Læsetid: 8 min.

Merkel sætter sig i spidsen for tabernes koalition

Små fem måneder efter det tyske valg er der kommet papir på det fortsatte fornuftsægteskab mellem SPD og CDU/CSU. Regeringskontrakten, som nu skal godkendes af SPD’s medlemmer, bliver kaldt både ’visionsfattig’ og ’fornuftig’
Fire måneder efter valget lykkedes det Angela Merkels CDU og socialdemokraterne at forlænge deres fornuftsægteskab med fire år. Men i SPD går Martin Schulz af som formand, og kansleren kæmper stadig for at komme sig over sit katastrofevalg

Fire måneder efter valget lykkedes det Angela Merkels CDU og socialdemokraterne at forlænge deres fornuftsægteskab med fire år. Men i SPD går Martin Schulz af som formand, og kansleren kæmper stadig for at komme sig over sit katastrofevalg

Gregor Fischer

8. februar 2018

»Forestil dig, at Tyskland ikke har nogen regering, og ingen bemærker det.«

I løbet af de rekordlange tyske regeringsforhandlinger siden valget til Forbundsdagen i september er denne joke blevet en fast del af det tyske medielandskab. Men efter to dages intensiv forlængelse af de ugelange forhandlinger i 18 arbejdsgrupper opnåede CDU/CSU og SPD onsdag endelig enighed om grundlaget for en ny GroKo (’stor koalition’) i en 177 sider lang regeringskontrakt.

Ifølge flere tyske medier var de alt i alt korte, men seje forhandlinger om endnu et fornuftsægteskab mellem partierne også lidt et spil for galleriet. SPD-ledelsen har nemlig lovet partiets bagland at »forhandle til det knirker«, og netop de omtrent 460.000 medlemmer af socialdemokratiet skal frem mod den 4. marts stemme ja eller nej til forhandlingsresultatet.

Tirsdag blev det tilmed offentliggjort, at SPD alene siden årsskiftet har fået knap 25.000 nye medlemmer, som formentlig overvejende vil stemme nej til en ny GroKo. Det har muligvis givet Martin Schulz en sidste trumf på hånden for en socialdemokratisk succes i den afsluttende maratonforhandling.

Det trætte indtryk

»De giver en fornemmelsen af, at de ikke rigtig selv tror på den fremtid, som de fremlægger som program,« lyder det fra Süddeutsche Zeitungs chefkommentator Heribert Prantl.

Selv om han ser mange gode elementer i forhandlingsresultaterne, kalder han bramfrit Merkels tredje GroKo for »tabernes koalition«.

Det gælder både personligt, hvor en slagen og nu afgående SPD-partiformand Martin Schulz står ved siden af den afgående CSU-ministerpræsident Horst Seehofer samt Angela Merkel, der med et rekorddårligt CDU-valg og interne magtkampe i partiet er stærkt svækket.

Men det gælder også rent procentuelt: GroKo-partierne tabte tilsammen 13 procent ved valget og kunne kun samle 53 procent af vælgerne bag sig. Hvis der var valg i morgen, ville det med 17-18 procents opbakning til SPD være lige på vippen, om den ’store’ koalition stadig ville have flertal.

Det trætte indtryk står her i skinger kontrast til koalitionskontrakten, der ved siden af »Opbrud for Europa« på forsiden lover »En ny dynamik for Tyskland«.

Her har ånden i nakken fra Alternative für Deutschland (AfD) konstant været mærkbar. Det mener bl.a. avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung, der hævder, at GroKo måske nok stadig ser sig som en klippe i populismens branding – men at den klippe konstant bliver mindre. Det er ikke så mærkeligt, når det på over fire måneder ikke er lykkedes fem partier »at give et slagfærdigt svar på tillidskrisen,« konkluderer Frankfurter Allgemeine.

Schulz’ kovending

Anskuet på fordelingen af ministerier har forhandlingerne været en benhård kamp. Ud over justits-, familie- og miljøministeriet kommer socialdemokraterne til at sætte sig på både arbejds- og socialministeriet samt udenrigsministeriet som hidtil.

