Baggrund
Læsetid: 5 min.

Måske ville det være bedst for EU, hvis den næste Kommissionsformand blev fundet ved en lokumsaftale

EU-parlamentet kæmper for at bevare sin nyvundne ret til at vælge Jean-Claude Junckers afløser som EU-Kommissionsformand næste år, i stedet for at statsledere som førhen skal finde et kompromis bag lukkede døre. Tilhængere kalder det en kamp for demokrati over for lokumsaftaler. Kritikere kalder det en skinproces
Kommissionsformand Jean Claude Juncker og leder af den liberale EP-gruppe Guy Verhofstadt var begge kandidater til at blive EU Kommissionsformand som leder af hver deres tværnationale gruppe i Europa-Parlamentet – men det er usikkert, om den nye måde at finde kandidater til EU’s højeste embede også kommer til at gælde, når den næste skal findes.

Kommissionsformand Jean Claude Juncker og leder af den liberale EP-gruppe Guy Verhofstadt var begge kandidater til at blive EU Kommissionsformand som leder af hver deres tværnationale gruppe i Europa-Parlamentet – men det er usikkert, om den nye måde at finde kandidater til EU’s højeste embede også kommer til at gælde, når den næste skal findes.

Vincent Kessler

Udland
13. februar 2018

BRUXELLES – En større magtkamp er under opsejling i EU. Startskuddet kom i sidste uge da 457 ud af Europa-Parlamentets 751 medlemmer stemte for en optrapning af slagsmålet med EU’s medlemslande, der kan ende i en skelsættende konfrontation.

Det skete med truslen om at blokere for næste års valg af afløseren til Jean-Claude Juncker som EU-Kommissionsformand, hvis ikke Europa-Parlamentet får sin vilje med hensyn til metode og valgprocedure.

Europa-Parlamentet fik med sidste valg i 2014 styrket sin magt, da det tog sig ret til at udpege spidskandidater for hver parlamentarisk gruppe til chefposten for Kommissionen. Systemet fik den tyske betegnelse ’spitzenkandidaten-proceduren.

Men en stadig større gruppe af EU's medlemslande betragter det nu som et kup, og blandt de danske europaparlamentarikere er det også svært at finde opbakning til, at Europa-Parlamentet alene skal bestemme kandidatfeltet til så vigtig en post og holde de nationale regeringer uden for indflydelse.

»Vi er på vej ind i en afgørende fase af kampen. Hvis man er imod et centralistisk Europa, så er det nu, stats- og regeringscheferne skal til at vågne op,« siger Morten Løkkegaard, der sidder i Europa-Parlamentet for Venstre.

»Jeg var allerede skeptisk over den måde, det blev introduceret på lidt under radaren op til valget for fire år siden. Det var som en trojansk hest, der kom ridende ind i ministerrådet,« siger Løkkegaard.

Indtil 2014 var det nemlig EU’s stats- og regeringschefer i ministerrådet, der udpegede Kommissionens formand. Det skete ved klassiske studehandler bag lukkede døre – og det var ikke altid den skarpeste og politisk set mest visionære, der vandt kapløbet, men snarere den person, der havde færrest fjender og forekom mest medgørlig set fra medlemslandenes bord i ministerrådet.

En uklar traktat

Hele balladen er opstået på grund af en ret vagt formuleret indrømmelse, som statscheferne gav Europa-Parlamentet i Lissabon-traktaten fra 2009.

Den siger, at der ved valget af Kommissionens formand fremover skal henses til resultatet af europaparlamentsvalget. Altså, både en åben dør til en klarere politisk islæt, og kimen til at gøre Kommissionen til en europæisk regering, valgt af Europa-Parlamentet.

Her lugtede stærke kræfter i Europa-Parlamentet mere magt, og de lavede deres egen fortolkning af traktatens uklarhed.

