Læsetid: 5 min.

»Italienerne har det med EU som en skuffet elsker, der holder fast i håbet«

Et flertal af italienerne mener, at landet ville klare sig bedre uden for EU end inden for. Paradoksalt nok bunder det dog i en skuffelse over, at EU ikke blander sig mere i italiensk politik, siger forsker. I Bruxelles frygter man de økonomiske konsekvenser af politisk ustabilitet efter valget, selv om der er blevet mindre snak om at forlade euroen
Under et EU-besøg for en måned siden erklærede Silvio Berlusconi sig overbevist europæer. Selv om han ikke er valgbar på grund af en dom for skattesnyd, er Berlusconi alligevel genopstået som samlende centrum-højre figur. Berlusconi ligner langt fra en frelser, men i Italiens mudrede politiske landskab er han pludselig blevet et mindre onde, der kan holde de mere EU-fjendske populister i Femstjernebevægelsen i skak.

Under et EU-besøg for en måned siden erklærede Silvio Berlusconi sig overbevist europæer. Selv om han ikke er valgbar på grund af en dom for skattesnyd, er Berlusconi alligevel genopstået som samlende centrum-højre figur. Berlusconi ligner langt fra en frelser, men i Italiens mudrede politiske landskab er han pludselig blevet et mindre onde, der kan holde de mere EU-fjendske populister i Femstjernebevægelsen i skak.

Ritzau Scanpix

28. februar 2018

Set fra EU-hovedstaden er det italienske valg præget af så usikre udsigter, at billedet flimrer lidt. Det blev konkret illustreret af kommissionsformand Jean-Claude Juncker, der i sidste uge inden for et døgns tid kom med to helt modsatrettede udtalelser:

»Vi skal ruste os til det værst tænkelige scenarie,« sagde Juncker først om risikoen for, at det kan blive umuligt at danne en ny regering i Rom. Dagen efter forlød det, at udtalelsen var blevet aldeles misforstået: »Jeg er ikke bekymret,« hed det nu fra Jean-Claude Juncker.

En lidt nærmere analyse viser, at der faktisk kan være god grund til bekymring, og søndagens valg i en af EU’s seks grundlæggernationer bliver fulgt med nervøsitet.

Situationen er nu den lidt bizarre, at man i Bruxelles knytter et vist håb til Silvio Berlusconi, selvom alle i 2011 ellers åndede lettet op, da den milanesiske milliardær måtte gå af som premierminister.

For en måned siden blev Berlusconi således modtaget hos Juncker i Bruxelles, hvor ’il Cavaliere’ pludselig erklærede sig overbevist europæer. Selv om han ikke er valgbar på grund af en dom for skattesnyd, er Berlusconi alligevel genopstået som samlende centrum-højre-figur. Berlusconi ligner langt fra en frelser, men i Italiens mudrede politiske landskab er han pludselig blevet et mindre onde, der kan holde de mere EU-fjendske populister i Femstjernebevægelsen i skak.

Stabilitet og reformer

Guntram Wolff, direktør i Bruxelles-tænketanken Breugel, der er fokuserer på EU’s økonomiske politik, mener ikke, der er grund til panik, men han er på den anden siden heller ikke særlig beroliget:

»Situationen er lidt mindre bekymrende end ellers. Den løse snak om, at Italien skulle forlade euroen, er blevet mere stille. Men set med Bruxelles’ øjne er der stadig en del bekymring over, om en ny regering vil have fokus på stabilitet og være klar til at fortsætte reformer af økonomien,« siger Wolff.

Stabilitet skal her oversættes til, hvorvidt der vil være vilje til fortsat at overholde EU-kravet om et maksimalt underskud på statsbudgettet på tre procent og ikke lave en gavebod med nye offentlige udgifter.

