksibilitet burde gå begge veje.«

Er biler vigtigere end ældrepleje?

At de skal være med til at finansiere både fleksibilitet og sikkerhed for medarbejderne, synes de tyske arbejdsgivere i metalbranchen ikke er en synderligt god idé.

»Flere penge for at lave ingenting – det bliver ikke med os,« har Rainer Dulger, præsident for arbejdsgiverforbundet Gesamtmetall, brysk formuleret det i forhandlingerne. Derfor var de første fem forhandlingsrunder mellem IG Metall og Gesamtmetall også forgæves og endte med at munde ud i de milliondyre strejker. Først den sjette runde har nu givet et gennembrud.

Adspurgt, hvorfor det krav er så håbløst midt i en historisk økonomisk optur i Tyskland, har svaret fra Gesamtmetall lydt, at det netop vil være enden på Tysklands gode tider.

Nogle medier som Frankfurter Allgemeine Zeitung har delt denne kritik og ser kravet som en forkælet generations afpresning af arbejdsgiverne i en situation med stigende mangel på arbejdskraft. Men andre tyske medier har bakket op om IG Metalls krav.

»I de sidste 20 år har tarifpartnerne til stadighed kæmpet om mere løn. Og dermed har de fremmet egoisterne: jo mere, jeg arbejder, desto mere tjener jeg, og desto bedre har jeg råd til en babysitter eller en plejehjemsplads til bedstefar – eller den næste SUV,« lød det på lederplads i sidste uges Die Zeit, der (positivt) omtaler kampen som »en ændring af hele det tyske arbejdsmarked«.

Andre medier som Süddeutsche Zeitung har syrligt bakket konflikten op med kommentarer om, at biler angiveligt er vigtigere for tyskerne end at pleje deres ældre.

I den venstreorienterede TAZ har det på forsiden ligefrem lydt, at »indstigningen i 28-timersugen er et vigtigt tegn, for den bliver det største samfundsmæssige moderniseringsprojekt i det 21. århundrede«. Den kan hurtigere blive den egentlige rettesnor for vores arbejdstid, end vi tror det, mener avisen, der formoder, at IG Metalls 28-timersuge vil smitte af på tarifforhandlingerne i de øvrige brancher i både den private og offentlige sektor i Tyskland.

Revolutionerende krav

I den strejkemuntre stemning i IG Metall-teltet er fagforeningsmanden Constantin Borchelt stolt over, at IG Metall endelig har taget de her krav med i deres arbejdskamp.

»Normalt forhandler vi kun om værdien af varen arbejdskraft. Men her handler det om rådigheden over de ansattes samlede tid. Det handler om medarbejdernes liv. Det er faktisk et revolutionerende krav, som det er på høje tid at stille,« siger han.

»Vi gør i mine øjne industrien en tjeneste ved at tage det her op og se på, hvordan vi kan få alle de forskellige krav til at gå bedre op i en enhed – også i lyset af de mange forskellige beskæftigelses- og produktionsformer. Det vil i sidste ende gavne dem som fleksible og attraktive arbejdspladser.«

Det syn på sagen bakkes entydigt op af Heinz-Josef Bontrup, der er professor i arbejdsøkonomi ved Westfälische Hochschule. Han har underskrevet en solidaritetserklæring med IG Metall.

»De officielle statistikker prøver at tegne et andet billede, men vi har faktisk en kronisk stor masse af arbejdsløse her i Tyskland. Det er er katastrofalt, både for de arbejdsløse og for nationaløkonomien,« siger han over telefonen fra Nordrhein-Westfalen.

»Hvis vi kigger på prognoserne for digitalisering og automatisering, vil produktivitetsstigningen fortsat ligge langt over vækstraterne. Uden at kigge alt for meget i glaskuglen kan vi konstatere, at der i fremtiden vil opstå endnu større arbejdsløshed. Derfor er det på høje tid for fagforeningerne at tage fat i arbejdstiden.«

Det er i professorens øjne »et rent eventyr«, når de tyske virksomheder frygter, at mere fleksible arbejdstider til gavn for arbejdstagerne vil forværre manglen på arbejdskraft.

»Hvis den er så slem, så kunne de tyske virksomheder begynde med at ansætte den lille million vikararbejdere i den tyske industri,« mener han.