Dertil kommer finansministeriet. Hamborgs nuværende SPD-overborgmester, Olaf Scholz, får som ny vicekansler og finansminister en helt central rolle i reformen af eurozonen. I sin tid som tysk arbejdsminister fra 2007 til 2009 arbejdede han villigt videre på Gerhard Schröders liberale reformer af arbejdsmarkedet fra den såkaldte Agenda 2010. Derfor vil Scholz næppe tage mange point på venstrefløjen i SPD.

John Macdougall

Det er CDU/CSU og SPD blevet enige om i regeringskontrakten

  • Europa: Omfattende reform af eurozonen med betoning af Tysklands europæiske ansvar og villighed til at betale mere til fællesskabet.
  • Sundhed: SPD’s skattefinansierede ’borgerforsikring’ afvises, men der genindføres en ligelig deling af udgifterne til sundhedsforsikring mellem arbejdsgiver og -tager, og der nedsættes en kommission, der skal arbejde med en udligning af lægehonorarer for lovpligtigt og privat forsikrede. Desuden oprettes bl.a. 8.000 akutte nye stillinger i syge- og ældreplejen samt højere lønninger i plejebranchen generelt.
  • Skat: Topskatten hæves ikke fra 42 til 45 procent, som SPD har krævet. Det såkaldte solidaritetstillæg afskaffes derimod for lavt og mellemhøjt lønnede fra 2021.
  • Flygtninge: Elastiske formuleringer har fået partierne til at strides om, hvorvidt det handler om en »øvre grænse« (CDU/CSU) eller om »det forventede antal« (SPD). I striden om familiesammenføring for flygtninge med subsidiær status er det endt med, at der fra juli vil være tale om et begrænset kontingent på 1.000 om måneden plus særlige tilfælde.
  • Børn, unge og uddannelse: Højere børnepengesatser samt ca. 45 mia. ekstra kroner til børne- og uddannelsesområdet, dertil en »digitaliseringspakke« til ca. 25 mia. kroner.
  • Arbejde og pension: Pensionsniveauet skal opretholdes frem til 2025. Dertil arbejdes på en model for en grundsikring for folk, der har arbejdet i mere end 35 år. SPD’s krav om at forhindre ubegrundede tidsbegrænsninger af ansættelser, er endt i et kompromis, hvor maksimale tidsbegrænsninger sænkes fra to til halvandet år, og såkaldte kædeansættelser afskaffes.
  • Klima: Partierne har samstemmende »udsat« de nationale tyske klimamål for 2020, men holder indtil videre fast i at ville mindske CO2-udslippet med 55 procent i 2030 sammenlignet med 1990.

Martin Schulz, som avisen Die Welt roser for et »magtpolitisk mesterspil«, afviste efter SPD’s historisk ringe valgresultat på 20,5 procent i september ellers kategorisk at indgå i en ny GroKo og selv at sidde som minister under Angela Merkel. Det har ændret sig. Med sin exit fra SPD-formandsposten, som Andrea Nahles overtager, vil Schulz nu sætte sig på posten som udenrigsminister som afløser for den ellers populære Sigmar Gabriel.

Et åbent spørgsmål er her, om SPD’s bagland i afstemningen vil tilgive Schulz denne magtpolitiske kovending. Som tidligere formand for EU-parlamentet er Schulz en rutineret forhandler og har et fremragende internationalt netværk.

Alligevel var hele 54 procent af tyskerne imod, at Schulz skulle indtage en ministerpost. Ifølge meningsmålingen fra Forsa, der blev foretaget under de afsluttende forhandlinger, var hele 47 procent af SPD-vælgerne imod en ministerpost til Schulz, mens 44 procent var for.

’En europæisk overførselsunion’

Både i valgkampen og efter valget har Martin Schulz gang på gang understreget SPD’s rolle som Europa-parti.

»Vi har nu en ægte chance for sammen med Frankrig at gøre Europa mere demokratisk, socialt og handlingsdueligt,« udtalte han mandag efter GroKo-partiernes enighed om de europapolitiske aspekter.

Med løfte om et betragteligt investeringsbudget for eurozonen talte Schulz her om »en ende på sparepolitikken«, en »retfærdig beskatning af virksomheder, især internetgiganter i Europa«, samt stærkere arbejdstagerrettigheder og en beslutsom kamp mod europæisk ungdomsarbejdsløshed.

Disse udmeldinger er blevet stærkt kritiseret af generalsekretæren for CDU’s økonomiske råd, Wolfgang Steiger, der har advaret mod at give et indtryk af, at Tyskland ønsker endnu mere omfordeling til de kriseramte europæiske lande.

Netop dette punkt blev ikke overraskende samlet op af Alexander Gauland fra AfD, der med en ny GroKo bliver oppositionsleder i forbundsdagen.

»Med denne koalitionskontrakt er en europæisk overførselsunionen praktisk talt blevet besluttet,« mente Gauland, der syrligt spøgte med, at de lige så godt kunne have inviteret den franske præsident Macron ind som minister.

Også på flygtningeområdet kritiserede Gauland det indgåede kompromis om flygtninge skarpt. Med en gummiformulering om, at Tyskland vil modtage »180.000 til 220.000 indvandrere om året« er det stadig uklart, om der her er tale om en »øvre grænse«, som CDU/CSU mener, eller om »det forventede antal«, som SPD går ud fra.

Detaljer og symboler

Blandt de afsluttende og mest hårdnakkede stridspunkter mellem SPD og søsterpartierne CDU og CSU var socialdemokraternes krav om en klar indskrænkning af tidsbegrænsede ansættelsesformer og afskaffelsen af skellet mellem lovpligtigt og privat sygeforsikrede borgere. I begge tilfælde er det endt med kompromiser, som begge lejre i bedste fald kan sælge som delvise succeser.

I den store koalitions udprægede mangel på retning og selvsikkerhed ser Die Welt denne kamp som et symptomatisk forsøg på »at gøre detaljespørgsmål til store symbolske emner«.

Med sundhedsvæsenet og arbejdsmarkedspolitikken som to praktiske og ideologiske kamppladser vil mange af partiernes tilhængere højst sandsynligt være ganske uenige i den betragtning. Alligevel afspejler den partiernes problemer med at sætte rammerne for fremtidsrettede projekter, som emmer af opbrud.

Omstridte milliardinvesteringer

Til både AfD’s og især det liberale FDP’s store ærgrelse lover regeringsudspillet ingen nævneværdige skattelettelser ud over afviklingen af det såkaldte solidaritetstilskud fra 2021 og frem. Derimod kommer det heller ikke til de øgede topskatter, som SPD havde lovet.

Set fra det tyske industriforbund, BDI, er regeringskontrakten »samlet set utilfredsstillende«, som BDI-præsidenten Dieter Kempf formulerer det.

»I forhold til at bruge penge, er der en klart skæv fordeling i retning af omfordeling i stedet for fremtidssikring,« mener industrilederen, der savner skattelettelser og strukturreformer ud fra betragtningen om, at »Tyskland hurtigst muligt må positionere sig i den internationale skattekonkurrence«.

Den foreløbige fordeling af ministerier

  • CDU: Kansleramtet samt ministerierne for økonomi, forsvar, sundhed, landbrug og uddannelse/forskning.
  • SPD: Udenrigsministeriet, finansministeriet, Arbejds- og socialministeriet samt ministerierne for justits, familier og miljø.
  • CSU: Indenrigsministeriet (herunder byggeri- og hjemstavnsministeriet) samt ministerierne for udviklingshjælp og trafik.

Ifølge selve regeringskontrakten handler det om en »ansvarlig og socialt afvejet udnyttelse af det økonomiske råderum til politiske projekter«.

Med andre ord: Uden at nævne røde tal vil regeringen bruge af det store tyske nettooverskud til milliardinvesteringer inden for uddannelse og digitalisering (knap 45 mia. kroner), familie- og socialområdet (ca. 90 mia. kroner), boligsektoren (ca. 30 mia. kroner), hjælp til struktursvage kommuner og regioner (ca. 90 mia. kroner) samt forsvar (ca. 15 mia. kroner).

Her er stof til mange slagsmål, men i det mindste udløser milliardsatsningen på digitalisering og uddannelse ros fra toneangivende tyske økonomer som Marcel Fratzscher, der længe har kritiseret et alt for lavt offentligt investeringsniveau i Tyskland.

Længslen efter karisma

På klimafronten er der hamper kritik fra De Grønne, ligesom mediernes jubel også er til at overse. I TAZ tales der om et »klimapolitisk totalsvigt«, efter at koalitionen med et skuldertræk har meldt ud, at CO2-målene for 2020 ikke nås, og at der ikke er planer om en prissætning af CO2, selv om selv industriforbundet, BDI, kræver det. Desuden står flyskatterne til helt at blive afskaffet.

Fra yderfløjene har udspillet især fået en kold skulder for de mange magtpolitisk spil, der har ligget bag. Det gælder ikke kun AfD-bosserne Alice Weidel og Alexander Gauland. Også gruppeformanden for Die linke, Dietmar Bartsch, har talt om »den laveste fællesnævners koalition«, hvor personfnidder og stræben efter partiposter overskygger det indholdsmæssige.

Det indtryk skal ikke bare SPD, men alle tre partier nu kæmpe imod op til afstemningen i SPD, der kan ende med at fælde hele projektet – og dermed både Schulz, Merkel og Seehofer.

Men tyskerne ønsker stadig mere stabilitet end opbrud – og den stabilitet legemliggøres stadig af Angela Merkel, selv om det er en stakket frist.

Det mener den tyske politologiprofessor Herfried Münkler.

»Men hvis den ’store koalition’ ikke lykkes med at skabe en slags opbrudsstemning her i Tyskland, vil længslen efter karismatiske figurer blive stærkere,« siger han til Tagesspiegel med henvisning til Macron og hans franske En Marche-bevægelse.

»Karismatikere kan med deres individuelle optræden kompensere for, hvad der måtte mangle af programmatisk overbevisningskraft.«

Denne kraft mangler åbenlyst i koalitionskontrakten. Men til marts ved vi, om SPD-medlemmerne forlænger tyskernes umiddelbare sikkerhedstrang med endnu en nødløsnings-GroKo.

Eller om de giver Tyskland en ustabil mindretalsregering. Eller sågar et nyvalg, som mange tyskere vil se som en chance, men endnu flere som en risiko.

Gregor Fischer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Eva Schwanenflügel
  • Michael Hullevad
  • Torben K L Jensen
Trond Meiring, Eva Schwanenflügel, Michael Hullevad og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

+/- = 0 - Altså ingen forandring i det tyske diesel-elektriske vækstlokomotiv.

Trond Meiring, Michael Hullevad og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Gad vide om SDU får opbakning til denne koalition i deres bagland?
Ellers er der valg igen snarligt.

Torben Lindegaard

@Mathias Sonne

Selvfølgelig er det parlamentarisk set noget juks, at der ikke findes et troværdigt regeringsalternativ til GroKo; men alligevel .... set heroppe fra vore breddegrader er jeg ganske godt tilfreds med Angela Merkel som Kansler, Martin Schulz som udenrigsminister og Olaf Scholz som finansminister.

Man kan så ane problemer i fremtiden, for regeringsprogrammet med forøgede betalinger til EU - læs: de græske lallehoveder - åbner totalt banen for AfD's anti-EU politik.

Bjarne Bisgaard Jensen

Et bedrøveligt forsøg på, for enhver pris at opretholde status quo.
Tyskland lider kraftigt under mangel på en bredere politisk base, så sporene skræmmer fortsat.

Søren Keldorff

Europas fremtid er det afgørende omdrejningspunkt for aftalen. Hvis SPD’s medlemmer godkender aftalen vil Macron’s Frankrig og Merkel/Schultz’s Tyskland for alvor gå i gang med at forny det Europæiske samarbejde. Med tættere økonomisk samarbejde, opgør med sparepolitikken, indgreb mod skattesvindel , Marshall hjælp til Afrika, ny flygtninge og migrationspolitik m.m. – Alt sammen noget vi i Danmark burde være glade for. – Det er derfor på høje tid vi går i gang med for alvor at drøfte Europas fremtid efter Brexit og under og forhåbentlig efter Trump – i medierne, i befolkning og blandt de politiske partier – i stedet for at svømme hen i Trumps tweets