»Italien er populismens paradis«

En kold februardag i 1992 blev hospitalslederen Mario Chiesa anholdt i Milano. Det blev startskuddet på den omfattende korruptionssag Mani Pulite, rene hænder, der skulle vise sig at blive skelsættende for italiensk politik og den måske udløsende begivenhed til det populismens laboratorium, vi i dag kan observere i Italien.

Skandalen spredte sig hurtigt til det politiske system, og i løbet af få år blev et systematiseret magtmisbrug blandt politikere, embedsmænd og forretningsfolk kortlagt. Seks tidligere premierministre, flere end 500 parlamentsmedlemmer og flere tusinde offentlige ansatte endte med at blive involveret i efterforskningen.

I kølvandet voksede mistilliden til de gamle partier, og flere centrale politiske figurer blev tvunget til at træde tilbage eller gå tidligt på pension. I deres sted blomstrede nye partier og politikere frem.

En af de nye skikkelser, som prøvede at omfavne borgernes mistillid til de politiske institutioner, var en 58-årig mediemand, der i 1993 dannede sit eget parti, Forza Italia. Hans navn var Silvio Berlusconi. Året efter kunne han sætte sig i spidsen for hele Italien som premierminister.

Den politiske tillidskrise i Italien faldt sammen med Den Kolde Krigs afslutning og med den ideologiernes sammenbrud. Det var ikke her, populismen blev født. Men det var her, vi først så dens massive genkomst i Europa, påpeger den italienske populismeforsker Filippo Tronconi, der er lektor ved Bolognas politologiske institut.

»Italien har i mange år været et favorabelt sted for populisme. Det er Berlusconi et glimrende eksempel på. Før resten af Europa begyndte at tale om politisk populisme, eksisterede den i Italien. Selv før Berlusconi var der nogle historiske eksempler på mindre succesfulde partier, der havde populistiske tendenser. Populismens historie er ældre end i Italien, men den eksisterede her, før den spredte sig til resten af Europa,« siger Filippo Tronconi.

Populismens hjemland

Der er flere grunde til, at populismen har særligt gode levevilkår i Italien, forklarer professor Flavio Chiapponi fra Pavia Universitets samfundsvidenskabelige fakultet, der forsker i den italienske populismes historiske rødder.

»Vi har et demokrati, som i mange tilfælde ikke virker. I de sidste fem år er flere af de politiske partier, der ikke har klaret sig godt ved valgene, alligevel endt med at danne regering. Mange italienere undlader derfor af ren afmagt at stemme til parlamentsvalgene, fordi de har en fornemmelse af, at deres stemme alligevel ikke tæller. Eller også bliver de nemt tiltrukket af populismen,« siger Chiapponi.

Siden Berlusconi kom til magten i 1994, har Italien haft 13 regeringer, hvoraf godt halvdelen har været svage mindretalsregeringer. En ny valglov fra sidste efterår skal sikre, at der kan dannes bredere politiske koalitioner. Men det er det fjerde nye valgsystem siden 2005, hvilket næppe har gavnet den generelle politikerlede.

Det afspejler sig også i meningsmålingerne, hvor de traditionelle partier igen ser ud til at tabe terræn, mens hele to populistiske bevægelser vinder frem.

Den første er Lega Nord, der for nyligt ændrede navn til ’Lega’ for at nationalisere bevægelsen og tiltrække flere vælgere. Partiet er ledet af Matteo Salvini og er et klassisk nationalistisk højrefløjsparti, som udover at have en stram udlændingeprofil også har en stærkt negativ og aggressiv attitude over for den politiske og institutionelle elite.

»Der findes mange partier som dem i Europa såsom Front Nationale i Frankrig, UKIP i England eller the Alternative für Deutschland i Tyskland,« forklarer Filippo Tronconi.

Femstjernebevægelsen (M5S) er det nye populistiske ansigt, som siden slutningen af nullerne har appelleret til befolkningen ved at harcelere mod de ’korrupte’ politikere, uanset deres politiske ståsted.

Femstjernebevægelsens uventede succes ved parlamentsvalget i 2013 viste, at mange italienske vælgere er villige til at støtte et nyt populistisk parti, der tilbyder en ny digital og direkte kommunikationsform. Filippo Tronconi mener, at Femstjernebevægelsen repræsenterer en ny og utraditionel form for populisme, da de hverken kan siges at tilhøre det yderste venstre eller det yderste højre.

»De er populistiske igennem deres folkelige antisystemdiskurs, hvor de hævder, at de repræsenterer folket og ikke er et parti, men et styre af almindelige borgere, der afviser professionelle politikere. Bevægelsen efterlyser ærlige, troværdige og almindelige borgere i parlamentet og mener ikke, at der er brug for politikere eller eksperter til at styre landet,« siger han.

Den analyse er kollegaen Flavio Chiapponi, der forsker i politiske organisationer og partier ved Pavia Universitet, enig i. Han mener, at den politiske udvikling gennem de sidste 30 år har betydet, at de ideologiske forskelle ikke længere er så tydelige, og partierne derfor er begyndt at minde mere om hinanden:

»I dag er det blevet vanskeligt at definere, hvad der er højre- og venstreorienteret. Bare kig på de italienske partiprogrammer, de er meget generelle og ligner hinanden. Den politiske udvikling har fået de italienske vælgere til at reflektere over, hvorfor de så overhovedet behøver at sætte deres kryds hos et venstre- eller højrefløjsparti. Det er langt nemmere for dem at stemme på et populistisk parti, hvis man tænker, at alle politikere er korrupte,« forklarer han.