Argumentet om at konkurrenceevnen vil lide, er også helt skævt.

»Som et forholdsvist lille land er Tyskland et af verdens mest eksporterende lande. Den tyske industri er så uhyre produktiv og konkurrencedygtig, ikke mindst i metal- og elektronikbranchen, at det ligefrem giver skævvridninger i den europæiske og globale økonomi,« siger Heinz-Josef Bontrup.

Alene i 2017 genererede virksomheder som Daimler således et overskud på omkring 90 mia. kroner, mens Siemens opnåede ca. det halve.

»Virksomhederne svømmer i penge. Desværre investerer de stadig mindre for til gengæld at spekulere mere og mere på finansmarkederne. Bæredygtigt er det ikke. Men alligevel vil arbejdsgiverne åbenlyst beholde hele produktivitetsfremskridtet for sig selv i stedet for at give det videre til medarbejderne i form af mere fleksibilitet for dem,« mener professoren.

I sidste ende har arbejderen mere styring med sit liv, når det ikke bare er ’varen’ arbejdskraft, der står til forhandling, men når arbejdet forhandles som en del af medarbejderens samlede levetid, mener han.

»Derfor er det her et paradigmeskifte i det moderne arbejdsliv, hvor det igen er fagforeningerne, der går forrest,« siger professoren, der heller ikke forventer sig meget fra politisk side i Tysklands ny store regeringskoalition.

Hans syn på 28-timersugen – måske i form af 4-dagesugen – deles af mange tyske økonomer og arbejdsmarkedsforskere, der ser det som det vigtigste svar på den igangværende digitaliserings- og effektiviseringsbølge og dermed som det potentielt største samfundsmæssige moderniseringsprojekt i det 21. århundrede. Det mener i hvert fald politologi- og økonomiprofessor Mohssen Massarrat fra Osnabrück Universitet i en kommentar i avisen TAZ:

»Dette projekt kan realiseres og finansieres, og det er samtidig nøglen til at tackle mange sociale og økonomiske fejludviklinger, som de sidste årtiers neoliberalisme har frembragt i alle kapitalistiske lande: dalende lønninger og usikre arbejdsforhold, der f.eks. i kraft af usaglige tidsbegrænsede ansættelser kun har som formål at holde medarbejderne i frygt og bæven for deres fremtid og at gøre menneskene føjelig over for industriens interesser,« mener Mohssen Massarrat, der ud over de økonomiske argumenter ser en stor frisættelse af menneskelige ressourcer til at gå mere op i bl.a. familie, kultur, økologi og politik.

Reduceret fuldtid

For IG Metall er en af bekymringerne, at forkortelsen af arbejdstiden trods de gode tider vil få arbejdsgiverne til at tvinge de tilbageværende medarbejdere til at løbe hurtigere og arbejde mere.

Den bekymring deles ikke af den 37-årige industrimekaniker Daniel Gessele fra Daimler, der nærmest taler kærligt om produktionsrobotterne, der denne dag får sig en velfortjent hvilepause, mens han og kollegerne holder strejkevagt ved indgangen.

»Tværtimod. Jeg tror, at det vil tvinge arbejdsgiverne til at se, at vi er for få fastansatte i den her branche, og at der er for mange løstansatte i prekære forhold,« siger Daniel Gessele.

»De vil få øjnene op for, at de skal investere mere i personale.«

Måske er det denne indsigt, der i denne uge fik arbejdsgiverforbundet Gesamtmetall til at indvilge i et overraskende kompromis med IG Metall i den sjette forhandlingsrunde. Trods trusler om at gå ad rettens vej mod 24-timersstrejkerne har de for delstaten og tarifområdet Baden-Württemberg godt nok kun givet en lønstigning på 4,3 procent om året – et stykke under de seks procent, som IG Metall havde krævet. Men til gengæld har arbejdstagerne fået retten til at gå på ’reduceret fuldtid’ på 28 timer om ugen i op til to år – med retten til at vende tilbage til fuldtidsarbejde på 35 timer om ugen.

Oven i lønstigningen kommer der fra 2019 et årligt tillæg på 27,5 procent af en månedsløn samt et engangsbeløb. Netop dette kan medarbejdere med små børn eller plejekrævende pårørende vælge at bytte mod yderligere tidsreduktion eller otte dages ekstra fri om året.

