Feature
Læsetid: 9 min.

Kampen om SPD’s fremtid udkæmpes i en barak i Kreuzberg

SPD’s ledelse forsøger at navigere ud af sit eget kaos med en mislykket udpegning af Andrea Nahles som ny formand. Samtidig er No-GroKo-bevægelsen taget på tur rundt i Tyskland med ét budskab til partiets medlemmer: Sig nej til en ny stor koalition under Merkel. Information har oplevet den rasende debat i det splittede og dødsensangste parti, som med baglandets debat pludselig ser sprællevende ud
Midt i sin kaotiske ledelseskrise har SPD en vælgeropbakning på 16,4 procent og ligger dermed næsten på niveau med AfD. No-GroKo-bevægelsen ser kun én vej ud af krisen, nemlig et stort nej til endnu en regering under Merkels midtsøgende magt. Her oprørslederen Kevin Kühnert fra SPD’s ungdomsorganisation ”Jusos”.

Midt i sin kaotiske ledelseskrise har SPD en vælgeropbakning på 16,4 procent og ligger dermed næsten på niveau med AfD. No-GroKo-bevægelsen ser kun én vej ud af krisen, nemlig et stort nej til endnu en regering under Merkels midtsøgende magt. Her oprørslederen Kevin Kühnert fra SPD’s ungdomsorganisation ”Jusos”.

Ritzau Scanpix

Udland
15. februar 2018

»I skal beslutte jer inden for de næste par uger. Uanset hvad, så lov mig én ting: Beslut jer uden angst. Lad jer ikke påvirke af alle skrækscenarierne.«

Med den skrattende mikrofon i hånden smiler lederen af SPD’s ungdomsorganisation, Kevin Kühnert, sympatisk ud i den propfulde barak med brune paneler og kommunal odør i det berlinske kulturcentrum. Som leder af No-GroKo-bevægelsen, der hårdnakket kæmper imod, at SPD indgår en ny stor koalition (’GroKo’) under CDU/CSU, ved både han og hans tilhørere udmærket, hvor meget der står på spil.

Barakken i Kreuzberg er det andet af over 20 stop på Kühnerts No-GroKo-tour gennem Tyskland. De ca. 250 fremmødte er dermed kun en lille del af de 463.732 SPD-medlemmer, der frem mod den 4. marts skal stemme ja eller nej til en ny GroKo.

De er ikke bare tungen på vægtskålen i regeringsdannelsen. De kan højst sandsynligt også udløse et nyvalg, der kan bringe den pressede Merkel til fald. Og de kan måske afgøre, om Tyskland skal udnytte det smalle historiske vindue til at skabe de EU-reformer, som allerede er nedfældet i regeringskontrakten mellem SPD og CDU/CSU.

Eller omvendt: De kan afgøre, om SPD skal gøre sig fri af den GroKo-tilstand, der siden 2005 har bidraget til at halvere deres vælgeropbakning, og som har truet med at opløse partiets identitet og gøre den tyske venstrefløj til en splittet del af Merkels midtsøgende kompromissuppe, som det udtrykkes denne aften.

Europæisk solidaritet

En af deltagerne er den 63-årige Rolf Lutzke, der har været SPD-medlem siden 1976. Han har aldrig oplevet en så vanvittig situation, som den SPD står i nu, fortæller han til Information.

»Ud over fire år har SPD siddet i regering siden 1998. Vi har fået gennemført enormt meget, men der er også meget af det, der skrues tilbage eller syltes – f.eks. tidsbegrænsede ansættelser eller omfordelingspolitik.«

Rolf Lutzke kigger opgivende op i lysstofrørene.

»Det er jo ikke fordi, Tyskland fattes penge, men SPD tør ikke engang kræve en formueskat. Og nu går ledelsen ud og siger, at koalitionskontrakten er et fremragende forhandlingsresultat. Det er rent spin.«

Han vil ikke svare direkte på, hvad han vil stemme. Den 32-årige Miriam Danne er derimod overbevist om, at et ja er vejen frem.

