Nyhed
Læsetid: 2 min.

I Kenya indsætter Odinga sig selv som ’folkets præsident’

Kenyas oppositionsleder Raila Odinga indsatte i denne uge sig selv som ’folkets præsident’ ved en stort anlagt uofficiel ceremoni. Det sker, tre måneder efter at præsident Kenyatta vandt et kontroversielt omvalg, som Odinga boykottede
Udland
3. februar 2018

Først tabte han præsidentvalget til Uhuru Kenyatta i august, så fik han medhold i anklager om valgfusk, derefter boykottede han omvalget, og i denne uge har Raila Odinga indsat sig selv som præsident.

Klædt i hvid kjortel og med biblen i hånden meddelte Kenyas oppositionsleder Odinga ved en stort anlagt, men uofficiel ceremoni i Nairobi tirsdag, at han er ’folkets præsident’.

Ceremonien var overvejende fredelig, og Odingas mange tilhængere forlod hurtigt parken, da den iscenesatte indsættelse var slut – uden indblanding fra politiet, skriver CNN.

Odinga, der har fået tilnavnet Agwambo, Guds gerning, mødte op i 20 minutter, underskrev en erklæring, fremsagde en ed og forlod scenen igen under jubel fra tusindvis af tilhængere, der var mødt op i Nairobis Uhurupark.

Men ceremonien foregik uden opbakning fra Odingas nærmeste politiske allierede. Ikke engang hans næstformand, Kalonzo Musyoka, deltog i ceremonien. Han vil blive indsat ved en anden lejlighed, lød forklaringen fra Odinga tirsdag. Men hans fravær har sat gang i spekulationer om splittelse i Odingas National Super Alliance, skriver BBC.

I november vandt Kenyatta 98 procent af stemmerne ved et kontroversielt omvalg, efter højesteret annullerede hans sejr ved præsidentvalget august på grund af ’uregelmæssigheder’.

Kenyatta blev efterfølgende officielt indsat som præsident, trods Odinga og oppositionens boykot af omvalget.

Kenya, der bliver anset som et vigtigt logistisk knudepunkt på Afrikas østkyst, har i flere år haft en årlig BNP-vækst på omkring knap seks procent, men det sidste halve års politiske uroligheder har sat sit aftryk på landets økonomi, skriver Verdensbanken på sin hjemmeside.

Demokrat eller forrædder

Odingas ’ceremoni’ tirsdag er blevet omtalt som et publicity stunt, men de kenyanske myndigheder har behandlet sagen som landforræderi, skriver BBC. Endnu to dage efter ceremonien var der derfor fortsat sort skærm på tre af Kenyas private tv-stationer, der var blevet lukket tirsdag, så de ikke kunne vise Odingas uofficielle indsættelse eller den efterfølgende debat.

Oppositionen har anklaget Kenyas regering for at frarøve befolkningen retten til information om vigtige offentlige begivenheder, og Kenyas højesteret har afgjort, at lukningen af tv-stationerne var uberettiget, skriver BBC.

Præsidentvalget sidste sommer var formentligt den 73-årige Odingas sidste chance for at blive valgt til præsidentembedet. Odinga, der er søn af Kenyas første vicepræsident, efter at den tidligere britiske koloni fik selvstændighed i 1963, er også en kontroversiel figur, der splitter den kenyanske befolkning. Hans tilhængere ser ham som en demokrat, der har ofret alt i kampen mod politisk diktatur, mens hans modstandere ser ham som en person, der vil gå til yderligheder for at vinde magten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her