Læsetid: 5 min.

»Italienerne har det med EU som en skuffet elsker, der holder fast i håbet«

Et flertal af italienerne mener, at landet ville klare sig bedre uden for EU end inden for. Paradoksalt nok bunder det dog i en skuffelse over, at EU ikke blander sig mere i italiensk politik, siger forsker. I Bruxelles frygter man de økonomiske konsekvenser af politisk ustabilitet efter valget, selv om der er blevet mindre snak om at forlade euroen
Under et EU-besøg for en måned siden erklærede Silvio Berlusconi sig overbevist europæer. Selv om han ikke er valgbar på grund af en dom for skattesnyd, er Berlusconi alligevel genopstået som samlende centrum-højre figur. Berlusconi ligner langt fra en frelser, men i Italiens mudrede politiske landskab er han pludselig blevet et mindre onde, der kan holde de mere EU-fjendske populister i Femstjernebevægelsen i skak.

Under et EU-besøg for en måned siden erklærede Silvio Berlusconi sig overbevist europæer. Selv om han ikke er valgbar på grund af en dom for skattesnyd, er Berlusconi alligevel genopstået som samlende centrum-højre figur. Berlusconi ligner langt fra en frelser, men i Italiens mudrede politiske landskab er han pludselig blevet et mindre onde, der kan holde de mere EU-fjendske populister i Femstjernebevægelsen i skak.

Ritzau Scanpix

28. februar 2018

Set fra EU-hovedstaden er det italienske valg præget af så usikre udsigter, at billedet flimrer lidt. Det blev konkret illustreret af kommissionsformand Jean-Claude Juncker, der i sidste uge inden for et døgns tid kom med to helt modsatrettede udtalelser:

»Vi skal ruste os til det værst tænkelige scenarie,« sagde Juncker først om risikoen for, at det kan blive umuligt at danne en ny regering i Rom. Dagen efter forlød det, at udtalelsen var blevet aldeles misforstået: »Jeg er ikke bekymret,« hed det nu fra Jean-Claude Juncker.

En lidt nærmere analyse viser, at der faktisk kan være god grund til bekymring, og søndagens valg i en af EU’s seks grundlæggernationer bliver fulgt med nervøsitet.

Situationen er nu den lidt bizarre, at man i Bruxelles knytter et vist håb til Silvio Berlusconi, selvom alle i 2011 ellers åndede lettet op, da den milanesiske milliardær måtte gå af som premierminister.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Anders Graae
David Zennaro og Anders Graae anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Jacob Langvad

Vi danskere med vores kornfede retsforbehold skal vist bare holde helt lav profil i diskussionen om solidarisk forening af flygtninge og migranter.

Lad de andre 27 selv rode med al det.

Jes Enevoldsen

Reuters korrespondent i Rom har udtalt, at det undrer ham, at italienerne og ikke mindst de italienske journalister ikke har bemærket, at Berlusconi faktisk er ved at blive gammel og uberegnelig (for ikke at bruge værre udtryk). Endvidere skriver de næsten ikke om de stadig mange retssager, han har hængende over hovedet (bl.a. noget så alvorligt som bestikkelse af vidner). De fleste italienske journalister er først og fremme mikrofonholdere med en utrolig respekt for de magtfulde. - Det giver alt i alt en fornemmelse af at "Berlusoni er tilbage", som så hurtigt bliver slugt råt i udlandet. Det er rigtigt, at han har haft fremgang i meningsmålingerne det sidste år, og at hans centrum-højre koalition ligger pænt (grundet det totalt splittede politiske billede), men trods alt vil han nok får 4-5% færrer end ved sidste valg.
Bruxelles skal jo ikke glemme, at Berlusconis eneste chance for at komme i regering bliver i selskab med Italiens Le Pen: Salvini fra Lega Nord, som netop er blevet "taget i ed" af det klart ny-fascistiske parti, Cas Pound. - Men for Juncker og Co. har etik og moral jo ikke den store betydning, når der skal tages stilling.

Kim Folke Knudsen

Det er ikke rimeligt at Italien skal sidde alene med " Sorteper " og finansiere hele indvandrings og immigrationsbølgen fra Afrika. Behovet for EU og internationale løsninger melder sig i stedet for ønsket om at bygge mure og grænser og sige: Hvad pokker rager det mig.