»Flygtningekrisen har rykket hele landet mod højre, men stemningen i Tyskland er, at der er for lidt fokus på de sociale emner. Det kan vi gøre meget ved i en regering, men ikke så meget i oppositionen. Desuden har vi chancen for at gennemføre de konkrete socialdemokratiske positioner i Europa,« siger hun med henvisning til SPD-kravene om en europæisk mindsteløn og sociale minimumsstandarder.

»Med den chance bør vi ikke være for fine til at tage regeringsansvar.«

Generelt er det emner som familiesammenføring, topskat og europæisk solidaritet, der høster heftigst bifald. Hvad Europa angår, kræver nogle et nej for at skabe stærkere sammenhold mellem de socialistiske partier i EU. Andre ser imødekommelsen af Macrons reformplaner som et argument for en ny GroKo.

»Macrons neoliberale fantasier – det er sgu ikke ægte opbrud for Europa i SPD’s ånd,« lyder et tvært tilråb til den udlægning.

Sidste håb

Få hundrede meter fra No-GroKo-mødet ligger Willy-Brandt-Haus, SPD’s pompøse hovedcentral. Hvad der er foregået her i dagene op til No-GroKo-mødet, svinger konstant med i barakken. Også selvom både Kevin Kühnert og deltagerne demonstrativt holder sig til det indholdsmæssige frem for at tale om det åbenlyse ledelseskaos, der har udløst et historisk lavpunkt i meningsmålingerne på 16,4 procent til SPD.

I sidste uge meldte Martin Schulz ud, at han aftræder formandsposten for – stik imod sit løfte – at stræbe efter posten som udenrigsminister. Efter heftig kritik fra baglandet og den afgående udenrigsminister Sigmar Gabriel droppede Schulz atter planerne og fuldbyrdede dermed sin nedtur.

For at gyde olie på vandene pegede Schulz på den 47-årige Andrea Nahles som ny partiformand – vel at mærke den 14. af slagsen siden den tyske genforening. At CDU til sammenligning har haft tre formænd i Kohl, Schäuble og Merkel siden 1973, siger noget om, at SPD ikke bare indholdsmæssigt, men også ledelsesmæssigt befinder sig i en langvarig krise.

»SPD’s sidste håb«, som Der Spiegel kalder Andrea Nahles, skulle i første omgang have posten provisorisk, hvorefter hun skulle vælges regulært som første partikvinde nogensinde på endnu en af de milliondyre SPD-partidage, som er begyndt at presse partiet økonomisk.

Men allerede før overdragelsen af formandsposten virkede den lukkede procedure nærmere som benzin på bålet end som olie på vandene i flere SPD-delstatsforbund. Desuden var der stærke juridiske betænkeligheder ved at overgive formandsposten til Nahles, der slet ikke er en af de stedfortrædende formænd.

Formanden for foreningen No-GroKo e.V., SPD-politikeren Steve Hudson fra Köln, fik sammenlignet det med »nordkoreanske tilstande«, hvilket blev citeret flittigt i den tyske presse. Samtidig begyndte flere fraktioner at kræve en urafstemning.

Oven i kritikken meldte Flensborgs overborgmester, GroKo-modstanderen Simone Lange, sig som modkandidat.

»En enkelt kandidat, der besluttes og uden større diskussion vinkes igennem af partitoppen, kan ikke være et tegn på et opsving eller en ny begyndelse,« lød det fra Lange, der i et interview med NTV24 medgav, at hun som et forholdsvist ukendt hoved næppe har store chancer, men at hun i det mindste ønsker at give partiet »muligheden for et valg«.

Den udlægning bakkes op af partiforskere som Oskar Niedermayer, der ser processen som endnu et SPD-selvmål.

»Martin Schulz og hele bestyrelsen har talt så meget om en fornyelse af SPD. At de nu igen sidder og bliver enige om det hele i en lukket kreds for senere at præsentere det som løsningen på et partimøde, det udløser stor utilfredshed i baglandet«, har han udtalt til Frankfurter Rundschau.