Dermed er der langtfra tale om en fuld økonomisk kompensation for den reducerede arbejdstid, men trods alt et »tilskud til et mere fleksibelt arbejds- og privatliv – og et krav om at vende tilbage til fuld tid og løn,« som det lyder fra IG Metall. Omvendt må arbejdstagerne sluge, at arbejdsgiverne får mulighed for at øge en større del af de beskæftigedes arbejdstid til maksimalt 40 timer.

I første omgang gælder ordningen for Baden-Württemberg, men det forventes fra begge parter, at både arbejdsgiverne og -tagerne går med på at bruge modellen for hele landet og dermed alle de knap fire millioner metal- og elektronikmedarbejdere i de eksportstærke tyske virksomheder.

Det er ikke endemålet, men det er »en milepæl på vejen mod en moderne, selvbestemt arbejdsmarked«, som IG-Metall-chefen Jörg Hofmann udtrykte det efter den overraskende enighed i Baden-Württemberg. Altså en anden måde at formulere avisen TAZ’ syn på, at aftalen er et praj om »det største samfundsmæssige moderniseringsprojekt i det 21. århundrede«.

Under de røde strejkefaner, der blafrer om kap med de sorte Mercedes-flag ved Mercedes-Daimler Werk Berlin har industrimekaniker Daniel Gessele samme syn på sagen. Han har selv en treårig datter, som blev født med en hjertefejl.

»Hun er blevet opereret og er helt frisk. Men jeg ville ønske for andre i den situation, at de ikke som jeg hele tiden er afhængige af deres chefs velvilje for at få det til at hænge sammen. Min chef var super, men i den slags livssituationer burde det være naturligt at skrue ned for dampen og tage sig af det vigtige i livet. Så får man også mere lyst til at arbejde.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Fantastisk god udvikling !

Egon Stich, ingemaje lange, Peter Hansen, Jan August, Vibeke Hansen, Benta Victoria Gunnlögsson, Anders Reinholdt, kjeld jensen, Poul Anker Sørensen, Tue Romanow, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

En idé der burde afprøves herhjemme :-)

Egon Stich, Peter Hansen, Benta Victoria Gunnlögsson, Peter Traasdahl Staal , Anders Reinholdt, kjeld jensen, Poul Anker Sørensen, Tue Romanow, Lise Lotte Rahbek, Torben K L Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Pilotforeningen - Cockpit, IG Metal og lokomotivførerne er de eneste fagforeninger der ikke er kristelige,det samme som de gule i Danmark - de har ingen magt blot trinbræt-turister.

Jan August, Eva Schwanenflügel og kjeld jensen anbefalede denne kommentar

Måske er det på tide, at fagbevægelsen gør sig relevante igen, og får løst nogle af de virkelige problemer. En af de markante gennembrud var indførelsen af dagpengesystemet, der sikrede arbejdsgiverne mere handlefrihed, samtidig med, at arbejderen var sikret sit levebrød. Det system er blevet udhulet hver gang de liberale i lighedens navn har lagt nye højtlønsgrupper ind i samme model, på trods af, at de havde en større sikkerhed i arbejdet. Når først topskattebetalere skal have støtte fra det system, bliver det efterhånden et tyndt lag. Der burde have været udtænkt et dagpengesystem for højtlønnede, der nok var blevet dyrere, men så havde givet en bedre dækning. Vi burde tilslutte os en fagforening, der er så meget fremme i skoene, når det gælder medlemmernes behov. Vi hører så ofte, at det går de socialdemokratiske partier rigtig dårligt, men hvad med fagforeningerne. Er de også ved at uddø i resten af Europa, eller findes der en arbejderbevægelse, der er engageret og konstruktiv. Jeg kan ikke lade være med at få den opfattelse, at den danske fagbevægelse mere er af navn end gavn. Måske er det fordi, de oftere forsvarer organisationen og reglerne, end de forsvarer arbejderne og den brede middelklasses eksistensgrundlag. Firkantet set er det jo ikke deres kamp for HK fagene, der rykker noget ved dårlige forhold for working-poor folket, men mere fleksibilitet for børnefamilierne kommer jo alle til gode, så det er da et mægtigt skridt at tage. Men fagbevægelsen skal tilbage til de tider, hvor det der var på forhandlingsvægten var ordentlige forhold for dem, der blev nedslidte, mens politikerne drøftede kaffemærket i kantinen. Fagbevægelsen fik løftet arbejderklassen op til middelklassen med velfærds- og arbejdsmodellen, nu må de se at vågne op og forstå, at liberalisterne er ved at skubbe deres medlemmer tilbage til arbejderklassen og derfra ud i et evigt statsformynderisk tomrum.