Oven i det ordinære valg i 2014 udskrev man simpelthen et formands-kampvalg. Reelt set lidt forvirrende for menigmand, for det var ikke til posten som Parlamentets formand, men til Kommissionen. Det hindrede dog ikke, at parlamentet frækt og frejdigt erklærede, at den kandidat fra en politisk gruppering i parlamentet – om det blev kristendemokraternes, socialdemokraternes, de liberale eller grønnes kandidat – der fik det bedste valg, skulle være Kommissionens næste formand. EU-landenes rolle skulle så begrænses til at stemme parlamentets vindende kandidat igennem.

Det gik hurtigere end det meste i det notorisk træge EU-system, og før statscheferne rundt omkring i de 28 medlemslande havde fundet deres ben, var dette lille kup i fuld gang.

Parlamentets kandidater drog ud i Europa og holdt debatter, som om alt var afklaret og på skinner. Navnlig Martin Schulz, den tyske spidskandidat for parlamentets socialistgruppe (og nu faldne SPD-formand), rejste rundt med det forjættende slogan ’No more backroom deals’ – ikke flere lokumsaftaler.

Den tyske kansler Angela Merkel tøvede først, men endte med modstræbende at tilslutte sig sammen med flertallet af de øvrige EU-lande. Kun Storbritannien og Ungarn valgte i sidste ende at stemme imod den vindende kandidat, den borgerlige Jean-Claude Juncker fra Luxembourg.

Mere demokratisk?

Valgdeltagelsen steg med fem procent i Tyskland, muligvis på grund af nyskabelsen, men spørgsmålet er, om det så også var en mere demokratisk måde at vælge kommisssionsformand på.

»I Tyskland var CDU usikre på, om EPP-gruppens kandidat, Jean-Claude Juncker, var kendt nok til at trække stemmer hjem, så man klæbede Merkels ansigt på valgplakaterne. Så Europa-Parlamentsvalget var stadig et spejl af national politik, ikke europæisk,« siger Sophia Russack, forsker ved Bruxelles-tænketanken Centre for European Studies (CEPS).

Hun bemærker, at hele idéen om at politisere formandsposten går imod Kommissionens fast etablerede rolle som den EU-institution, der skal tænke europæisk i bred forstand og være traktatens vogter. Men hun forudser, at det kan blive meget svært for EU-landene at vinde magtkampen over for parlamentet:

»På overfladen er det jo en mere demokratisk procedure end EU-ledernes gamle studehandel-metode. Og hvem kan være imod mere åbenhed og mere demokrati?«

Folkebevægelsen mod EU er dog ikke varm på nyskabelsen, siger europaparlamentariker Rina Ronja Kari:

»Det er en skin-proces, som mudrer billedet og langt fra giver nogen gennemskuelig proces for borgerne. Grundlæggende bryder det samtidig med, at vi har mange partier og grupper i EU-parlamentet. Spitzenkandidat-processen siger, at det skal være den største gruppe, der får pladsen, men vi har jo netop ikke et topartisystem. Dermed bliver den største gruppe sandsynligvis den konservative EPP, men uden at de har et flertal i sig selv i parlamentet, og der kunne være andre alliancer og fløje, der i virkeligheden i fællesskab kan mønstre et flertal. Det er hverken logisk eller demokratisk, at det skal være den største gruppe, der udpeger kommissionsformanden.«

Forestillingen om, at et kampvalg om formandsposten ville tilføre EU-demokratiet nye vitaminer, køber hun ikke:

»Jeg tror ærlig talt, at det for de fleste borgere vil blive oplevet lige så fjernt og irrelevant som ved sidste valg. Men det skal naturligvis alligevel ses i en større sammenhæng, hvor der bliver trukket i retning mod et mere føderalt EU, som vi også har set det i Junckers vision om at få én præsident for unionen.«

Kræver enighed

Fra midten af dansk EU-politik vender man også tommelfingeren nedad. Socialdemokraten Christel Schaldemose siger:

»Det er fint, at vi i de europæiske partier kan supplere kandidatfeltet, men jeg synes ikke, at vi alene skal bestemme det. Det vil udelukke nogle kandidater, der kunne være gode, men som ikke vil melde deres kandidatur i en valgkampssituation. For mig er det vigtigere, at vi finder den rigtige person, end at vedkommende har været i valgkamp i flere måneder. Og jeg frygter, at spitzenkandidat-processen reducerer feltet at kandidater.«

Christel Schaldemose nævner ingen navne, men ét eksempel kunne være den populære konkurrencekommisær Margrethe Vestager, der er den største politiske stjerne, Kommissionen har haft i årevis. Hun ville næppe stille op til europaparlamentsvalget for at blive kommissionsformand, og hun ville heller næppe have en chance efter Spitzenkandidat-proceduren, da hun tilhører den liberale gruppe, der ved det sidste valg blev fjerdestørst i Europa-Parlamentet.

Schaldemose har dog svært ved at tro, at Europa-Parlamentet vil give slip på sin nyvundne magt:

»Det er ikke min kop te. Men jeg tror dog, at processen i en eller anden form er kommet for at blive. Parlamentet vil ikke frivilligt fraskrive sig den magt, det har taget sig med processen. Men omvendt så virker processen ikke, medmindre medlemsstaterne i ministerrådet også er med. Så både de europæiske partier og de enkelte lande skal reelt acceptere processen, før den gennemføres.«

Blandt de 27 EU-lande har Frankrig, Tjekkiet, Ungarn, Litauen, Holland, Polen, Portugal og Slovakiet erklæret deres modstand mod en gentagelse af processen. Den danske regering er også forbeholden. Irland har meldt positivt ud, ligesom Kommissionen bakker op om processen.

EU-landenes statslederne skal diskutere spørgsmålet på et uformelt topmøde 23. februar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels Duus Nielsen

Meget interessant udmelding fra Schaldemose:

"For mig er det vigtigere, at vi finder den rigtige person, end at vedkommende har været i valgkamp i flere måneder."

Altså er demokrati noget lort, som vi ikke bør bruge til andet end ligegyldigheder, da besættelsen af de vigtige poster er alt for vigtige til at overlade til borgerne. Så lad os udfase demokratiet og i stedet indføre teknokrati.

Gad vide om det er en politik, hans moderparti deler? Noget kunne tyde på det, jf. Corydone, som herhjemme blev finansminister helt uden at være forurenet af valgkamp.

Morten Larsen, Poul Erik Riis, Anne Eriksen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Jacob Langvad

Det er så inderlig spild af tid at spørge Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU om noget som helst vedrørende EU. Vi kender svaret på forhånd - forslaget er elendigt, og vi får aldrig at vide, hvad Folkebevægelsen så ville gøre i stedet. Sikkert fordi Folkebevægelsen ønsker hele EU nedlagt - og i hvert fald skal Danmark udmeldes hurtigst muligt.

Og fugleskræmslet om et føderalt EU med en EU-regering .... selvfølgelig ved Rina Ronja Kari udmærket, at der er intet som helst, der tyder på det. Stats- og Regeringscheferne vil aldrig afgive deres nuværende magt til en føderal regering - Rina Ronja Kari taler ned til os ved at fremmane dette spøgelse.

Bjarne Bisgaard Jensen

Jeg får nogle gange den tanke, at det er med demokrati som med natur, klima og forurening. Det er noget billigt skidt, som ikke skal stå i vejen for dem der kan og vil.

Karsten Lundsby, Poul Erik Riis, Niels Bent Johansen, Anne Eriksen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Hvor finder vi en skatteekspert af samme kaliber som den nusiddende, og hvordan sikrer vi os at efterfølgeren har den samme topunderholdningsværdi ved de utallige sammenkomster ?

Hvis vi overhovedet skal gøre os håb om at komme på niveau med amerikanernes Trump eller Tyrkiets Erdogan, kunne Berlus kone måske være et seriøst bud, ellers må vi nok nøjes med charmetrolden Martin Schulz. Han har alligevel ikke en chance i en demokratisk proces.