Læsetid: 4 min.

Det er et farligt spil at hænge Corbyn ud som antibritisk forræder

Labour-lederen Jeremy Corbyn er før blevet sværtet til for sin fortid, men det seneste koldkrigshysteri er også et angreb på den demokratiske legitimitet for Storbritanniens måske kommende premierminister
Labour-lederen Jeremy Corbyn er før blevet sværtet til for sin fortid, men det seneste koldkrigshysteri er også et angreb på den demokratiske legitimitet for Storbritanniens måske kommende premierminister

Ray Tang

22. februar 2018

Hans kritikere udstedte en alvorlig advarsel den tumultariske sommer i 2015, da Jeremy Corbyn gik fra at være »obskur bænkevarmer i parlamentet med større chance for at vinde X Factor end at blive Labour-leder« til at blive formand in spe.

Det hed sig, at det konservative hovedkvarter havde en mappe på størrelse med ​​Canada, der detaljeret udpenslede Corbyns forbindelser til alle slags uhyrlige, tvivlsomme, antibritiske individer, grupper og regimer. I en valgkamp ville medierne gøre brug af hele arsenalet af ’Corbyn hader Storbritannien’-dokumenter og reducere Labours valgudsigter til et radioaktivt ødeland.

I lyset af denne ordflom var nogle Labour-medlemmer i de første uger af sidste sommers lynvalg oprigtigt bekymrede for, at f.eks. The Sun skulle smække et billede på forsiden af Corbyn på charter-ferie med IS-lederen Abu Bakr al-Baghdadi.

Tonen var hysterisk. Da valgdagen nærmede sig, brugte The Daily Mail 13 sider på at sværte Corbyn og hans allierede til som terrorsympatisører. Det havde ikke den ønskede effekt. Det var lidt som, når nogen står i en bus og rabler om et forestående Armageddon. Resultatet er, at alle andre passagerer kigger ubekvemt ned – det er bare lidt for overkørt til at blive taget alvorligt.

Vælgerne så på deres krympende lønsedler, den voksende gæld og elitens blomstrende rigdom, altimens velfærdsydelserne blev beskåret – og belønnede Labour med 40 pct. af stemmerne. På partikonferencen bad Corbyn for sjov The Daily Mail om at øge mængden til 28 siders smuds næste gang.

Plattenslagerspion

Og det leder mig til det verserende højrefløjshysteri og lidt surrealistiske koldkrigsfejring: Corbyn mødte en diplomat fra Tjekkoslovakiet (som ophørte med at eksistere for 25 år siden) ved navn Ján Sarkocy i 1980’erne, som viser sig at have været spion. Ifølge de tjekkiske sikkerhedsstyrkers arkiv (ABS) vidste Corbyn ikke, at han var spion.

Sarkocy har også hævdet, at Corbyn organiserede koncerten Live Aid, som tilsyneladende skulle have været finansieret af Tjekkoslovakiet, og han hævder at have vidst, hvad Margaret Thatcher fik til »morgen-, middags- og aftensmad«, og hvilket tøj hun ville have på hvornår.

Jeg er mildt skeptisk over for, at Corbyn skulle have været i position til på forhånd at kende Margaret Thatchers tøjvalg.

Alt, hvad denne plattenslager synes at have skaffet sig af viden om Corbyn, er hans antipati til Thatcher-regeringen og USA’s udenrigspolitik, som han kunne have fået ved at læse parlamentets transskriptioner af debatter.

Corbyn var kendt som ’venstrefløjens udenrigsminister’ i de venstreorienterede Labour-kredse: At han mødte udenlandske diplomater til en snak er næsten lige så overraskende som, at De Konservative sælger våben til brutale diktatorer, så de kan skyde dem efter uskyldige civile.

Det er groft uansvarlig pseudojournalistik at bikse en vedholdende mediekampagne sammen ud fra en bunke rablerier ytret af en kilde med omtrent lige så lidt troværdighed som Dave nede fra den lokale, når han har fået en sambuca for meget.

Sagen kort

Under overskriften ’Corbyn og kommunistspionen’ bragte The Sun sidste torsdag historien om en tidligere tjekkoslovakisk diplomat, Ján Sarkocy, der var udstationeret som spion i London i 1980’erne, hvor han hævder at have rekrutteret den daværende Labour-parlamentariker og nuværende partileder Jeremy Corbyn som agent, og at Corbyn og andre Labour-parlamentarikere fik 10.000 pund af det tjekkoslovakiske efterretningsagentur StB for deres arbejde.

Jeremy Corbyn afviser alle anklager. The Guardian citerer efterretningseksperter for, at der ikke findes dokumentation i de tilgængelige tjekkoslovakiske kilder for, at Corbyn nogensinde skulle have været spion eller påvirkningsagent.

Systematisk smædekampagne

Theresa May forsøger på grel vis at udnytte denne pinlige ikkehistorie. Den højreorienterede presse pisker hysteriet op ved at kalde Corbyn for »kollaboratør«. Forleden lød den latterlige forsiderubrik på Telegraph: »Corbyn opfordret til at afsløre sin Stasi-fil«. Daily Mail har valgt »Tid til at være åben, kammerat Corbyn« (desværre er der intet indstik om, hvordan man kigger efter kommunister under sengen).