Lige nu ligger Italien pænt med et underskud på 2,5 procent, og OECD forventer en forsigtig økonomisk vækst på 1,5 pct. i år. Med til historien om Italien hører, at arbejdsløsheden ligger på 10,8 pct. – pænt højere end EU-gennemsnittet på 8,7 pct.:

»Det er slående, at folk bliver ved med at forlade landet, de veluddannede og højtkvalificerede rejser, fordi dygtighed og uddannelse ikke belønnes, det handler fortsat om at have de rigtige forbindelser mere end evner, når man skal have et job. Det kan ikke være godt for landet. Premierminister Paolo Gentiloni har sagt, at Italien er ude af krisen. Men hvis man ser på basistallene, så er det hele ret middelmådigt. Landet har stadig meget lav produktivitetsstigning og en høj gæld,« siger Guntram Wolff.

Gælden er på lige over 130 procent af BNP, og det bliver i EU-sammenhæng kun overgået af Grækenland. Problemet er, at Italien er eurozonens fjerdestørste økonomi. Mens Grækenland står for to pct. af eurozonens BNP, tegner Italien sig for 15 procent. Så en forværring af situationen kan blive et problem af en hel anden kaliber end at få afværget en græsk statsbankerot. Oveni det hjælper den aktuelle politiske situation i Tyskland ikke:

»De kræfter, der af princip vil holde sammen på EU, er i dag under meget større pres. For i den tyske Bundestag er der kommet stærkere støtte til en politik, der vil have, at EU-redningspakker og den slags politikker afskaffes hurtigst muligt.«

»Hvis man ender med en regering i Rom, der gør ukloge ting, og ikke vil respektere budgetreglerne, og i stedet bare vil bruge flere penge, øge underskuddet og udskyde pensionsreformen, så ser det mindre godt ud. Kombinerer du det med en svag tysk regering, der knap har et flertal, og nervøsitet på finansmarkedet, så kan Italiens svagheder slå igennem hurtigere, end vi frygter, og det kan blive til en farlig situation,« lyder vurderingen fra Guntram Wolff.

Faldende tillid til landets økonomi kan få renten til at stige og derved gøre den italienske statsgæld dyrere.

Wolff understreger dog, at Italiens situation er bedre i dag end for tre år siden. Han nævner en arbejdsmarkedsreform, en sanering af de store banker og en bæredygtig pensionsreform:

»Sammenligner man udfordringen med pensionspukkelen, så står Italien faktisk bedre rustet end Tyskland,« siger Wolff.

Forstå Italiens nye valgsystem

Sidste efterår vedtog Italiens parlament et nyt valgsystem, der for første gang tages i brug ved valget den 4. marts 2018.

Systemet skal sikre bredere og mere stabile regeringsdannelser med større politisk pondus.

Valgsystemet blev vedtaget af bl.a. regeringspartiet PD, Lega Nord og Forza Italia og består af to dele:

1. Systemet indebærer, at to tredjedele af sæderne i parlamentets to kamre tildeles ud fra den procentuelle vælgertilslutning, som vi kender det fra Danmark. X antal stemmer i procent giver dermed x antal sæder i parlamentet.

2. Den sidste tredjedel af sæderne fordeles derimod ud fra et the-winner-takes-it-all-princip, som vi kender det fra bl.a. Storbritannien. Vinderen af en kreds får altså ét mandat uanset marginen til de øvrige partier.

Hvis ét parti alene skal kunne danne regering vil det kræve minimum 40 procent af stemmerne ved det første stemmesystem. Det har ingen partier udsigt til at få.

Det lunkne forhold

Med til valgets uforudsigelighed hører italienernes stærkt nedkølede følelser over for EU. En gang havde et overvældende flertal af italienerne mere tillid til Bruxelles end til den hjemlige regering i Rom, men i dag er den gamle kærlighed til det europæiske samarbejde kølnet af.