»I en tid, hvor SPD-medlemmerne skal stemme om koalitionskontrakten, er det brandfarligt.«

Pippi på talerstolen

Løsningen blev, at den stedfortrædende formand og måske kommende finansminister Olaf Scholz midlertidigt overtager formandsposten, indtil Nahles formentlig vælges i april. Men i barakken på den anden side af kanalen i Kreuzberg bekræftes indtrykket af, at partitoppens kaos smitter af på baglandets holdning til GroKo.

Også i den tyske presse er der begyndt at opstå tvivl om udfaldet af afstemningen. Et vigtigt spørgsmål er, om Andrea Nahles, der stammer fra en katolsk arbejderfamilie i sydvesttyske Eifel, er den rigtige til endelig at skabe ro i SPD. I den tyske befolkning er hun kendt for sin iltre optræden og slagfærdige retorik – bl.a. har hun sunget Pippi Langstrømpe-sangen fra talerstolen i Forbundsdagen og lovet CDU/CSU »nogle på kæften«. Altså dengang SPD-ledelsen stadig satsede på at gå i opposition.

En trumf er, at Andrea Nahles er tidligere leder af SPD’s venstreorienterede ungdomsbevægelse, som Kevin Kühnert nu leder, og som Gerhard Schröder tidligere har stået i spidsen for. Dermed kender hun partiets bagland yderst grundigt – også venstrefløjen i partiet.

Om Nahles kan forny partiet, er i disse dage et af de mest diskuterede emner i tysk presse. Som del af partitoppen må hun have været delagtig i den lokumsaftale, som nu er revet i stykker: At Olaf Scholz – en af Nahles tætte allierede – skulle have finansministerposten og vicekanslerposten, for at den slagne Schulz kunne få udenrigsministerposten, mens Nahles selv skulle overtage formandsposten. Hermed kunne Nahles komme af med sin hadefigur i partiet, Sigmar Gabriel.

Den plan gik i vasken.

»Nahles må nu overveje, hvad hun gør med sin ærkefjende Gabriel. Og hun skal have alle til at glemme, at hun ikke selv er helt uskyldig i den katastrofe, der har lagt sig over partiet,« som avisen TAZ formulerer det.

Oven i miseren har SPD ikke nogen oplagte kandidater til posten som udenrigsminister, hvis Gabriel som forventet har diskvalificeret sig selv med sin rasende kritik af »den respektløse omgang i SPD«, og af at man »ikke længere kigger hinanden i øjnene og siger sandheden«.

At det ikke flyder med kvalificerede bud på topministre er i den 63-årige Rolf Lutzkes øjne et sekundært problem i partiet, fordi det på den lange bane handler om politiske koncepter.

»Men når jeg ser på, hvad der er sket i partiet i de her dage, så bliver jeg ikke optimistisk. Andrea Nahles som en ny begyndelse? Hun har jo været med til at skabe hele den her situation,« siger han til Information.

»Partitoppen har kommunikeret elendigt, og de har helt mistet fornemmelsen for, hvad der sker her i partiets base. Det kan blive dyrt i afstemningen.«

25.000 nye medlemmer

En anden ubekendt faktor er de godt 25.000 nye SPD-medlemmer, der erkommet til i løbet af januar, hvor fristen for at deltage i afstemningen stadig var åben.

Af flere politiske kommentatorer er afstemningen blevet kaldt både forfatningsmæssigt betænkelig og direkte skadelig for det repræsentative demokrati. Det gælder især, fordi SPD’s ungdomsorganisation nærmest har opfordret til hurtigt lige at melde sig ind i partiet for at være med til at vælte den store koalition. For at blive medlem behøver man ikke være hverken tysker, stemmeberettiget eller 18 år.

Et af de nye medlemmer denne aften er den 29-årige Sven Kämmerer. Han meldte sig ind for tre uger siden og vil »klart stemme nej«.

»Se på alt det, som SPD ikke har fået i otte ud af de sidste 12 år. Hvorfor skulle de pludselig få det nu? Jeg synes slet ikke, at der er nok SPD-emner i koalitionskontrakten,« siger Sven Kämmerer, der ikke selv stemte på SPD ved valget i september.

»SPD bliver nødt til at afgrænse sig langt mere fra CDU og skabe en tydeligere linje. Ellers overtager AfD bare deres socialdemokratiske sociale profil,« siger han.