De store ideologiers forfald

Anholdelsen af hospitalslederen Mario Chiesa, der var medlem af Det Italienske Socialist Parti (PSI) skete på baggrund af en anklage om bestikkelse fra et lokalt rengøringsfirma.

Socialisternes partileder Bettino Craxi tog kraftigt afstand fra hændelsen og kaldte hospitalslederen for »mariuolo«: en ’skurk’ og et ’sort får’ i det ellers rene parti. Behandlingen fra sit politiske bagland fik Mario Chiesa til at vende sig mod sine partikammerater og opgive inkriminerende informationer om partiet til politiet.

Mani Pulite bredte sig, og alle fire daværende regeringspartier, Kristendemokraterne (DC), Det Italienske Socialist Parti (PSI), Italiens Socialdemokratiske Parti (PSDI) og Italiens Liberale Parti (PLI), endte med at miste magten på forskellige tidspunkter. Med undtagelse af det socialliberalistiske Republikanske Parti i Italien (PRI) og Lega Nord endte samtlige politiske partier fra 1992-parlamentet med at blive opløst eller udvikle sig til nye politiske partier.

Under Italiens Første Republik, der varede fra 1948-1994 var den politiske konkurrence primært en ideologisk kamp mellem de stærke politiske partier Kristendemokraterne (Democrazia Christiana) og Kommunistpartiet (Partito Communista Italiano). Kristendemokraterne sad ved regeringsmagten fra 1948-1989 i forskellige regeringsdannelser, men PCI blev taget alvorligt, da det var det største kommunistparti i Vesteuropa.

Kommunismens sammenbrud i begyndelsen af 1990’erne førte til fremkomsten af Den Anden Republik i Italien, som vi kender i dag, og åbnede op for en helt ny form for politisk populisme. Siden dengang har forskellige populistiske partier og partiledere forsøgt at appellere til ’folket’ ved at gå i kamp imod de politiske, sociale, økonomiske og kulturelle eliter. I dag er den »lille mands kamp« mod magten en integreret del af den politiske selvforståelse, siger populismeforsker Filippo Tronconi.

»Den gennemsnitlige italienske vælger er populist i den forstand, at hun nemt bliver tiltrukket af ideen om, at folket bliver undertrykt af en svindlende og selvisk elite. Denne diskurs er meget lokkende for de italienske vælgere. Hvis de bliver adspurgt, så vil de benægte, at de er populister, men populismen er meget tiltrækkende i Italien,« forklarer han.

Populismens mange ansigter

Udover de to rendyrkede populistiske partier eksisterer der ifølge Flavio Chiapponi også en række politiske ledere, der kan betragtes som populister. En af dem er den tidligere premierminister Matteo Renzi fra det socialdemokratiske PD, hvis »retoriske appel kan siges at være populistisk«, idet han skelner mellem partiets ’nye’ og ’gode’ politik, der gavner ’folket’ i modsætning til den ’gamle’ og ’dårlige’ politik, der kun tilgodeså de grådige politiske eliter.

Det socialdemokratiske PD er efter fem år ved magten – under tre forskellige premierministre – splittet under Matteo Renzis ledelse. Og en række prominente politikere har forladt partiet i protest og stiftet deres eget.

Og endelig er der så Forza Italia og Silvio Berlusconi, der har arbejdet sig tilbage i centrum af italiensk politik. Berlusconi er dog selv udelukket fra at stille op ind til 2019 på grund af en dom for skattesvindel i 2013. I år er den efterhånden 81-årige politiker ironisk nok vendt tilbage til italiensk politik for at bekæmpe populismen – et fænomen han af mange betragtes som Italiens tydeligste symbol på. Men bare fordi Berlusconi er populist, gør det ikke det konservative Forza Italia til et populistisk parti.

»Jeg mener, at det er vigtigt at skelne mellem Silvio Berlusconi, som en populistisk ledertype og selve partiet Forza Italia, der er et folkeligt, men ikke populistisk konservativt parti. Berlusconis lederskab er populistisk igennem hans kritiske attitude over for regeringspartierne, som han klandrer for at være ineffektive,« forklarer Flavio Chiapponi.

Professoren er overbevist om, at populismen har bedre fremtidige udsigter i Italien end i andre europæiske lande. Det skyldes, at populismen er så integreret i den politiske kultur.

»Før opløsningen af de gamle ideologiske identiteter følte italienerne sig ikke frie nok til at stemme imod de gamle stærke partier. Men i dag er det Italienske system en form for paradis for populistiske politikere og partier,« siger han.

For mange italienere blev Mani Pulite-skandalen og socialistlederen Bettino Craxi symbolet på den systematiske korruption, der stadig dominerer det politiske liv i Italien. Selv hævdede Craxi at være gjort til syndebuk, for alle de politiske partier var afhængige af den ulovlige finansiering.

»Alle andre politikere gjorde det alligevel,« sagde han dengang til sit forsvar.

Partilederen blev idømt otte et halvt års fængsel for omgåelse af loven om finansiering af de politiske partier i 1994. Craxi indrømmede, at partiet havde modtaget over en halv milliard kroner i bestikkelse igennem en årrække, men nåede aldrig at afsone sin straf, da han flygtede til sit refugium i Tunesien. Craxi blev in absentia yderligere idømt flere års fængselsstraf for korruption og ulovlig partifinansiering. Flere korruptionsdomme ventede endnu på at komme for en appeldomstol, da han døde i sit hjem i Tunesien i 2000.