»For tre årtier siden havde italienerne en meget idealiseret idé om et EU, der stod over moderlandet som en slags beskyttende supermor, der kunne afhjælpe moderlandets mangler,« hedder det i en rapport fra Tænketanken Notre Europe, der gennemgår en opinionsundersøgelse af italienernes nye følelser over for EU-samarbejdet. Den viser, at de sammen med briterne er det eneste EU-land, hvor et flertal – 46 procent mod 43 – mener, at landet ville stå sig bedre uden for EU.

»Det lidt paradoksale er, at italienerne samtidig har store forventninger til, at det er EU-samarbejdet, der skal løse landets problemer med migration. Det er helt modsat briterne, der mener, at EU-medlemskabet i sig selv er problemet. Italienerne har det mere som en skuffet elsker, der holder fast i håbet. På trods af utilfredsheden med EU, mener 61 procent af dem fortsat, at flere beslutninger burde træffes på EU-niveau,« siger Julien Zalc fra Centre Kantar sur le Futur de l’Europe, der står for opinionsmålingen.

Skuffelsen handler primært om italienernes oplevelse af manglende solidaritet. Vennerne i EU har ladt landet i stikken og lænet sig op af Dublin-konventionens regel om, at andre EU-lande kan sende migranter og asylsøgere tilbage til første indrejseland – og det er primært Italien for så vidt angår strømmen fra Nordafrika.

Siden EU lavede en aftale med Tyrkiet i marts 2016 om at bremse flygtningestrømmen, er Italien gradvist blevet største modtagerland. I 2017 ankom 120.000 mennesker til Italien, mens kun 30.000 ankom til Grækenland.

»Planen om, at EU skulle fordele 160.000 flygtninge internt har heller ikke givet Italien megen hjælp,« siger Julien Zalc. I sommeren 2017 var færre end 8.000 blevet sendt ud af Italien.

Serie

Populismens hjemland går til valg

Den 4. marts var der valg i Italien. En omfattende ændring af valgloven skulle give landet mere stabile regeringer, men to populistiske bevægelser og to populistiske partiledere har gjort magtforholdene i italiensk politik uforudsigelige.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Anders Graae
David Zennaro og Anders Graae anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Jacob Langvad

Vi danskere med vores kornfede retsforbehold skal vist bare holde helt lav profil i diskussionen om solidarisk forening af flygtninge og migranter.

Lad de andre 27 selv rode med al det.

Jes Enevoldsen

Reuters korrespondent i Rom har udtalt, at det undrer ham, at italienerne og ikke mindst de italienske journalister ikke har bemærket, at Berlusconi faktisk er ved at blive gammel og uberegnelig (for ikke at bruge værre udtryk). Endvidere skriver de næsten ikke om de stadig mange retssager, han har hængende over hovedet (bl.a. noget så alvorligt som bestikkelse af vidner). De fleste italienske journalister er først og fremme mikrofonholdere med en utrolig respekt for de magtfulde. - Det giver alt i alt en fornemmelse af at "Berlusoni er tilbage", som så hurtigt bliver slugt råt i udlandet. Det er rigtigt, at han har haft fremgang i meningsmålingerne det sidste år, og at hans centrum-højre koalition ligger pænt (grundet det totalt splittede politiske billede), men trods alt vil han nok får 4-5% færrer end ved sidste valg.
Bruxelles skal jo ikke glemme, at Berlusconis eneste chance for at komme i regering bliver i selskab med Italiens Le Pen: Salvini fra Lega Nord, som netop er blevet "taget i ed" af det klart ny-fascistiske parti, Cas Pound. - Men for Juncker og Co. har etik og moral jo ikke den store betydning, når der skal tages stilling.

Kim Folke Knudsen

Det er ikke rimeligt at Italien skal sidde alene med " Sorteper " og finansiere hele indvandrings og immigrationsbølgen fra Afrika. Behovet for EU og internationale løsninger melder sig i stedet for ønsket om at bygge mure og grænser og sige: Hvad pokker rager det mig.