På den ene side er det en ret nuttet tilbagevenden til koldkrigssværtninger af Labour-ledere, næsten tre årtier efter Berlinmuren faldt. Neil Kinnock blev engang beskyldt for at samarbejde med Sovjet, og i 1992 lød Sunday Times-forsiden: »Nu er det officielt: Her er Kinnocks Kreml-forbindelse«.

Men det er også uhyggeligt. Lige siden Corbyn blev leder, har der været systematiske forsøg på at underminere Labours demokratiske legitimitet. Labours ledelse er uophørligt blevet skildret som britehadende, terrorsympatisører og som potentielt livsfarlige for nationens sikkerhed.

Da valget blev udskrevet, krævede The Sun på forsiden et »blåt mord« for at »udradere Labour«, mens Daily Mail krævede, at May skulle »knuse sabotørerne«.

I det politiske landskab post-Brexit har pressen stemplet selv dommere som ’folkefjender’. I deres bestræbelser på at sværte Labour og decimere deres politisk råderum ødelægger de britiske konservative den demokratiske kultur i landet.

Legitimitet til højreekstremister

Og der er også en anden, mere skræmmende pointe. Op til EU-folkeafstemningen myrdede en fascistisk terrorist Labour-parlamentarikeren Jo Cox, og i retten sagde han, at hans navn var »død over forrædere, frihed for Storbritannien«.

I denne måned blev den antimuslimske terrorist Darren Osborne dømt til livstid for at køre sin varevogn ind i en moské. Delvist radikaliseret af medierne indrømmede han, at han oprindeligt havde håbet på at myrde Jeremy Corbyn, fordi det ville betyde, at »der ville være en terrorist mindre på vejen«. Enhver offentlig figur på venstrefløjen kan bevidne de trusler, man får, for ens angivelige ’forræderi’.

Når det kommer til udenrigspolitik, er det De Konservative, der har noget at svare på: Lige fra deres bevæbning af de ekstremisteksporterende hovedafhuggere i Saudi-Arabien, så de kan bombe børn i Yemen, til deres salg af jagerfly til det tyrkiske regime. Det er alt for bekvemt for dem at aflede offentlighedens opmærksomhed.

Der er ingen, der siger, at Corbyn og Labour ikke bør granskes. Men dette er ikke ’granskning’. Det er et farligt spil, der underminerer det britiske demokrati og giver legitimitet til højreekstremister. Både De Konservative og deres allierede i medierne giver brændstof til højreradikalisering. Og hvis der igen skulle ske noget grimt, har de nogle alvorlige spørgsmål at stå til regnskab for.

© The Guardian og Information. Oversat af Emil Rottbøll

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Henrik Rasmussen
  • Ole Frank
  • Espen Bøgh
  • Henrik Leffers
  • Erik Karlsen
  • Toke Andersen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Hans Larsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Anders Graae
  • Niels Duus Nielsen
  • Ejvind Larsen
  • ingemaje lange
  • Torben K L Jensen
  • Poul Erik Riis
  • Jørn Vilvig
Kurt Nielsen, Henrik Rasmussen, Ole Frank, Espen Bøgh, Henrik Leffers, Erik Karlsen, Toke Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Hans Larsen, Eva Schwanenflügel, Anders Graae, Niels Duus Nielsen, Ejvind Larsen, ingemaje lange, Torben K L Jensen, Poul Erik Riis og Jørn Vilvig anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

"I deres bestræbelser på at sværte Labour og decimere deres politisk råderum ødelægger de britiske konservative den demokratiske kultur i landet."

Det kender vi også herhjemme, blot er det ikke Socialdemokratiet, der er målet for tilsværtningen, de deltager tværtimod selv i tilsviningen og afviklingen af den demokratiske kultur, både i partiet og i landet, jf. Sass Larsens udtalelser om medlemsdemokrati.

https://www.information.dk/indland/2017/06/henrik-sass-larsen-kalder-med...

Måske er den demokratiske kultur i SD slet ikke en kultur mere, men kun et tyndt lag politur, der skal skjule, at partitoppen er dybt udemokratisk anlagt, ligesom resten af det udemokratiske sammenrend, de mænger sig med på højrefløjen. Senest eksemplificeret af DFs iver efter at anvende de mest blodige og mindst humane sider af krigens jura i bestræbelsen på at eliminere de anderledes tænkende, som partiet ikke kan få ram på, når de demokratiske regler er gældende.

Noget - meget - tyder på, at SD under Mette Frederiksen er begyndt at tænke ligesom DF. O stedet for at orientere sig i retning af Corbyn, hvis tanker ligger lige til venstrebenet, og oven i købet ser ud til at kunne vinde stemmer. Men nej, partitoppen alene vide hvor skabet skal stå, hvorefter folket sig have at rette.

Kurt Nielsen, Flemming Berger, Ole Frank, Torben K L Jensen, Anne Grethe Linnet, Erik Karlsen, P.G. Olsen, Toke Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Hans Larsen, Eva Schwanenflügel og Anders Graae anbefalede denne kommentar