Kompromiser og kerner

I tre timer bølger debatten frem og tilbage mellem ja- og nej-stemmer i barakken. Indimellem griber den usædvanligt retorisk begavede Kevin Kühnert ordet. Han medgiver gerne, at SPD både indholdsmæssigt og i fordelingen af ministerier har fået et stærkt forhandlingsresultat.

Men perspektivet er større, siger han. For allerede i forhandlingerne har SPD mistet sine ambitioner. Og i den praktiske omsætning synker SPD ned i endnu flere kompromiser, der afspejler, at partiet i GroKo-parløbet med CDU/CSU har mistet sit »indre politiske kompas«.

»Ja, der har været grove ledelsesfejl, det har været svært i en stor koalition, der har været kommunikationsfejl. SPD har nærmest begået hele paletten af fejl. Men kerneproblemet er jo, at vi ikke har en synlig og klar politisk linje,« siger Kühnert.

Med hovedrysten henviser han til områder som den droppede formueskat, de udskudte pensionsreformer og de droppede tyske klimamål.

»Vi giver ingen substantielle svar på de her ting. Efter 16 år med Merkel kommer vi om fire år til at regne os for medskyldige i denne uredelige politiske stil.«

Selv da den trådløse mikrofon løber tør for strøm, fortsætter debatten i en højlydt, men respektfuld tone og på et højt politisk niveau.

En ung mand i 20’erne er begejstret for resultatet af koalitionsforhandlingerne og opfordrer til at give SPD-ledelsen en chance for at vise, hvor meget socialdemokratisk gods, de kan gennemføre.

»CDU med Merkel er markant længere til venstre end CDU uden Merkel,« tilføjer han.

»Det er SPD’s fortjeneste – og det er værd at støtte fire år mere.«

Det strategiske gennemspilles også: Hvis det nu bliver en ustabil CDU/CSU-mindretalsregering, vil SPD så få skylden, eller vil Merkel høste frugterne? Og vil SPD gå styrket eller fuldstændigt slagent ind i et nyvalg, hvis det ender med et nej?

Her er det umuligt ikke at nævne den kaotiske situation, som partiledelsen står i – og de katastrofale meningsmålinger, hvor partiet næsten ligger på højde med AfD. Det er bare ikke et argument for endnu en GroKo, mener Kevin Kühnert.

»Hvor tit skal vi løbe med panden mod den samme mur?« spørger han med et retorisk spørgsmål. Muren – det er helt sikkert Merkel.

»Vi må tænke på, at der er valg igen i 2021. Vi må tænke længere end på krisen nu og her.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben K L Jensen

Det her er fremragende opsøgende journalistik - som at være der selv.
Kan næsten lugte angstens sved fra nogle medlemmer og lur mig hvis ikke opbakningen til det ældste socialdemokrati tager et tigerspring opad når de siger nej - Til GroKo og farvel til deres evige eksistentielle angst for at tage initiativet og magten.
Mattias - det er journalistik så det batter.

Søren F. Nissen, Trond Meiring, Christian Mondrup, Curt Sørensen, Steffen Gliese, Britta Hansen, Anders Graae, lars søgaard-jensen, Torben Lindegaard, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Trond Meiring og Karin Mette Petersen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Helt enig, Torben.
Disse artikler fra Mathias Sonnes hånd er både indlevende og medrivende.
Det er på tide, at SPD finder sine rødder igen.

lars søgaard-jensen

Måske kan de få Bernie Sanders til at stille op som formand for partiet? Det ville bibringe SPD mod til at føre en progressiv poltik og samtidig gøre det til et fyrtårn for andre venstreorienterede partier i Europa.
Ok - næppe realiserbart af mange grunde; men socialister og socialdemokrater i Europa mangler i den grad mod til at stå op for en anden politik end den aktuelle "nødvendighedens liberal økonomiske" politik, hvorfor de mister medlemmer, vælgere og indflydelse. Så stod Corbyn heller ikke så alene.

Søren F. Nissen, Trond Meiring, Benny Larsen, Mogens Holme, Bjarne Bisgaard Jensen, Curt Sørensen, Britta Hansen, Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar