Læsetid: 9 min.

Martin Schulz’ fald udløser kaos i SPD – og måske en ukontrollerbar kædereaktion i det ellers politisk stabile Tyskland

Trods succesrige regeringsforhandlinger har Martin Schulz fuldbyrdet sit spektakulære styrt fra frelser til fiasko i det tyske socialdemokrati. Nedsmeltningen i partiledelsen åbenbarer den dybe indholdsmæssige rådvildhed i SPD og kan få store konsekvenser for hele det politiske system i Tyskland.
Den afgående SPD-leder Martin Schulz har stødt mange i det tyske socialdemokrati, inklusiv den siddende udenrigsminister Sigmar Gabriel (til højre), hvis post han egentlig skulle overtage i den nyforhandlede GroKo-koalition. Nu er det hele lidt op i luften, ikke mindst Schulz’ fremtid.

Den afgående SPD-leder Martin Schulz har stødt mange i det tyske socialdemokrati, inklusiv den siddende udenrigsminister Sigmar Gabriel (til højre), hvis post han egentlig skulle overtage i den nyforhandlede GroKo-koalition. Nu er det hele lidt op i luften, ikke mindst Schulz’ fremtid.

Thomas Peter

12. februar 2018

For blot ét år siden lå SPD side om side med Merkels CDU/CSU i meningsmålingerne. Schulz-hypen rasede, og med store ord om at afløse Merkel og skabe en ny politisk linje i Tyskland lignede Martin Schulz en seriøs kanslerkandidat.

Det unikke højdespring er nu endegyldigt historie i SPD, der i de tyske medier beskrives som et parti »i kaos« og »på kanten af opløsning«. Ifølge en meningsmåling fra Civey lørdag ser hele 67 procent af den tyske befolkning SPD som »aktuelt ikke regeringsdueligt«.

Årsagerne er mange.

»Den forbitrede kamp om poster og magt er udtryk for en dyb mangel på koncepter og identitet i SPD (…) Mange i partiet aner, at pragmatismens tid er forbi,« konstaterer bl.a. ugeavisen Die Zeit. »Den indholdsmæssige tomhed skaber den scene, som disse dages magtkampe udspiller sig på.«

Men det er især personlige spørgsmål, der har udløst striden. De grunder først og fremmest i partiledelsens strategi. Efter det historisk ringe valg i september lovede den medlemmerne, at SPD definitivt ville gå i opposition. På spørgsmålet om, hvor vidt han kunne forestille sig at blive minister i en Merkel-ledet regering, kom de endnu mere skæbnesvangre ord fra Schulz’ mund:

»Jeg vil aldrig træde ind i en regering under Angela Merkel.«

Efter de kuldsejlede forhandlinger skabte SPD-partiledelsen over måneder en spektakulær kovending, hvor de med nød og næppe fik baglandets billigelse til alligevel at gå i forhandlinger med Merkels CDU/CSU om en ny GroKo-koalition – overvejende af angst for et nyvalg.

Med SPD’s krav om en medlemsafstemning om resultatet i baghånden lykkedes det her Schulz at skabe et overraskende stærkt forhandlingsresultat, bl.a. med store indrømmelser inden for sundheds- og arbejdssektoren samt europapolitisk. Hertil kom erobringen af det vigtige finansministerium, som Schulz tilkæmpede SPD som et ultimativt krav for regeringsdeltagelse.

Dårlig stil

Herfra var udviklingen som taget ud af et filmmanuskript om magt og moral i toppolitik. I sidste uge valgte Schulz at give afkald på partilederposten i SPD for til gengæld at stræbe efter posten som udenrigsminister som afløser for den populære Sigmar Gabriel.

Schulz’ korthus begyndte at vælte, da Sigmar Gabriel i meget skarpe vendinger kritiserede Schulz’ for løftebrud og dårlig stil. Efterfølgende meldte stadig flere og stadig vigtigere figurer i SPD’s bagland sig i koret af kritikere. Afgørelsen faldt ifølge Frankfurter Allgemeine Zeitung, da SPD’s delstatsforbund i Nordrhein-Westfalen, hvor Schulz selv kommer fra, direkte krævede, at Schulz atter droppede udenrigsministerplanerne for »at genoprette SPD’s troværdighed«.

Fredag smed Schulz håndklædet i ringen.

»Vi laver alle politik for menneskene i dette land. Dertil hører, at mine personlige ambitioner må komme efter partiets interesser,« lød det i en meddelelse fra Schulz.

Fra at være kanslerkandidat var Schulz først reduceret til oppositionsleder og fremtidshåb, dernæst til SPD-leder, og derpå til udenrigsminister in spe. Nu er han endt som »alment medlem af den tyske forbundsdag«, som den stedfortrædende SPD-formand Ralf Stegner fra partiets venstrefløj besk har kommenteret Schulz’ status.

Læs også

Schulz selv begrundede åbenhjertigt beslutningen med, at hans løftebrud indebar en risiko for, at afstemningen blandt de 460.000 SPD-medlemmer om resultatet af regeringsforhandlingerne frem mod den 4. marts risikerer at falde negativt ud.

»Dermed håber jeg samtidig inderligt, at persondebatten i SPD er afsluttet,« skrev han.

Det er den ikke. Tværtimod ser SPD’s kvaler ud til kun lige at være begyndt.

»Det er uklart, hvad der skal blive af Schulz, der for et år siden blev fejret som en strålende stjerne på en dyster SPD-himmel. Men det står klart, at hans parti befinder sig på kanten af selvdestruktion,« skriver avisen Tagesspiegel.

»SPD gik triumferende ud af koalitionsforhandlingerne, både indhold og fordelingen af ministerier bar et tydeligt socialdemokratisk præg. Men i rekordtempo blev alt det opnåede udslettet af en overflødig debat om personale. Det er ikke til at fatte.«

Efter Schulz’ tilbagetrækning stod partiledelsen ellers i kø for at rose, at Schulz stiller sine personlige ambitioner i anden række. Den formentlig kommende partileder Andrea Nahles talte ligefrem om, at beslutningen viser »Schulz’ storhed som menneske«.

At dømme på reaktioner på sociale medier er altid tvivlsomt. Men i dette tilfælde mere end antyder de, at baglandet ikke just er forenet. I tusindvis af kommentarer skrives her især om en alt for sen reaktion og en for længst tabt troværdighed, der gør særligt ondt i et parti med solidaritet og retfærdighed som øverste principper.

Med til magtkampen mellem Gabriel og Schulz hører, at Gabriel sidste år efter otte år afgav formandsposten til EU-parlamentsformanden Schulz, der som et ubeskrevet blad i SPD på forbundsplan i første omgang kunne sætte sig ud over de interne magtkampe blandt spidsfigurer som Sigmar Gabriel, Andrea Nahles og Olaf Scholz.

Selvom Garbriel til dato er en af de tyske politikere med højest troværdighed blandt vælgerne, har han med sin bryske stil gennem årene fået mange i partiledelsen til at se rødt. Det er derfor usandsynligt, men ikke umuligt, at Gabriel har en chance for at blive i sædet som udenrigsminister. Omvendt har SPD ingen oplagte kandidater med tilnærmelsesvist samme udenrigspolitiske erfaring som netop Schulz og Gabriel.

Martin Schulz - citater på vejen fra hypen til enden

  • På valgaftenen 24/9: »Det er helt klart, at vælgerne kræver af os, at vi går i opposition«.
  • Dagen efter valget 25/9: »Jeg vil aldrig træde ind i en regering med Angela Merkel«.
  • Efter Jamaica-forhandlingerne kuldsejlede 20/11: »Vi går ikke ind i en stor koalition. Vi ser et nyvalg som den rigtige vej«.
  • Efter forbundspræsident Steinmeiers formaning om at indgå forhandlinger 27/11: »Politik er en dynamisk proces.«
  • Efter sonderingsforhandlinger med Merkel 7/1: »Vi har opnået fremragende resultater«.
  • Ved SPD’s partidag i Bonn 21/1: »Jeg beder Jer af hele mit hjerte om opbakning til, at partiledelsen kan gå videre med regeringsforhandlingerne (med CDU/CSU).«
  • Den 7/2 efter de succesrige koalitionsforhandlinger og Schulz’ beslutning om at afgive posten som partiformand til Andrea Nahles for i stedet at blive udenrigsminister: »Jeg har spurgt mig selv, om jeg kan udøve hvervet som formand i den udstrækning, som mit parti forventer det.«
  • Den 9/2 efter stærk kritik fra SPD’s bagland og den afgående udenrigsminister Sigmar Gabriel: »Derfor erklærer jeg hermed, at jeg ikke indtræder i regeringen og håber hermed inderligt, at den interne persondebat i SPD er afsluttet.«

En anden slagmark i partiet handler om partilederposten. Schulz har peget på Andrea Nahles, mens stadig flere i baglandet kræver en afstemning i om formandsposten – en ide som bl.a. den afgående arbejds- og familieminister, Katarina Barley, bakker op om.

Som den autentiske og taktisk kloge politiker hun er, vil Nahles være langt mere kvalificeret til at opfinde SPD på ny end Schulz, vurderer bl.a. avisen TAZ.

Bl.a. har hun den fordel, at hun – ligesom den nuværende leder af No-GroKo-bevægelsen Kevin Kühnert – er tidligere leder af SPD’s ungdomsorganisation og derfor kender partiets bagland og har en stærk fornemmelse for, hvad der rører sig på de forskellige fløje.

Alligevel tvivler TAZ på, at Andrea Nahles kan redde SPD fra den igangværende nedsmeltning.

»Hun skal opfinde en afstemt politik for SPD’s splittede vælgermiljøer med højst forskellige interesser. Og ikke mindst skal hun profilere det blegnede SPD mod hovedkonkurrenten – Merkels midtsøgende CDU,« skriver TAZ.

»Hvor svært det er, ved Nahles udmærket. Hun sagde direkte til de delegerede på partidagen i Bonn, at SPD ikke har svaret på de vigtigste fremtidsspørgsmål«.

Indholdstom projektion

Allerede tirsdag udpeges Nahles formentlig som foreløbig leder. Om hun i sidste ende skal vælges og med hvilken procedure, er uklart. Lige så uvist er det, om hun overhovedet stiller op, hvis No-GroKo-fløjen ender med at nedstemme den store koalition den 4. marts.

Hvad de øvrige ministerposter gælder, lød meldingen i weekenden, at de mulige ministerposter først skal udpeges efter afstemningen i marts. Også her lurer der et oprørspotentiale fra No-GroKo-fløjen, der kræver transparens om magtfordelingen. Hvis ledelsen nægter det, kan det blive et af bevægelsens stærkeste argumenter for et nej.

Bag hele denne magtkamp for åbent tæppe står den indholdsmæssige rådvildhed i SPD. Med Süddeutsches Zeitungs ord afhænger SPD’s fremtid slet ikke af, om den »totalt overbebyrdede partichef Martin Schulz afløses af en langt mere kompetent Nahles«.

»SPD er stærk i discipliner som at kigge på, hvor de kommer fra, at beundre deres rødder og besynge deres historie. Men partiets genosser har i lang tid være svage til for alvor at diskutere og definere, hvor de vil hen,« skriver Süddeutsche Zeitung og nævner globalisering, digitalisering, Europapolitik og kapitalismekritik, hvor socialdemokraterne vakler afsted uden en klar retning.

Tagesspiegel slår hovedet endnu ondere på sømmet i sit tilbageblik på Schulz-hypen sidste forår. Nu viser sig nemlig med al tydelighed, at mistanken dengang var rigtig: Hypen grundede i en indholdstom projektion af længslen efter en ny type politiker og politik. Der var bare ingen substans bag.

I denne dramatiske og kaotiske situation svinder tilliden til, at SPD’s overvejende ældre medlemmer ender med at stemme for en ny GroKo. Samtidig har No-GroKo-lederen Kevin Kühnert i fredags taget hul på sin No-GroKo-turne med første stop i Leipzig, hvor han demonstrativt undgik at tale om partitoppen og dens opløste troværdighed for til gengæld at tale om SPD-venstrefløjens visioner.

En meningsmåling fra Emnid for Bild am Sonntag blandt 501 repræsentativt udvalgte personer viser, at mere end halvdelen synes, at SPD’s medlemmer skal stemme for en ny GroKo. Blandt SPD-vælgerne lå kvoten endda over 80 procent.

Hamborgs tidligere overborgmester Olaf Scholz bliver Tysklands nye finansminister.
Læs også

Heller ikke Kevin Kühnert kan benægte, at SPD indholdsmæssigt har fået store indrømmelser i regeringskontrakten og ministerfordelingen, men han betoner gang på gang, at det ikke kun handler om indhold, men om ledelsesstilen i SPD-centralen i Berlin.

»Nu har partiledelsen selv skabt det kaos, de ville undgå (i kraft af en ny GroKo, red.),« konkluderer avisen Die Zeit.

»Og dermed er ingen sikre på, hvordan partiets medlemmer vil stemme, når de om et par uger ikke bare skal stemme om koalitionskontrakten, men også om ledelsens politiske stil.«

Dette drama er ikke bare et socialdemokratisk problem, da det samtidig har potentialet til at fælde den store koalition. Med det øgede pres på Merkel efter de kompromisfulde forhandlinger handler det dermed også om toppen af CDU/CSU.

Tysk turbodemokratisme?

»Det er absolut muligt, at vi nu står foran en kernenedsmeltning i det tyske partisystem – med vidtrækkende følger,« skriver økonomen Henrik Müller i Der Spiegel – og beklager i øvrigt den mulige kædereaktion.

Med henvisning til »turbodemokratismen« i lande som Frankrig, Italien og (noget anderledes) i England, hvor nye bevægelser stiller det politiske landskab på hovedet og truer med at udslette de gamle folkepartier, ser han dystre perspektiver for sig ved et tysk nyvalg. I CDU/CSU er der nemlig ligeledes et ulmende oprør mod Merkel og partiets konservative rådvildhed. At den interviewsky Merkel valgte at give et interview på landsdækkende TV søndag aften efter redaktionens deadline for at svare på den interne kritik, siger noget om krisens dimensioner.

Samtidig er SPD’s troværdighed så meget i opløsning, at der ikke længere nødvendigvis vil opstå oplagte flertalsmuligheder efter et nyvalg. Iflg. Henrik Müller ville status quo – i hvert fald på kort sigt – derfor være det bedste.

»Endnu en stor koalition lovede ikke Tyskland, Europa og resten af verden ret meget, men dog én ting: stabilitet.«

Det løfte er SPD’s kaos og retningsløshed måske ved at udløse enden på.

I den proces kommer Martin Schulz ikke længere til at spille nogen afgørende rolle. Et kønt eftermæle bliver det næppe for Schulz, der skulle helbrede SPD. Men han overtog også en patient, der i mange års store koalitioner ikke for alvor havde kigget sig selv i øjnene.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Michael Hullevad
  • ingemaje lange
  • Torben K L Jensen
Eva Schwanenflügel, Michael Hullevad, ingemaje lange og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Jeg får overvejende mine informationer fra tysk fjernsyn - men Sonne leverer den ægte vare med hans gennemgang af de skrevne medier. Tak for det,Mattias - det er "the real McCoy"

Jørn Lybech, Eva Schwanenflügel, Michael Hullevad og ingemaje lange anbefalede denne kommentar