Egon Stich, Herdis Weins, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek, Jan August og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Fra 1969-1972 var jeg som meget ung mand i lære. I begyndelsen havde vi 15 minutters frokostpause 8.30-8.45 (vi mødte kl 7) og 45 minutter middagspause. Frokostpausen blev reduceret til først 9 minutter (!?) og forsvandt derefter. Men vi skulle stadig have lidt at spise på det tidspunkt, så alle måtte finde andre steder end den lille frokoststue for at kunne indtage et par stykker mad - eller en basse. Siden blev middagspausen reduceret til 30 minutter og jeg kunne ikke længere tage mit ofte tiltrængte powernap mens de andre slappede af med lidt kortspil.
Begge disse reduktioner var for at kunne hjem lidt tidligere. En efter min mening dårlig beslutning, for arbejdsdagen mistede noget væsentligt.
Den udvikling er på sæt og vis fortsat. Kortere og hårdere arbejdsdage og lidt bedre løn.
Det tyske opgør med tankegangen er på tide, og jeg håber noget lignende vil ske i Danmark.
Og, forresten, hvad er det, vi bruger vores fritid til?
Noget af den bruges til at forsøge at afhente barn før børneinstitutionen lukker. Deres "åbningstider" bør som det første tilpasses arbejdslivet - men det er en kamp, der skal føres et andet sted og anderledes.
Tak, IG Metal.

Egon Stich, Flemming Berger, Herdis Weins, Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Hvis der er nogen der ikke har opdaget det - Information har rykket focus fra Storbritannien til det mest betydningsfulde land i EU -Tyskland med feks. opgradering af vores viden om de store tyske filosoffer der om nogen har haft indflydelse på Europa´s skæbne. V i har fået en dygtig Mattias Sonne i stedet for Mette Rodgers (hvad blev der forresten af hende?)
Så mit råd til vennerne - Tag et tyskkursus for begyndere eller brug Google´s oversætter.

Egon Stich, ingemaje lange, Flemming Berger, Herdis Weins og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Det er på tide der sker noget på den front, herhjemme burde vi forlængst have en 35 timers arbejdsuge, og gerne en 28 timers/ 4 dages arbejdsuge, det må være fremtiden, så menig mand i dag også kan skabe sig et liv ved siden af et krævende job.

På sigt kunne jeg sagtens forestille mig, at man sagde, 50% arbejde og 50% egen tid. altså en hvor man på en uge havde 3,5 arbejdsdage, og 3,5 egen tid, at disponere over.

Egen tid kan man så bruge som man vil, men jeg forestiller mig, at mange så vil have og kunne skabe side projekter, simpelthen lade kreativiteten florere og følge eget hjerte, noget der på sigt også vil kunne skabe helt nye arbejdspladser, alt for meget hjernekapacitet er i dag hæmmet og låst, da folk bruger alle deres ressoucer på arbejdet, hvilket ofte gør, at der ikke længere er plads til det kreative og nyskabende udi alle livets henseender.

Alt for meget går op i arbejde i dag, folk glemme sig selv, sin egen udvikling, negligere familielivet, som ofte kommer i anden række. Børn vokser op uden at kende sine forældre, eller have haft oplevelser sammen med dem, og den selvvalgte selvudvikling går i stå fordi mange er energiforladte og har brugt alle deres ressoucer på jobbet.

Måske er det snart tid til et paradigmeskift inden for arbejdstid, jeg tror det vil skabe et helt nyt samfund, hvor mennesket vil være mere i balance med sig selv, færre syge, mere tilfredse borgere generelt med mere, og ikke mindste, så tror jeg også det i sidste ende vil give et større økonomisk afkast, da folk simpelthen vil få mere energi og mulighed for, at slippe de kreative tanker løs.