Læsetid: 4 min.

Et filippinsk forbud hentet op fra fryseren løser ikke de systemiske problemer for migranthusarbejdere

Den filippinske regering har forbudt sine borgere at søge arbejde i Kuwait, efter at en migranthusarbejder blev fundet død i en fryser. Ligesom for 30 år siden – da et lignende forbud blev udstedt – er det nok mere et forsøg på at pleje regeringens omdømme end på at beskytte migranternes rettigheder
Søsteren til Joanna Demafelis, der blev fundet død i en fryser i Kuwait, tager imod kisten i Manillas lufthavn den 16. februar.

Søsteren til Joanna Demafelis, der blev fundet død i en fryser i Kuwait, tager imod kisten i Manillas lufthavn den 16. februar.

Ted Aljibe

1. marts 2018

Da den filippinske husarbejder Joanna Demafelis blev fundet død i en fryser i Kuwait, havde hendes familie forgæves ledt efter hende siden 2016, hvor den modtog sidste opkald fra hende. Samme år blev rekrutteringsbureauet Mt. Carmen Global, der havde formidlet Demafelis’ kontrakt, lukket ned af de filippinske myndigheder på grund af illegal aktivitet. Hver dag opstår der nye bureauer, og hver dag bliver bureauer lukket.

Når bureauer bliver lukket, oplever familierne i Filippinerne ofte, at de ikke får den fornødne hjælp fra myndighederne til at spore deres slægtninge, men må forsøge på egen hånd eller via ngo’er. For mange er rekrutteringsbureauet det eneste bindeled til deres slægtninge, som rejser udenlands som husarbejdere. Det er nemlig ikke ualmindeligt, at kvinderne får frataget både pas og telefon, når de lander hos deres private arbejdsgiver.

Det er især udbredt i de såkaldte oliestater i Mellemøsten, hvor husarbejdere ikke er omfattet af arbejdsmarkedslovgivningen, men fænomenet forekommer ifølge FOA’s au pair-netværk også i Danmark, hvor au pairs – der ofte i praksis er husarbejdere – heller ikke er omfattet af arbejdsmarkedslovgivningen.

Det filippinske forbud har vakt international opmærksomhed – formentlig først og fremmest på grund af det med fryseren. Ellers er det sjældent, at historier om husarbejderes skæbner sådan går viralt. Migranthusarbejdere er i reglen lige så usynliggjorte og marginaliserede, som de er mange: Det anslås, at flere end 67 millioner migranter arbejder som husarbejdere i private hjem verden over, og Filippinerne er storleverandør på området.

30-årsjubilæum

Allerede da den filippinske regering for 30 år siden, 20. januar 1988, udstedte sit første forbud mod at rejse til udlandet som husarbejdere, var der gennemsnitligt flere end 80.000 filippinere, der årligt gjorde netop det. Mange af dem fortsatte under forbudstiden, da der er rigeligt med uofficielle kanaler at gøre brug af.

Mens det i 2018 er præsident Rodrigo Duterte, der med sædvanligt svulstige bemærkninger har udstedt forbuddet mod at arbejde i Kuwait, var det i 1988 de vestlige mediers darling, demokratiikonet Corazon Aquino, der stod bag The Manila Ban on Maids, som det blev kendt. Og ligesom filippinske migrantarbejdere nu har raset over forbuddet – med oprørslignende tilstande i Manilas lufthavn – rasede filippinske migrantarbejdere over 1988-forbuddet.

The Manila Ban on Maids blev indført som reaktion på vedvarende historier om misbrug af filippinske kvinder i private hjem i bl.a. Hongkong, Singapore og Mellemøsten. Men migrantorganisationerne opfattede forbuddet som et forsøg på at pleje Filippinernes omdømme snarere end at beskytte arbejdernes rettigheder.

»Filippinerne er praktisk talt blevet et tjenestepigeland, der tilbyder billigt husarbejde og tørrer resten af verdens skidt væk. Denne situation har ikke kun påvirket filippinske kvinders moral negativt, men også landets omdømme,« udtalte daværende arbejdsminister, Franklin Drilon.

Migranterne derimod kaldte tilbage i 1988 forbuddet »kortsigtet, hult og på ingen måde en løsning på vores problemer«. Organisationen The United Filipinos in Hong Kong (UNIFIL-HK) gjorde opmærksom på, at de i årevis havde forsøgt at få hjælp fra såvel lokale filippinske embedsfolk ved ambassaden i Hongkong som fra præsidentens kontor, men uden så meget som at have fået svar.

»Mange af os oplever overgreb, underbetaling, dårlige indkvarterings- og arbejdsforhold, seksuelle krænkelser, diskrimination, udnyttelse og sågar voldtægt. […] Pludselig kommer der så fra Manila besked om et midlertidigt forbud,« skrev de filippinske husarbejdere i Hongkong i et brev til daværende præsident Aquino.

Allerede en måned efter effektueringen af The Manila Ban on Maids blev forbuddet hævet for to af de vigtigste destinationer, Hongkong og Canada, siden for de europæiske lande og endelig for Mellemøsten. Uden at der var sket nogen særlige ændringer i husarbejdernes vilkår.

Men regeringen havde udvist handlekraft og for en stund fået medieomtale.

Henrettelsen

I 1995 rullede den næste skandale, da den filippinske husarbejder Flor Contemplacion blev henrettet i Singapore efter en – formentlig uretfærdig – dom for mord. I Manila deltog 25.000 i Contemplacions begravelse 26. marts 1995, der foregik midt i præsidentvalgkampen. Det bilaterale forhold mellem Filippinerne og Singapore knagede, men holdt, eftersom Singapore var og er en vigtig økonomisk partner for Filippinerne, ikke mindst på grund af de mange penge, migrantarbejderne sender hjem.

I den aktuelle sag om Kuwait er flere filippinske embedsfolk i landet nu blevet afskediget på grund af manglende handling i forhold til problemer, der har været kendt i årevis. Senest bragte Philippine Inquirer den 27. februar en historie om, at private arbejdsgivere i Saudi-Arabien handler indbyrdes med filippinske husarbejdere. Det er en praksis, som den filippinske Overseas Workers Welfare Administration (OWWA) er opmærksom på, men som den endnu ikke har gjort noget ved. Man er nemlig stadig ifølge en OWWA-repræsentant »i gang med at validere klagerne« fra filippinske husarbejdere.

Overgreb mod migranthusarbejdere er hverken afgrænset til Kuwait eller Saudi-Arabien. Alle steder i verden, inklusive Danmark, hvor folk arbejder i private hjem langt fra deres vanlige netværk – og især der, hvor de er uden beskyttelse fra lokal arbejdsmarkedslovgivning – er de i overhængende fare for at blive ofre for misbrug fra arbejdsgivernes side.

Det er ikke en situation, der kan lappes på med bilaterale aftaler, selv om de givetvis kan være et væsentligt redskab. Problemet er indlejret i såvel Filippinernes program for eksport af arbejdskraft – der har udviklet sig til en pengemaskine med sit eget rationale – som i en global arbejdsdeling, hvor det usynlige arbejde i høj grad udføres af migranter, ofte uden for eller i randområderne af værtslandets retslige beskyttelse.

Snarere end at handle på spektakulære enkeltsager kunne beslutningstagere måske langt om længe begynde at forholde sig til de systemiske problemer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dorte Sørensen
  • David Zennaro
Dorte Sørensen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer